search

Debat: Neokoloniale rejsereportager fra Afrika burde være fortid

Politiken-reportage om Tanzanias Hadzabe-folk udstiller den etnocentriske arrogance, mange stadig møder afrikanere og andre ’fremmede’ med, skriver journalist og kommunikatør Kathrine Storgaard Carlsen

De er halvnøgne, jager bavianer, griller deres hoveder over bål og knaser bavian-knoglerne i stykker med deres tænder. De betaler ingen skat eller regninger. De laver rytmiske kliklyde og kommunikerer på et ”mærkværdigt sprog”. De driver (endnu ikke) landbrug, men lever udelukkede af at jage vilde dyr, plukke bær, rødder og frugter. De nedlægger fugle med pile og dræber dem med dødbringende bid i nakken. Og de føder deres børn på den bare jord.

Har Politiken genoptrykt en opdagelsesrejsendes Afrika-beretninger anno 1930? tænkte jeg, da jeg læste de første linjer i reportagen I Tanzania jager sjældent stammefolk stadig med bue og pile. Nej, tilsyneladende lever synet på afrikanere som tavse, underudviklede og primitive, der dominerede under kolonitiden, videre i rejsejournalistikkens spalter i 2019.

Inviteret af Jysk Rejsebureau har to Politiken-journalister besøgt Hadzabe-folket eller ”Østafrikas sidste jagtstamme”, som bureauet fremstiller dem i markedsføringen af deres safarirejser til nationalparken Serengeti i Tanzania.

Reportagen efterlader mig med flere spørgsmål, som jeg mener, at vi -som journalister eller rejsende- skylder Hadzabe-folket og de mange andre mennesker, vi rejser ud for at møde, at reflektere kritisk over.

Hvorfor tager Politiken imod en invitation fra Jysk Rejsebureau og sender en journalist og en fotograf til Tanzania for at skyde billeder og levere beskrivelser af et tanzaniansk folkeslag, der minder om europæiske rejseberetninger fra Afrika og de reportager, som Politiken og andre danske tidsskrifter leverede i begyndelse af sidste århundrede, da Zoologisk Have og Tivoli udstillede såkaldte ”ægte halenegere, kinøjsere og eskimoer” i bure og hjemmefabrikerede naturreservater i miniformat?  Og hvorfor rummer reportagen ikke skyggen af kritiske refleksioner over, hvordan Jysk Rejsebureau markedsfører deres rejser og kulturmøder til Tanzania?

Et af flere svar er i mine øjne, at de danske journalistuddannelser endnu ikke har indført kurser, der klæder danske journalister på til at levere nuancerede og reflekterede beskrivelser af mennesker fra kulturer og kontinenter, der forekommer os fjerne og anderledes. Jeg er overbevist om, at et minikursus i postkolonial formidling, ville bidrage til et opgør med den form for eksotiserende rejsebeskrivelser, som alene bidrager til rejsebureauernes lukrative forretning.  Postkolonialismen er kort sagt optaget af, hvordan vestlige forestillinger om vestlige lande som overlegne og moderne modsætninger til de koloniserede lande, lever videre i nutidige måder at opfatte og tale om befolkninger og kulturer i de tidligere koloniserede lande på. Og det er lige præcis det, som Politiken-reportagen, der tager os med på besøg hos Hadzabe-folket i Tanzania, er et eksempel på.

Havde Politikens udsendte eksempelvis stiftet bekendtskab med en af postkolonialismens hovedgrundlæggere Edward Saids perspektiver på ’den anden’ og grundprincipperne i den indiske litteraturforskers hovedværk ’Can The Subaltern Speak?’ (Kan den underordnede tale?), som retter en kritik af den postkoloniale forskers repræsentation af undertrykte grupper i tidligere koloniserede samfund, var læserne utvivlsomt blevet efterladt med et mere nuanceret billede af Hadzabe-folket.

Intet tyder på, at Politikens udsendte har forsøgt på at lade de tanzanianske mennesker, de møder, komme til orde eller overvejet, hvordan Hadzabe-folket vil opfatte deres fremstilling af dem. Med Spivaks kritik i baghovedet ville journalisten med stor sandsynlighed have reflekteret over, hvilke konsekvenser det har for reportagen, at Hadzabe-folkets stemme er totalt fraværende. Og de havde erstattet ordet stamme med etnicitet, sådan som antropologer gjorde helt tilbage i 1970’erne.

”Selv om Hadzabe-folket ikke snakker engelsk, kommer vi langt med kropssprog,” skriver journalisten og cementerer igen en stereotyp fremstilling om modsætningen mellem den uddannede europæer og den (primitive) afrikaner.

Mit ærinde er ikke at postulere, at Politikens udsendte har leveret en usand fremstilling af Hadzabe-folket. Men derimod at vise, hvordan rejsereportager som denne hviler på eurocentriske og udviklingsoptimistiske forestillinger om, at det såkaldte moderne liv, som vi i det civiliserede Europa lever, er længere fremme end Hadzabe-folkets, og at deres liv er stagneret. Beskrivelser som ”sjældent stammefolk” jager ”stadig” er med til at skrue op for forestillingen om stillestående og underudviklede afrikanske folk.

I mine øjne er det mest stillestående her journalistens og fotografens blik på Hadzabe-folket.  Udover at markedsføre Jysk Rejsebureau safariture til nationalparken bidrager reportagen og fotografierne ikke med andet end at cementere de stereotype forestillinger om afrikanere, som fortidens opdagelsesrejsende leverede.

Svar fra redaktør for Politiken Rejser, Tina Krongaard

Som redaktør for Politikens rejseredaktion er jeg helt enig med Kathrine Storgaard Carlsen i, at vi skal være opmærksomme på, hvilket sprog, vi bruger, når vi i vores rejsereportager beskriver kulturer, der er anderledes end vores egen.

Og jeg kan godt se, at man kan læse ordet ’mærkværdigt’ om hadzane-sproget som nedladende, ligesom ordet ’stadig’ kan indikere, at nogle ikke er kommet videre/har udviklet sig – men jeg kan forsikre om, at det ikke er sådan, ordene er tænkt, og jeg er ærgerlig over, at de er blevet læst og tillagt en betydning, som på ingen måde har været meningen med reportagen.

Overordnet set mener jeg, at Politikens journalist og fotograf har lavet en rigtig fin reportage fra et besøg hos Hadzabe-folket. Både tekst og billeder skildrer sagligt de oplevelser, vores udsendte har under deres besøg hos stammen. Det er vores opgave at registrere, både hvad vi ser og hører. Rejsereportager skal fascinere og inspirere og gøre os klogere på verden, men rejsestof er IKKE udenrigsstof. Det er ikke vores opgave at dømme eller konkludere.

Og det synes jeg heller ikke, vi gør. Kathrine Storgaard Carlsen kritiserer os for at skrive ’knaser bavian-knogler i stykker med deres tænder’ – men det skriver vi jo netop ikke. Vi skriver: ’man kan høre lyden af tænderne, der knaser knogler i stykker’ – for det er den lyd, vores udsendte hører. Der er stor forskel på det to udsagn. Vores journalist registrerer det, hun ser og hører – hun hverken dømmer eller fordømme, hun fremlægger helt nøgternt den oplevelse, hun får blandt stammen.

Jeg synes på ingen måde, hun viser en ’vestlig forestilling om vestlige lande som overlegne og moderne modsætninger til de koloniserede lande’ – hun beskriver en kultur, som er langt fra vores egen, og som netop er interessant for os at opleve, fordi den er langt fra vores egen – ikke fordi den er hverken stillestående eller underudviklet, som Kathrine Storgaard Carlsen kalder den, blot anderledes. På samme måde skriver vi jo om messende munke i Nepal eller rodeoshows i USA – ikke fordi det er os underlegent, men fordi det er langt fra vores egen kultur. Man kan sagtens være fascineret af en anden kultur uden at se ned på den.

Desuden er jeg ret overbevist om, at Hadzabe-folket er langt mere intelligente og fremsynede, end Kathrine Storgaard Carlsen fremstiller dem som. Og at de rent faktisk gerne vil vise deres levevis frem for Politikens journalister og læsere – både fordi det nu engang er sådan, de lever, men også fordi de godt ved, at netop den levevis, som ikke findes mange andre steder og derfor ER sjælden, KAN være en turistattraktion, og derfor kan give Hadzabe-folket indtægter, som kan hjælpe dem i svære tider med f.eks. tørke eller andre udfordringer.

På den måde er turismen med til at bevare en kultur, som ellers måske ville uddø, fordi den ikke længere kunne overleve. Et tema vi i øvrigt tager op og behandler på flere måder og genrer i vores store temanummer Rejsen Går Til 2020 2. juledag.

Kommentarer
8
Jørn Stjerneklar
19.12.19 12:22
Jeg forstår ikke, at et dagblad som Politiken, der hele tiden påstår, at de vil tingene anderledes, at avisen er med til at forandre tingenes tilstand, overhovedet indlader sig på en ludertur som denne. At man fremstiller stammen som beskrevet af kommentaren fra Cathrine Storgaard Carlsen, viser hvor langt Politiken i virkeligheden er nået. Et eller andet sted i slutningen af 1800-tallet. Deres mangel på indsigt i Afrika skriger til himlen. Men det er forståeligt, de tilbyder f.eks. os der ved noget om tingene 2500 kroner for en rejsereportage som denne. 2500 kr. for ord og billeder. Nu har de fået en gratis tur og sendt et par novicer afsted. Godt gået Tine Krongaard.
Fremhævet af Journalisten
Mads Jensen
19.12.19 14:01
Alting lyder ondt, når man sætter neo- foran.
Fremhævet af Journalisten
Anders Sønderup
19.12.19 16:23
En stor tak til debattøren for at gøre opmærksom på dette unikke - og på sin vis fabelagtige - stykke renæssancejournalistik. Umiddelbart vil jeg tro, at dette er den fornemmeste udfoldelse af privilegieblindhed i dansk presse i indeværende år. Artiklen bør også roses for, at meget få vil kunne rejse ud i verden og komme hjem præcist så uoplyste som de drog ud. På det punkt er Politiken helt i spids - i den sammenligning ligner Den Korte Avis nærmere et forum for phd-skrivende antropologer.
Først og fremmest en anerkendelse til Politikens udsendte: Hvilket vovemod, de er i besiddelse af, sådan at turde stå ud af firhjulstrækkeren og møde de sorte bengnaskere. Hvem siger, at de ikke også spiser mennesker? Og hvilken evne til til at kommunikere med de indfødte blot med kropssprog.
Men mest strålende står dog en ting: De udsendtes blinde tillid til at de - med guiden fra den glade giver, Jysk Rejsebureau - har opdaget en unik og truet menneskeart, som kun få er modige nok til at besøge. Mindre tillidsfulde vil have undersøgt sagen, og derfor erfaret at Hadzabe-folket er ganske velbesøgt - faktisk i en grad, så flertallet af dem vil have mødt flere turister end en gennemsnitlig indbygger i Barcelona. Rigtig mange af de tusindvis af burauer, der tilbyder rige vesterlændige et dramtisk møde med det autentiske Afrika, tilbyder et besøg hos Hadzabe-folket som et tilkøb til safarien. Der vil nok også findes mennesker så kyniske, at de vil hævde at indfødte er reduceret til en slags sørgelig attraktion, der kun spiser bavianhoveder til ære for turister.
Efter at have læst denne artikel kan jeg næsten ikke vente til den af redaktøren bebudede artikel om hvor godt det er, at rige hvide turister flyver rundt i verden og ser på truede mennesker. På forhånd lyder som det som et tiltrængt forsvar for de noget trængte white saviors.
Fremhævet af Journalisten
Kathrine Storgaard Carlsen
20.12.19 10:34
Kære Tina Krongaard

Det er ærgerligt og bekymrende, at du ikke forholder dig til kernen i den kritik, jeg forsøger at rejse ved hjælp af et postkolonialt kritisk perspektiv. Hele dit modsvar afspejler, at du ikke er interesseret i at forholde dig til, hvordan postkoloniale kritiske perspektiver kan bidrage til at nuancere rejsejournalistikken.

Jeg ærgrer mig over, at du:

1. ikke svarer på et af de vigtigste spørgsmål, jeg rejser i debatindlægget: Hvorfor rummer reportagen ikke skyggen af kritiske refleksioner over, hvordan Jysk Rejsebureau markedsfører deres rejser og kulturmøder til Tanzania?

2. skriver ”Desuden er jeg ret overbevist om, at Hadzabe-folket er langt mere intelligente og fremsynede, end Kathrine Storgaard Carlsen fremstiller dem som”.
-Jeg leverer INGEN fremstilling af Hadzabe-folket og tager slet ikke stilling til om, de er fremsynede og intelligente de er. Jeg forholder mig alene til, hvordan de udsendte Politiken-journalister fremstiller Hadzabe-folket.

3. hævder, at ”Vores journalist registrerer det, hun ser og hører – hun hverken dømmer eller fordømmer, hun fremlægger helt nøgternt den oplevelse, hun får blandt stammen.”
-Jeg er overbevist om, at journalisten, ville registrere, se og høre anderledes, hvis hun havde et minimum af kendskab til postkolonialisme, og til og hvordan opdagelsesrejsende skrev om afrikanere og Afrika under kolonitiden.

4. skriver, ”at turismen med til at bevare en kultur, som ellers måske ville uddø, fordi den ikke længere kunne overleve.”
-Jeg ser frem til (forhåbentligt) at læse nuancerede argumenter for det i jeres temanummer 2. juledag
Fremhævet af Journalisten
Peter Simonsen
20.12.19 10:55
Suk hvor bliver man træt og hvor får man efterhånden lange løg af alle det bavl. Slap dog af. Postkolonialisme og min bare....

Det er en rejsereportage, ikke en akademisk afhandling, der skal tage højde for alt muligt, og man må (heldigvis) godt både skrive og bringe rejsereportager stadigvæk - der er netop det - uden at man har 'minimum af kendskab til postkolonialisme, og til og hvordan opdagelsesrejsende skrev om afrikanere og Afrika under kolonitiden.'

Jeg synes, at det var en god reportage. Og det er også 'sjovt' at læse lange stolper med moraliserende navlelir og svælgen i sig selv. Krænkelseskulturen er altså trættende efterhånden. Altså gud fader bevars, siger jeg bare :-(
Fremhævet af Journalisten
Kim Jensen
20.12.19 17:27
Til Peter Simonsen: Bare fordi du ikke lige orker at sætte dig ind, hvad postkolonialisme og alt det andet "bavl" er, behøver du vel ikke skilte med det.

Jeg er i det store hele enig i Kathrines kritik og glæder mig til, at Jysk Rejsebureau inviterer Politiken til Vejle eller Jelling. Så skal jeg nok vise frem og oversætte.
Fremhævet af Journalisten
Lærke Taidal
21.12.19 05:26
Jeg er også enig i store dele af kritikken, selvom jeg dog ikke synes, det står helt så galt til, som Kathrine synes. Jeg har det ligesom Kathrine svært med sætningen ”Selv om Hadzabe-folket ikke snakker engelsk, kommer vi langt med kropssprog". For hvorfor skulle de egentlig tale engelsk? De taler i forvejen hadzane, og mange taler swahili (om netop dem, der indgår i artiklen, taler swahili, ved jeg selvfølgelig ikke). Jeg tror ikke, man behøver læse Spivak for at kunne tænke sig frem til, at det ikke kan være hadzabe-folkets ansvar at tale et tredje sprog, hvis de gerne vil have, at ikke kun deres handlinger på en enkelt dag, men også deres tanker omkring deres folk og deres traditioner skal kunne skildres. Man skal blot sætte sig lidt ind i historien for det land, man rejser i og bagefter tænke på, hvordan man ville have lavet en reportage fra dit eget nærområde. Der interviewer man selvfølgelig folk og lader dem komme til orde, så læseren kan få et så nuanceret billede som muligt. Det har sikkert ikke været hensigten, men fordi de aldrig kommer til orde som tænkende og følende væsner, kommer de til at fremstå lidt som dyr i zoologisk have. Og at undskylde den manglende verbale kommunikation mellem journalisterne og hadzabe-folkets manglende engelsk ER neokolonistisk, når engelsk er deres tidligere koloniherres sprog, og de i øvrigt ikke selv, går jeg ud fra, har bedt om at blive besøgt af en ikke-lokalsprogstalende journalist. I stedet burde der stå "Da vi ikke taler hverken hadzane eller swahili og ikke lige havde tænkt på at tage en tolk med/bruge vores tolk", så ansvaret for den manglende kommunikation i stedet bliver lagt over på journalisten, der selvfølgelig har ansvaret for, at de har mulighed for at kommunikere på det sprog, der tales, hvor de gerne vil lave reportager, så de kan give en nuanceret og ustereotyp beskrivelse af det folk, de besøger. Det ansvar skal man også være bevidst om i formidlingen, for diskursen om, at hvis ikke man taler engelsk, har man ikke ret til at blive hørt og få skildret sine tanker og refleksioner, er allerede rigeligt tydelig og i særdeleshed et produkt af kolonitiden. Og den har vi brug for et opgør med, uanset om vi har brug for at nå den erkendelse ved hjælp af postkolonistiske teoretikere eller historisk forståelse, empati og sund fornuft.
Fremhævet af Journalisten
Emil Eiberg-Jensen
02.01.20 12:53
Tanzanias befolkning var på:

7,6 millioner i år 1950, og på:
58,8 millioner i år 2019.

- hvilket er en 7,7 dobling på kun 69 år.

Udenrigsministeriet skriver blandt andet om Tanzania:

Væksten i landbrugssektoren er fortsat lav, kun på omkring 4 % om året, og i landområderne kan væksten i produktionen knapt nok holde trit med væksten i befolkningstallet.
Fødselstallene på landet er høje (6,1 fødsler i gennemsnit pr. kvinde mod 3,7 i byområderne).

Politikens Hus Jyllands-Posten er et upålideligt mediehus angående vægtningen af de globale problemer.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen