Peter Linck indtog den absolutte hovedrolle i TV 2s dokumentar om dagbladet Dagen. Men avisen var mere end Lincks forføreriske luftkasteller. Det var også et ambitiøst avisprojekt, mener redaktør.
TV 2 viste i går tv-dokumentaren "Forførerens fald" om Peter Linck og Dagbladet Dagen. I dag er der delte meninger om, hvorvidt Peter Linck er lig med hele historien om Dagen. Dagens redaktør, Kresten Schultz Jørgensen, mener, at Dagen også var historien om et banebrydende avisprojekt.
»I en tid, hvor medieverdenen er fuld af gratisaviser, der alene produceres med et fokus på annonceindtjeningen, repræsenterede Dagen en unik, redaktionel vision formuleret og eksekveret af dusinvis af dygtige journalister. At gøre det provinsielle og småborgerlige Danmark mere internationalt, at dyrke det generøse lige så meget som det 'kritiske', at styrke de gode fortællinger og – nå, ja – gøre det inden for et design og et layout, der var banebrydende smukt og enkelt,« skriver Kresten Schultz Jørgensen i Information i dag.
På Mediawatch.dk skriver direktør i Burson-Marsteller Kim Larsen i en anmeldelse, at "Forførerens Fald" måske ikke fortæller historien om Peter Lincks svigt og usandheder. Til gengæld viser filmen, hvordan det lykkedes Linck at tiltrække nogle af medieverdenens bedste folk.
»For undertegnede, der selv var nyuddannet journalist, dengang Dagen var the talk of the town, og alle de seje skiftede de trætte redaktionslokaler i Skt. Annæ Passage, Rådhuspladsen eller Pilestræde ud med det attråværdige fællesskab i medieavantgardens nye in-sted på Holmen, har der imidlertid altid været to spørgsmål, som har undret mig: Hvordan f…. lykkedes det at tiltrække så mange af landets absolut bedste og mest respekterede journalister til projektet, og hvad var det egentlig, der drev ham? De to spørgsmål synes jeg Frank Poulsens film giver et godt bud på, netop fordi den giver Peter Linck, hans egen fortælling og verdensbillede så meget plads, at det får lov at tale for sig selv,« skriver Kim Larsen.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Dagen derpå
I tiden efter filmen om Dagbladet Dagens ejer, Peter Linck, er der skrevet og sagt meget om alle os, der ikke kunne regne. Hvordan i alverden lykkedes det manden at forføre cremen af dansk journalistik? Svaret er for en dels vedkommende og i hvert fald for mit: Jeg ikke så meget som hilste på ham, inden jeg sagde ja til jobbet..
Forhåbentlig uden at fornærme nogen, tror jeg de fleste af mine daværende kolleger vil være enige i, at Dagens samlede redaktionelle kapacitet var ganske gennemsnitlig hvad angår økonomisk indsigt, naturlig skepsis og livserfaring.
På det sidste punkt lå vi til og med et stykke under middel, mange var purunge og kom lige fra eksamensbordet på journalisthøjskolen. Samlet set var vi altså ikke så helvedes smarte, som nogen gerne vil fremstille det. Creme eller ej.
Jeg selv kunne nærmest være far til de yngste og havde altså ikke ungdommelighed som undskyldning. Jeg havde været fotograf i mere end 15 år, også på flere dagblade, havde nok lidt bedre forudsætninger for at regne den ud, og noterede mig også advarslerne fra alle sider.
Men lige meget hjalp det, jeg hoppede ombord med samlede ben.
En af grundene til, at vi var mange der tilsyneladende blindt stolede på projektet, vil jeg hævde, var, at vi aldrig traf Peter Linck, før det var for sent. I det store åbne kontorlandskab havde han et af de få kontorer som meget passende lå på hjørnet med den fedeste udsigt til vandet. Derinde sad han i tiden frem til den første udgivelse, som jeg husker det, en gang imellem så man ham ovre ved annoncefolkene i den modsatte side af lokalet, hvor han fægtede lidt med armene, indtil han gik tilbage på kontoret og lukkede døren.
En enkelt gang mødte jeg ham ved håndvasken på toilettet, hvor han surt brummede, at jeg var fandme dyr i drift. Det var det eneste jeg så til ham indtil festen. Alle samtaler omkring mit kommende arbejde foregik med chefredaktør Henrik Keith Hansen, som på foranledning svarede, at der var masser penge, og det vidste han fra Kresten, for han havde gået alle regnskaberne igennem med tættekam. Der var masser af penge, vi behøvede knapt nok sælge annoncer det første halve års tid.
Festen holdt vi en uges tid inden den første udgivelse på Hotel Scandinavia,. Jeg havde på det tidspunkt været med i tre uger, uden på noget tidspunkt at veksle et ord med Peter Linck, det var derfor ret spændende at skulle se manden foldet ud. Kresten holdt en lang indledende tale smækfuld af citater fra engelske romaner og sluttede, som jeg husker det, af med at introducere næste taler nogenlunde sådan her:
»Den mand som er grunden til, at vi alle sidder samlet her. Den mand som med sine visioner vil forandre det danske mediebillede, den mand som uselvisk stiller hele sin personlige formue til rådighed for vores fælles projekt, som har arbejdet dag og nat for at betale den gode mad og de dyre vine vi sammen skal nyde. Den mand vi alle kan takke for at netop vi er udvalgte til at grundlægge verdens bedste dagblad«, gik Kresten rundt mellem bordene og messede.
Da Peter Linck efterfølgende rejste sig op og begyndte at tale, troede jeg først, at han lavede sjov med os. Da det viste sig, at det ikke var sjov, var der kun to muligheder tilbage, enten var han totalt på coke eller også var han vanvittig, eventuelt begge dele. Jeg havde som alle andre hørt om hans karisma og hans evner til at begejstre, og fik et chok. Dér stod en fantast uden hold på situationen, sine omgivelser eller sig selv. I en halv time gik han fra bord til bord og talte om hver enkelt medarbejder. Halvdelen af os havde han nærmest ikke mødt endnu, han kendte ikke vores navne og anede ikke, hvad vi lavede. Den anden halvdel blev enten skamrost på en temmelig upassende drengerøvsagtigt facon eller svinet til for ikke at være frisk nok eller for kedelig.
Jeg selv og Nicolai Howalt, den anden fotograf, kaldte han ’the photo-boys’ og gentog, hvor sindssygt dyre vi havde været for ham. Hahaha, grinede vi, som et par dage forinden i Dagens navn havde indkøbt fotoudstyr for en kvart million kroner.
Udstyr der, som så meget andet, aldrig blev betalt.
Havde jeg og mange andre været med til denne fest, inden vi besluttede at følge Peter Linck, tror jeg, at historien havde set anderledes ud. Når jeg hoppede på vognen, var det fordi, jeg stolede på, at de som burde vide besked og lovede, at der ingen ugler var i mosen, var lige så veloplyste og ærlige som de var overbevisende.
At Peter Linck var forførende og karismatisk oplevede jeg desværre aldrig.
Med venlig hilsen
Klaus Holsting, freelancefotograf
Folk der vil se eller gense "Forførerens Fald", har muligheden onsdag d. 11. juni på Zum Biergarten.
Kreds 1 viser filmen og efterfølgende er der debat med en af instruktørerne bag - Frank Piasecki Poulsen. Læs mere om arrangementet på www.kreds1.dk.
Mvh
Morten, Kreds 1
Peter Linck er ikke hele historien om Dagen, slet ikke. Kresten Schultz var jo hans håndlanger og broder i den store løgn. Personligt mødte vi aldrig Peter Linck da vi blev inviteret ind i det fine selskab, men Kresten formåede at fastholde hele det luftkastel Peter Linck havde bygget op i fin stil helt alene til jobsamtalen. Velvidende at det var et fatamorgana.
Jeg sidder altid med en forfærdelig dårlig smag i munden af at se Kresten Schulzt Jørgensens navn på tryk eller som nu på min skærm. En distanceblænder, der endnu engang har formået at få en stilling (denne gang i det offentlige) som han ikke burde besidde. Manden er i bedste fald en løgner.
Med et så stærkt sørøverteam ved roret da Dagen blev søsat fra Holmen kan det vel ikke undre at cremen af dansk journalistik stod på skuden dengang. Lystsejler, lystløgner, lystfisker...vælg selv selv......