Seks fotografer kritiserer fotograferne fra fototjenesten presse-fotos.dk for blandt andet upassende opførsel på ulykkessteder. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
”Synes du, blå blink og krimistof er spændende? Har du lyst til adrenalinkick? Så kan du blive en del af vores team.”
Sådan lyder det på hjemmesiden for freelancefototjenesten presse-fotos.dk under fanen ’Bliv fotograf’.
De formuleringer er noget af det, som er faldet seks uafhængige fotografer for brystet. Mest er de dog stødt over, hvad de har oplevet, når de har været på arbejde på ulykkessteder. Derfor rejser de nu sammen en kritik.
Ifølge de seks fotografer møder fotograferne fra presse-fotos.dk alt for talstærkt op på ulykkessteder, nogle gange sammen med deres venner, de opfører sig ofte upassende og ude af trit med situationen, og så går de ofte alt for tæt på ulykkerne til stor gene for pårørende og nogle gange også redningsarbejdere.
De seks fotografer har valgt at rejse kritikken, fordi det rammer alle fotografers samarbejde med politi og redningsarbejdere, hvis nogen fotografer ikke kender kodeks for professionel opførsel på ulykkessteder.
”Når en indsatsleder vil bruge tid på at give mig en briefing, så er det, fordi han stoler på, at jeg kan finde ud af at bruge de informationer rigtigt. Vi får nogle gange sværere ved at dække nogle ting, som vi synes skal ud i offentligheden,” siger Jacob Gren, freelancefotograf, som sælger gennem billedbureauet Byrd.
”Af og til er vi flere fotografer til stede, end der er redningsfolk. Det er fuldstændigt forkert. Jeg er begyndt at få kommentarer fra politi og redningsfolk,” siger Kenneth Meyer, pressefotograf for Ekstra Bladet siden 2008.
Stifter og indehaver af presse-fotos.dk Mathias Øgendahl afviser klart kritikken.
”Vi har et stramt etisk regelsæt, som alle fotografer skal leve op til. De ved, hvordan de skal opføre sig, hvor de skal stå, og at de skal følge anvisningerne fra redningsarbejderne og politi,” siger han.
Læge skubbede kamera væk
De seks fotografer står imidlertid fast på kritikken, som de også har rejst for Dansk Journalistforbund.
Problemet, når presse-fotos.dk stiller med ’for mange’ fotografer, er ifølge dem, at hvis politi og redningsarbejdere mener, der er for mange fotografer på et ulykkessted, så bliver alle fotografer vist bort.
Et andet kritikpunkt går på, at presse-fotos-fotograferne går for tæt på ulykkesstedet i forhold til de andre fotografer. Det oplevede Kenneth Meyer blandt andet, da han var ude til en episode i Nyhavn den 26. januar, hvor en mand var faldet i vandet.
”Jeg kom lidt sent, så manden var hevet op af vandet, da jeg ankom. Jeg kunne se en af de fotografer, der står helt oppe ved siden af ambulancen og tager billeder. Jeg ser lægen tage fat i hans kamera og skubbe det væk,” fortæller han og tilføjer:
”Det ødelægger al den tillid, vi har opbygget til de her folk.”
Drak øl med unge 40 meter fra ulykke
Et tredje kritikpunkt handler om, at fotograferne fra presse-fotos.dk fjoller og opfører sig upassende på ulykkessteder.
Som eksempel fortæller Jacob Gren om en dykkerulykke i Øresund i juli sidste år, hvor presse-fotos.dk ifølge ham stillede med syv fotografer, der stod sammen og grinede. Det skulle senere vise sig, at dykkeren var omkommet ved ulykken.
”Så er der en af dem, som får kontakt til nogle unge mennesker, der sidder og drikker øl. Og så får han en øl af dem. Så sidder han 40 meter fra, hvor redningsmandskabet arbejder, og drikker øl og fjoller med nogle unge,” siger Jacob Gren og fortsætter:
”Det er der, jeg får lyst til at køre min vej. Jeg synes, man har respekt, når nogen er kommet til skade.”
Presse-fotos.dk bliver også kritiseret for altid at kreditere Mathias Øgendahl på deres billeder, også når fotografen er en helt anden.
”Det er et problem for troværdigheden,” siger Kenneth Meyer.
Indehaver afviser kritik
Selv afviser Mathias Øgendahl, at der er et problem.
Han vil ikke afvise, at en fotograf på et tidspunkt har grinet, men understreger, at alle på hans hold er blevet undervist i etik.
Han ser det ikke som problematisk, hvis presse-fotos.dk sender mange fotografer til et ulykkessted.
”Af og til har vi folk med, fordi det, vi laver, er interessant. Det kan være praktikanter, kærester eller venner, men alle, der kører med, skal følge samme retningslinjer som fotograferne,” siger Mathias Øgendahl.
Og mange fotografer samme sted giver bedre billeder, siger han.
”Jeg har ikke set noget sted, at der står, at man maks må være to fra samme sted.”
Han er også uenig i, at hans fotografer skulle gå for tæt på redningsarbejdere på ulykkessteder.
”De følger retningslinjerne og ved, at de ikke må gå i vejen,” siger Mathias Øgendahl.
”Det er mig, der har leveret billederne”
Han er helt uforstående over for beskrivelsen af, hvordan fotograferne opførte sig ved dykkerulykken i Øresund.
”Selvfølgelig drikker vi ikke øl på et gerningssted, men lad mig svare alligevel. Vi underviser i, hvor man må stå, og hvordan man opfører sig. Vi kan selvfølgelig hverken acceptere grin eller øl på et gerningssted. Det er så absurd, at det er svært at forholde sig til spørgsmålet,” siger Mathias Øgendahl.
Det er til gengæld korrekt, at billederne enten står krediteret med hans navn eller med ’presse-fotos.dk’.
”Det er ikke noget, vi som medie går så meget op i. Det er op til medierne, hvad de vælger. Det er mig, der har leveret billedet, selv om det ikke er mig, der har taget det,” siger han og tilføjer:
”Hvis du kan dokumentere, det er et problem, så gør vi noget ved det.”
Ifølge Mathias Øgendahl er hans fotografer drevet af at fortælle historier.
”Det her er ikke et spørgsmål om adrenalin og at få et kick. Vi vil fortælle historier med respekt for alle,” siger han – og afviser, at der skulle være et problem med formuleringen fra hans hjemmeside om at ”få et adrenalinkick” ud af at blive fotograf hos presse-fotos.dk.
”De andre synes også, blå blink er spændende. Ellers var de blevet bryllupsfotografer,” siger han.
29 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
At køre ud til alvorlige ulykker skal da ikke være som at drive taxi-virksomhed med tilbud om guidede ture ud i død og ødelæggelse.
Hvad er meningen med at tage andre med? Er man på arbejde eller er man ude at jagte spænding med vennerne?
Hvis det er det sidste, så skulle man overveje at finde andre græsgange, hvor man ikke risikerer at trampe rundt oven i pårørende, som græder over, at far er slået halvt eller helt ihjel.
For det første så skal vi skildre en hændelse. Det at lægen skubber et kamera væk er jo hans beslutning. Faktisk har lægen ikke ret til dette. Det er egenligt selv tægt.
Det er somme tider lidt provokerende at folk skubber eller truer med“at smadre mit kamera “
Jeg skildre hvad det sker, men overholder retningslinier for god etik.
Personligt har jeg aldrig fået kritik af min opførsel / adfærd på et foto job.
Og selv journalister er drevet af spænding og lysten til at skildre en begivenhed.
Kh Bo
-Stor respekt til dem for presse-fotos.dk de detikere deres liv til det de laver, flere af dem har fuldtidsjob ved siden af, og dække stadig historier døgnet rundt. De læber fra familen, middagen eller familiekomsammen nå det gælder
Dem omtalte Kenneth Meyer, er nok et af de mest respekt løse fotografer jeg har mødt, han følger hans egne regler, fordi han mener at har været i spiller/gamet længst tid. Og derfor er klogere end andre.
Den kritik der kommer mod presse-fotos.dk virker ubegrundet, det virker som at andre fotografer har ondt et vis sted, fordi at presse-fotos.dk/Mathias Øgendal har vokse sig så store at andre fotograf virksomheder ikke længere kan være med på det level!
Feks.. øxenholt foto, de kæmper en lang og sej kamp, får at kan følge med på det tempo som presse-fotos.dk er op på. De er starter på Sjælland, med et par enkelte fotografer, for at kæmpe sig ind på markede.
-Daniel M er den mand der skal gøre det, han er nok en af de største personskiftede mennesker jeg har mødt, jeg har mødt Daniel 2-3 gange og alle gange har det været ren blærerøv, lige ind til at han forsvinder for de enkelte mennesker så sviner han dem til.
Lad os indse at ingen andre mennesker, kender til det at være pressefotograf end dem der er det eller har fulgt dem og være med det på de forskellige udkald osv..
Giv jeres tip til de rigtig hvilket er presse-fotos.dk!
Goddag
Vh Christian Larsen
Flere