»Det slår mig, hvor sejt mennesket er, når man kan leve i en ørken, hvor der er 45 grader varmt – og fortsat har mod til at kigge frem.«

Sådan siger freelancefotograf Klaus Bo, der i august var i det østlige Afrika med Dansk Flygtningehjælp for at indsamle materiale om flygtningehjælpens projekter op til landsindsamlingen til november.

Klaus Bo besøgte blandt andet flygtningelejre i Etiopien, Kenya og Djibouti. Det slog ham, hvor ens vi i virkeligheden er som mennesker.

»Uanset hvor jeg kom, havde folk de samme drømme om at leve et liv i fred og ro med deres familie,« siger han.

Brændende varm lejr

Flygtningelejren i Etiopien var frodig og grøn, mens lejren i Djibouti var støvet og brændende varm.

»Efter tre timers kørsel gennem Djiboutis golde landskab ankom vi til Markazi-lejren, som er hjemsted for folk, der er flygtet fra krigen i Yemen. Der var omkring 45 graders varme, og en hård blæst stod ind over den knastørre lejr,« fortæller han.

Der var ikke nogen former for afkøling.

»Det føltes, som om der lige var blevet åbnet for en brændende varm ovn.«

Flygtningene fortalte, at varmen faktisk var mere tålelig end for en måneds tid siden, hvor temperaturen var tæt på 50 grader.

»Med begrænset adgang til vand og rationeret mad er det absolut nogle af de barskeste vilkår, jeg har set folk leve under,« siger han.

Fra flygtning til frisør

I Kenya fotograferede Klaus Bo 16-årige Stephanie Rutikanga, der sammen med sin søster måtte flygte fra Den Demokratiske Republik Congo til Kenya. I Kenya kom hun ind på et 14 dages kursus støttet af Dansk Flygtningehjælp.
»Nu hjælper hun til i frisørsalonen Pretty Lady Hair & Beauty Salon i hovedstaden Nairobi.«

Klaus Bo var afsted i 17 dage og tog nok 15-20.000 billeder i alt.

»Når vi ikke var under transport, skød jeg nok et par tusinde billeder om dagen, og der kommer nok 300 til 350 billeder ud af det,« vurderer han.

Men især i flygtningelejrene kunne han »ikke bare skyde løs«.

»Jeg skulle også vise respekt for de mennesker, jeg mødte. De ville vide, hvem vi var, og hvad billederne skulle bruges til. Nogle var bange for, at billederne kunne få konsekvenser for deres pårørende, der er blevet tilbage. Så de ønskede ikke at blive fotograferet eller ville kun fotograferes anonymiseret,« siger Klaus Bo.