Citat: “Men hvor trækker man
Citat: “Men hvor trækker man egentlig grænsen for, hvad der er fake news – og hvad der ikke er?”

Det afslører et forsøg på at gøre problematikken omkring det at definere begrebet “fake news” til et “hvad - spørgsmål”, hvilket performativt falder inden for traditionen, som allerede er skabt omkring anvendelsen af begrebet.

Artiklen bekræfter også et bestemt ideal omkring det at definere “sandheden”, sådan som dette ideal har manifesteret sig inden for de mere velfunderede videnskabsteoretiske og filosofiske øvelser.

Relationen mellem begreberne og deres indhold - ideelt teoretisk traditionelt sat op som betegnelsen for et entydigt indhold, kategoriseret med betegnelsen og dermed anvendeligt inden for logikkens strenge krav til det som man har kaldt kategoriske propositioner, således at man fx ideelt og entydigt kunne stå med begrebet “fake news” som den universelt distributive indikation for kategoriseringen af noget dermed en gang for alle begrebsligt givet indhold - lever de facto ved semantikken, som er os iagttageres levende performance.

Når der endvidere skrives, at: “En af konklusionerne er, at mediebrugerne ikke trækker en klar linje mellem fake news og journalistiske nyheder. Der er mange gråzoner.” Så bekræftes det samme ideal igen performativt, dvs. begrebet indikeres som noget, der kategorisk har et præcist indhold i sig selv, som valid kategorisk og objektiv afgrænsning af sit indhold.

Igen ser vi det performative, dette “som om” begrebets hvadhed” findes som noget faktuelt værende, hævet over kognitiv performance.

Man kunne også sige det, som det "er", at vi her har med konstruktivismen at gøre, der endten ubevidst eller bevidst figurerer som sin egen største troldmand. Man forsøger på at lade læserens opmærksomhed opsuge af spørgssmålet om hvadhed, hvilket er det egentlige aktiv i udsagnet, ikke indholdet eller afklaringen af begrebet.

Det handler ikke nødvendigvis om afklaring omkring den korrekte forståelse for, "hvad" begrebet omfatter og indikerer.

Mediebrugeren orienterer sig ikke på den måde, som mediernes medarbejdere forsøger at få dem til. Det "er" sammen med hele øvelsen udtryk for det egentlige problem.

Mediebrugeren ser lige som jeg, "hvordan" det performative/man forsøger på at etablere en semantisk tradition omkring begrebet “fake news”.

Vi ser, at begrebet, som blev introduceret med den klare intention, at få et semantik op, som kunne bruges af de gamle medier som indikation for den gigantiske trussel mod deres fortsatte succes og udbredelse, nemlig de nye sociale medier, nu fører sit helt eget liv.

Problemet er, at begrebet nu bruges og forstås lige så meget af brugeren som en mediebranches performative forsøg på at overleve på et marked, som man både tilbeder og frygter som dommer i alle livets spørgsmål.

Med sin skabning måtte gud, den almægtige skaber, indrømme, at patentet på magten, den almægtiges almagt var brudt; Begrebet “Fake News” var skabt med et formål at tjene sin skaber, men det fik sit eget liv i hovederne på kreaturerne ude på marken. De gik ikke i fold, som forudset, men fandt nye veje.