Normalt gør man sig som journalist umage for ikke at komme til at gribe ind og spille en aktiv rolle i de historier, man dækker. Men ifølge fotojournalist Christian Als og hans kollega Kristoffer Juel Poulsen kan det være en fordel ikke kun at rapportere fra sidelinjen.
De to fotografer er netop kommet hjem fra en usædvanlig reportagerejse til den græske ø Lesbos, som de seneste måneder har oplevet en eksplosion i flygtningestrømmene fra især Syrien, Afghanistan og Irak.
Inden de sidste tirsdag tog afsted, havde de sammen med journalisterne Nilo Zand og Kristina Svith Villadsen via facebookgruppen ’Indsamling til flygtningene på Lesbos’ samlet næsten 127.000 kroner ind på seks dage.
De mange donationer skulle bruges på at købe og uddele nødhjælp til de hundredevis af flygtninge, som dagligt ankommer til Lesbos. Samtidig ville fotograferne lave en dokumentar om dem.
»Jeg oplevede det på mange måder som en fordel, at vi blev så personligt involverede i situationen ved at hjælpe de her mennesker. Vi kom meget tæt på, og det blev nogle vanvittigt rørende interviews. En gammel skrøne går på, at en fotograf med tårer i øjnene ikke kan stille skarpt. Men ved du hvad – for mig var det lige omvendt,« siger Christian Als.
Kan jeg ikke gøre mere?
Christian Als arbejder i dag som selvstændig fotograf, men var indtil 2012 ansat på Berlingske. Derfra kender han udmærket den gængse opfattelse af journalistens rolle.
»Jeg har dækket krige og katastrofer mange steder, og jeg har ofte stået med følelsen: Kan jeg ikke gøre mere, kan jeg ikke hjælpe? Men jeg kender selvfølgelig spillereglerne, når man er afsted for en avis; det gør man bare ikke. Vi skal jo ikke være i lommen på nogen, vi skal være uafhængige, og alt det der etiske,« siger han.
Men især på hans sidste reportagerejse som stilbilledefotograf til Sydsudan i 2012 oplevede han situationen som så desperat, at det var hårdt ikke også at kunne hjælpe.
»Det er selvfølgelig meget fint, ædelt og vigtigt at rejse afsted og dække den slags begivenheder journalistisk, så folk forstår dem. Men jeg ville virkelig gerne også hjælpe. Derfor har jeg længe gået og ventet lidt på et projekt, hvor det kunne give mening. Da jeg læste Olav Hergels artikel om situationen på Lesbos tænkte jeg, at her er det,« fortæller Christian Als.
Rolleskifte mellem NGO og dokumentarist gav mening
I en facebookopdatering fra sidste optagedag på Lesbos beskriver Christian Als og Kristoffer Juel Poulsen turen som den vigtigste reportagerejse, de nogensinde har været på.
”Fordi historien er så vigtig, men allermest fordi vi har gået på to ben: optaget en dokumentarfilm og samtidig hjulpet så mange flygtninge som muligt i den periode vi var afsted. Og Gud hvor har kombinationen bare givet mening. Wow,” lyder hans forklaring i facebookopslaget.
En vanvittig kaotisk og meget emotionel rejse er nu overstået. Vi har forladt Lesbos med fyldte harddiske og oplevelser…
Posted by Christian Als on Thursday, 23 July 2015
Oplevede I nogen negative konsekvenser for jeres journalistiske arbejde ved, at I også hjalp?
»Selvfølgelig missede jeg ind imellem nogle optagelser, fordi jeg stod og delte vand ud eller kørte folk i bil. Men i de situationer gav det også bare mening ikke at filme. Det gav altid mening, hvornår man var NGO, og hvornår man var dokumentarist – og det var aldrig et dilemma, om vi skulle filme eller dele vand ud,« siger Christian Als.
Sagde nej til medier
De to fotografer ligger lige nu i forhandlinger med forskellige medier, som er interesseret i deres dokumentar fra Lesbos.
»Vi fik faktisk flere henvendelser, allerede inden vi tog afsted. Men vi sagde nej til alle med vilje. Vi havde fra starten en stærk vision med filmen, og det var meget vigtigt for os at kunne være helt uafhængige til at lave lige præcis den film, vi ville. Og så bagefter se, om vi kunne få den afsat,« fortæller Christian Als.
Han beskriver dokumentaren som meget filmisk:
»Vi er gået efter at lave noget, som en nyhedsstation eller en avis ikke ville lave. Indpakningen er anderledes og mere cinematisk, og vi vil gerne bringe det meget nært og tæt på. Det bliver en ren fortælling drevet frem af de her menneskers personlige historier,« siger han.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Når man tager afsted som Christian har gjort her, altså med en klar opfattelse af hans opgave som både NGO og fotograf, er det svært at se problemstillingen i valget. Han prøver ikke på noget tidspunkt at løbe fra, at han er begge dele.
De etiske overvejelser i forhold til nødhjælp og bistand i forhold til journalistik ligger hos de etablerede NGO'er, der har kolleger ansat til daglig for at sælge deres budskaber, budskaber som oftest er mere politiske holdninger end egentlig hjælpeorienterede. De folk har helt klart et problem i forhold til faget, da de ofte skal sælge holdningerne som journalistik.
Og så er der de årlige luderture, hvor dagbladene og sågar vores publicservice stationer stiller op som villige hjælpere til at sælge NGO'ernes budskaber, som jo aldrig bare er humanistiske. De har deres egen overlevelse som noget helt centralt i deres overvejelser om, hvilke historier der skal ud.
De ture (sjovt nok har vi Verdens Bedste Nyheder 11 måneder om året - altså hvor godt det går i Afrika, indtil der skal være Danmarksindsamling), de er i bedste fald uetiske. Hvad de er i værste fald, overlader jeg til læsernes fantasi.