»Nogle gange kan det godt tage lidt ekstra tid, men så må vi blive en halv time længere. Jeg synes, vi får meget mere, end vi giver.« Sådan siger Rune Weitling, lokalredaktør hos Lokalavisen Esbjerg under Politikens Lokalaviser.
Hans redaktion har ansat Offa Nasso, som er flygtning fra Syrien, i erhvervspraktik. Dermed er den lille lokalredaktion vokset fra to til tre medarbejdere.
»Esbjerg har taget andenflest flygtninge i Danmark, og vi har skrevet i avisen, at man bør åbne dørene og tage flygtninge ind i virksomhederne. Så tænkte jeg, at vi måtte ”walk the talk”,« fortæller Rune Weitling.
Har arbejdet på avis i Libanon
Offa Nasso (42) har arbejdet på lokalavisen i tre uger. Det startede under arbejdet med en lokal frivilligbørs, hvor Rune Weitling er med i styregruppen. Her mødte han en medarbejder fra det lokale jobcenter.
»Hun sagde, at de havde en syrisk flygtning, som tidligere har arbejdet på en avis i Libanon, er relativt god til dansk og gerne vil i praktik,« husker Rune Weitling.
Offa Nasso kom til samtale på lokalavisen, så Rune Weitling kunne få et indtryk af hende.
»Man skal jo være udadvendt som journalist, og samtidig fik jeg indtryk af, hvor god hun var til dansk. Jeg blev positivt overrasket,« fortæller Rune Weitling.
Har fået en fast klumme
Offa Nasso er både uddannet tolk og kontorassistent, og hun forstår både arabisk, kurdisk, tyrkisk, græsk, engelsk og nu altså dansk.
Avisen indgik en aftale med jobcenteret. Normalt er praktikforløbene tre måneder, men i første omgang aftalte de et forløb på en måned. Det er nu blevet forlænget til to måneder.
»Den altovervejende årsag til, at vi åbnede døren, er, at hun vil det. Hun brænder virkelig for at komme ud, lære sproget og være blandt danskerne. Hun siger, at det er den eneste måde, hun kan lære ordentligt dansk på og vise sine to små piger, at man skal integrere sig i samfundet,« siger Rune Weitling.
Offa Nasso har fået en fast klumme i avisen, som skal løbe hver uge, mens hun er i erhvervspraktik. Den første klumme handler om hendes flugt fra Syrien til Tyrkiet. Offa Nasso var højgravid, havde sin toårige datter på den ene arm og to tasker i den anden. Siden er hun rejst via Grækenland til Danmark.
Mediehuse skal vise samfundsansvar
Næste klumme skal handle om Offa Nassos møde med det danske system. Derudover har avisen lagt en plan for, hvad hun skal lave de kommende uger. Offa Nasso vil blandt andet, sammen med en af redaktionens journalister, blive sendt ud til et asylcenter, der for nylig er åbnet i Hviding syd for Esbjerg.
»Vi kan måske få adgang til de mange nye borgere, fordi Offa taler så mange sprog og selv har prøvet noget lignende,« siger Rune Weitling.
»Offa skriver selv sine klummer og giver dem til os, og så sidder vi sammen, retter til og forklarer, hvorfor det hedder det og det. Det tager lidt tid, men jeg synes, det er meget givende for os. Jeg synes også, at vi som del af et stort mediehus som Politikens Lokalaviser skal vise samfundsansvar,« fortsætter han.
Offa Nasso: En stor chance for mig
Offa Nasso selv er glad for praktikforløbet.
»Det er en stor chance for mig. Det hjælper mig til at blive bedre til dansk. Med den hjælp kan jeg blive integreret bedre i Danmark,« fortæller hun – på dansk – i telefonen.
»Det er vigtigt for mig og min familie, at jeg bliver en aktiv del af det danske samfund. Jeg tror ikke kun, det er vigtigt for mig, men for alle flygtninge, at danskerne åbner dørene. Det hjælper os, at vi får lov at hjælpe og blive bedre til dansk,« fortsætter Offa Nasso.
»Jeg skal bare prøve, prøve, prøve«
Har det været svært?
»Lidt svært. Det danske sprog er lidt anderledes end andre sprog, men jeg skal bare prøve, prøve, prøve. Når man har kontakt med danskerne og lever i Danmark, så kan man lære det, hvis man vil.« Offa Nasso har oplevet, at det danske system har været svært at finde ud af.
»Det er svært at forstå det danske system. Nogle mennesker kommer med erfaring og uddannelse fra hjemlandet, men det betyder ikke ret meget her. Jeg vil gerne stoppe på kontanthjælp og klare mig selv, men det er svært at finde arbejde. Mange danskere siger desværre nej tak, når du er flygtning. Det er ærgerligt, for vi vil gerne lære og være aktive i Danmark,« siger hun.
Vil du gerne være journalist i Danmark?
»Jeg ved det ikke, for det kræver et rigtig godt sprog. Men mit mål er at fortsætte med at lære dansk, så jeg på et tidspunkt kan læse og tage en uddannelse her. Jeg tror, sproget er nøglen til at fortsætte,« siger Offa Nasso.
"Notefabrik" aflaster redaktionen
I hverdagen fortæller Rune Weitling, at det centrale redaktionssekretariat aflaster den lille redaktion, mens Offa Nasso er i praktik.
»Vi har fået lavet en form for notefabrik, hvor vi kan sende noter til redaktionssekretariatet, som hjælper med at skrive kulturomtaler og andet i den dur. Så kan vi bruge flere kræfter på at tage på opgaver med Offa, hvor hun kan opleve, hvordan vi arbejder som journalister i Danmark,« siger han.
Men der er ingen tvivl om, at de to journalister alt i alt har fået mere travlt.
»Det trækker selvfølgelig tænder ud, men det giver mere igen, end det koster. Det er jo vores eget valg, og vi er glade for det,« siger Rune Weitling.
Anbefaler andre at ansætte en flygtning
Han kan da også varmt anbefale kolleger at tage en flygtning i praktik, hvis der er nogen med journalistiske kompetencer i området.
»Jeg synes faktisk, vi har fået en helt ny stemme i lokalavisen her i Esbjerg. I stedet for, at det altid er mig og min kollega, der skriver om flygtninge, så har vi en flygtning, der selv kan skrive, hvordan det er,« siger han.
Rune Weitling ved ikke endnu, om avisen og Offa Nasso bliver enige om at forlænge praktiktiden til tre måneder.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Super inspirerende! Forhåbentlig smitter det gode initiativ.
Tak for initiativet, Rune.