”I pressefotografer er ikke bare med til at dokumentere verden, som den ser ud nu. I er også med til at forme vores syn på fortiden. Og i virkeligheden også fremtiden. Og det er en stor opgave. En opgave, som måske i denne tid er vigtigere end nogensinde.”

Sådan lød ordene, da statsminister Lars Løkke Rasmussen – der også er pressens minister – sidste år holdt tale ved uddelingen af Årets Pressefoto i Den Sorte Diamant i København. Og det er ikke første gang, skiftende statsministre ved samme lejlighed har besunget den danske fotojournalistiks høje niveau og pressefotografernes rolle i demokratiet.

Men spørger man fotograferne bag et nyt initiativ, afspejler de svære økonomiske vilkår for at skabe det prisvindende fotografi ikke politikernes flotte ord om, hvor vigtigt det er.  

”Man står jo der til fejringerne og spiser kanapéer og klapper hinanden på skuldrene. Men det hele klinger lidt hult, når man ved, at folk har taget lån i huset og solgt deres bil for at lave deres projekter,” siger fotograf Emil Ryge. 

Han har sammen med fotograf-kollegerne Sofie Amalie Klougart og Sofia Busk søsat et initiativ, der skal skabe forståelse for, at behovet for støtteordninger til fotojournalistiske projekter er akut. Baggrunden er velkendt: Aviserne skærer i foto-budgetterne, fyrer i stor stil de fastansatte fotografer og betaler ofte ganske lidt for selv store, tidskrævende fotoprojekter fra freelancerne. 

En underskudsforretning

Udviklingen kræver ifølge Emil Ryge, at der politisk arbejdes på at finde finansiering uden for aviserne og andre kommercielle aktører til de dybe fotoprojekter.

”Vi mener, man bør se på fotojournalistikken og det dokumentariske fotografi, ligesom man ser på kunsten over en bred kam: Som noget, der ikke kan klare sig på markedsvilkår, men som er så vigtigt for vores samfund, at det er værd at støtte,” siger Emil Ryge.

Han henviser til, at Statens Kunstfond hvert år uddeler 500 millioner til kunsten, og at Det Danske Filminstitut støtter spillefilm, dokumentarer og computerspil med cirka 400 millioner kroner årligt.

”Der er sket et skred i mediebranchen, som gør, at vi må se på det dokumentariske fotografi på samme måde,” siger Emil Ryge. 

At det prisvindende fotografi ofte er en underskudsforretning, illustrerer flere af de ni serier eller enkeltbilleder lavet af freelancefotografer, der i år fik en første- eller delt andenplads ved Årets Pressefoto.

I alt var under halvdelen af de 37 serier eller enkeltbilleder, der blev præmieret, taget af fastansatte fotografer – resten er taget af studerende eller freelancere.

Journalisten har fået fire af freelancefotograferne bag de prisvindende projekter til at fremlægge deres regnskab for projektet. De understreger alle, at der er tale om overslag og estimater af både deres forbrug af tid og penge.

Men: Flere af freelancefotograferne fortæller, at de har arbejdet i uger, måneder og år på deres vinderprojekter. Men i flere tilfælde har fotografens samlede udgifter oversteget indtægterne fra de medier, billederne blev solgt til.
 

Rasmus Flindt Pedersen: Det var tæt på at gå i nul

Et eksempel på sådan et projekt er Årets Pressefoto 2017 – konkurrencens hovedpris – skudt af freelancefotograf Rasmus Flindt Pedersen på en selvfinansieret reportagerejse til den irakiske by Mosul.

Han vurderer, at han samlet brugte omkring 40-50.000 kroner på blandt andet flybilletter, forsikringer, hotel og en lokal fixer. Alle udgifter og indtægter delte han med freelancejournalist Thea Pedersen, som han rejste med.

”Jeg havde selvfølgelig en forhåbning om, at nogle af de penge kom retur igen. Men det viste sig faktisk at være ret svært at sælge,” fortæller Rasmus Flindt Pedersen.

Han endte med at sælge sine billeder fra befrielsen af Mosul efter Islamisk Stats belejring til både Ekstra Bladet og Politiken. Men udenlandske medier og bureauer havde han ikke held hos. Og samlet var det ikke en tur, han tjente penge på.

”Hvis vi samler alting sammen, endte det nok med et lille underskud. Men det var meget tæt på at gå i nul. Hvis man altså ikke regner den løn med, som vi skulle have,” fortæller Rasmus Flindt Pedersen.

Han havde kort forinden været på en anden tur til Mosul betalt af Ekstra Bladet. Da han vendte tilbage, var det for egen regning, fordi han ikke følte, at han var færdig med at dække konflikten. Han mener ikke, at medierne kan klandres for, at tur nummer to ikke gav økonomisk overskud. 

”Aviserne skal jo passe på pengene, og de store udlandsreportager er dyre. Man kan på ingen måde med rimelighed længere forvente, at medier skal løfte alt,” siger han.

Til gengæld kunne han godt ønske sig, at der var nogle steder uden for medierne at søge støtte til den type fotoreportager. For det er vigtigt, at de fortsat bliver lavet, mener han:

”Jeg tror helt generelt på, at det gør os til bedre demokratiske borgere at se, hvilke forhold folk lever under rundt omkring i verden. Så vi har et informeret grundlag at træffe vores valg i stemmeboksen ud fra,” siger Rasmus Flindt Pedersen.
 

Klaus Bo: Pengene er ikke det vigtigste

Fotograf Klaus Bo er en anden freelancer, der blev præmieret for sit arbejde ved Årets Pressefoto i år. Han var nomineret i kategorien Årets Portræt for serien ”genforening med de døde” fra Indonesien, hvor pårørende hvert år graver deres afdøde familiemedlemmer op, renser dem, giver dem nyt tøj på og tørrer dem i solen.

Billederne er en del af et stort fotoprojekt, der dokumenterer døderitualer i verdens forskellige kulturer og religioner. Et projekt, Klaus Bo har brugt det meste af sin tid på de seneste syv år. Indtil videre med et eklatant underskud på kontoen til følge – minus 206.000 kroner, vurderer han. 

”Jeg plejer at sige, at jeg har brugt omkring 300.000 af egen lomme på det. Jeg har blandt andet solgt mit sommerhus og min bil og opsagt mit kontorfællesskab for at få råd til at lave det,” fortæller Klaus Bo.

Hen over årene har han også haft indtægter fra salg af billeder fra projektet til medier som Ud & Se, Politiken og National Geographic. Han har også tjent cirka 35.000 kroner på at holde foredrag om projektet. Men indtægterne står slet ikke mål med udgifterne. Og han regner med at skulle arbejde på projektet flere år endnu. 

”Jeg håber da, at jeg får nogle af de penge ind igen på et tidspunkt. Men det er ikke det vigtigste,” siger han.

For ham betyder det mere, at han får lov at beskæftige sig med et emne og et projekt, der ifølge ham er ”vanvittigt spændende”.

”Jeg elsker at tage på de ture og at beskæftige mig med emnet. Projektet arbejder jo med at nedbryde det tabu, som døden er blevet i vores kultur. Og det tror jeg sgu er vigtigt,” siger Klaus Bo.
 

Marie Hald: Vi har brug for at se noget, som er ægte

Den indstilling går igen hos de øvrige freelancere, der var nomineret til priser ved Årets Pressefoto i år. Flere beskriver det projekt, de blev præmieret for, som et con amore-projekt.

Fotograf Marie Hald er en af dem. Hun vandt i kategorien Årets Portræt for et billede af kropsaktivisten Helene fotograferet i et badekar med blåt vand. Billedet er en del af serien ’Perfekte Piger’, som Marie Hald løbende har arbejdet på i fire-fem år. Sammenlagt vurderer hun, at hun har brugt cirka to måneders effektiv arbejdstid på det.

Modsat både Klaus Bo Og Rasmus Flindt Pedersens vinderprojekter har hun ikke haft store rejseomkostninger – alle portrætterne er skudt i Danmark. Til gengæld har hun fotograferet analogt og har derfor haft i omegnen af 15.000 kroner i udgifter til blandt andet film og fremkaldelse. De penge har hun fået igen via salg af billederne til en kampagne og flere medier. Hendes bud er, at der i dag står i omegnen af 12.000 kroner på projektets bundlinje – altså ikke et underskud. 

”Men det er jo stadig meget lidt for flere måneders arbejde. Det er virkelig et eksempel på, at man ikke skal gøre det her for pengenes skyld. Det er lystbåret,” siger Marie Hald.

Ligesom Klaus Bo har hun været drevet af, at hun synes, sagen er vigtig:

”Jeg får virkelig stor respons på det her projekt fra især unge piger. I dag kan alle jo tage fotos med deres iPhone og lave de der helt polerede billeder, vi ser overalt. Derfor har vi brug for at se noget, som er ægte, men stadig professionelt og smukt udført,” siger hun.
 

Kasper Løftgaard: Der findes jo ikke nogen steder, hvor det er oplagt at søge penge

Lysten driver også værket for Kasper Løftgaard, en anden freelancefotograf, der i år var nomineret ved Årets Pressefoto. Det var han i kategorien Årets Lange Indslag for et projekt om cowboy-kulturen i Texas.

Det startede oprindeligt som hans hovedopgave på fotojournalistuddannelsen i 2015, og han vurderer, at han over årene sammenlagt har arbejdet på det i cirka et halvt år fordelt på tre USA-rejser plus redigeringstid. I 2016 vandt han også en pris ved Årets Pressefoto for en reportage fra første tur.

Hans indtægter ved projektet er kommet fra salg af billeder til Ud & Se og til et reklamebureau i USA – men det er ikke nok til at dække udgifterne forbundet med det. 

”Jeg havde gudskelov ikke regnet på det, før nogen spurgte,” griner Kasper Løftgaard, da det går op for ham, at der står et lille minus på projektets økonomiske bundlinje, medmindre man regner præmieindtægterne på 10.000 kroner for prisen ved Årets Pressefoto i 2016 med.

Alligevel overrasker det ham ikke:

”Det er forventeligt. Der findes jo ikke nogen steder, hvor det er helt oplagt at gå ud og søge penge til fotojournalistiske projekter. Man risikerer at bruge mange timer på at søge uden at vide, om man får støtte. Så er det nemmere for mig at gå ud og lave normalt freelancearbejde og bruge pengene derfra på at funde mine egne projekter,” siger han.
 

Nikolai Linares: Det kan aldrig betale sig økonomisk

Et af de prisvindende projekter ved Årets Pressefoto i år, der faktisk er blevet til med støttekroner, er en reportageserie om spanske drenges tyrefægterdrømme af freelancefotograf Nikolai Linares. Han vandt efterfølgende også en tredjepris ved World Press Photo for historien, der er lavet på et arbejdslegat fra Sony.

”Det har dækket udgifterne forbundet med at lave projektet. Men det var jo stadig en uge, hvor jeg ikke tjente nogen penge,” fortæller han.

Nikolai Linares har været nomineret ved Årets Pressefoto for flere projekter de seneste år. Alle lavet på eget initiativ – og sjældent med et plus på projektets bundlinje. 

”Der er måske kun et enkelt af mine projekter lavet på egen hånd, der lige har tjent sig selv hjem. Hvor tid og pris har hængt sammen. Ellers kan det jo aldrig betale sig økonomisk. Til gengæld har jeg så lavet noget, jeg er glad for. Og det betyder meget – det vil jeg faktisk ikke sætte en pris på,” siger han.

Lærke Posselt: Vi gør det jo, fordi vi mener, det er vigtigt

Flere af de andre prisvindende freelancefotografer lægger vægt på det samme. Blandt andet Lærke Posselt, der i år var nomineret i portræt-kategorien ved Årets Pressefoto for sin serie af portrætter fra projektet 'Q' om unge i Danmark, Norge og Sverige, der udfordrer den traditionelle kønsopfattelse.

”Mit udgangspunkt for projektet har ikke været at tjene penge. Men jeg har blandt andet fået fondsstøtte og udstillingsvederlag og solgt print. Så faktisk har jeg fået mine produktionsudgifter dækket med et lille overskud. Men jeg har jo også brugt enormt lang tid på det,” fortæller Lærke Posselt. 

Hvor meget tid, har hun svært ved at vurdere – hun har løbende arbejdet på projektet siden 2014. Og selv om hun ikke decideret har sat penge til på det, bakker hun op om initiativet for at få etableret statslige støtteordninger øremærket det dokumentariske fotografi. Det bør ikke alene afhænge af, om freelancefotograferne vil arbejde i måneder uden indtjening, mener hun. 

”Vi gør det jo, fordi vi mener, det er vigtigt. Men det er klart, at hvis vi skal blive ved med det, så vil det være fornuftigt, at samfundet går ind og sikrer noget støtte, ligesom man støtter den frie kunst. For det her arbejde skal jo laves – det er vigtigt for vores samfund og demokrati, at vi har noget kvalitetsdokumentarfotografi, der går i dybden. Men vi skal jo også overleve,” siger hun.

Og det er netop sagens kerne, mener Emil Ryge.

”Projekterne tjener ikke sig selv hjem. Så reelt er det altså reduceret til en hobby for fotograferne at lave det her vigtige arbejde – de kunne lige så godt spille badminton!” siger han.

Men er der overhovedet et problem, så længe det faktisk er muligt for fotograferne at finansiere deres egne projekter med kommercielt arbejde? 

”De betaler jo stadig en pris for det – deres privatøkonomi bløder, og det går ud over de her projekter. De bliver svære at lave, når folk får børn og realkreditlån. Og det er jo ikke langtidsholdbart på sigt. Hvis alle landets spillefilm på samme måde skulle finansieres ved, at instruktøren lavede reklamefilm ved siden af, ville der nok også blive lavet markant færre film herhjemme,” siger Emil Ryge.

Han understreger samtidig, at hans opråb ikke handler om, at fotograferne skal leve af statsstøtte:

”Faktisk handler det slet ikke om fotografernes økonomi. Det handler om det arbejde, de laver. Fotografi er eminent til at fortælle om den tid, vi lever i. Men hvis det skal laves, så kræver det, at nogen vil finansiere det. Og når man år efter år hører den ene statsminister efter den anden sige, det er vigtigt, så må der også være vilje til at se på, hvordan det faktisk finansieres,” mener Emil Ryge.

DJ-næstformand: Det er et kollektivt ansvar

I foråret mødtes han med Dansk Journalistforbunds næstformand, Tine Johansen, og drøftede problemstillingen. Og her er der lydhørhed:  

”Jeg synes, det er et kollektivt ansvar, at vi sikrer rammerne for det dokumentariske fotografi ved også at holde hånden under det økonomisk. Man har jo allerede støtteordninger til levende billeder. Og jeg synes da, man bør overveje, om ikke man skal have det til faste billeder også – altså stillbilleder,” siger Tine Johansen.

Inden sommerferien henvendte DJ sig derfor til alle de mediepolitiske ordførere på Christiansborg med en opfordring til, at man husker det dokumentariske fotografi i medieaftalen og opretter en udvidet public service-pulje, der også kan søges af fotografer. Public service-puljen kan ifølge medieaftalen – der faldt på plads i slutningen af juni – yde støtte til ”audiovisuelt indhold”.

”Fotografer sætter nogle gange meget på spil for at være vores øjne ude i verden, og derfor håber vi selvfølgelig også, at deres arbejde er tænkt ind i begrebet ’audiovisuelt’,” siger næstformanden.

Hun bakkes op af Lars Lindskov, formand for Pressefotografforbundet:

”Jeg tager virkelig hatten af for de fotojournalister, der har så store ambitioner, at de laver det her arbejde. Men det er jo med det yderste af neglene, at nogle af dem gør det. De kan ikke blive ved. Og det er helt urimeligt, for deres arbejde er hamrende vigtigt,” mener han.