"Jeg har fået masser af adrenalin og har nydt den del, men det var ikke derfor, jeg blev fotograf. Det var, fordi jeg havde en holdning til, hvordan mennesker skal behandles.”

Eric Miller har aldrig været objektiv journalist. Han havde en sag, som han delte med millioner af andre sydafrikanere dengang i firserne og start-halvfemserne. Landet var dengang et rendyrket racistisk samfund, hvor den sorte befolkning stod uden basale rettigheder og muligheder økonomisk, socialt og politisk. Men oprøret ulmede, både blandt de sorte og blandt en voksende del af den privilegerede hvide befolkning. En af dem var Eric Miller.

Personligt havde Miller ikke meget at gøre oprør mod i 1986. Han var omkring 30 og arbejdede med ledelsesudvikling i et forsikringsselskab i Johannesburg. Som ansat i HR-afdelingen lærte han imidlertid, hvordan virksomheden agerede over for den voksende faglige organisering,

”Fagbevægelsen blev mere synlig og bedre organiseret, og den organiserede også medarbejdere i vores branche. Det håndterede ledelsen ved fuldstændigt at undergrave det. Det havde jeg det ikke godt med, og heller ikke med den måde, man behandlede medarbejderne på,” fortæller han.

Den skjulte sandhed

Samtidig blev han mere og mere bevidst om, at de statskontrollerede medier fremstillede en idylliseret udgave af virkeligheden, hvor landets sociale og politiske uroligheder blev negligeret. Derfor besluttede Eric Miller sig for selv at opsøge den skjulte sandhed.

”Jeg begyndte at bruge mine frokostpauser på at gå til protestmøder. Ofte var det i forbindelse med gudstjenester eller begravelser, som var den eneste legale måde, hvorpå man kunne samle en større gruppe mennesker. Så om morgenen mødte jeg på arbejde i jakkesæt, men ved middagstid gik jeg ned i parkeringskælderen, skiftede til jeans og T-shirt og kørte derhen på min motorcykel. Og så tog jeg billeder af det, jeg så.”

Fotografi havde været en hobby, men nu blev det ligesom hans adgangsbillet til begivenhederne. Miller kom for at tage billeder og dokumentere, hvad han så, og på den måde blev han stille og roligt en del af det selv.

Han begyndte også at overveje, hvad han egentlig skulle gøre med sine billeder, og så lagde han mærke til, at hvis han så billeder, der lignede dem, han selv tog, havde de ofte bylinen ’Afrapix’. Afrapix var et kooperativ af fotografer, der alle tog politisk motiverede fotografier, og Eric Miller blev en del af det fællesskab, der især arbejdede med at skildre og dokumentere den politiske kamp mod apartheid og styrets overgreb mod den sorte befolkning. 

”Jeg var meget naiv og anede ikke, hvordan mediebranchen fungerede. Men jeg var meget passioneret og følte, at fotografiet var en måde, jeg kunne engagere mig på og gøre noget, der var rigtigt, frem for at arbejde for et firma, der forsøgte at ødelægge fagbevægelsen.”

Mediecensur

De sydafrikanske aviser var underlagt censur. Den mest progressive – Rand Daily Mail – blev presset hårdt af staten og måtte dreje nøglen om i 1985. Derfor var det i høj grad udenlandske medier og organisationer, der var aftagere af Afrapix’ billeder.

”Hver måned lavede vi en pakke med udvalgte fotografier, som vi sendte til 10-12 organisationer i Sverige, England, USA og så videre. Kirkelige organisationer, solidaritetsorganisationer, anti-apartheid lobbygrupper.” 

Den store udfordring var, at det var forbudt. Det meste af landet var i erklæret undtagelsestilstand, og der var strenge restriktioner på pressen. Eksempelvis måtte man ikke fotografere ”uroligheder”, hvilket var den betegnelse, myndighederne brugte imod enhver protest mod styret. 

”Det handlede om at være anonym, men det var svært. Man blev truet, forfulgt, arresteret. I 1988 flyttede jeg til Cape Town, hvor vi var en gruppe fotografer, der arbejdede sammen, simpelthen fordi det var sikrere. Vi gik sammen i bogstavelig forstand og stod side om side og fotograferede. Hvis du blev taget af politiet alene, kunne du forsvinde, uden at nogen ville ane, hvad der skete.”

Midt i en revolution

1988 blev et afgørende år for Eric Miller. Han havde endegyldigt sagt farvel til den sikre indkomst som HR-konsulent og tilmed sit ægteskab. Nu flyttede han til Cape Town, hvor han blev tilknyttet Reuters som fast stringer. Samtidig eskalerede kampen mod apartheid med den såkaldte ”defiance campaign”, som gik ud på at skabe uro overalt i landet, særligt i de sorte townships. En bølge af vold skyllede ind over landet, både i form af terror­attentater, politivold mod demonstranter, men også sort-mod-sort vold, hvor sorte blev straffet for eksempel for at handle i de hvides butikker.

”Min mor sagde på et tidspunkt: ’Hvorfor tager du aldrig rare billeder af solnedgange og den slags?’ Og jeg sagde: ’Vi er midt i en revolution, jeg kan ikke tage billeder af solnedgange. Der er folk, der kæmper for deres rettigheder, og de kan ikke betale nogen for at fortælle deres historie. Det er min mission’.”

En efterårsdag i 1989 blev et vendepunkt. Der blev afholdt valg til parlamentets tre raceadskilte kamre, og i forbindelse med urolighederne var en række sorte demonstranter blevet dræbt. Det fik den store kirkelige leder biskop Desmond Tutu til at indkalde til en fredsmarch i Cape Town.

”Jeg tog derned, men holdt mig meget diskret. Det oplagte var jo at stå og fotografere i fronten af marchen, men vi var alle nervøse for politiet. Normalt ville de komme med slagvåben og tåregas, og måske ville de åbne ild, hvis demonstrationen ikke lod sig opløse. Marchen begyndte, men politiet kom ikke, så vi blev modigere og gik frem til fronten. Og intet skete. Det var helt mirakuløst. Herefter var det, som om undtagelsestilstanden begyndte at gå lidt i opløsning,” fortæller Miller.

Mandelas løsladelse

Miller og hans kolleger drønede rundt og fotograferede urolighederne og politiets overgreb. Men billedet, som de alle drømte om, var et helt andet. I et fængsel lidt nord for Cape Town sad Nelson Mandela, ANC-lederen, der var blevet et levende symbol for kampen mod apartheid. Af og til opstod rygter om, at han skulle løslades, og hver gang hastede fotograferne til fængslet, hvor de tålmodigt ventede udenfor med håb om at få det første billede af den levende legende.

”På et tidspunkt blev han syg og indlagt på hospitalet. Og alle fotografer forsøgte at blive venner med en sygeplejerske eller snige sig ind på en eller anden måde. Der var en historie om en udenlandsk fotograf. Han havde sådan en lang novoflex 600 mm linse, så han kunne have fotograferet Mandela på en kilometers afstand. På et tidspunkt er han på p-pladsen og hører nogle komme, så gemmer han sig i budskadset, og der kom Mandela og sikkerhedsfolkene gående tre meter fra ham. Men med den linse kunne han intet gøre ud over at sidde og se Mandela gå lige forbi.”

Miller fik aldrig det ultimative billede. Da ANC blev lovliggjort, og Mandela blev løsladt i februar 1990, var han i Berlin. Det blev annonceret et par dage før, men det var ikke muligt at få billetter hjem med så kort varsel. 

”Min kone var til konference i Berlin, og jeg var taget med hende. Ved Berlinmuren kunne man leje sådan nogle spraydåser, så jeg lejede en og skrev: Free Nelson Mandela. Og fire dage efter gjorde de det så. Så nemt havde jeg alligevel ikke troet, det kunne være.”

I stedet købte han et stykke af Berlinmuren med hjem til Mandela, og tilbage i Sydafrika fik han lov at besøge ham og overrække sin lille, symbolske gave. Den udvikling, der skete i Sydafrika i de år, var for mange sydafrikanere lige så skelsættende som Murens fald var i Europa.

”Vi var vokset op med apartheid som den her massive, monolitiske stat, som aldrig ville forsvinde. Og vi kunne ikke rigtigt fatte, at det faktisk skete. Men så kom Sovjetunionens kollaps, Berlinmurens fald, og det her blev ligesom endnu et led i den kæde af globale forandringer,” siger Eric Miller.

Det første frie valg

I december 1992 blev forfatningen ændret, så alle racer formelt havde samme rettigheder. Samtidig blev der sat dato på det første reelt frie valg i Sydafrika. Det betød dog ikke, at volden var forbi, nærmest tværtimod. Op til valget opstod en voldsom rivalisering mellem ANC og zulu-partiet Inkatha Freedom Party. Volden var særlig slem i delstaten KwaZulu-Natal. 

”Det var frygteligt. Jeg kan huske, der var et angreb på befolkningen i en township, og jeg fotograferede de sårede og dræbte. Et sted gik jeg ind i en hytte, hvor en gammel mand og hans kone var blevet dræbt, mens de sad og spiste aftensmand. Det var oprørende. De folk var uskyldige. Det var ældre mennesker, der sad og spiste en sandwich til aftensmad.”

Efter apartheids afskaffelse havde Eric Miller fået mulighed for at arbejde i andre afrikanske lande, og han havde dækket andre krige og voldsomme begivenheder. Men det stak aldrig så dybt som det at skulle dokumentere borgerkrig i ens eget land. 

”Det var skræmmende. Det var ikke åben krig som i Liberia eller Somalia. Men det var midt i vores land, og vi boede i det. Vi var der ikke kun for en uge eller to. Så der var en anderledes grad af engagement og involvering i det, der skete.”

I april 1994 afholdtes valget i Sydafrika. Natten til den 27. april blev det gamle flag taget ned og udskiftet med et nyt, og dagen har siden været national helligdag. Symbolsk var det næsten også, at de fleste udenlandske journalister forlod Sydafrika umiddelbart efter valget og rejste til Rwanda, hvorfra rapporterne om folkedrab var begyndt at komme. Eric Miller arbejdede for Associated Press, men også for valgmyndigheden IEC med at dokumentere valghandlingen, og han blev i landet, til resultatet var kommet. To uger efter at Mandela var udråbt til præsident, rejste Miller dog også til Rwanda sammen med JP-journalisten Henrik Thomsen.

Drevet af idealisme

Miller er stadig fotograf den dag i dag. I halvfemserne og nullerne fortsatte han med at dokumentere forandringerne i Sydafrika, samtidig med at han rejste meget rundt i Afrika og dækkede begivenheder. De senere år har han droslet ned på nyhedsfotograferingen til fordel for mere projektorienteret arbejde for NGO’er. I øjeblikket arbejder han blandt andet med et projekt, hvor han skildrer en række bedstemødre i en fattig township, der har påtaget sig at opfostre børn, hvis forældre er døde af AIDS. Det er stadig idealismen, der driver værket.

”Efterhånden forsvandt den politiske vold og blev afløst af kriminel vold, og jeg besluttede mig for at engagere mig i nogle lidt mere rolige temaer. Især de seneste fem-seks år har jeg forsøgt at undgå de voldelige konfrontationer. Men mit arbejde som fotograf har altid handlet om engagement og erkendelse af den ulighed, der er i samfundet. Jeg har at gøre med folk, som lever på fattigdomsgrænsen. Og har jeg mulighed for at gøre en lille smule for de her mennesker, kan jeg ikke tillade mig at lukke øjnene for det.”

Selv om det er over 25 år siden, sorte og hvide fik samme rettigheder, har Sydafrika ikke udviklet den sociale lighed, mange drømte om. En hvid mand som Eric Miller tilhører stadig den priviligerede del af samfundet.

Han fortæller sin historie til Journalisten på terrassen til sit hus, der ligger på skråningerne op mod Table Mountain med en vidunderlig udsigt ud over Cape Town og Atlanterhavet. Imens går den sorte hushjælp Abigall og støvsuger. Men Miller er ikke selv tilfreds med den måde, landet har udviklet sig på. Særligt årtiet under præsident Jacob Zuma, der blev tvunget af posten på grund af korruptionsanklager, har været desillusionerende.

”Folk er vrede. Ikke fordi det er blevet så meget værre. Men der er folk, der kunne have fået et bedre liv. Folk, som kunne have boet i huse, men som er blevet svigtet af regeringen og i dag bor i skure. Nu er der opstået en ny fase i kampen og et nyt håb om, at tingene kan blive bedre, hvis vi arbejder i den rigtige retning.”