search

Marie Hald

i

”Modet fra Helene satte det hele i gang” – fire danskere fortæller om et foto, der ændrede deres verden

Mød fire mennesker, som fortæller, hvordan et enkelt uafrysteligt fotografi ramte dem så hårdt i solar plexus, at deres liv tog en uventet drejning

Man siger, at et enkelt billede kan ændre verdens gang. At historien er fyldt med ikoniske billeder, der både har startet og sluttet krige, åbnet verdens øjne og fået magthavere til at skifte kurs.

Billedet af den napalmramte pige i Vietnam fra 1972 er et berømt ét af slagsen. Billedet af manden, der blokerer vejen for tanks på Den Himmelske Freds Plads i Beijing efter en massakre i 1989, er et andet, og amerikanske soldaters torturbilleder af fanger i Abu Ghraib-fængslet under Irak-krigen i 2004 er et tredje.

Man kan diskutere, om de historiske billeder rent faktisk ændrede verden, eller om billederne ”blot” med årene har opnået ikonstatus og er blevet et symbol på en verden i forandring.

Sikkert er det til gengæld, at de billeder, du skal se her, har ændret verden. Ikke den store verdenshistorie, men fire konkrete danskeres helt egen lille verden. Fire mennesker fortæller her, hvordan et enkelt uafrysteligt billede ramte dem så hårdt i solar plexus, at deres liv tog en uventet drejning.

Pigen med det store hoved drev Cecilie til Nepal

Det var en formiddag i begyndelsen af september 2010. Cecilie M. Hansen og hendes mand sad med søndagsberlingeren og morgenmad i sommerhuset i Odsherred, mens deres knap etårige søn møffede rundt på gulvet omkring dem.

I featuretillægget faldt Cecilie M. Hansen over en artikel om fødsler i Nepal. Den dag i dag kan hun ikke huske, om hun overhovedet læste artiklen. Til gengæld glemmer hun aldrig det billede, der fangede hendes øjne. Og den lille tekst, der fulgte det.

 

Billedet, der ændrede min verden

Cecilie M. Hansen kunne ikke bare lukke avisen igen efter at have set billedet af den lille pige med det store hoved. Mads Nissen

Billedet var taget af fotograf Mads Nissen ind gennem en døråbning på neonatalafdelingen på et hospital i Nepals hovedstad, Katmandu. Det forestiller en lille pige med nøgen overkrop og et helt abnormt stort hoved. Hun ligger alene på en lav, bred stol i afdelingens flisebelagte skyllerum.

I billedteksten kunne Cecilie M. Hansen læse, at pigen var født med vand i hovedet. Hendes mor havde forladt hende, og personalet vidste ikke, hvad de skulle gøre af hende. Så nu lå hun bare der. Der stod også, at hun smilede, når personalet aede hende på brystet.

Teksten, det store hoved, det nøgne rum, distancen, pigen var fotograferet på – alt sammen ramte det Cecilie M. Hansen.

”Det greb mig simpelthen så meget. Det, at hun bare lå der og nærmest ventede på at dø,” fortæller hun.

”Man ser hende skråt bagfra ind gennem døren. Som om man nærmest selv står og lurer ind gennem sprækken. Der er meget bart omkring hende, og det fanger den afmagt, jeg blev ramt af.

Følelsen af bare at stå der og være tilskuer til et liv, man ikke kan gøre noget for. Det er jo så sørgeligt.”

Resten af søndagen blev billedet og historien om pigen ved med at rumstere i Cecilie M. Hansens hoved. Hvorfor fanden gjorde de ikke noget for pigen, tænkte hun – hun var jo på et hospital. Det kunne da ikke passe, at hun bare skulle ligge der?

”Nogen må da gøre noget,” sagde hun til sin mand i bilen på vej hjem fra sommerhuset om eftermiddagen.

”Følelsen af bare at stå der og være tilskuer til et liv, man ikke kan gøre noget for. Det er jo så sørgeligt.”

Cecilie M. Hansen

Egentlig havde Cecilie M. Hansen ikke tænkt, at den ”nogen” skulle være hende. Men de efterfølgende dage begyndte hun at researche på, hvilken tilstand pigen kunne lide af. Hun kontaktede Mads Nissen og Line Holm Nielsen, der havde skrevet historien, og kom i kontakt med hospitalet, pigen var på.

”Jeg kunne ikke bare lukke avisen og sige ’nå, okay’. Så den ene ting tog den anden, og pludselig begyndte det bare at rulle,” fortæller Cecilie M. Hansen, der kontaktede danske og nepalesiske læger og fandt frem til en lokal specialist, som tog til hospitalet i Katmandu og kiggede nærmere på pigen.

”Vi talte om, hvad han kunne gøre for hende. Og til sidst erkendte jeg, at jeg blev nødt til at være derude for at følge tingenes gang.”

Cecilie M. Hansen inviterede Mads Nissen og Line Holm Nielsen fra Berlingske med på rejsen. Og hendes kamp for at redde den syge, forældreløse piges liv blev senere til en fortælling i fem kapitler i avisen. Hun døbte hende Victoria og brugte tusindvis af kroner på scanninger, operationer, dræn og medicin.

I sidste ende var det dog ikke nok til at redde pigens liv. En uge efter Cecilie M. Hansens hjemkomst til Danmark, og dagen efter sin anden operation, døde Victoria af hjertestop, 21 måneder gammel.

”I dag tænker jeg, det var helt vildt, at det billede kunne starte så meget,” siger Cecilie M. Hansen og tilføjer:

”Jeg synes stadig, det er et meget stærkt billede. Men jeg tror, det ramte mig så hårdt, fordi jeg var et sårbart sted i mit liv som nybagt mor. Jeg tænkte på al den nærhed og kærlighed, man giver sit eget barn. Og det gav mig en kæmpe følelse af afmagt og uretfærdighed at blive så råt konfronteret med et barn, hvis behov slet, slet ikke blev opfyldt.”

Helene i badekarret gav Irene mod til at stå ved sig selv

Et stille brøl. Sådan beskriver 38-årige Irene Dalsgaard Nielsen i dag udtrykket i det billede, der blev startskuddet til, at hun denne sommer for første gang har kunnet tage på stranden med sine børn iført badedragt og uden at skamme sig over sin krop.

Billedet, der ændrede min verden 5

Det var udtrykket i Helenes øjne, der talte direkte til Irene Dalsgaard Nielsen, da hun første gang så billedet. Marie Hald

Billedet er taget af fotograf Marie Hald og forestiller tykaktivist Helene Thyrsted i et badekar. Hun ligger der, voluminøs og smuk, med et roligt blik og omgivet af blågrønt vand med øer af bittesmå bobler af sæbe.

”Jeg fik så enormt mange følelser, da jeg så det billede første gang,” fortæller Irene Dalsgaard Nielsen.

”Min første tanke var, at det billede var så rørende og smukt, at ingen kan stille sig op og gøre nar ad det. Jeg har selv været tyk det meste af mit liv, og jeg er ofte blevet chikaneret for min størrelse. Altså offentligt, på åben gade. Men da jeg så det billede, tænkte jeg: Det her kommer til at gøre en forskel.”

I tiden efter blev Irene Dalsgaard Nielsen ved med at vende tilbage til billedet. Det var første gang, hun havde set en tyk kvinde portrætteret på den måde – hverken vulgært eller udstillende – og hun så på billedet igen og igen.

”Der er sådan et stille brøl i det billede. Om at det her er helt okay. At der skal være plads til alle.”

Irene Dalsgaard Nielsen

”I dag kan jeg bare lukke øjnene og se det helt tydeligt for mig. Helene ser helt utroligt blød og rar ud. Hun ligner en, man gerne vil krammes af, og hun har det her rolige blik og ser meget selvsikker ud. Men samtidig også sårbar. Selvsikker og sårbar. Og helt rolig,” siger hun.

Udtrykket i Helenes øjne talte direkte til Irene Dalsgaard Nielsen. Og lige så stille – ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt over tid – begyndte hendes blik på sig selv at ændre sig. I dag har hun fundet ro i at være, som hun er. Hun beskriver sig selv som tyk uden at skamme sig over det, hun tager ud at bade med sine børn uden først at scanne stranden for, om der er andre tykke, og så er hun begyndt at gå i kjoler.

”Det var modet fra Helene, der satte det hele i gang. Det føltes som et brøl. Der er sådan et stille brøl i det billede. Om at det her er helt okay. At der skal være plads til alle.”

Den druknede dreng gjorde Salam til nødhjælpsarbejder

”Hvad sker der? Hvad FANDEN sker der?!”

Spørgsmålet rungede i Salam Aldeens hoved, mens han stirrede på billedet af den lille dreng i vandkanten på tv-skærmen foran sig. I shorts og T-shirt, med armene ned langs siden og ansigtet i det våde sand. Druknet på vej over Middelhavet i en gummibåd.

Billedet, der ændrede min verden 4

Billedet med den lille dreng gik hurtigt verden rundt og blev et billede på flygtningestrømmen i 2015. Nilüfer Demir

Det var kort inden midnat 3. september 2015. Salam Aldeen var lige kommet hjem til sin lejlighed i København og havde tændt tv’et. Han havde været ude med nogle venner og skulle egentlig i seng. Men efter at have set billedet af den druknede syriske dreng Alan Kurdi på stranden på Lesbos, taget af den tyrkiske fotojournalist Nilüfer Demir, kunne han ikke sove.

”Det chokerede mig det billede. Det gjorde et eller andet ved mig, ved min krop – det gjorde på en måde fysisk ondt. Og så begyndte jeg bare at google. Jeg sad oppe hele natten og så YouTube-videoer om krigen i Syrien, om Irak og flygtninge på Middelhavet,” fortæller Salam Aldeen.

Tidligt næste morgen gik han ned til Røde Kors og spurgte, om han kunne komme til Lesbos og hjælpe. Og allerede dagen efter, på hans fødselsdag, landede han på Lesbos.

”Det billede fik mig til at vågne op og se, hvilken verden vi lever i. Det kom bare ud af det blå. Jeg følte mig magtesløs. Hvorfor kunne man ikke gøre noget for de mennesker? Hvordan kunne en lille dreng miste sit liv på den her måde? Et lille uskyldigt barn, som ingenting vidste om religion eller hudfarve,” forklarer han.

”Når jeg kigger på billedet af Alan Kurdi i dag, så takker jeg det barn, der har ændret mit liv og flere hundrede tusinde menneskers liv.”

Salam Aldeen

Få timer efter at være landet på Lesbos var Salam Aldeen i gang med at redde mennesker i land fra vandet og fra de overfyldte gummibåde ud for kysten. Og sådan fortsatte det resten af ugen.

”Det billede og den uge vendte rundt på mit liv. Jeg så mennesker drukne og børn dø foran mig. Jeg kunne ikke bare gå tilbage til mit liv efter det,” fortæller han.

Tre dage efter at være kommet hjem til Danmark pakkede Salam Aldeen og 28 af hans venner og bekendte derfor fire varebiler med tøj, tæpper og førstehjælp og kørte tilbage mod Lesbos. Her var han siden med til at starte organisationen Team Humanity, der i dag hjælper flygtninge i blandt andet Moira-lejren.

Salam Aldeen har siden 2015 været anholdt og tilbageholdt i Grækenland, sigtet for menneskesmugling på grund af sit arbejde for at redde flygtninge. Og sidste år blev han fængslet og efterfølgende deporteret fra landet. Alligevel fortryder han intet af det, der er sket, efter at han så billedet af den druknede dreng på sit tv.

”Når jeg kigger på billedet af Alan Kurdi i dag, så takker jeg det barn, der har ændret mit liv og flere hundrede tusinde menneskers liv. Det barn døde ikke forgæves. Mange mennesker er i live i dag på grund af ham, mange menneskers liv er ændret på grund af ham,” siger Salam Aldeen.

En forpint tyr forvandlede Joh til vegetar og aktivist

En stor sort tyr med udspilede øjne, der dingler i venstre forben fra en kran på et skib. Højre bagben er tydeligt brækket, yderste led ser ud til at være knækket midt over og kun holdt sammen af huden.

Billedet, der ændrede min verden 3

Den sorte tyrs rejse fra Tyskland til et slagteri i Libanon er en gennemgående fortælling i udsendelsen, der viser, hvordan kvæg transporteres over enorme afstande med for lidt vand og mad. Manfred Karremann

Det var dét billede, der en aften i 1997 fik Joh Vinding til at blive vegetar. Han havde lige sat sig med sin aftensmad – hakkebøffer med dampede blomkål – og tændt for fjernsynet. Svensk tv viste en tysk dokumentar om dyretransporter, og i løbet af de 45 minutter, den varede, mistede Joh Vinding appetitten.

”Det var en meget fysisk reaktion. Jeg husker det tydeligt, for jeg skulle til koncert samme aften med Pavement, et af mine yndlingsbands både dengang og nu. Men den dokumentar ødelagde simpelthen koncerten for mig – jeg var slet ikke i humør til at have det sjovt bagefter,” husker han.

I dag – 23 år senere – er Joh Vinding direktør for dyreværnsforeningen Anima. Men dengang studerede han dansk på universitetet og havde ikke andet forhold til dyr end familiens hund og bondegårdsbesøg som barn.

”Jeg vidste selvfølgelig, at der var dyr, som bliver behandlet dårligt. Men filmen sprængte min grundlæggende tillid i stykker til, at vi lever i et ret velreguleret samfund, hvor man tager sig af de svage –herunder også dyr,” forklarer han.

”Filmen havde den direkte konsekvens, at jeg blev vegetar.”

Joh Vinding

Udsendelsen er lavet af den tyske fotograf og tv-dokumentarist Manfred Karremann og viser, hvordan kvæg med EU’s eksportpræmier som økonomisk incitament transporteres over enorme afstande, gennem ekstrem kulde og ekstrem varme, med for lidt vand og mad, til slagterier i Mellemøsten. Den sorte tyrs rejse fra Tyskland til et slagteri i Libanon er en gennemgående fortælling.

”Man ser, hvordan de gør alt for at drive den frem og vride hver eneste krone ud af den. De tæver den og prikker den i øjnene. Og når den ikke selv kan gå ombord på skibet af smerte, så binder de en kæde om dens ben og løfter den op i bungy jump-højde. Især den scene blev for mig et meget tydeligt billede på tvang og smerte. Og filmen havde den direkte konsekvens, at jeg blev vegetar,” fortæller Joh Vinding.

Kort efter at have set filmen begyndte han også at arbejdede frivilligt for forskellige dyreværnsorganisationer, og siden 2007 har han været ansat i Anima. Han er taknemmelig for, at dokumentarister som Manfred Karremann laver den slags billeder.

”Hvis der ikke var nogen, der gjorde det, så ville vi være ilde stedt. Så ville jeg stadig leve i den glansbilledverden, at der selvfølgelig er nogen, som sætter en stopper for den slags,” siger Joh Vinding.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen