Kirkeminister kritiserer DR for svigtende påskedækning

»Gennem de seneste 20 år har jeg til stor ærgrelse lagt mærke til, at påsken bliver dækket mindre og mindre,« siger kirkeminister Manu Sareen (R) om DR's dækning af religiøse højtider. Nu afsætter ministeriet 2 mio. kr. til støtte for kristne højtider

»Gennem de seneste 20 år har jeg til stor ærgrelse lagt mærke til, at påsken bliver dækket mindre og mindre,« siger kirkeminister Manu Sareen (R) om DR's dækning af religiøse højtider. Nu afsætter ministeriet 2 mio. kr. til støtte for kristne højtider

Kritikken af DR's dækning af den muslimske højtid ramadanen får nu som direkte konsekvens, at kirkeminister Manu Sareen (R) afsætter to millioner kroner til at gøre de kristne højtider mere kendte blandt danskerne, skriver Kristeligt Dagblad.

Især påsken er blevet lidt stedmoderligt behandlet på den nationale public service-kanal, mener Manu Sareen.

»DR's dækning af ramadanen var et wakeup call både for mig og for biskopperne. Jeg synes, det er fint, at DR fejrer noget for det muslimske mindretal. Men dækningen gav en masse debat, og jeg blev klar over, at kritikerne havde ret i noget, nemlig i spørgsmålet, 'Hvad med de kristne højtider?',« siger Manu Sareen til Kristeligt Dagblad.

Kirkeminister Manu Sareen vil ikke blande sig direkte i DR's dækning. Men han ærgrer sig over, at DR svigter den kristne påske:

»Gennem de seneste 20 år har jeg til stor ærgrelse lagt mærke til, at påsken bliver dækket mindre og mindre. Jeg kan ikke blande mig i, hvad de skal vise, men helt personligt oplever jeg, at dækningen af den kristne højtid er blevet mindre,« siger han.

DR's dækning af den muslimske Eid-fest, der markerer afslutningen af ramadanen, blev mødt af massiv kritik fra bl.a. Dansk Folkepartis medlem i DR's bestyrelse, Ole Hyltoft, der kaldte det »skrækindjagende«, at DR sendte en serie programmer op til Eid-festen.

Dengang svarede medarbejdernes medlem af DR's bestyrelse, Mogens Rubinstein, at Ole Hyltofts krav om indgriben i DR's programplanlægning var »statsfjernsyn af værste skuffe«.

0 Kommentarer