Medierne er i stigende grad på vej til at udkomme i et fast eksperimentelt mode. En ny udviklingsfase, hvor det ikke længere er fortidens erfaringer, der skaber morgendagen. Det er snarere et direkte opgør med fortidens "det virker" og fantasien til at få de idéer, der fungerer i den nye medievirkelighed, der afgør, hvordan vi udkommer i morgen eller overmorgen.

Og da chefen jo ser på i går, og du er en aktiv del af i dag, så tilhører fremtiden dig!

Men den er unægteligt fyldt med udfordringer:

Hvordan skal 100 års fortælleudvikling oversættes digitalt? Det går fint med nyheden, lige på og hårdt. Men featuren, reportagen, det dybe interview – hvad erstatter eller supplerer den dvælende læseoplevelse med knitrende papir? Det skærende modlys fra en tablet? Næppe.

Hvad med det flow-tv, der måske snart fryser fast på skærmen, fordi nye mediebrugere selv vil vælge? Kan man overhovedet forsvare at fastholde en licensopkrævning, hvis store dele af de unge mediebrugere reelt kun bruger tablet og mobiltelefon til alt andet end public service? Skal DR overgå til mikrobetaling, hvor vi betaler for det, vi bruger?

Store dele af udviklingen kræver et regelret opgør med etableret redaktionel kultur. Hvordan får man for eksempel de tunge fortællere på aviserne ud at møde brugerne ude på de sociale medier, der jo ikke emmer af publicisme og ophøjet ånd? Er de tunge papir- og flow-drenge pengene værd om fem år?

Det går så stærkt i dag, at erfaring ofte ikke akkumuleres i cheflaget, før den genbruges i praksis. Erfaringerne høstes ude ved mediefronten, hvor de dygtigste forsøger at tilpasse de valgte teknikker – som på et tidspunkt når cheferne, der så skal evaluere dem.

Jeg skriver af egen erfaring. Da jeg satte mig i stolen for fire år siden, var min erfaring med magasiner en solid platform som redaktør på Journalisten. I dag kan den viden delvist blive en betonklods, der tager fart af tilpasningen. Løsningen for mig er at lytte – og forsøge at sætte tid af til at drøfte erfaringerne.

Men det er, som om cheflaget ikke for alvor har opdaget, at de medarbejdere, der gør sig erfaringerne, også skal have tiden til at fordøje og ikke mindst dele dem. Det gælder måske også mig selv.

Lad det være et råd for 2015: Kræv din tid, og vent i øvrigt ikke på, at din chef finder løsningen. Du er måske selv tættere på den. Tit skyldes cheflagets opvågning, at den selv er truet af en dårlig bundlinje eller vigende seer-, lytter og læsertal. Og det er jo minimum et år for sent.

Godt nytår!