search

Efter gensidig uenighed

Da Anne E. Jensen stoppede som chefredaktør på Berlingske Tidende, skete det angiveligt »efter gensidig aftale«. Men bag formuleringen ligger måneders uenighed om ledelsesstil og redaktionel linje. Hun styrede ikke nok, mener bestyrelsen, der derfor foretrak Peter Wivel. Han lagde ud med at sige stop til en artikel fra erhvervs-redaktionen efter tre dage på posten.

Da Anne E. Jensen stoppede som chefredaktør på Berlingske Tidende, skete det angiveligt »efter gensidig aftale«. Men bag formuleringen ligger måneders uenighed om ledelsesstil og redaktionel linje. Hun styrede ikke nok, mener bestyrelsen, der derfor foretrak Peter Wivel. Han lagde ud med at sige stop til en artikel fra erhvervs-redaktionen efter tre dage på posten.

Som en anden Solkonge står han der i konferencesalen i Pilestræde. Han taler og taler om sin plan om et nyt Berlingske Tidende. I 40 minutter revser han avisen. Han er godt forberedt med overheads og ideer. Avisen er netop denne formiddag blevet hans kongerige.
Klokken er lidt over et fredag den 14. august. Peter Wivel står for første gang foran sit nye journalistiske folk. Journalisterne har kun i tre timer vidst, at deres chefredaktør nu hedder Peter Wivel. Deres chefredaktør gennem 2 1Ú2 år Anne E. Jensen er fra denne morgen ude og væk fra Pilestrædes overflade.
»Anne E. Jensen fratræder sin stilling efter gensidig aftale,« så lang var den forklaring på chefskiftet, som journalisterne fik over skærmen kl. 10.
Og nu står de så her måbende og lytter til den nye konge, og hans plan for de næste 100 dage, som han udtrykker det. Berlingske skal igennem en redaktionel opstramning.
Nogle har svært ved at koncentrere sig om hans ord, fordi der dunker et hvorfor i baghovedet, andre bliver grebet af Solkongens dunder og er lige ved at begynde at klappe.
Han slutter med at sige: »Det her er nyt for mig, så I må forstå, at jeg ikke kan svare på spørgsmål.«
Men det passer ikke. Det er nyt for nærmest alle, men ikke for Peter Wivel. Han har siden juli vidst, at han var ved at blive kørt i stilling som Berlingskes chefredaktør.

For demokratisk
I den absolutte top i Det Berlingske Hus har der nemlig længe været løbende drøftelser med Anne E. Jensen om
en redaktionel opstramning. Avisen udsender for mange modstridende synspunkter, og chefredaktøren skal i højere grad udstikke kursen ved at optræde som en ledestjerne for journalisterne. Sådan lyder nogle af meldingerne til Anne E. Jensen. Drøftelserne handler samtidig meget om ledelsesstil, hvor toppens holdning er, at stilen er for demokratisk. Hun skal styre mere og lytte mindre.
Anne E. Jensen siges at have forsvaret sin ledelsesstil og fastholdt linjen med at uddelegere ansvar. Det ligger godt i tråd med, hvad hun sidste sommer udtalte til bladet Direct Office:
»Jeg betragter ikke mig selv som alvidende, og den der skal bestemme det hele – selv om jeg selvfølgelig sidder med det endelige ansvar. Jeg opfatter mig mere som en katalysator for en proces, hvor man i fællesskab får skabt noget. Det er den enkelte journalists evner og engagement, der skaber avisen.«
Men den holdning er en rød klud i hovedet på bestyrelsen og ikke mindst på bestyrelsesformanden. De er bekymrede over, at selv om Berlingske har haft oplagsvækst, så mister avisen markedsandele på morgenavismarkedet. Og man er nået frem til den holdning, at det er en for uklar redaktionel linje, der er forklaringen på den negative udvikling. Der skal mere styr på Berlingskes budskab.
På et tidspunkt i disse drøftelser – i takt med at tilliden til Anne E. Jensens gennemslagskraft daler – foreslås det, at Peter Wivel, chefredaktør på Weekendavisen, får Anne E. Jensens job som ansvarshavende chefredaktør, og hun tilbydes et andet job i en omstruktureret chefredaktion. Det er dermed slut for Anne E.
Det er det, der havner i den på overfladen så pæne formulering »efter gensidig aftale«.

Tavshedens lov
Den gensidige aftale omfatter, at man holder sin mund helt i den Berlingske korpsånd. Derfor var koncerndirektør Steen Gede også yderst kortfattet, da Berlingskes tillidsrepræsentant på Wivel-velkomst-mødet bad om en forklaring på, hvorfor Anne E. ikke længere var der: »Bestyrelsen har besluttet, at begrundelsen ikke skal frem.« Og sådan er det i det Hus, der vil videre.
Og bare det, at Anne E. Jensen udtaler til Ritzaus Bureau »Bestyrelsen og jeg er blevet uenige, og efter gensidig aftale holder jeg op«, er seks ord for mange og nok til, at den meget magtfulde bestyrelsesformand Ole Scherfig tager affære. Over for Ritzau benægter han, at der er tale om uenigheder.
Senere ringer han tilbage til Ritzau og siger, at han ganske vist ikke har fået fat i Anne E. Jensen, hun er ude at cykle, men han har talt med hendes mand, som har overhørt samtalen mellem Ritzau og Anne E. Jensen, og der er ikke blevet talt om uenigheder. Og på den måde prøver han at få Ritzau til at korrigere.
Senere ringer Anne E. Jensen til RB, angiveligt efter at have talt med en rasende bestyrelsesformand, og beder Ritzau understrege, at der ikke er tale om en uenighed.
Og i et nyt RB-telegram senere på dagen får Anne E. Jensen så lov at sige:
»Jeg vil gerne understrege, at der er enighed mellem mig og bestyrelsen om vurderingen af forholdene på Berlingske Tidende, og om at det er bedst, at jeg fratræder min stilling som chefredaktør.«
Efter alt at dømme er hendes aftrædelsesordning, som sikkert omfatter en pæn sum penge og er betinget af total tavshed, kommet i fare.
Ole Scherfig er tough, og han efterlader ikke meget råderum til chefer, heller ikke efter de er afgået. Han bestemmer over Jensen endnu.

Dårlig kemi
»Han er fra en tid, hvor erhvervsledere afgav retningslinier via instrukser,« skriver Børsens Nyhedsmagasin i et Scherfig-portræt i maj. Og bladet skriver videre: »I dag skal den moderne leder vise retningen gennem holdninger og kommunikation, og Ole Scherfig erkender blankt, at det kan han ikke: »På det felt ville jeg dumpe. Jeg hører til en generation, som ikke mestrer den åbne kommunikation.«
Og netop Anne E. Jensen er kommunikationens mester, hun udstikker ikke ordrer men råderum. Og denne stilforskel afføder dårlig kemi mellem hende og bestyrelsen.
Bestyrelsen kræver en stærk ledelse, der udsteder instrukser. Det er de og de budskaber, vi vil have ud. Journalisterne skal vide, hvor de skal gå hen. Det er i orden at diskutere med medarbejdere, men det kan man også gøre for meget, hedder det i dialogen om Anne E. Jensen. Hun lytter så meget, at hun bliver forvirret, siges der.
Der forlanges altså, at hun markant styrer den redaktionelle linje. Mange undrer sig over, hvorfor bestyrelsen så valgte Anne E. Jensen. Det er da forventeligt, at netop den opgave er svær for økonomen Anne E. Jensen, som kommer til avisen uden journalistisk baggrund. Problemet falder altså tilbage på bestyrelsen selv.
Måske netop på grund af hendes journalistiske uerfarenhed har hun valgt en organisation, hvor hun er omgivet af mange medchefer. De er fem i chefredaktionen, der er otte på redaktionschefs-lignende poster og derudover fire nyhedsredaktører, tre A-mænd og ledere af de enkelte redaktioner. Og billedet, af hvem der styrer hvad, er mudret.
»Der er så mange chefredaktører, at de kan gå i vagtskema,« som en chefredaktør udtrykker det.

Budgetdjævel
Ole Scherfig måler chefer på regnskabets bundlinje. Han har beskrevet sig selv som en budgetdjævel.
Og netop økonomi, som Anne E. Jensen har megen forstand på, får hun ingen ind-flydelse på. Hun får ikke som hendes forgænger plads i direktionen. Hun er uden ind-flydelse på Husets kommercielle strategi. Hele markedsføringsstrategien, som i bladkrigen er afgørende for oplagsvækst, er ikke Jensens regi. Det tager bestyrelsen og direktionen sig af. Hun kan end ikke beslutte at ansætte tre ekstra på erhvervsredaktionen. Bestyrelsen har udstukket et antal stillingsnumre, og det fraviges ikke.
»Det umulige i det job er, at man ingen indflydelse har på det kommercielle. Men det er det eneste, man bliver bedømt på,« siges der om chefredaktør-jobbet i Pilestræde.
»Chefredaktøren på Berlingske Tidende er nok den chefredaktør i Danmark med mindst magt,« sådan er jobbet tidligere blevet beskrevet i JOURNALISTEN. Og i den bemærkning ligger også, at Ole Scherfig aldrig har accepteret, at ansvaret for det redaktionelle ifølge lovgivningen ligger hos chefredaktøren og ikke hos bestyrelsesformanden.
Journalister i Huset beskriver Anne E. Jensen som journalisternes mand, der står fuldstændig bag, når der for eksempel for 27. gang blev skrevet en kritisk historie om de konservative. Hun rystede ikke på hånden og var skarp på lederplads, først over for Hans Engell og senere Per Stig Møller og deres spritkørsel.
Få er i tvivl om, at hun har måttet høre for den kontante dækning af Berlingskes ‘moderparti'. Derudover er EU-dækningen også blevet kriseret for at have været for varieret.
Men hun har værnet om avisens integritet, som da selveste Jess Søderberg, skibsreder hos A.P. Møller, tropper op på chefredaktørens kontor og forlanger, at en historie om A.P. Møllers dobbeltmoral omkring værftsstøtte ikke bliver trykt. Søderberg har fået artiklen til gennemsyn. Han får den klare melding af chefredaktøren, at han kan påpege konkrete fejl og intet andet. Og Søderberg må gå med uforrettet sag, uanset at netop A.P. Møller er én af storaktionærerne i Berlingske.
Senere stoppede hun dog avisens intense dækning af sagen om værfternes overbelåning. Det skete med ordene: »Er der nogen grund til at blive ved med at trætte læserne?«
Husets journalister frygter, at de ikke på samme måde vil blive bakket op af Peter Wivel, som betegnes som en mand af Scherfigs hjerne og hjerte. Eller som Politiken formulerede det om Peter Wivels redaktørvirke den 18. november 1993, hvor han fyldte 50: »kyndigt og konsekvent i den af bestyrelsen ønskede ånd.«
Og allerede på Wivels tredje dag i stolen på Berlingske Tidende, forsøger han at stoppe en »rigtig god« historie på erhvervsredaktionen. Den handler om en fremtrædende borgerlig politikers meget tætte forretningsforbindelser til en selvskabstømmer, som giver politikeren et habilitetsproblem.
Wivel mener, at der er et etisk problem i at bringe historien, da politikeren jo ikke har gjort noget ulovligt. Hans afvisning af historien fører til en overordentlig dårlig stemning på erhvervsredaktionen, hvor der bliver talt om at nedlægge arbejdet.
Alt tyder dog på, at artiklen vil blive bragt med nogle ubetydelige sproglige rettelser.

Større mådehold
»God og spændende journalistik,« »en søndagsavis med bred og folkelig appel,« og »opgradere det seriøse men huske humoren.«
Sådan lyder det når Peter Wivel skal sætte ord på sin vision med Berlingske Tidende. Wivel understreger, at Berlingske Tidende er »Danmarks fineste avis« og derfor »tager den ikke skade af at vise lidt større mådehold, end andre aviser«. Med andre ord – Berlingske Tidende skal i fremtiden være lidt langsommere på aftrækkeren, mindre bombastisk.
Der hersker ingen tvivl om, at Ole Scherfig nøje har sikret sig, at Peter Wivel vil det rigtige. »Jeg har da haft lejlighed til at fremlægge mine synspunkter for bestyrelsesformanden, og dem har han fundet i orden,« siger Peter Wivel, der har haft god tid til at lægge sin strategi. Allerede i 1996, da Hans Dam takkede af som chefredaktør på Berlingske Tidende, troede og håbede Peter Wivel, at han skulle overtage pladsen.
I mellemtiden har Peter Wivel demonstreret de kvaliteter, som Ole Scherfig og den øvrige bestyrelse efterlyser. Siden han tiltrådte på Weekendavisen 1. juli 1996 har han gennemført en hård opstramning af økonomien, blandt andet gennem en række fyringer i redaktionen. Og mens Peter Wivel var på Weekendavisen steg oplagstallet fra 45.000 til 62.000 – han har med andre ord allerede sikret Huset én bladsucces.
Mens kilder på Weekendavisen beskriver ham som en både ydmyg, uddelegerende og samarbejdsvillig journalistisk altmuligmand, der har kompetent overblik over samtlige stadier i avisens tilblivelse, findes der også Wivel-skeptikere. De understreger, at det var forgængeren Tøger Seidenfaden, der pustede vind i sejlene, men båden kom først op i fart, da Seidenfaden veg sædet og Peter Wivel blev sat ved roret. En forklaring, som selv Wivel ikke afviser:
»Tøger fandt på, at Weekendavisen skulle udgive et bogtillæg. Det var en knaldgod idé. Og det tager tid, før den slags virker, avislæsere er meget konservative. Og det nød oplaget da godt af ind i min tid,« erkender Wivel.

Kritikere fyret
Andre påpeger, at også tidsånden har blæst i Wivels og Weekendavisens retning. Udgivelsesfrekvensen og det intellektuelle image matcher fint kravene fra et publikum, der er trætte af zapningens eventyr, og som foretrækker at få et gedigent overblik serveret én gang om ugen.
Sikkert er det, at Peter Wivel ikke har demonstreret samme oplagsevner på en avis i modvind som på Weekendavisen. Da han tilbage i januar 1987 overtog chefredaktørstolen på Information var oplaget knap 30.000. Da avisens ansættelsesudvalg i 1989 angiveligt med stemmerne 11 mod 1 kasserede Wivel som chefredaktør, havde Information tabt næsten 3.500 abonnenter – et fald på 10 procent.
Wivel erkender i dag, at han ikke slog til på Information:
»I virkeligheden burde Berlingske Tidende betale en stor transfersum til Information for alle de lærepenge, som de har betalt for mig der,« siger han.
Det var dog næppe de negative økonomiske facts, der plagede Informations ansættelsesudvalg – oplagsnedgangen fortsatte efter Wivels afgang – men snarere sammenstødet mellem Peter Wivels ledelsesstil og filosofien på Information. Wivel lå i evig og dyb konflikt med medarbejderdemokratiet og den vetoregel, der begrænsede hans suverænitet.
– Hvordan havde du det med medarbejderdemokratiet?
»Ikke godt. Det var lige ved at lægge avisen i graven,« siger Peter Wivel. »En avis skal have en stærk ledelse, og samtidig med at lederen skal være åben, skal man også fortælle folk, hvor man vil hen med avisen,« lyder det fra Wivel i et ordvalg, der er påfaldende lig de signaler, som i månederne op til skiftet er udgået fra bestyrelsen.
En stærk leder skal også kunne så respekt om sin person. En kilde, der dengang var på Information, husker: »Det lignede et raffineret farvel til fjenderne, da han iværksatte en rationeringsrunde og fyrede tre kvindelige journalister, der havde været kritiske over for ham. Det var den stil, der gjorde, at avisen ikke kunne bruge ham.«
Men måske netop det, der kan bruges i Pilestræde.

I bestyrelsens ånd
»Han sagde alt det rigtige, alt det bestyrelsen ville høre,« lyder én analyse af Wivels ord ved tiltrædelsen på Berlingske Tidende. »Og de ord var samtidig forklaringen på, hvorfor Berlingske ikke kunne bruge Anne E.«
Flere kilder påpeger Wivels evne til at belægge sine ord og handlinger, så de cementerer den platform, hans karriere er bygget på – han pleaser de rette.
Et eksempel:
Da Tøger Seidenfaden i 1992 forlod Weekendavisen til fordel for direktørsædet på TV 2, skete det efter en række sammenstød med Ole Scherfig omkring den redaktionelle linje. En afgørende krise indtraf, da Seidenfaden revsede Det Konservative Folkeparti på grund af Tamil-sagen.
»Vi kan ikke længere leve med halve forklaringer, fortielser, polemiske udfald og forsøg på at undvige,« hed det blandt andet i Weekendavisen i februar 1992 med direkte adresse til toppen af de konservative.
Tre måneder efter signalerede Ole Scherfig, at Seidenfaden kun havde to år tilbage på Weekendavisen. Seidenfaden sagde op, og uden at konsultere den øvrige chefredaktion på Weekendavisen ansatte Ole Scherfig enerådigt Peter Wivel. Måske som et udtryk for, hvor utilfreds Scherfig var med Seidenfadens linje, præsenterede Scherfig Wivel med disse ord: »Her er så manden, der skal føre Jørgen Schleimanns store arbejde videre!«. Schleimann havde været redaktør inden Seidenfaden – slettet af historien var Seidenfadens fem års arbejde på Weekendavisen …
Efter Wivels tiltrædelse skiftede Weekendavisen mærkbart holdning til Tamil-sagen. I februar 1993 skrev Wivel, at: »De borgerlige partier må aktivt medvirke til at finde en advokat, der kan forsvare deres inderste, krænkede sjæl med næb og klør. Jo borgerligere, jo bedre.«
På mindre end ét år var Weekendavisens signaler omkring dansk politiks måske største skandale nogensinde vendt næsten 180 grader: Fra total fordømmelse og krav om udrensning – til nærmest nedtoning og ønske om at glemme sagen og komme videre. Hertil siger en kilde på Berlingske Tidende:
»Det var forbløffende læsning – at se den gamle marxist forsøge at redde Ninn-Hansen. Men de har sikkert været glade for det i bestyrelsen.«

En kynisk udskiftning
Mange ser redaktørskiftet, som et udtryk for Ole Scherfigs stadigt mere kyniske regeringsfacon. Og hovederne er rullet i Huset de senere år, hvor han blandt andet har kasseret tre B.T.-chefer.
Tøger Seidenfaden, chefredaktør på Politiken, bryder sig ikke om udviklingen. Den 16. august skrev han, at »det problematiske er den brutalitet, hvorved en redaktør, der – for nu at sige det forsigtigt – ikke har gjort noget iøjnefaldende forkert, her er udskiftet.«
Over for JOURNALISTEN uddyber Seidenfaden sin kritik:
»Udskiftningen er iøjnefaldende, fordi det er den samme bestyrelse, der har ansat Anne E., der nu skiller sig af med hende. Og fordi den samme bestyrelse inden for de seneste år har udskiftet tre chefredaktører på B.T. Fire gange i træk er det altså helt sikkert, det er på redaktørposten, at problemet ligger.«
Seidenfaden finder det paradoksalt, at Anne E. Jensen angiveligt blandt andet måtte gå, fordi bestyrelsen ikke fandt hende enerådig og markant nok.
»Men hvordan kan bestyrelsen forvente, at avisen skal få en skarp profil i offentligheden, hvis chefredaktøren føler, at vedkommende sidder løst i sadlen,« spørger Seidenfaden. »Og hvordan skal avis og redaktør turde tage kontroversielle initiativer, hvis de ikke føler den nødvendige tryghed og opbakning fra bestyrelsen og formanden?«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen