Please retweet

New York Times' journalist David Carr sagde det, da han var forbi årets fagfestival: Vi kommer til at se tilbage på den tid, vi er i nu, som journalistikkens guldalder. En holdning, der står i stærk kontrast til branchens faldende oplagstal og slankede redaktioner. Og jeg fik lyst til at give ham og hans efterårsforkølelse en krammer. For jeg kunne ikke være mere enig.

New York Times' journalist David Carr sagde det, da han var forbi årets fagfestival: Vi kommer til at se tilbage på den tid, vi er i nu, som journalistikkens guldalder. En holdning, der står i stærk kontrast til branchens faldende oplagstal og slankede redaktioner. Og jeg fik lyst til at give ham og hans efterårsforkølelse en krammer. For jeg kunne ikke være mere enig.

Der er krise, ja. Men det paradigmeskifte, der er i gang i vores branche, handler mindst lige så meget om udvikling. Skubbet fremad af vores elektroniske gadgets og de sociale medier. Det er en hård omstilling. Men der ligger en innovation og nytænkning i den, som udvider vores branche og begreber.

I USA samarbejdede The New York Times med onlinemediet Buzzfeed under valgkampen – et ungt, bloggerdrevet underholdningssite kendt for kattevideoer og viral popkultur. Men også for seriøs dækning af blandt andet indvandring. Samarbejdet gav avisen mulighed for at nå en ny målgruppe via videoer.

I England har The Guardian fået hjælp til at kortlægge suspekte dødsfald fra Twitter-brugere. En journalist fra samme avis sendte et tweet ud, inden han gik om bord på et fly i London:

"I Athen, Thessaloniki næste uge for historier om modgang og selvhjælp i #Grækenland. Kan du hjælpe? Ideer/bidrag velkomne #EuroDebtTales"
Han fik flere hundrede tweets tilbage. Blandt andet med ideer og telefonnumre til kilder.
The Guardian kalder det "åben journalistik".

Nyhedssiden The Huffington Post lader forskere, politikere og kendte mennesker blogge om deres interesse- og fagområder. Og det er en succes, der er til at få øje på. Webmediet udvider og findes nu ikke kun i USA, men også i fire – snart fem – europæiske lande.
Et mere simpelt eksempel på nytænkning er The Guardians opsummering af det amerikanske valg: En online grafisk roman.

Det er alt sammen uventede samarbejder og nye løsningsmodeller, der er med til at ændre journalistrollen. Og den trænger ærlig talt til en rusketur. For vi kan ikke blive ved med at have monopol på viden og formidlingsplatforme.

Forstå mig ret, jeg er ikke ude på at sige, at det her er nemt, slet ikke. Det ligger ikke til forandring. Eller til den jagt på nye forretningsmodeller, der p.t. kører i højeste gear. Alt, jeg vil sige, er: Det er en spændende udvikling, vi er midt i, som kan være med til at gøre os til bedre journalister.

Mens mediebrugerne er blevet vores medproducenter, der leverer nyheder og fakta i realtid fra naturkatastrofer og skuddramaer, skal vi journalister kunne bidrage med dybere indhold og analyser. Vi skal hjælpe vores brugere med at sortere i strømmen af informationer. Så de kan få det fokus og perspektiv, Instagram og Facebook ikke giver. Det giver os mulighed for at arbejde på helt nye måder. Og for at samarbejde på tværs af målgrupper.

Derfor tror jeg på, at optimister som David Carr har fat i den lange ende. Vi kommer ikke til at ofre vores journalistiske integritet og faglighed i den digitale pejs. Vi skal bare i gang med at bruge alle de platforme, vi har fået foræret.

– Petrine Elgaard, freelancejournalist

0 Kommentarer