Ud over at mord er
Ud over at mord er forkasteligt i almindelighed, er dette vitterligt et grumt angreb på ytringsfriheden! Her skal der måske lige indskydes det forbehold, at Hedegaard har fået landsrettens dom for at hans racistiske ytringer ligger UDENFOR ytringsfrihedens grænser. Men det er slet ikke det det drejer sig om. Pointen ... POINTEN er, at Lars Hedegaard har ret til at komme med de udtalelser, selv om han selvfølgelig ikke har ret til at komme med dem, da de er ulovlige. Men han har ret til det! Onde antidemokratiske kræfter skal ikke hindre folk i at komme med ytringer som de ikke har ret til at komme med!

Vi må stå værn om folks ret til at sige ting de ikke har ret til at sige! Ellers hører alting da op!

Det er nu lykkedes for en
Det er nu lykkedes for en galning at restaurere pseudoforsvaret for ytringsfriheden. Medierne husker omhyggeligt at glemme, at den gode Lars Hedegaard måske nok taler om og agerer under henvisning til sit forsvar for ytringsfriheden, men at han netop ikke kan ses som noget entydigt godt eksempel på et ideelt forsvar for den. Vi andre vil også gerne tale om ytringsfrihed, men ikke på den herskende ordens præmisser. Og vi går hverken ind for at skyde Lars Hedegaard eller ytringsfriheden, hvilken den herskende orden tvinger os til at binde i røven på en hver af vore ytringer, som følge af den måde problematikken italesættes på.
Hedegaars og Trykkefrihedsselskabets metoder er i den grad funderet i provokationerne for provokationernes skyld, og han tolererer, accepterer og har aldrig tilladt de provokationer, der med samme mønt vendte sig mod ham og hans. Således er han en skændsel for det demokrati, som han hævder at gå ind for.

Følgende pamflet http://www.information.dk/220684 blev bragt for år tilbage som reaktion på hans lidelsesfælde, Thue Kjærhus i den lille søde modstandsavis, der da også har været så venlig at fodre på Hedegaard en årrække i sluthalvfemserne, hvor han var avisens chefredaktoer:
Citat af Thue Kjærhus fra tråden under nævnte indlæg: ”Et af indlæggene undrer sig over, hvorfor Trykkefrihedsselskabet primært er orienteret mod islam. Det gør selskabet, fordi vi mener, at islam aktuelt er den største trussel mod Vestens ytringsfrihed.”
Det er det, og lige nøjagtigt det jeg forholder mig til, når jeg herover skriver at: ”Den suverænt mest interessante kommentar i tråden efter det aldeles malplacerede indlæg… er da Thue Kjærhus´ egen kommentar til diverse andre kommentarer, hvoraf det fremgår, AT HAN UDEN VIDERE VERIFICERING BEKRÆFTER Lars Hedegaards POSITION, VED AT KALDE ISLAM I SIN HELHED FOR INTET MINDRE END DEN STØRSTE TRUSSEL IMOD DEMOKRATIET.
Thue Kjærhus taler eksplicit på selskabets vegne, når han på den måde stigmatiserer islam i sin helhed. Han gør det uden skyggen af forsøg på at definere, begrunde eller verificere kriterierne for det rimelige i at kalde denne trosretning den største trussel imod demokratiet.
Når jeg tager afstand fra Thue Kjærhus´, så er det både intellektuelt, moralsk, menneskeligt og demokratisk.
Han går imod demokratiets fundamentale spilleregler, grundloven som handler om, at man ikke må diskriminere bl.a. på baggrund af religion alene!
Han er i panik, når han forsøger på at skelne mellem princip og moral. For han er både principielt og moralsk ude på dybt dybt vand.
Han påstår, at selskabet er sat i verden for at forsvare ytringsfriheden, herunder sin og Lars Hedegaards personlige ret til at mene hvad det skal være. Samtidigt forsøger han at neutralisere/isolere Lars Hedegaards udtalelser med kategorien ”private holdninger” (slet skjult forsøg på at kontrollere skadevirkningen ved formandens famøse udladninger), selv om de er fremkommet i et interview, hvor formanden for selskabet udtaler sig på selskabets vegne. Og så fremkommer Thue gud døde mig med en udtalelse, som han eksplicit fremfører på selskabets vegne, og som er brud på demokratiets fundamentale spilleregler i en kategori, der tangerer formandens vrøvl.
Højskoleforstánderen er så dybt forankret i selskabets misforståede forsvar for demokratiet, så han hverken kan se det principielle eller det personligt moralske hver for sig i det projekt han står i til op over ørerne.
Den disciplin, som han behersker, hedder stigmatisering. Han står i denne disciplin til op over ørerne, ved det er noget grimt noget, men er det inkarnerede udtryk for selskabets stigmatisering af islam. Han stigmatiserer en trosretning frem for andre under henvisning til forsvaret af ytringsfriheden, demokratiet. Det sker på selskabets vegne lige som selskabet og mange andre professionelle italesættere har deltaget i stigmatiseringen af islam i deres misforståede kamp for demokratiet over de sidste år siden JP´s tegninger. Man provokerer en trosretning udelukkende for at demonstrere sin demokratiske ret til det, og har bildt sig selv ind, at det er en slags kamp for ytringsfriheden. Alt, hvad de får ud af at praktisere denne disciplin, er dumme reaktioner.
Hans adfærd er hverken mere eller mindre befordrende for den demokratiske debat, end muhammedtegningerne har været for dialogen muslimer og andre i mellem her som der.
Og nu vil jeg igen gribe til selskabets metode, sådan som jeg gjorde i tråden, ved at bringe en revideret udgave af mine indlæg herfra. Og som undskyldende indledning, så vil jeg eksplicit gøre opmærksom på at jeg normalt ikke anser provokationer i sig selv for at være befordrende for ret meget. Men her, hvor provokationen fremføres alene for at illustrere det konstruktive i det at provokere for provokationens egen skyld eller i de misforståede demokraters misforståede forsvar for deres ytringsfrihed, er der tale om en undtagelse, som kun skal bruges som bekræftelse af reglen, at man aldrig må provokere for provokationens skyld alene:
Det ærede medlem af selskabet påstår, at det kan verificeres, at der er grund til at stigmatisere islam, netop fordi islam er en trussel imod ytringsfriheden.
Men det at stigmatisere den katolske kirke generelt, for forhold der har fundet sted i Irland og så mange andre steder, er derimod utilstedeligt. Hvad der er sket i USA, i Latinamerika, hvor tusindvis af katolske præster har misbrugt deres mindreårige trosfæller, kan således ikke bruges som verificeret grundlag for at stigmatisere hele den katolske kirke eller trosretning. (iflg. det ærede medlem)
Det faktum, at man tvangsindlemmer nyfødte og umyndige børn i den danske folkekirke, døber dem, lader dem indoktrinere af præsterne op til konfirmationen, for her at presse dem til at bekræfte medlemskabet af en trosretning, længe før de er blevet myndige, kan sikkert heller ikke bruges til at stigmatisere den mere ”reformerede” udgave af kristendommen. (iflg. det ærede medlem)
Det faktum, at præster som Søren Krarup og Jesper Langballe render rundt og fylder uskyldige unge mennesker med religiøst vås og påstande om, at de unge mennesker er født syndere og udelukket fra skaberens kærlighed og tilgivelse, hvis de ikke æder frelserens legeme og drikker hans blod, kan sikkert heller ikke bruges som verificeret grundlag for at stigmatisere den danske folkekirke. Det ville også erodere selskabets åndelige støtte øjeblikkeligt.
Det faktum, at staten Israel længe har haft den praksis at tvangsfjerne oprindelige palæstinensere fra deres traditionelle besiddelser, ejendomme, jord og gods, kan sikkert heller ikke bruges som verificeret grundlag for netop at stigmatisere staten Israel, eller de israelske jøder i det hele taget.
Trykkefrihedsselskabet kan desværre ikke verificere kriterierne for at stigmatisere Islam frem for andre trosretninger, og således heller ikke afvise, at grundlaget for at stigmatisere netop trykkefrihedsselskabets selektive omgang med kriterierne for at diskriminere, skabe had forskellige grupper imellem, er helt i orden.
Lad derfor vær med at tage selskabet alvorligt. Spring op og fald ned på det, de siger. Alt hvad de vil, er at føre debatten der ud, hvor de selv trives.
Lad os tage ved lære af dem, der hvor vi kan. Lad os beskrive dem, som de i ytringsfrihedens navn vælger at beskrive andre.
Lad os provokere deres kristne selvgodhed alene med det ædle formål at demonstrere vor demokratiske ret til det, fuldstændigt lige som Jyllandsposten, der voldtog profeten Muhammed, alene for at demonstrere sin ret til det i trykkefrihedens hellige navn.
Lad os beskrive medlemmerne af dette selskab som dem, der behøver det, der kommer fra dem selv.
Lad dem møde deres egen metode. Lad dem mærke, hvor destruktiv fuckfingeren virker på den demokratiske debat. http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-10.pdf
Lad dem fremstå i karikaturen, der er skabt alene med det formål at markere retten til frit at karikere dem selv såvel som alt andet i ytringsfrihedens og demokratiets navn. Lad dem mærke på deres egen krop, hvor destruktiv den provokationen er, der er fremført alene med det formål at demonstrere retten til at provokere i trykkefrihedens og demokratiets hellige navn.
Lad dem således nyde hinanden i karikaturen, forenet i deres egen kreds, den fuldendte cirkulære bevægelse, hvor hvert medlem har sit erigerede lem oppe i ham foran, og bagboens lem oppe i sig selv. Lad lugten og glæden herfra spredes i det lukkede selskab. Lad dette billede stå på nethinden, frit, som billedet på deres trykkeselskab, deres demokrati, deres kristne Danmark.
Og le så ad dem, tilgivende og forstående.
Det er nemlig sådan vi er. Glade, tolerante, kærlige og forstående, i dette lille land, hvor enhver frit kan vælge sine kriterier at stigmatisere og diskriminere på baggrund af.
Her har enhver lov til at vælge de kriterier, han eller hun vil verificere det berettigede i sine provokationer på baggrund af. Således er den fundamentalistiske kamp for ytringsfriheden endt i den rene kulturrelativisme, helt ude af kontrol. Velkommen til kære venner. Det hele flyder principielt, moralsk og demokratisk i frihedens navn selvfølgelig, godt for oplaget, godt for den lille søde modstandsavis men fuldstændigt underminerende for alt hvad man går ind for. Således er de misforståede demokrater nok en større trussel for sig selv, end den de ser for sig. Men hvad, forudsætningen for at kunne se sig selv, er at man er en anden, at man principielt og moralsk er i stand til at reflektere over sig selv. Forstánderen ser sig selv, og alligevel ikke!

For nu at illustrere hvordan fx Morten Uhrskov, med sin Uhrskovslogik forholder sig endog meget censurerende i forhold til den demonstrativt provokerende metode anvendt mod ham selv, som han anvender den mod andre, i kristen vend den anden kind til, eller hvordan det nu er, så kan man se her, hvad han først truede med at slette, for så uden argumenter slettede: http://politiken.dk/debat/laeserbreve/ECE1821987/morten-uhrskov-jensen-truer-med-censur-paa-sin-blok/

Jeg undskylder stavefejlen i overskriften, der skulle have stået blog, og ikke blok. Sådan er det, når man skriver lidt hurtigere, end man tænker, og mangler den tålmod, der skal til for at læse korrektur på touren.