Kathrine Storgaard Carlsen er cand.comm i journalistik & kultur og sprogmøder. Hun arbejder som kommunikationsmedarbejder i Institut for Menneskerettigheder. Privatfoto
De er halvnøgne, jager bavianer, griller deres hoveder over bål og knaser bavian-knoglerne i stykker med deres tænder. De betaler ingen skat eller regninger. De laver rytmiske kliklyde og kommunikerer på et ”mærkværdigt sprog”. De driver (endnu ikke) landbrug, men lever udelukkede af at jage vilde dyr, plukke bær, rødder og frugter. De nedlægger fugle med pile og dræber dem med dødbringende bid i nakken. Og de føder deres børn på den bare jord.
Har Politiken genoptrykt en opdagelsesrejsendes Afrika-beretninger anno 1930? tænkte jeg, da jeg læste de første linjer i reportagen I Tanzania jager sjældent stammefolk stadig med bue og pile. Nej, tilsyneladende lever synet på afrikanere som tavse, underudviklede og primitive, der dominerede under kolonitiden, videre i rejsejournalistikkens spalter i 2019.
Inviteret af Jysk Rejsebureau har to Politiken-journalister besøgt Hadzabe-folket eller ”Østafrikas sidste jagtstamme”, som bureauet fremstiller dem i markedsføringen af deres safarirejser til nationalparken Serengeti i Tanzania.
Reportagen efterlader mig med flere spørgsmål, som jeg mener, at vi -som journalister eller rejsende- skylder Hadzabe-folket og de mange andre mennesker, vi rejser ud for at møde, at reflektere kritisk over.
Hvorfor tager Politiken imod en invitation fra Jysk Rejsebureau og sender en journalist og en fotograf til Tanzania for at skyde billeder og levere beskrivelser af et tanzaniansk folkeslag, der minder om europæiske rejseberetninger fra Afrika og de reportager, som Politiken og andre danske tidsskrifter leverede i begyndelse af sidste århundrede, da Zoologisk Have og Tivoli udstillede såkaldte ”ægte halenegere, kinøjsere og eskimoer” i bure og hjemmefabrikerede naturreservater i miniformat? Og hvorfor rummer reportagen ikke skyggen af kritiske refleksioner over, hvordan Jysk Rejsebureau markedsfører deres rejser og kulturmøder til Tanzania?
Et af flere svar er i mine øjne, at de danske journalistuddannelser endnu ikke har indført kurser, der klæder danske journalister på til at levere nuancerede og reflekterede beskrivelser af mennesker fra kulturer og kontinenter, der forekommer os fjerne og anderledes. Jeg er overbevist om, at et minikursus i postkolonial formidling, ville bidrage til et opgør med den form for eksotiserende rejsebeskrivelser, som alene bidrager til rejsebureauernes lukrative forretning. Postkolonialismen er kort sagt optaget af, hvordan vestlige forestillinger om vestlige lande som overlegne og moderne modsætninger til de koloniserede lande, lever videre i nutidige måder at opfatte og tale om befolkninger og kulturer i de tidligere koloniserede lande på. Og det er lige præcis det, som Politiken-reportagen, der tager os med på besøg hos Hadzabe-folket i Tanzania, er et eksempel på.
Havde Politikens udsendte eksempelvis stiftet bekendtskab med en af postkolonialismens hovedgrundlæggere Edward Saids perspektiver på ’den anden’ og grundprincipperne i den indiske litteraturforskers hovedværk ’Can The Subaltern Speak?’ (Kan den underordnede tale?), som retter en kritik af den postkoloniale forskers repræsentation af undertrykte grupper i tidligere koloniserede samfund, var læserne utvivlsomt blevet efterladt med et mere nuanceret billede af Hadzabe-folket.
Intet tyder på, at Politikens udsendte har forsøgt på at lade de tanzanianske mennesker, de møder, komme til orde eller overvejet, hvordan Hadzabe-folket vil opfatte deres fremstilling af dem. Med Spivaks kritik i baghovedet ville journalisten med stor sandsynlighed have reflekteret over, hvilke konsekvenser det har for reportagen, at Hadzabe-folkets stemme er totalt fraværende. Og de havde erstattet ordet stamme med etnicitet, sådan som antropologer gjorde helt tilbage i 1970’erne.
”Selv om Hadzabe-folket ikke snakker engelsk, kommer vi langt med kropssprog,” skriver journalisten og cementerer igen en stereotyp fremstilling om modsætningen mellem den uddannede europæer og den (primitive) afrikaner.
Mit ærinde er ikke at postulere, at Politikens udsendte har leveret en usand fremstilling af Hadzabe-folket. Men derimod at vise, hvordan rejsereportager som denne hviler på eurocentriske og udviklingsoptimistiske forestillinger om, at det såkaldte moderne liv, som vi i det civiliserede Europa lever, er længere fremme end Hadzabe-folkets, og at deres liv er stagneret. Beskrivelser som ”sjældent stammefolk” jager ”stadig” er med til at skrue op for forestillingen om stillestående og underudviklede afrikanske folk.
I mine øjne er det mest stillestående her journalistens og fotografens blik på Hadzabe-folket. Udover at markedsføre Jysk Rejsebureau safariture til nationalparken bidrager reportagen og fotografierne ikke med andet end at cementere de stereotype forestillinger om afrikanere, som fortidens opdagelsesrejsende leverede.
Svar fra redaktør for Politiken Rejser, Tina Krongaard
Som redaktør for Politikens rejseredaktion er jeg helt enig med Kathrine Storgaard Carlsen i, at vi skal være opmærksomme på, hvilket sprog, vi bruger, når vi i vores rejsereportager beskriver kulturer, der er anderledes end vores egen.
Og jeg kan godt se, at man kan læse ordet ’mærkværdigt’ om hadzane-sproget som nedladende, ligesom ordet ’stadig’ kan indikere, at nogle ikke er kommet videre/har udviklet sig – men jeg kan forsikre om, at det ikke er sådan, ordene er tænkt, og jeg er ærgerlig over, at de er blevet læst og tillagt en betydning, som på ingen måde har været meningen med reportagen.
Overordnet set mener jeg, at Politikens journalist og fotograf har lavet en rigtig fin reportage fra et besøg hos Hadzabe-folket. Både tekst og billeder skildrer sagligt de oplevelser, vores udsendte har under deres besøg hos stammen. Det er vores opgave at registrere, både hvad vi ser og hører. Rejsereportager skal fascinere og inspirere og gøre os klogere på verden, men rejsestof er IKKE udenrigsstof. Det er ikke vores opgave at dømme eller konkludere.
Og det synes jeg heller ikke, vi gør. Kathrine Storgaard Carlsen kritiserer os for at skrive ’knaser bavian-knogler i stykker med deres tænder’ – men det skriver vi jo netop ikke. Vi skriver: ’man kan høre lyden af tænderne, der knaser knogler i stykker’ – for det er den lyd, vores udsendte hører. Der er stor forskel på det to udsagn. Vores journalist registrerer det, hun ser og hører – hun hverken dømmer eller fordømme, hun fremlægger helt nøgternt den oplevelse, hun får blandt stammen.
Jeg synes på ingen måde, hun viser en ’vestlig forestilling om vestlige lande som overlegne og moderne modsætninger til de koloniserede lande’ – hun beskriver en kultur, som er langt fra vores egen, og som netop er interessant for os at opleve, fordi den er langt fra vores egen – ikke fordi den er hverken stillestående eller underudviklet, som Kathrine Storgaard Carlsen kalder den, blot anderledes. På samme måde skriver vi jo om messende munke i Nepal eller rodeoshows i USA – ikke fordi det er os underlegent, men fordi det er langt fra vores egen kultur. Man kan sagtens være fascineret af en anden kultur uden at se ned på den.
Desuden er jeg ret overbevist om, at Hadzabe-folket er langt mere intelligente og fremsynede, end Kathrine Storgaard Carlsen fremstiller dem som. Og at de rent faktisk gerne vil vise deres levevis frem for Politikens journalister og læsere – både fordi det nu engang er sådan, de lever, men også fordi de godt ved, at netop den levevis, som ikke findes mange andre steder og derfor ER sjælden, KAN være en turistattraktion, og derfor kan give Hadzabe-folket indtægter, som kan hjælpe dem i svære tider med f.eks. tørke eller andre udfordringer.
På den måde er turismen med til at bevare en kultur, som ellers måske ville uddø, fordi den ikke længere kunne overleve. Et tema vi i øvrigt tager op og behandler på flere måder og genrer i vores store temanummer Rejsen Går Til 2020 2. juledag.
8 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
7,6 millioner i år 1950, og på:
58,8 millioner i år 2019.
- hvilket er en 7,7 dobling på kun 69 år.
Udenrigsministeriet skriver blandt andet om Tanzania:
Væksten i landbrugssektoren er fortsat lav, kun på omkring 4 % om året, og i landområderne kan væksten i produktionen knapt nok holde trit med væksten i befolkningstallet.
Fødselstallene på landet er høje (6,1 fødsler i gennemsnit pr. kvinde mod 3,7 i byområderne).
Politikens Hus Jyllands-Posten er et upålideligt mediehus angående vægtningen af de globale problemer.
Jeg er i det store hele enig i Kathrines kritik og glæder mig til, at Jysk Rejsebureau inviterer Politiken til Vejle eller Jelling. Så skal jeg nok vise frem og oversætte.
Det er en rejsereportage, ikke en akademisk afhandling, der skal tage højde for alt muligt, og man må (heldigvis) godt både skrive og bringe rejsereportager stadigvæk - der er netop det - uden at man har 'minimum af kendskab til postkolonialisme, og til og hvordan opdagelsesrejsende skrev om afrikanere og Afrika under kolonitiden.'
Jeg synes, at det var en god reportage. Og det er også 'sjovt' at læse lange stolper med moraliserende navlelir og svælgen i sig selv. Krænkelseskulturen er altså trættende efterhånden. Altså gud fader bevars, siger jeg bare :-(
Det er ærgerligt og bekymrende, at du ikke forholder dig til kernen i den kritik, jeg forsøger at rejse ved hjælp af et postkolonialt kritisk perspektiv. Hele dit modsvar afspejler, at du ikke er interesseret i at forholde dig til, hvordan postkoloniale kritiske perspektiver kan bidrage til at nuancere rejsejournalistikken.
Jeg ærgrer mig over, at du:
1. ikke svarer på et af de vigtigste spørgsmål, jeg rejser i debatindlægget: Hvorfor rummer reportagen ikke skyggen af kritiske refleksioner over, hvordan Jysk Rejsebureau markedsfører deres rejser og kulturmøder til Tanzania?
2. skriver ”Desuden er jeg ret overbevist om, at Hadzabe-folket er langt mere intelligente og fremsynede, end Kathrine Storgaard Carlsen fremstiller dem som”.
-Jeg leverer INGEN fremstilling af Hadzabe-folket og tager slet ikke stilling til om, de er fremsynede og intelligente de er. Jeg forholder mig alene til, hvordan de udsendte Politiken-journalister fremstiller Hadzabe-folket.
3. hævder, at ”Vores journalist registrerer det, hun ser og hører – hun hverken dømmer eller fordømmer, hun fremlægger helt nøgternt den oplevelse, hun får blandt stammen.”
-Jeg er overbevist om, at journalisten, ville registrere, se og høre anderledes, hvis hun havde et minimum af kendskab til postkolonialisme, og til og hvordan opdagelsesrejsende skrev om afrikanere og Afrika under kolonitiden.
4. skriver, ”at turismen med til at bevare en kultur, som ellers måske ville uddø, fordi den ikke længere kunne overleve.”
-Jeg ser frem til (forhåbentligt) at læse nuancerede argumenter for det i jeres temanummer 2. juledag
Flere