”Jørgen er død.”
Sådan lød overskriften på en kronik, skrevet af Adam Holm, bragt i Politiken i maj 2013. Adam Holm beskrev i kronikken, at en 16-årig dreng, som hans kone kendte, var blevet dræbt i trafikken. I kronikken fastslår tv-værten, at den unge mands død ”har forstærket min i forvejen intense modvilje mod religion som forklaringsramme for denne verdens mirakler og ulykker”. Og han konkluderer, at ”Religion er ganske enkelt ren narresut.”
Adam Holm har skrevet kronikken som privatperson, han er ikke præsenteret som DR-vært, men alligevel har DR Nyheders ledelse givet ham en mundtlig påtale for kronikken.
I et mail-svar på Journalistens henvendelse forklarer Adam Holm, at han ikke har noget at indvende i forhold til selve påtalen.
”Jeg har klokkeklart forbrudt mig imod DR’s etiske retningslinjer, og den kritik, jeg er blevet mødt med, er berettiget. Jeg synes imidlertid, at det er relevant at få præciseret grænserne for, hvornår man som
DR-ansat må ytre sig som privatperson. Personligt synes jeg, at det nuværende regelsæt er for stramt, men jeg må acceptere, at kortene er givet, som de er,” skriver han.
Jacob Kwon, chef for Nyhedsproduktion i DR, vil ikke udtale sig om den konkrete sag. Men han siger, at »man skal tænke sig om« med hensyn til, hvilke holdninger man kommer med offentligt.
»Særligt inden for områder som politik og religion, hvor man må formode, at DR’s medarbejdere er upartiske. Det er ikke nok at underskrive sig som privatperson,« forklarer Jacob Kwon.
Det er ikke første gang, Adam Holm udtrykker sig på en måde, som DR ikke bryder sig om. I 2009 skrev han en kronik om Gaza-konflikten, som førte til en påtale. Dengang var problemet, at Adam Holm præsenterede sig som DR-vært, udtalte hans daværende chef, Olav Skaaning Andersen.
DR’s etiske regler skelner nemlig mellem, om medarbejderen engagerer sig i den offentlige debat som privatperson eller som DR-ansat. Men det er medarbejderens nærmeste chef, der fra sag til sag vurderer, om man fremstår som det ene eller det andet. Det er med andre ord ifølge DR ikke altid nok at optræde som privatperson.
»Der er forskel på, hvor meget en person er forbundet med DR. Hvis man er vært, brander man DR, og det er ekstra skærpende,« siger Jacob Kwon.
Reglerne er ifølge Jacob Kwon lavet, for at seere og lyttere kan have tillid til, at DR’s medarbejdere agerer troværdigt.
»Derfor er der grænser for, hvilke holdninger de kan lufte i det offentlige rum,« forklarer han.
Har personer – for eksempel værter – ikke samme ytringsfrihed som mindre kendte DR-ansatte?
»Alle DR-medarbejdere har ytringsfrihed. Men vi opfordrer særligt værter og andre, der brander DR, til at tænke sig godt om, når de ytrer sig i det offentlige rum,« forklarer Jacob Kwon.
Mediejuridisk forskningschef på DMJX Oluf Jørgensen er ikke enig:
»Den personlige ytringsfrihed vejer tungest, og den kan ikke tilsidesættes af bestemmelser på arbejdspladsen. Hvis man udtaler sig på vegne af en virksomhed, skal udtalelserne selvfølgelig svare til virksomhedens værdier. Men man har ret til at udtale sig som borger. Det har Folketingets Ombudsmand slået fast gang på gang,« siger Oluf Jørgensen.
Ifølge DR er det ikke nok at underskrive sig som privatperson, fordi personen – især værter – bliver opfattet som DR-medarbejdere?
»Men personer, som alle ved hvem er, har jo også ytringsfrihed, og en kronik er jo et personligt budskab. Virksomheder skriver jo almindeligvis ikke kronikker. Når man ikke nævner arbejdspladsen i byline, fedter man den ikke ind i det. Det synes jeg er klart.«
Oluf Jørgensen undrer sig over DR’s fortolkning, når man tænker på, at netop Deadline tidligere har benyttet blandt andre Connie Hedegaard og Christine Antorini som værter.
»Som seere har vi da alle vidst, at de havde politiske synspunkter, men det forhindrer ikke, at de ud af min lægmandsbetragtning gjorde det udmærket som værter. Så for mig er det uklart, hvad det er, DR er bange for,« siger Oluf Jørgensen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
At udtrykke sig om noget-som-helst i det offentlige rum er virkelig blevet et stort emne. Slagsmålet om få patent på det der må siges, er i fuld gang. Ord i det offentlige rum er magt. Så slagsmålet handler om det bagvedliggende om forholdet til magten, og om hvem der har den. De mange kommunikationsansatte i kommuner, regioner, styrelser og i staten er tæt på de juridiske afdelinger samme sted, så juristernes fingeraftryk ses også, når det er nødvendigt med tommelskruer. Retssystemet er meget pro offentlige myndigheder, hvor alle journalister vil få det svært - hvad enten man kommer fra DR eller fra Arbejderen. Om man laver journalistisk arbejde eller man udtrykker sig som privatperson. At journalisten.dk tager emnet op er der al mulig grund til at rose redaktionen for, for Dansk Journalistforbund er totalt passive - hvor vi alene ser forbundet udtrykke sig stærkt i forhold, der er meget langt væk fra de hjemlige breddegrader. Dog ser vi pt. forbundet pt. i debatten om whistleblowere og retten til at ytre sig i regeringens nye udvalg med en processuel attitude. En proces, der efterhånden har stået på i mere end 10 år uden synlige positive resultater. Processen og den lette diskussion fortsætter og fortsætter. Måske fordi forbundet stort set er tilfredse, når man ser på netop forholdene i Tyrkiet, Kina og hvem man måtte kigge på - så er det måske ikke så galt i lille dannevang. At forbundet er stort set tilfreds er i alt fald også en attitude, der udtrykkes ift Pressenævnet, hvor man ikke forholder sig til afgørelser, hvor et medie undlader at spørge modparten.
Jeg kunne godt tænke mig et forbund, hvor faglighed var det vigtigste og hensynet til jobs og penge trådte noget mere i baggrunden.
Hvis det her fortsætter ender Dansk Journalistforbund med at være en kræmmerforening med medlemmer, der er gode til at kommunikere og gøre det der bliver sagt.