search

”Hele verdenspressen stormede ned til Catania, og så stod vi med vores telelinser på et afspærret område på kajen, mens de overlevende blev ført i land. Jeg er sådan en fotograf, der gerne vil tæt på, så jeg følte bare, jeg var enormt langt væk fra historien,” siger Jacob Ehrbahn. Foto: Jacob Ehrbahn

i

Efter seks års dækning af flygtningestrømmen: ”Gu’ er det personligt”

Jacob Ehrbahn har samlet seks års dækning af flygtningestrømmen i en ny fotobog. En rejse blandt mennesker i håbløse omstændigheder, der løbende har udfordret grænsen mellem den professionelle fotograf og mennesket, der bare gerne vil hjælpe

Now it’s personal!

Man ved, at der er øretæver i luften, når helten i filmen begynder at tage tingene personligt.

Jacob Ehrbahn skal også smage lidt på spørgsmålet om, hvorvidt seks års fotodækning af flygtningestrømmen i Europa er blevet mere end en god, journalistisk historie. Om det er blevet en personlig sag.

Efterhånden som interviewet skrider frem, bliver han dog mere og mere klar i sit svar: ”Jo, gu’ er det da personligt!”

Men den 18. april 2015, da Ehrbahn af sin arbejdsgiver Politiken i huj og hast blev sendt til Sicilien, hvor et flygtningeskib med 800 passagerer var sunket, var det bare en fotoopgave. En tragisk begivenhed og en stor nyhedshistorie.

”Hele verdenspressen stormede ned til Catania, og så stod vi med vores telelinser på et afspærret område på kajen, mens de overlevende blev ført i land. Jeg er sådan en fotograf, der gerne vil tæt på, så jeg følte bare, jeg var enormt langt væk fra historien,” fortæller han.

”Hvad gør vi nu?”

Jacob Ehrbahn skulle snart komme rigtig tæt på. Et par måneder senere blev han sendt til Grækenland, da gummibåde med flygtninge fra Mellemøsten var begyndt at lande på kysterne af Lesbos. Denne gang var han besluttet på at være på forkant med begivenhederne.

<span class="rodt">Jacob Ehrbahn: </span>”Gu’ er det personligt” 2

↑ 17.06.2019: Kamaluddin, 6 år, Moria-lejren, Afghanistan. Foto: Jacob Ehrbahn.

”Jeg stod op klokken 5 og kørte frem og tilbage langs kysten for at spejde efter både. Pludselig kunne man se en prik i horisonten, og så skulle man finde ud af, hvor de ville lande. Ofte kom jeg løbende i sidste øjeblik, når de kom ind. Så stod man der på stranden helt alene, og så kom de – bum – glade, udmattede, nogle græder, nogle jubler. Pludselig er du midt i det, og det er dig, de spørger: Hvad skal vi gøre nu? Øh, det ved jeg sgu ikke rigtigt …”

”Så stod man der på stranden helt alene, og så kom de – bum – glade, udmattede, nogle græder, nogle jubler.”

Jacob Ehrbahn

Historien voksede i de europæiske medier, men også på Ehrbahn. To måneder senere fik han lov at tage til Lesbos igen, og her var situationen nærmest eksploderet. På sin første tur nåede han at opleve ni bådlandinger på syv dage. Nu kunne der komme det samme antal både på en time.

”Der var bare flygtninge overalt og samtidig en masse frivillige i refleksveste, der var valfartet dertil for at tage imod dem. Men i den anden ende af øen, hvor de skulle registrere sig, lå de i kø langs vejen. Der var ingen hjælp, ingen mad, og så kom der bare et subtropisk regnvejr i tre dage. Vejene svømmede med mudder, alle børnene var syge. Det var virkelig sindssygt.”

Makkerskab holdt gnisten levende

Mens ’flygtningekrisen’ efter 2015 forsvandt fra overskrifterne, blev Ehrbahn ved med at holde fast i historien. Blandt andet fulgte han ngo-grupper på sociale medier, der fortalte om det, der nærmest udgør et parallelunivers af mere eller mindre skjulte flygtningegrupper i hele Europa.

En skelsættende begivenhed for Jacob Ehrbahn var, da det i 2017 lykkedes ham at få Politiken med på det tyske ngo-skib Seawatch 2, der redder nødstedte flygtninge i Middelhavet. Her fik han og journalisten Kjeld Hybel førsteparket til flygtningedramaet i sin mest ekstreme form, når overfyldte gummibåde fra Afrika sank nærmest for øjnene af dem.

Efterfølgende har Kjeld Hybel været hans faste makker, og det har haft afgørende betydning for, at han er fortsat i flygtninge­sporet.

”Den tur var vanvittig og trak tænder ud på alle niveauer, men det var virkelig en stærk reportage. Der fandt Kjeld og jeg ud af, at vi kan lave det her sammen og være tæt på hinanden i lang tid uden at rive hovederne af hinanden. Ellers var jeg kørt død i det. Det er pissehårdt at være derude. Fysisk hårdt, fordi man skal bruge mange timer og æde sig selv, men mentalt er der også mange menneskeskæbner, man skal fordøje. Så det er rigtig dejligt at være to sammen, der kan tale det igennem og forstå det sammen, når man kommer hjem.”

<span class="rodt">Jacob Ehrbahn: </span>”Gu’ er det personligt” 3

↑ 10.09.2020: Voldsom brand i Moria-lejren. Foto: Jacob Ehrbahn. 

<span class="rodt">Jacob Ehrbahn: </span>”Gu’ er det personligt” 4

↑05.02.2017: Calais, Frankrig. En gruppe på fem drenge fra Eritrea sniger sig ind i en lastbil på en tankstation i udkanten af havnebyen. De håber, at den vil køre dem til England. Drengene ved godt, at de sandsynligvis bliver opdaget, inden de forlader Frankrig. De gemmer derfor en i gruppen ekstra godt af vejen i bilen. Hvis blot én slipper af sted, er det en succes. Foto: Jacob Ehrbahn.

Vil ikke ødelægge håbet

Personligt eller professionelt? Det kan ikke skilles ad, siger Jacob Ehrbahn. Men det kan heller ikke forenes. Alle de flygtninge, han har fotograferet og ofte brugt mange timer med, har haft brug for hjælp – mad, penge, gode råd, et lift eller en hjælpende hånd til at komme op i en redningsbåd. Og han er ikke kommet for at hjælpe nogen, ud over med sit kamera.

”Jeg skal tro på min rolle i det her spil. Den er at dokumentere og give de mennesker noget synlighed.”

Jacob Ehrbahn

”Jeg skal tro på min rolle i det her spil. Den er at dokumentere og give de mennesker noget synlighed. Hvis jeg er på Lesbos, hvor der kommer en båd ind, og nogen falder om af udmattelse, så vil det naturlige være at gå over og hjælpe dem. Men så kan jeg ikke passe mit arbejde med at dokumentere. Så jeg vælger at fotografere. Men hvis jeg er ude i Middelhavet, og der ligger folk i vandet, der er ved at drukne, så skyder jeg nogle hurtige billeder fra hoften, og så træder jeg til og hjælper folk op i båden. For det er vigtigere. Det er en hårfin balance, der er svær at sætte regler op for. Det er noget, du selv kan mærke.”

Han passer også på ikke at gøre sig selv til rådgiver, når flygtninge spørger ham – og det gør de tit – hvordan de kommer igennem de mange nåleøjer, der venter på vejen mod asyl.

”Jeg vil ikke stille folk noget i udsigt, der ikke er belæg for. Og jeg har det sådan … jeg kan jo ikke fortælle dem, at når de kommer dertil eller dertil, bliver det helt umuligt. Folk overlever jo på håbet. Jeg skal ikke gøre noget som helst, der kan pille ved det håb.”

Indspark til hjertet

I interviewet bruger han tit ordet ”dokumentere” om sit fotoarbejde, ligesom han kalder sin bog et ”historisk dokument”. Men det er ikke et passivt dokument, han udgiver. Det er hjerteskærende billeder, der påvirker vores følelser og vores holdninger. Han bruger selv ordet ”hjertemassage” om den måde, han håber, billederne vil spille ind i debatten og synet på flygtninge.

”Jeg går ikke ud og råber en partipolitisk farve. Men jeg tror, at alle kan finde noget frem i sig selv, hvor man kan identificere sig med de her problemstillinger, så jeg prøver at liste mig ind fra en anden side og appellere: Hvad nu, hvis det var dig selv? Kan vi som europæere stå på mål for det her?”

”Nu er jeg en af dem, der kipper med den humanistiske fane og siger: Sådan ser det ud derude.”

Jacob Ehrbahn

Det journalistiske dogme lyder, at man skal vise begge sider af en problemstilling?

”Det forstår jeg. Men der er så mange, også på Politiken, der gør det. Nu er jeg en af dem, der kipper med den humanistiske fane og siger: Sådan ser det ud derude. Der er rigeligt med tal, statistikker og hårde meninger, nu bringer jeg også noget andet til bordet. Så kan du selv vælge, om det er politisk eller ej. Jeg mener bare, det er en vigtig ting at få ind i vores samtale og forståelse og ikke mindst i historiebøgerne.”

’Drømmen om Europa’ udkom 19. marts på Gyldendal og i en engelsk udgave på Dewi Lewis Publishing.

<span class="rodt">Jacob Ehrbahn: </span>”Gu’ er det personligt” 5

Jacob Ehrbahn fotograferet af Kjeld Hybel. 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen