Forleden gik min aircondition i stykker derhjemme. Og da det fortsat er koldt i den amerikanske hovedstad i starten af januar, kom reparatøren venligst allerede dagen efter fra min nabostat, Virginia. Han er af spansktalende afstamning, og jeg antog derfor – lidt fordomsfuldt, men ikke helt uden basis i virkeligheden, eftersom blot 28 % af the Latino Vote gik til Trump i 2016, mens
72 % således tilfaldt rivalen, Hillary Clinton – at han ikke brød sig om præsidenten.

Her tog jeg fejl. Min reparatør havde ”med entusiasme”, som han sagde, ”sat sit kryds ved Mr. Trump” i 2016, og han agtede at stemme på ham igen, ”lige meget hvad alle I journalister synes”, som han tilføjede.

Frihed til at vælge pizza

”OK,” svarede jeg og spurgte, om han ville fortælle hvorfor.

”Ingen skal fortælle mig, hvad der er godt for mig eller mine børn. Hvis jeg vil servere en burger med french fries, så er det op til mig!”, udbrød han, og da han så mit forvirrede ansigtsudtryk, uddybede han, at Michelle Obamas i Danmark meget roste initiativ, ”Let’s Move”, der gik ud på at få amerikanske skolebørn til både at bevæge sig mere og spise sundere, efter hans mening var første skridt på vejen mod totalitarismen.

”Jeg ved udmærket, hvad en grøntsag er,” slog han fast. ”Og det gør mine børn også. Min søn er elitesportsmand, men hvis han vil have en cola, så er det op til ham – og mig.”

Hvad jeg ikke vidste i starten af januar var, at kravene til sundere skolemad efter en intens indsats fra ”the potato lobby”, der gerne ville have netop pommes friter tilbage i skolernes madtilbud, faktisk just er blevet lettet, så der er ikke meget tilbage af Michelle Obamas kampagne.

Ej heller er der udsigt til, at forbedringen i tallene af overvægtige børn vil fortsætte, så nedsættelsen af salt, fedt og sukker, som var en del af Obama-regeringens indsats, ser ud til at være kortvarig. ”Mere pizza, færre grøntsager”, som min lokalavis skrev forleden.

Massiv mistillid til medierne

Min reparatør er en venlig mand, som også hjælper mig med andre ting i husholdningen, og hans skepsis og ligegyldighed over for medierne er ingen enlig svale.

Talrige er de Trump-støtter, jeg har mødt (stort set altid uden for D.C., hvor støtten til Clinton var massiv med omkring 90 %), der enten trækker på skulderene over for the mainstream media eller hælder til at være enige med præsidentens karakteristik af de store medier som ”enemy of the people” eller ”fake news”.

En ny undersøgelse fra Pew Research Center illustrerer en veritabel flodbølge af mistillid over for medierne over de seneste år, som især er markant i det republikanske vælgerkorps:

Of the 20 sources @pewjournalism asked about in 2014 and again in 2019, distrust among Republicans increased for 14 outlets https://t.co/SCY5ynaDiW pic.twitter.com/ENaPNgvcrG

— Pew Research Journalism (@pewjournalism) January 25, 2020

En overfladisk og forkert konklusion

Man kunne herefter fristes til at konkludere, at de store, liberale (i betydningen venstreorienterede) medier samt USA’s public service-medier derfor er Trumps fjender, og at Trump ér fjenden.

Det svar møder man også, hvis man spørger i amerikanske mediekredse – bortset fra hos de konservative talk radio hosts og hos Fox News, hvor nogle af mediernes mest kendte cheerleaders for Trump huserer.

Dels fordi medierne udsætter Trump for lige dele kritisk analyse og fakta-tjek, hvilket selvsagt er godt, på den ene side, dels fordi de ofte latterliggør ham, hvilket er fristende, men skidt for mediernes egen troværdighed, på den anden side.

Men den konklusion er forkert.

Faktisk er det lige omvendt. Jeg vil påstå, at de store massemedier, der på overfladen er så kritiske over for Trump, er hans bedste ven. De har været med til at skabe ham – og de har også vundet stort på ham.

Dårlig for USA – fantastisk for pressen

Som en glædesstrålende Jeff Zucker (præsident for CNN Worldwide og en kendt tilhænger og støtte for Clinton) sagde til New York Times’ medie-klummist Jim Rutenberg tillbage i 2016: ”These numbers are crazy – crazy.”

De sindssyge tal, Zucker talte om, var en mega-vækst i CNN’s seertal og ratings (New York Times og Vanity Fair, to andre medier, der er blevet beskrevet som værende i opposition til Trump, oplevede det samme) samt en pris på 200.000 dollars for en tv-annonce på 30 sekunder under de republikanske præsidentvalgdebatter – det er en 40-dobling af den normale pris.

Trump har selv sagt det: ”I go on one of these shows and the ratings double, they triple … And that gives you power.”

CBS’ tidligere CEO Les Moonves har sagt det endnu mere tydeligt – eller kynisk om man vil: ”Donald Trump’s candidacy may not be good for America, but it’s damn good for CBS.”

Og lige præcis denne enestående evne til at dominere og nærmest hypnotisere mediebilledet, som Trump brillerede med i 2016, lader til at gentage sig i 2020.

CNN Money skrev i december 2015, at en optælling fra The Tyndall Report dengang viste, at Donald Trumps valgkampagne fik mere sendetid end hele den samlede demokratiske valgkampagne tilsammen. Og ikke nok med det, dækningen af Trumps kampagne tegnede sig ifølge Tyndall som gengivet af CNN alene for ”over en fjerdedel af den samlede aften-nyhedsdækning på de tre broadcast tv-stationer NBC, CBS og ABC”.

Politisk uimodståeligt reality show

Mange – ikke bare i Danmark, men også i det etablerede amerikanske pressekorps – undrer sig over, hvordan det kan blive ved.

Hvordan han det være, at en politiker gang på gang kan vikle medierne om sin lillefinger, som Donald Trump gør, uanset at de selvsamme medier dokumenterer, at han lyver lige så stærkt, som en hest kan rende.

(Det tal er i øvrigt omstridt – MarketWatch mener, at 25 % af Washington Posts berømte opgørelse over Trumps løgne er ’fake news’).

Men sagen er, at medierne for det første ikke kan modstå den kommercielle fristelse, Trump udgør. Kombinationen af underholdning i form af et politisk realityshow og så det forestående præsidentvalg rydder bordet igen og igen.

Læg dertil, at selv når kritiske journalister går til stålet med afsløringer (som vi har kunnet se igen og igen i den aktuelle og snart afsluttede rigsretssag), så har Trumps vælgere vist sig at være tordnende ligeglade.

Opbakningen til præsidenten er ikke imponerende – omkring 44 % – men den er ikke aftaget under sagen, tværtimod er den steget, som man kan se i en ny måling her, og som jeg har skrevet meget mere om her.

Trumps hemmelige kærlighed: New York Times

Læg dertil et andet besynderligt twist; nemlig at omend Trump selv hævder, at medierne er folkets (og hans) fjende, er sagen, at han tydeligvis elsker at optræde i dem alligevel.

Det er en stående vittighed i pressekorpset i D.C., at Maggie Haberman fra New York Times, der også er fast kommentator i CNN, og som af mange regnes for en af de dygtigste politiske journalister i USA, til enhver tid kan få Trump til mobilen.

”Man skulle tro, hun havde det direkte nummer,” surmulede en konkurrent fra en anden stor avis til mig i november sidste år, da rigsretssagen tog fart.

”Og det har hun sikkert også,” tilføjede han.

Så lad os bare slå det fast: De store massemedier er Trumps valgkampagnes bedste ven. Og de kan takke ham for deres stigende ratings.

Trump er også venstrefløjens mand

Der er også dem, der trækker det endnu hårdere op.

I en kommentar med den sigende titel, Liberalism’s greatest benefactor is Donald J. Trump; now say thank you, skriver Dr. Sam Natapoff, som er chef for ’Empire Global Ventures LLC’, at samtlige progressive bastioner i USA – fra medier over borgerrettighedsbevægelser til græsrødder for ligestilling – kan takke Trump for en massiv og aldrig før set vækst i tilslutning, donationer, medlemmer, abonnenter og seere m.m.

Med Trump er fjenden nemlig så tydelig, så at sige:

”With Donald Trump in the Oval Office, many liberal institutions have never made so much money, had higher ratings or been in a better position to win elections. These groups owe Donald J. Trump their undying gratitude and their unending opposition. Two years ago, these groups were bereft, impoverished and hopeless. Then came Trump. It may be hard to fathom, but when it comes to raising money for liberal organizations, Donald Trump is the GOAT.”

Læs Sam Natapoffs omfattende dokumentation for påstanden her.