Journalister mangler selvkritik, når de skælder ud over dramatiseringer. De skruer selv en virkelighed sammen, hver gang de vinkler. Det siger producer og idemand bag omstridt Dagen-dokumentar til Journalisten.dk.
I dagens Information slår instruktøren Frank Piasecki Poulsen igen.
Det er ham, der står bag TV 2-dokumentaren "Forførerens Fald" om dagbladet Dagen og dens karismatiske stifter, Peter Linck. Filmen har fået kras kritik, blandt andet efter at fagbladet Journalisten har afsløret, at et slagsmål i filmen ikke fandt sted.
Nu går Lars Seidelin, der har produceret filmen og været idemand på den, også til modangreb. Han arbejder på Koncern TV, der har solgt filmen til TV 2. Lars Seidelin mener, at journalister grundlæggende gør det samme som folkene bag dramadokumentarer som "Forførerens Fald".
»Jeg har en opfattelse af, at den klassiske journalistik stadig opererer med illusionen om, at man beskriver den objektive sandhed. Det er lidt ligesom videnskabeligt arbejde, hvor man også arbejder med ord som objektivitet. Men journalisten er fokuseret på at gendrive en sandhed, og så vælger han de kilder, der kan bevise det,« siger Lars Seidelin til Journalisten.dk.
Han nævner som eksempel Ekstra Bladets pædofiljagt, der kører hen over avisens forsider i disse dage. I går afslørede de en højtstående politibetjent, der ville »kæle« med en 13-årig pige. I dag er det en 43-årig soldat, der ville i seng med den 13-årige pige. Ekstra Bladet har afsløret mændene, ved at en journalist i et år har udgivet sig for at være den 13-årige pige på chatsiden Arto.dk.
»Det er en utroligt skarp vinkel. Journalisterne har tænkt: Vi går ud og konstruerer en virkelighed, en fiktion, som nogle klamme mænd så skal hoppe i. Folk ved jo godt, når de ser "Forførerens Fald", at det er en dramatisering. Men i det tilfælde med pigen er der jo ingen, der kender detaljerne i den fiktion, journalisten har stillet op, og det bliver der heller ikke fokuseret på,« siger han.
I den forbindelse understreger Lars Seidelin, at folkene bag filmen selv kalder det en 'dramadokumentar'. Han mener ikke, at seerne er i tvivl om, at der er brugt fiktive elementer til at beskrive stemningen.
»Det at vinkle en historie er lige så meget at dramatisere som at bruge fiktive greb til det. Det er jo udslag af et temperament, hvad end det er en journalists eller et instruktør-kollektivs temperament.«
Ifølge Lars Seidelin er der en grundlæggende forskel i måden at fortælle på mellem dokumentarister som ham selv og journalisterne. Det resulterer i en journalistisk klapjagt på fejl, når dramaet fylder for meget.
»Vi ved jo godt, at hver gang der bliver dramatiseret nogle virkelige historiske hændelser, så farer folk i blækhuset. Det er som at stikke hovedet i en hvepserede. Jeg mener, at journalister trænger til at være lidt mere selvkritiske i forhold til deres egenopfattelse, der handler om at have patent på at beskrive virkeligheden, som den er,« siger han.
Et centralt begreb i den strid er underholdning. Intellektuelle har altid beskyldt journalister for at forsimple ting, og journalisterne beskylder dokumentaristerne for noget lignende.
»Vi, der går mere i den brede formidlings interesse, kan jo samle mange seere omkring vores ting. Der tror jeg godt, at der kan opstå en jalousi og et behov for altid at være på vagt fra journalisternes side. Jeg synes, det er farligt, hvis behovet for faktuel detalje og journalistisk akuratesse skal dræbe nytænkningen,« siger han.
Filmen "Forførerens Fald" bliver vist på TV 2 i aften.
Læs også artiklen DAGEN HVOR DRAMAET VANDT i fagbladet Journalisten, der udkommer i morgen onsdag.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Sikke dog en for- og forsvarsomtale om en storbytosse, der minder om et medlem af ny alliance og som nu er blevet et bedre menneske, der har har lært af sine erfaringer. Det er ikke Lars Seidelin, jeg skriver om, men den "karismatiske" Linck.
Morspmt er det, at DFI har smidt statspenge i et sådan projekt. Hvorfor ikke blot sende dem til Lønmodtagernes Garantifond, der måtte betale for Lincks gøren og laden, fremfor at smuksere en mand uden økonomisk virkelighed.
Nu har han så tjent penge på ejendomme i Berlin, så han selv er kommet fri af sin konkurs, forstår jeg. Det kan de, der aldrig så en krone fra Dagen, men fik en økonomisk lærestreg pga. fejlagtig tillid så tænke over.
Et stort tillyke til en medieverden, der piller sig selv i bagdelen for gud ved hvilken gang.Mvh.
JD