
Finansminister Nicolai Wammen (S) ankommer til præsentation af finanslovsudspil. Aviserne fik lidt over fire minutters interview med ham efter afholdt pressemøde og præsentation. Niels Christian Wilmann/Ritzau Scanpix
Fire minutter og 35 sekunder.
Så lang var den lydfil med spørgsmål fra aviserne til finansminister Nicolai Wammen (S), politisk reporter Hans Skovgaard fra Berlingske kom hjem med, da regeringens udspil til en finanslov blev præsenteret onsdag.
Det vækker kritik fra Hans Skovgaard, at finansministeren ikke brugte mere tid på at svare på avisernes spørgsmål.
Han forklarer, at præsentationen af regeringens finanslovsudspil forløb således:
Først var der præsentation af indholdet i aftalen. Dernæst var der 30 minutters pressemøde. Her havde medierne mange spørgsmål, men blandt andet Hans Skovgaard og Berlingske fik ikke mulighed for at stille nogen af deres, siger han.
Og derefter gik ministeren videre til interviews med enkelte medier, først til tv med DR og TV 2 og dernæst aviserne i en samlet klump. Det er her, Hans Skovgaard er kritisk.
”Min båndoptager står på fire minutter og 35 sekunder, men selve interviewet er lidt kortere end det. I den tid skal vi kæmpe om at få lov til at stille spørgsmål til finansloven på 3.600 sider,” siger Hans Skovgaard.
”Det synes jeg er problematisk. Det er årets største dag for finansministeren, så jeg synes, det er ærgerligt, at han ikke svarer på flere spørgsmål fra den skrevne presse.”
Solointerview til tv
Ifølge Hans Skovgaard gav Nicolai Wammen solointerview til både DR og TV 2 efter præsentation og pressemøde – sidstnævnte fik to solointerview. Imens skulle aviserne interviewe Nicolai Wammen samtidig.
”Vores interview bliver afbrudt af pressechefen i Finansministeriet. Hun siger til ministerens særlige rådgiver, at han skal gå klokken 13.20 – altså 80 minutter efter at præsentationen er startet,” siger Hans Skovgaard.
Gør det det sværere for jer at dække udspillet?
”Det gør det. Vi har en masse spørgsmål. Vi vil gerne høre, hvorfor regeringen prioriterer, som den prioriterer. Det er i forvejen svært at dække, fordi vi har 3.600 sider, vi får en halv time før pressemødet. Vi har ikke en kinamands chance for at læse det.”
Kommunikationschef Sigga Nolsøe oplyser, at finanslovsudspillet blev gjort tilgængeligt for pressen klokken 11 – altså en time og ikke 30 minutter før præsentationen af udspillet og det efterfølgende pressemøde. Det fremgår også af Finansministeriets Twitter-profil og på ministeriets hjemmeside.
Hans Skovgaard dækkede også VLAK-regeringens udspil til en finanslov sidste år, og der fik den skrevne presse ifølge ham meget mere tid til at stille spørgsmål efter præsentation og pressemøde.
”Her stod daværende finansminister Kristian Jensen (V) med medierne i en klump, og han blev ved med at svare, indtil vi ikke havde flere spørgsmål. Det er god stil,” siger Hans Skovgaard.
Afhold det en anden dag
Hans Skovgaard forstår ikke, hvorfor der ikke var sat mere tid af til spørgsmål fra aviserne efter pressemødet.
”Hvis det er rigtigt, at finansministeren havde en meget skarp bagkant, skulle de have lagt fremlæggelsen en anden dag. Jeg forstår ikke, at man lægger fremlæggelsen af finansministerens vigtigste udspil på en dag, hvor han har 80 minutter,” siger han.
Så det her handler ikke om, at I gerne vil have noget eksklusivt?
”Det er jeg ligeglad med. Regeringen slicer alle sine udspil. Man kan altid få noget eksklusivt inden fremlæggelsen, hvis man vil. Det er heller ikke en kritik af tv-stationerne. De gør deres arbejde, så godt som de kan. Det er Finansministeriets afsætning af tid, jeg kort sagt finder ubegribelig,” siger han.
Ingen fra Finansministeriet har ønsket at stillet op til interview med Journalisten. I et skriftligt svar afviser kommunikationschef Sigga Nolsøe kritikken.
”Der var både tid til at stille spørgsmål i over en halv time efter ministerens præsentation, hvor den skrevne presse stillede flest spørgsmål, og kort tid til stående spørgsmål efter pressemødet,” skriver kommunikationschefen og tilføjer:
”Desuden var der mulighed for alle journalister til at stille skriftlige spørgsmål til ministeren. Alle spørgsmål bliver besvaret bedst muligt. Vi forstår den store interesse og afsætter meget tid til besvarelse af pressens spørgsmål. Det er ikke korrekt at betragte de få minutter efter pressemødet som eneste mulighed for at stille og få besvaret spørgsmål.”
Rettet klokken 11.15 den 4/10-2019. I første omgang havde Journalisten skrevet, at pressen ifølge Hans Skovgaard fik finanslovsudspillet 30 minutter før præsentation og pressemøde. Pressen fik dog adgang til finanslovsudspillet en time før præsentationen af udspillet og pressemødet. Journalisten beklager fejlen.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.