search

Bag billedet: ”Der findes kun en lille håndfuld kvindelige drivers i verden, og hun er en af dem”

I Indien er Well of Death-traditionen blevet ulovlig i flere stater, men kørerne er stadig på farten med deres drome 11 måneder om året. Sidste år fulgte fotograf Ken Hermann den kvindelige kører Radha. ”Kvinderne er stadig undertrykt rigtig mange steder, men hun var the star of the show”

Det var et gammelt arkivfoto, som fik Ken Hermanns øjne op for den indiske Well of Death-tradition. 11 måneder om året rejser kørerne rundt med deres drome som et omrejsende cirkus. På grund af truppens nomadeliv – og fordi dødsdromkørslen i nogle indiske stater er blevet ulovlig – tog det over et år og hjælp fra et indisk produktionsselskab at finde frem til kørerne.

”Det eksisterer også på vores breddegrader, men det er en helt anden fornemmelse i Indien. De kører i en gammel, smadret drome, hvor halvdelen af brædderne mangler. Og uden hjelme. Det er mere autentisk, mere originalt, og også mere farligt. Og det giver jo noget, hvis man skal kigge ud fra et billedsynspunkt,” siger Ken Hermann.

På billederne ser bilerne og motorcyklerne stillestående ud, som om de er limet fast på væggen. Men de kører med mere end 100 km i timen, og Ken Hermann beskriver oplevelsen som fuldstændigt kaotisk.

”Hvis en af bilerne falder ned, får du dem altså i hovedet. Men larmen var faktisk den største udfordring. Man kan høre den her drome fra kilometers afstand, så forestil dig, at du står midt i en cylinder med fire biler omkring dig med udstødningen pillet af,” siger han.

40 grader og ekstrem støj

Ken Hermann lavede projektet sammen med den engelske art director Gemma Fletcher, og støjen var så ekstrem, at de var nødt til at aftale, hvad der skulle skydes, før kørerne gik i gang.

”Lige så snart de kørte, kunne man ikke have en samtale. Jeg havde ørepropper på alle dagene, for jo mere det larmer, jo bedre.”

Derudover var der omkring 40 grader og udstødningsgas en masse.

”Og de kører ikke blyfri 100, skulle jeg hilse og sige. Så du er bogstaveligt talt ved at blive kvalt af bilos og larm. Men det er også det, der gør det fedt, fordi det er så anderledes.”

Den eneste kvinde

Det var især truppens eneste kvinde, Radha, han fandt interessant. Som kvindelig kører er hun et trækplaster og den bedst betalte i truppen.

”Der findes kun en lille håndfuld kvindelige drivers i verden, og hun er en af dem. Og der er bare mere power i, at det er en kvinde bag rattet i så ekstrem en sport. Især i et land, hvor mændene er utroligt dominerende. Kvinderne er stadig undertrykt rigtig mange steder, men der var stor respekt for hende fra de mandlige kolleger,” siger han.

”Hun var the star of the show.”

Ken Hermann er freelancefotograf. Projektet Well of Death er lavet i samarbejde med art director Gemma Fletcher.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen