Danske medier bør indføre en varedeklaration, der kort fortæller om tilblivelsen af hver enkelt journalistisk historie. Åbenheden omkring den journalistiske arbejdsproces vil styrke mediernes troværdighed og virke som en kvalitets-markør i forhold til den voksende strøm af overfladiske nyheder.
Det er temaet i en rapport, som Esben Ørberg, tidligere kommunikationschef i DJ og i dag freelanceredaktør, har lavet med støtte fra Dagspressens Fond.
”Det handler om, at man kan genvinde troværdighed ved at åbne sig om de journalistisk metoder. Og hvis man svinger sig lidt op, tror jeg, at større åbenhed omkring arbejdsprocessen vil få den effekt, at journalistiske medier klarer sig bedre i konkurrence med sociale medier. Det er en påstand, men jeg mener, det er et konkurrenceparameter,” siger Esben Ørberg.
Hvem plantede historien?
Det ’redaktionelle PS’, som han har valgt at kalde konceptet, bruges i dag sporadisk i flere medier, blandt andet i Berlingske Tidende som ’Bag om historien’ og i Information som ’Sådan gjorde vi’. I rapporten lægger Esben Ørberg imidlertid op til en systematisk brug på tværs af alle nyhedsmedier.
”Ideal-forestillingen er, at det lykkes at overbevise alle redaktioner om værdien af det her. Det kunne være sådan en lille PS-boks, der popper op, når man er færdig med at skrive sin artikel ind i redigeringssystemet. Hvis det skal have sin gang på jorden, skal det være ekstremt let. Jeg har blandt andet talt meget med Jens Grund, som indførte det på Berlingske. Men de har manglet en fast form at gøre det i, og derfor er det mere blevet en hensigtserklæring end en reel praksis.”
Esben Ørberg forestiller sig det redaktionelle PS som et vedhæng uden for den almindelige tekst. I web-artikler kan det oplagt være en skjult boks, som læserne kan tilvælge med et klik. I rapporten opstiller han en brutto-liste over mulige spørgsmål, journalisten skal overveje og eventuelt skrive ind i et PS. Blandt andet hvilke kilder man har brugt, om det var en kilde, der tog initiativ til historien, og om der er kilder, der har afvist at medvirke.
Kilderne skræmmes væk
I rapporten har Ørberg talt med en lang række journalister og redaktører om brugen af redaktionelt PS eller tilsvarende meta-information. Mange udtrykker sig positivt om princippet, men en hel del tvivler på, at journalister og medier er klar til at afsløre de aftaler, man indgår med kilderne.
Flere peger faktisk på Berlingske Tidendes ’Bag om historien’ som eksempel på ligegyldig metainformation.
”Publikum er ikke interesseret i de ufarlige mellemregninger. Men det er for eksempel interessant for læseren at vide, hvor casen kom fra. Men det vil være et stort problem, at de oplysninger, som læseren er allermest interesseret i, vil medierne ikke give,” siger en af respondenterne ifølge rapporten.
Er medier og journalister klar til at afsløre sig selv som snuskede købmænd, der laver deals for at få gode historier?
”Jeg tror, der er en tendens, der går i retning af, at det ikke vil blive opfattet som snusket. De fleste bevidste mediebrugere er klar over, at der foregår en relation mellem journalist og kilde, før historien bliver lavet,” siger Esben Ørberg.
Vil det ikke pålægge journalisten en stor arbejdsbyrde, hvis man yderligere skal cleare med sine baggrundskilder, om man må nævne dem i et PS?
”Ofte vil det jo ikke skade kilden at blive nævnt, men det kan godt være, kilden ikke selv forstår det. Men du har ret i, at man ikke kan stå og diskutere det hele dagen. Og hvis kilden kun vil medvirke på betingelse af ikke at blive nævnt, så må man i de fleste tilfælde springe det over.”
Forskel gennem åbenhed
Der er således adskillige store sten i de sko, den redaktionelle PS skal gå i. Det erkender Ørberg, men han tror alligevel på, at konceptet er noget, der på sigt vil styrke medierne.
”Jeg tror, jeg har fat i en lang ende af noget, der kan differentiere journalistiske medier fra sociale medier. Hvad skulle det ellers være, hvis ikke god journalistik og åbenhed? Det er præcis, hvad du ikke får de andre steder.”
Rapporten ’Redaktionelt PS’ er blevet til med støtte fra Dagspressens Fond. Esben Ørberg har tidligere lavet et studie omkring medieombudsmænd – det, vi kender som Læsernes Redaktør – hvor det overordnede tema ligeledes var øget åbenhed hos medierne.
Redaktionelt PS:
Denne artikel er blevet til på baggrund af en henvendelse fra Esben Ørberg, der kender undertegnede journalist fra dengang, Ørberg selv var ansat i DJ. Han har for nyligt færdiggjort sin rapport og ønsker angiveligt offentlig opmærksomhed omkring temaet og sit arbejde. Muligvis med henblik på at kunne få yderligere midler til at fortsætte projektet omkring ’redaktionelt PS’.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg har nok ikke forklaret mig godt nok: Deklareringen – redaktionelt PS – er sandelig ikke kildens adkomst til at forklare sig. Nej, det er journalistens forklaring på, hvordan forholdet til kilden har været. Det kan for eksempel være svar på nedenstående spørgsmål, som jeg nævner i min rapport. Men kilden, hvor professionel den end måtte være, har ikke noget at gøre i Redaktionelt PS. Hvis kilden er utilfreds må den gå af gængse klageveje. Her er en bruttoliste på, hvad Redaktionelt PS kan indeholde:
Nedenstående er udkast til den tjekliste/spørgeramme, som journalister kan anvende og reflektere over ved afslutningen af den indholdsmæssige redaktionelle proces. Ved at gennemgå listen vil det vise sig, om der er tillægsoplysninger, som er relevante for Redaktionelt PS. Det er ved beskæring og bearbejdning af denne liste, at der i løbet af 2018 skal udvikles et operationelt Redaktionelt PS.
RESEARCH: Før kildekontakt: Publiceres svar på følgende spørgsmål?
• Kilden identificeres: Hvor, hvordan, hvorfor?
• Initiativ til kontakt?
• Hvis mediet tager initiativet: Hvad er motivet?
• Hvis kilden tager initiativet: Hvad er årsagen/motivet (eks. solohistorie/personlig relation/mediets gennemslagskraft etc.)
• Hvilke relevante kilder har afvist at medvirke uden at det er offentliggjort? Med hvilken begrundelse?
• Hvilke kilder er fravalg med hvilken begrundelse
FORMIDLING: I kontaktperioden: Publiceres svar på følgende spørgsmål?
Hvilken aftale om medvirken:
• Er kilden orienteret om mediets ønske/krav om kilde-deklaration?
• Er kilden indforstået med at blive nævnt som initiativtager til kontakten?
• Indenfor referat:
• Udenfor referat: Hvorfor?
• Har kilden ret til fuldstændig godkendelse af tekst – med/uden vetoret
• Citat-godkendelse – egne citater – med eller uden vetoret eller accept af forslag til ændringer i egne/andres udsagn eller oplysninger i øvrigt?
• Ej citat: Nævnes kildens navn, stilling, arbejdsplads? Eller nævnes kilden i anonym form?
• Er der –formelt eller uformelt – drøftet nogen form for modydelse fra kildens side for at medvirke på den pågældende måde? Eksempelvis at visse spørgsmål/oplysninger er udeladt, at mediets senere bringer en anden og ’bedre’ historie med kilden, at andre kilder er udeladt, at andre kilders oplysninger er oplyst til kilden, men ikke publiceret osv.?
• Har kilden opstillet betingelser, som ikke er opfyldt?
• Har mediet opstillet betingelser, som ikke er opfyldt?
• Hvilket materiale har kilden udleveret? Har mediebrugeren adgang til hele eller dele af materialet?
• Har journalisten gjort nok for at mediebrugeren kan spore sig videre via nogle af de links, som er anvendt i researchen?
REFLEKSION: Efter eller samtidig med publicering: Publiceres svar på følgende spørgsmål?
• Aftale om tidspunkt, medieplatform, placering?
• Er der i øvrigt oplysninger om kilden, som det vil være relevant at nævne og/eller linke til?
PRAKSIS: Hvordan praktiseres kildedeklarering?
Er der faste retningslinjer eller blot god skik? Hvem har initieret publiceringen? Hvis initiativet kommer fra ledelsen, hvordan er det så bekendtgjort for og accepteret af de redaktionelle medarbejdere? Hvilken modstand er der i det hele taget oplevet? Hvilke reaktioner har man fra publikum og kolleger?
@Esben Ørberg
Ja, det er jo meget fint, når det handler om simpelt mikrofon-holderi, der er 'til orientering,' og hvor kilden har en åbentlys interesse i at stille op. Men sådan fungerer virkeligheden bare ikke altid - til 'kommunikatører' og sælgeres store ærgrelse. Nogle gange skriver vi nemlig også kritiske historier.
Redaktionerne bliver bombarderet med henvendelser fra 'kommunikatører,' der på kunders vegne gerne vil formidle 'rigtigt gode historier,' som sjovt nok altid stiller deres kunder eller deres produkt i et fordelagtigt lys.
Historien er sjovt nok en anden, hvis vinklen er kritisk. Så lukker 'kommunikatørerne' ofte ned og kæmper med næb og klør for enten at skærme kilder, lægge det hele ned med vold og magt, lukke for adgang til alt og alle eller for ændre vinklen til noget positivt.
Det er et kompliceret spil - ja faktisk nogle gange en kamp mellem sandhed og spin.
Og tiden er altid knap på en redaktion, og det kan være svært at gennemskue dagsordner og motiver. Jeg kan sagtens forestille mig, at 'kommunikatørerne/spin/sælgerne' vil begynde at forlange, at de også skal være med sådan en deklaration med deres forklaring af sagen. Og det vil forplumre budskabet og vinklen. Hvilket jo så også vil være hensigten.
Spin og 'kommunikation' er salg af budskaber. Journalistik er formidlig af (tilstræbt) sandhed. Det er ikke det samme, og vi har ikke samme interesser.
Hvorfor skal vi vide, at Esben Ørberg selv har plantet sin historie? Det ene motiv risikerer at overskygget det andet. Det må være nok, at hensigten er tilstrækkelig overbevisende, som det fremgår af interviewet, uanset om man er enig eller ej, og som Ida Sønderby Rosgaard hefter sig ved: kildebeskyttelsen bringes ud af balance. Professionel journalistik er læserens garanti for åbenhed indadtil med journalisten på vippen sammen med kilden. Alt andet vil være en glidebane, som afdøde Erling Tiedemann ville sige.
Kære Ida Sønderby Rosgaard: Der vil ofte være en afvejning og en drøftelse med kilden om medvirken i Redaktionelt PS. Mange kilder vil kræve fuldstændig beskyttelse/anonymitet og ofte er det indlysende, at det krav skal imødekommes. Ellers falder historien til jorden. Men jeg ved fra min research, at en del kilder godt vil acceptere eksponering af deres adfærd over for og relation til journalisten. Mange kilder vil ikke lide skade herved, tværtimod. Jeg ser en tendens mod større åbenhed og jeg synes, at der skal arbejdes med det. Jeg er selv begyndt at gå en tur rundt på kontoret, når jeg er færdig med en artikel og tænke: Er der noget fra min arbejdsproces, som læserne har behov for at vide – og som ikke er en del af artiklen. Oftest svarer jeg straks nej, men det kunne jo være…..
Kære Daniel Hansen: Du har fuldstændig ret. Der plantes og der pantes. Hele tiden. Og som det fremgår af Journalistens artikels redaktionelle PS gik jeg også selv til Journalisten med min rapport. Den tyggede redaktionen på en dags tid – og interviewede mig. Og fortalte om processen. Fint for mig og godt for dig som læser, ikke?
Redaktionelt PS skal jo netop berette om plantningen. Gøre hele spillet mere gennemskueligt. Salg af viden og holdninger er en enorm industri, som kan være hård og besværlig for medierne at deltage i.
I den sidste ende har de journalistiske medier fordele – større troværdighed, større publikum, større indtjening - ved at udvise mere åbne om produkternes tilblivelse, om de valg/fravalg/tilbud/krav og andre omstændigheder, som det journalistiske produkt er blevet til under.
Jeg plæderer ikke for at professionelle kilder og professionelle journalister trækker på samme hammel. Som udgangspunkt gør det ikke, men du må da indrømme, at der godt kan være sammenfald mellem en god historie og kildens interesse i at blive eksponeret.
Det vigtigste er at journalisten er kritisk – også over for sig selv. Og deler lidt mere med sit publikum. Lidt mere åbenhed er både til journalistens, mediets og mediebrugerens fordel. Den tendens vil jeg gerne skubbe til, fordi jeg elsker journalistiske medier og er storforbruger af dem.
Det er sådan set min hensigt med at skrive rapporten.
Bedste hilsen fra
Esben Ørberg
Flere