Da journalist Deniz Serinci boede på et kollegium i Gellerup i Aarhus for nogle år siden, begyndte han at undre sig over sine medkollegianeres syn på muslimske kvinder.

»Jeg boede udelukkende med etniske danskere, og deres forestilling om muslimske kvinder var, at de er undertrykte. Senere kom jeg så med i et integrationsnetværk og fandt ud af, at det ikke var så sort/hvidt. Jeg fik den tanke, at mange af de negative forestillinger om muslimske kvinder var baseret på mediernes dækning,« siger Serinci.

Den hypotese har Deniz Serinci fået bekræftet i sin undersøgelse. Han har i forbindelse med sit speciale på SDU gennemgået 1.600 artikler fra B.T., Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske og Information i årene 1999 til 2013.

Deniz Serinci forklarer, at de 1.600 artikler er kommet frem ved at søge på Infomedia med ordene ”muslim”, ”pige”, ”kvinde” og ”Danmark”.

»Medierne skriver i overvejende grad om de muslimske kvinder i forbindelse med kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaber, æresdrab, social kontrol, genopdragelsesrejser, kvindelig omskæring og så videre,« siger Serinci.

I sin undersøgelse beskriver han, at artikler om kvindelig omskæring, genopdragelsesrejser og tvangsægteskaber har en tendens til at gøre problemet større, end det reelt er. Ofte bliver oplysninger fra kilderne viderebragt af journalisten, uden at denne har efterprøvet dem på kritisk vis, som i sagen om den selvproklamerede mufti Mehdi.

I artiklen ”Kvinder selv ude om voldtægt” (B.T., 23.09.2004) erklærer mufti Mehdi, at kvinder uden tørklæde selv er ude om at blive voldtaget. Ifølge BT er Mehdi en såkaldt islamisk overhoved, ”mufti” og ”en af de øverste religiøse ledere i det muslimske miljø i København”.  Dog skriver B.T. en måned senere, at muftien slet ikke er mufti. Det kommer frem, at der slet ikke findes muftier i Danmark, og at Kirkeministeriet oplyser, at Mehdi end ikke er blandt de 23 godkendte imamer i Danmark.

Omvendt giver aviserne også plads til stærke og selvstændige muslimske kvinder. Men disse kvinder bliver ofte beskrevet som undtagelser, hvis historie er så exceptionelle, at det fortjener en spalteplads, mener Serinci.

»Man sidder som læser derfor tilbage med det indtryk, at så må de andre muslimske kvinder – eller flertallet af dem – stadig være ufrie og undertrykte,« siger Serinci.

Serinci foreslår som løsning en anderledes repræsentation af muslimske kvinder i andre historier end dem, som handler om islam og tørklæder.

»Så kunne kvinderne komme til orde, ikke i egenskab af deres religion, men i egenskab af almindelige borgere i Danmark, som har en mening om almindelige ting. De kunne blive inddraget i artikler om almindelige samfundsforhold som miljø, skat, betalingsring,« siger han.

Deniz Serinci skriver i sit speciale, at der i artiklerne også bliver skabt et forhold mellem ”os” og ”dem”.

”Ofte bliver det fremstillet som, at de, altså de muslimske kvinder, lever i en fast og uforanderlig verden, en ikke nærmere præciseret, muslimsk kultur, der medfører restriktioner på hendes adfærd og frihed. Kulturbegrebet bruges i mange artikler som forklaring på kollektive karaktertræk og handlinger, og hvor ”de” forventes at leve op til de forventninger, som hører til ”deres kultur”," skriver han. 

Deniz Serinci skriver i sit speciale, at det er svært at benægte, at der eksisterer en kvindeundertrykkelse blandt visse muslimske kvinder. I undersøgelsen ”Ung i 2011”, hvori 3.000 unge indvandrere og efterkommere mellem 15 og 20 år deltog fra september 2010 til august 2011, svarer ni ud af ti nydanske piger, at de er underkastet social kontrol, hvad angår parforhold, seksualitet og køn. I samme undersøgelse angiver et flertal af de nydanske piger også, at det var vigtigt for dem at bevare mødommen til de blev gift. En dansk pige vil ikke være så fokuseret på mødom.

Da eksempelvis æresdrab, tvangsægteskaber, social kontrol i mindre eller høj grad har ingredienserne i en konflikthistorie: drama, somme tider vold, romantik, ”gode” og ”onde” personer, er det også forståeligt, at medierne omtaler dem meget. Men derfor kan man godt rette en kritik mod måden, medierne dækker social kontrol på, for der generaliseres ofte og der bruges et stereotyp sprog, mener Deniz Serinci.