Det var et klokkeklart eksempel på fake news, da ’Denver Guardian’ hævdede, at en FBI-agent mistænkt for at lække Hillary Clintons e-mails var fundet død under den amerikanske valgkamp. Historien var falsk. Denver Guardian var slet ikke ”det ældste nyhedsmedie i Denver”. Det havde adresse på en parkeringsplads i byen, og det lukkede kort tid efter.
Men hvor trækker man egentlig grænsen for, hvad der er fake news – og hvad der ikke er? Det har Rasmus Kleis Nielsen, leder af Reuters Institute for the Study of Journalism ved universitetet i Oxford, undersøgt sammen med en kollega.
Det er et gradsspørgsmål
En af konklusionerne er, at mediebrugerne ikke trækker en klar linje mellem fake news og journalistiske nyheder. Der er mange gråzoner.
“Er det nyheder, som ikke er baseret på fakta? Farvet, skæv eller ensidig,” spørger en mediebruger i Helsinki for eksempel og fortsætter:
“Hvis det er tilfældet, er mange medievirksomheder vel ikke helt objektive? I virkeligheden er det nok et gradsspørgsmål,” lyder konklusionen.
Nyheder, du ikke tror på
Rapporten “News you don’t believe” er baseret på fokusgruppeinterviews og spørgeskemaundersøgelser i fire lande – USA, Storbritannien, Spanien og Finland.
Den gængse definition på fake news er, at det er misinformation forklædt som nyhedsjournalistik. Men sådan ser mediebrugerne ikke på det.
”I stedet peger folk typisk på tre andre slags eksempler på, hvad de opfatter som fake news – dårlig journalistik, ekstremt politisk og partisk indhold, samt nogle former for reklame, særligt de såkaldte ”content recommendations”, som mange hjemmesider har nedenunder deres artikler,” forklarer Rasmus Kleis Nielsen i en mail.
Medierne skal genvinde tilliden
Fake news er med andre ord ikke kun løgne udsendt af lyssky propagandafabrikker. Det kan ifølge mediebrugerne også være dårlig journalistik fra etablerede medier.
Selv i samfund med høj tillid som Finland er der blandt mediebrugerne skepsis over for meget af den information, de bliver præsenteret for – også fra nyhedsmedierne.
Hvad kan medierne gøre for at forklare mediebrugerne forskellen på dårlig journalistik og fake news?
”Jeg tror, man skal passe på med at antage, at medierne skal ”forklare” folk, at de har misforstået fake news, fordi de tilsyneladende ikke skelner mellem dårlig journalistik og fake news. Jeg vil i stedet foreslå, at man på redaktionerne tager alvorligt, at rigtigt mange mediebrugere ikke har tillid til nyhedsmedierne, og overvejer, om man kan genvinde den tillid,” forklarer Rasmus Kleis Nielsen.
Rasmus Kleis Nielsen og Lucas Graves har talt med almindelige mediebrugere, fordi den offentlige diskussion om fake news indtil videre er blevet ført af især journalister, teknologivirksomheder, forskere og folk i det politiske miljø.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Citat: “Men hvor trækker man egentlig grænsen for, hvad der er fake news – og hvad der ikke er?”
Det afslører et forsøg på at gøre problematikken omkring det at definere begrebet “fake news” til et “hvad - spørgsmål”, hvilket performativt falder inden for traditionen, som allerede er skabt omkring anvendelsen af begrebet.
Artiklen bekræfter også et bestemt ideal omkring det at definere “sandheden”, sådan som dette ideal har manifesteret sig inden for de mere velfunderede videnskabsteoretiske og filosofiske øvelser.
Relationen mellem begreberne og deres indhold - ideelt teoretisk traditionelt sat op som betegnelsen for et entydigt indhold, kategoriseret med betegnelsen og dermed anvendeligt inden for logikkens strenge krav til det som man har kaldt kategoriske propositioner, således at man fx ideelt og entydigt kunne stå med begrebet “fake news” som den universelt distributive indikation for kategoriseringen af noget dermed en gang for alle begrebsligt givet indhold - lever de facto ved semantikken, som er os iagttageres levende performance.
Når der endvidere skrives, at: “En af konklusionerne er, at mediebrugerne ikke trækker en klar linje mellem fake news og journalistiske nyheder. Der er mange gråzoner.” Så bekræftes det samme ideal igen performativt, dvs. begrebet indikeres som noget, der kategorisk har et præcist indhold i sig selv, som valid kategorisk og objektiv afgrænsning af sit indhold.
Igen ser vi det performative, dette “som om” begrebets hvadhed” findes som noget faktuelt værende, hævet over kognitiv performance.
Man kunne også sige det, som det "er", at vi her har med konstruktivismen at gøre, der endten ubevidst eller bevidst figurerer som sin egen største troldmand. Man forsøger på at lade læserens opmærksomhed opsuge af spørgssmålet om hvadhed, hvilket er det egentlige aktiv i udsagnet, ikke indholdet eller afklaringen af begrebet.
Det handler ikke nødvendigvis om afklaring omkring den korrekte forståelse for, "hvad" begrebet omfatter og indikerer.
Mediebrugeren orienterer sig ikke på den måde, som mediernes medarbejdere forsøger at få dem til. Det "er" sammen med hele øvelsen udtryk for det egentlige problem.
Mediebrugeren ser lige som jeg, "hvordan" det performative/man forsøger på at etablere en semantisk tradition omkring begrebet “fake news”.
Vi ser, at begrebet, som blev introduceret med den klare intention, at få et semantik op, som kunne bruges af de gamle medier som indikation for den gigantiske trussel mod deres fortsatte succes og udbredelse, nemlig de nye sociale medier, nu fører sit helt eget liv.
Problemet er, at begrebet nu bruges og forstås lige så meget af brugeren som en mediebranches performative forsøg på at overleve på et marked, som man både tilbeder og frygter som dommer i alle livets spørgsmål.
Med sin skabning måtte gud, den almægtige skaber, indrømme, at patentet på magten, den almægtiges almagt var brudt; Begrebet “Fake News” var skabt med et formål at tjene sin skaber, men det fik sit eget liv i hovederne på kreaturerne ude på marken. De gik ikke i fold, som forudset, men fandt nye veje.