Joachim Ladefoged er Årets Pressefotograf, og Jacob Ehrbahn tog Årets Pressefoto. Prisuddelingen er netop overstået i Det Kongelige Bibliotek.

Du kan se alle vinderne – og deres billeder – herunder.

I alt deltog 179 medlemmer af Pressefotografforbundet i årets konkurrence. 41 var nomineret. Vinderne blev valgt blandt 2.710 fotos og 68 web/tv-produktioner.

Årets Pressefoto 2015:
Jacob Ehrbahn, Politiken.

Dommerne sagde: I bare et enkelt fotografi er det lykkedes Jacob Ehrbahn at indkapsle hele den store historie: Verden er i nød, mennesker flygter, og vi prøver at holde dem ude. Billedet opsummerer hele situationen, eller katastrofen, om man vil, og har stærke referencer tilbage i tiden. Det er med andre ord et ikonisk billede på den største begivenhed i året. Samtidig er det fejlfrit, malerisk og viser helt utvetydigt, men med mange facetter, hvad der er på spil. Dette foto er ikke resultatet af held. Det er taget af en dygtig fotograf, der ved, hvor han skal være, og som gennemarbejder sit materiale. Derfor var der (til dommernes egen forbavselse) rørende enighed og slet ingen diskussion om, at netop dette billede er Årets Pressefoto. 

Årets Pressefotograf 2015:
Joachim Ladefoged, Morgenavisen Jyllands-Posten, vinder med sin serie på 5 billeder.

Dommerne sagde: Skal man dømme efter den indsendte kollektion, er alsidigheden Joachim Ladefogeds største force. Det er altid svært at sætte fem billeder sammen, der viser, hvem man er, og hvor meget forskelligt man arbejder med. Men det er et umiskendeligt styrketegn, når en fotograf både kan tage en dagligdags opgave som et luciaoptog og løse den så kreativt, og samtidig levere fire andre billeder, der spænder fra en Nato-øvelse i det grønne med næsten Martin Parr-agtige elementer til et varmt og empatisk fotografi af et lille barn, der sover i kaos, og et fint portræt af en kvinde, der har mistet sit barn. Vi har at gøre med et meget visuelt menneske, der let veksler mellem det klassiske sort/hvide og et mere ekspressivt farvesprog. Han kender sine formgreb og sætter barren højt.

Årets Nyhedsbillede, Danmark:
Michael Drost-Hansen, Freelance.

Dommerne sagde: Det vigtigste ved denne serie er, at den dokumenterer en historie, vi ikke har set før i Danmark. Det er danmarkshistorie og en begivenhed, der ligesom angrebet på Krudttønden og synagogen fik os til at indse, at vi ikke er isolerede fra resten af verden. Ud af mange mulige var Michael Drost-Hansens serie vinderen, fordi han bedst fanger kaosset og de mange nuancer. Han når hele vejen rundt om begivenheden fra forvirring til hjertevarme og det lettere absurde, så udvalget af billeder er alsidigt med både drama, glæde og lidt humor. Alle de følelser, der var i spil, da verden kom til Danmark.

Årets Nyhedsbillede, Udland:
Jacob Ehrbahn, Politiken.

Dommerne sagde: Jacob Ehrbahns serie er meget, meget stærk, og der var ikke nogen tvivl om, at den var en vinder. Den er godt fotograferet, velkomponeret, veltimet og varieret i de afbildedes følelser. Man mærker stort nærvær og værdighed, fordi han går så uhyre tæt på med sin vidvinkel, at man nærmest kan lugte og mærke, hvor han er. Reportagen som helhed udstråler den store energi og arbejdsvilje, der skal til for at følge denne tragedie, hvor vi både bliver præsenteret for hurtige actionskud og billeder med stille eftertænksomhed. Sjældent har vi set et fotografi af papkasser ’larme’ så meget. Alle billeder er gode, og nogle har klare ikoniske kvaliteter. 

Årets Portræt:
Miriam Dalsgaard, Politiken.

Dommerne sagde: Dette er en dejligt øjenåbnende portrætserie. Ved første øjekast er den sjov, men når man ser nærmere efter, opdager man dybden. Der er masser af nuancer i historien, den er godt tænkt og meget original. Fotografen skaber et indirekte og meget befriende portræt af Vollsmose, som er fuldt af selvironi og uden at tale til de negative, stereotype fordomme, vi måtte have om boligområdet. Det er rockerskarpt fotograferet, godt instrueret og både geografi- og tidløst. En serie, der lige så godt kunne have været taget i 1970’ernes New York.

Årets Sportsbillede, Action:
Liselotte Sabroe, Berlingske Media/Scanpix.

Dommerne sagde: Der var ikke meget tvivl om vinderen i denne kategori. Billedet er klassisk stramt, velkomponeret og godt fotograferet. Der er ikke et øje eller en hånd, der sidder forkert, og hovedpersonen er fanget i et afgørende øjeblik, hvor han er omgivet af dem, der hylder ham. Men den helt særlige kvalitet ligger i kombinationen af manden – og fotografiet af manden, der selv emmer af, at han er manden. Det er ham, der har vundet. På den måde, får vi fortalt mere end én historie. Det er et billede, der holder.

Årets Sportsbillede, Reportage:
Kasper Thorup Løftgaard, DMJX.

Dommerne sagde: Reportagen fra det amerikanske college rodeo er et fremragende eksempel på en god sportsreportage. Vi får flere intense øjeblikke, hvor noget står på spil, miljøet omkring begivenheden er stemningsfuldt fotograferet, og der er både portræt, action og æstetiske øjeblikke. Desuden er der simpelthen ikke et dårligt billede, og sammenhængende fungerer de perfekt som serie, fordi vi kommer tættere på de her mennesker, og fotografen viser os, at det både er en kultur og en livsstil. På den måde ligger reportagen næsten i grænselandet mellem kultur og sport.

Årets Reportage, Danmark:
Joachim Adrian, Politiken.

Dommerne sagde: Et meget fint og helt stille billede, der på en enkel måde gør hele problematikken meget håndgribelig ved blot at vise størrelsesforholdet mellem lille Fie og bamsen. Man kan mærke forældrenes følelser, og hvad der står på spil: Det her er kampen om selve livet. Hele hospitalsdramaet er fortættet i dette ene fotografi, der er taget ud af en serie. Man forstår, at selv om man helst bare ville lægge dette skrøbelige barn på sin mave, så er det ikke muligt under disse vilkår. Gennem de strikkede sager får forældrene udtrykt, at de elsker deres barn, ligegyldigt hvordan det ender, og hvilket liv hun bliver. Det er et stærkt signal i en verden, hvor vi ellers ofte vælger børn som Fie fra.

Årets Reportage, Udland:
Rasmus Flindt Pedersen, Freelance/Ekstra Bladet.

Dommerne sagde: Denne serie går mere i maven end mange andre. Den er uhyre stilsikkert gennemført, samtidig med at den er meget tæt på, meget rå og brutal. Rasmus Flindt Pedersen har helt fra starten valgt en fotografisk stil, som han gennemfører i hele serien. Den er stærk og varieret og træder først og fremmest frem, fordi den er tro mod det kaos, der er i situationerne. Hele reportagen er meget gennemarbejdet, og det virker, at fotografen vælger at understrege den rå virkelighed med sine virkemidler. Undervejs har han også truffet nogle meget bevidste og gode valg om, hvor vi er, og vi ser både frygten, håbet og desperationen.

Årets Danske Hverdagsbillede:
Bax Lindhardt, Berlingske Media/Scanpix.

Dommerne sagde: Desværre er det en kedelig side af hverdagen, eller rettere den nye hverdag i Danmark, som fotografen har fanget i dette billede. Dommerne flyttede det fra nyhedskategorien, fordi det er godt set og bidrager med et andet blik på hverdagen. Ved første øjekast er man lidt forvirret over, hvad man kigger på, og billedets surrealistiske karakter er en stor del af dets styrke. Ved at lege med vores forvirring får det nemlig endnu stærkere understreget kontrasten mellem det ’gamle’ Danmark, som er malet på plankeværket, og de nye realiteter med bevæbnede politifolk i gadebilledet, som præger hverdagslivet, der her repræsenteres af den lystigt cyklende mand. Tidsforskydningen får endda en ny dimension, for det virker næsten, som om politifolkene kommer fra fremtiden.

Årets Åben Klasse:
Rasmus Degnbol, Freelance.

Dommerne sagde: Selv om flygtningene præger nyheds- og reportagekategorierne, er der også plads til dem i Åben Klasse, fordi fotografen ser situationen fra en helt ny vinkel. Det er årets historie. Men her får vi en mere abstrakt og dog alligevel super konkret fortolkning, der hjælper os til at forstå omfanget af den situation, de andre serier viser på deres måde. Dronen gør i disse dage indtog i dansk presse, og det er både frækt og originalt at anvende den på denne facon. Tidligere har man måske mest tænkt på dem lidt som en fjernstyret bil, men her ser vi, hvor stærkt et redskab de kan være.

Årets Lange Indslag, tv/web:
Anders Birch & Jakob Vølver, United Production.

Dommerne sagde: Der var slet ingen tvivl om, at denne perle var vinderen i kategorien for lange indslag. Der er så mange fine momenter og soundbites, at det er en fornøjelse. Dokumentaren er smukt filmet og genialt klippet, så den får mange lag og rammer nogle dybt eksistentielle problemstillinger. Den er et godt eksempel på, at man ikke behøver rejse langt ud i verden for at finde de gode historier. Man bliver rørt undervejs, og der er mange fine detaljer. Vi er meget tæt på, og fotografen forstår at blive, hvor han skal, uden at de medvirkende bliver krænkede, fordi det er respektfuldt, selv om det er sjovt.

Årets Korte Indslag, tv/web:
Anders Albjerg, TV 2.

Dommerne sagde: Det er en modig fotograf, der har lavet denne produktion. Han forstår at være nærværende, og han fotograferer med ’ørerne’. Faktisk evner han at få os til at føle os så meget til stede, at man bliver lidt bange på hans og journalistens vegne. Man kan simpelthen mærke de sultne asylansøgere. Det er flot at lave så god en reportage inden for fængslets helt faste rammer, hvor der slet ikke er behov for at søge udenfor. Indslaget har en fin start i både lyd og billede. Vi er virkelig med, for man bliver suget ind i historien og mærker, at her kommer der til at ske noget farligt. På et tidspunkt bliver fotografen bedt om at stoppe, men han fortsætter, hvilket er en kvalitet i dette tilfælde, og der er fuld billeddækning for præmissen. Der er et godt samarbejde mellem journalisten og fotografen, hvilket ikke bare er en stor kvalitet, men også en forudsætning for at lave godt arbejde.

Årets Åben Klasse, tv/web:
Kenneth Lysbjerg Koustrup, DMJX. og Louise Koustrup, DMJX.

Dommerne sagde: Det er en stærk og fascinerende historie, der her bliver fortalt. Den er meget intenst filmet, og der er helt fra starten gjort meget ud af at tænke på, hvordan det er at være blind. Den er godt løst filmisk og giver plads til billederne, uden at vi skal ledes af en masse speak. I stedet får vi lov til at mærke ham, og vi tror på billederne. Historien går dybere og dybere ned i hans behov for ømhed og at være barn, og vi forstår undervejs, at det handler om den kærlighed, han ikke fik som lille. Derfor bliver det værdigt, og han fremstår med en stærk og voksen stemme i kontrast til de meget ømme billeder. Vi forstår og føler med ham, fordi fotografen gør.  

Senest opdateret klokken 15.04.