search

Bag Billedet: ”Jeg vil vise, hvordan vi i EU behandler dem”

Flygtningekrisen har siden 2015 sat den politiske dagsorden i alle EU’s lande. Fotograf Jacob Ehrbahn har i 15 reportager sat kød og blod på flygtningekrisens skæbner. ”Når du står over for dem, er du fløjtende ligeglad, om de kommer fra krig, sult eller elendighed”

Siden april 2015 har fotograf på Politiken Jacob Ehrbahn været på 15 reportageture for at dokumentere flygtningesituationen i Europa. Han har blandt andet været i Frankrig, Bosnien, Serbien, Grækenland, Italien og ombord på NGO-skibet Seewatch2.

Han har fotograferet propfyldte teltlejre under motorvejsbroerne i Paris og druknede, der ikke klarede turen over Middelhavet.

I 2016 vandt han Årets Pressefoto for et billede af en familie, der kravler under pigtrådshegnet på grænsen mellem Serbien og Ungarn.

For Jacob Ehrbanh skal reportagerne i Politiken sætte kød og blod på de skæbner, der gemmer sig bag flygtningekrisens statistikker.

”Nogle vil sige, at det er et meget humanistisk projekt. Jeg siger, at vi ikke skal glemme vores selvforståelse som nogle rummelige mennesker, der støtter menneskerettighederne,” siger han.

Der bliver lukket af

Historiens vigtighed er indiskutabel. De seneste år har strømmen af flygtninge og migranter sat tydelige politiske spor.

”Al politik i Europa handler om, hvordan vi laver systemer, så der bliver lukket af for de her mennesker. Det er nærmest blevet stuerent at stigmatisere og dæmonisere dem,” forklarer Jacob Ehrbahn.

Han siger, at han på reportageturene også har mødt ”kriminelle røvhuller”.

”Men de fleste er mennesker, hvor jeg gerne vil forstå deres skæbne, drømme og håb – og jeg vil vise, hvordan vi i EU behandler dem,” siger Jacob Ehrbahn.

Spørger du nogle gange dig selv, hvad de vil I Europa – om det ikke ville være bedre, hvis de blev i deres hjemlande?

”Når du står over for dem, er du fløjtende ligeglad, om de kommer fra krig, sult eller elendighed. De er helt alene i verden, og du bringer dig ikke i den situation, hvis du ikke kommer fra noget lort,” siger han.

”I helikopterperspektiv kan jeg godt tænke, at nogle af dem lever et hundeliv og spilder deres tid. Og nogle af dem var nok ikke taget afsted, hvis de havde vidst det på forhånd.”

Et parallelt univers

Som fotograf er det noget helt andet at dække flygtningekrisen i dag sammenlignet med i 2015, hvor flygtninge og migranter vandrede på de europæiske landeveje.

”Det er gået fra at være en voldsom nyhedshistorie til at være en beskrivelse af et parallelt univers.”

Det oplevede Jacob Ehrbahn for eksempel på sin seneste reportagetur til den mondæne italienske ferieby Ventimiglia, som Jacob Ehrbahn besøgte sammen med sin faste makker på Politiken, journalist Kjeld Hybel.

”Folk lever skjult i byerne, i tunneller eller under motorvejsbroer, så man skal selv støve dem op.”

Ud over at være badeby er Ventimiglia også et vigtigt overgangssted for flygtninge og migranter, der forsøger at komme ind i Frankrig for eksempel med tog.

”Mange skal bruge flere forsøg på at komme over,” siger Jacob Ehrbahn.

En af de mest benyttede metoder er at lukke sig inde på lokummet på toget til Frankrig og håbe, at man ikke bliver opdaget.

Andre tager deres pæneste tøj på og prøver at ligne de andre togpassagerer.

De fleste bliver dog opdaget, når den franske grænsekontrol finkæmmer vognene med hunde.

Slut med fri bevægelighed

Det gælder for eksempel 30-årige Diallo Demba fra Senegal, der blev opdaget i toget af det franske grænsepoliti og sendt tilbage til Italien med sin rullekuffert, fordi hans papirer ikke var i orden.

”Han havde boet på Sicilien i fem år, hvor han havde en kæreste. Han var på vej til Spanien, hvor hans far boede,” fortæller Jacob Ehrbahn.

Under det store rykind i 2015 kunne flygtninge og migranter bevæge sig op igennem Europa på 14 dage.

Nu kan det tage dem årevis at komme frem, fordi de risikerer at blive stoppet, hver gang de forsøger at krydse en grænse.

Hvis de bliver smidt ud af et land, søger de til et andet land, hvor der går rygter om, at chancerne er bedre.

”De bouncer rundt mellem landene som kugler i en flippermaskine.”

Hver gang Jacob Ehrbahn er afsted for at skildre flygtningekrisen, bliver han overrasket over, hvor hårdt det faktisk er.

”Det kræver virkelig meget at få de billeder i kassen,” siger han.

Ofte ender det med et nej

En ting er at finde dem. Noget andet er at få lov til at fotografere.

”Det er nemt at falde i snak og spørge, hvor de kommer fra, og hvor de gerne vil hen. Men så snart du løfter kameraet, bliver det svært.”

”Hver gang man etablerer en relation, håber man, at det ender med, at man må fotografere dem. Men meget ofte ender det med et nej – det vil de ikke. Så må man bare sige, ”det var hyggeligt at snakke med dig” og gå videre til den næste,” forklarer han.

Han siger, at han bliver klogere af at tale med de mennesker, han møder.

Men i værste fald kan det betyde to timers snak, uden at der kommer et billede ud af det.

”Det kræver, at man er sindssygt stædig, og der er ikke mange, der gider gøre det – men en af dem er mig. Det er ganske enkelt ubegribeligt hårdt,” siger han.

Holy fuck

Et af de billeder, Jacob Ehrbahn er mest tilfreds med fra den seneste reportagetur, forestiller en flygtning, der skjuler sig under et togsæde.

Det var Kjeld Hybels idé at tage toget fra italienske Ventimiglia til Frankrig – ligesom flygtningene.

”Jeg tænkte: Det får jeg da ikke nogen gode billeder ud af,” siger Jacob Ehrbahn.

De endte med at køre med et tog, hvor en gut pludselig kravler ned under sædet, da toget sætter i gang.

”Holy fuck, hvor var det vildt, at vi bare så det,” husker Jacob Ehrbahn.

Men hvordan kunne han få et billede med hjem uden at afsløre den blinde passager for grænsepolitiet?

”Vi havde jo ikke talt sammen,” siger han.

Det endte med, at Jacob Ehrbahn og Kjeld Hybel satte sig på sædet, hvor manden lå gemt.

”Det var en fuldstændigt kikset situation. De andre passagerer kiggede på mig og tænkte: Hvad fanden har han gang i?”

Bag Billedet: ”Jeg vil vise, hvordan vi i EU behandler dem” 1

På den seneste reportagetur fotograferede Jacob Ehrbahn en flygtning under et togsæde. Jacob Ehrbahn

Grænseoverskridende

Først holdt Jacob Ehrbahn kameraet mellem fødderne og skød en masse billeder. Det duede ikke. Der var for lidt plads, og Jacob Ehrbahn havde travlt, fordi han skulle tage billedet, før grænsepolitiet dukkede op.

”Jeg nærmest hopper over på det modsatte sæde, hvor en italiensk kvinde i sidste øjeblik når at flytte en pakke med en kage, før jeg sætter mig på den.”

Han siger, at det var en grænseoverskridende oplevelse at tage billedet.

”Men jeg vidste, at jeg ikke ville kunne sidde på hotellet om aftenen uden at have forsøgt at tage det billede.”

Det er ikke muligt at identificere manden på billederne, fordi han ligger med ryggen til.

Da det franske politi steg ind i kupéen, gemte Jacob Ehrbahn sit kamera væk, og betjentene opdagede ikke den unge mand under sædet – måske fordi der var så mange turister samlet i kupéen, siger Jacob Erhbahn.

”Da vi stod af toget, lå han fortsat dernede, så jeg ved ikke, hvem han er, eller hvad han hedder. Bagefter tænkte jeg, at jeg skulle have fulgt ham hele vejen til endestationen.”

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen