Annegrethe Rasmussen er redaktør og medstifter af POINT of VIEW International. Foto: Stine Heilmann
WASHINGTON D.C. – Forleden var der ballade i USA’s medieverden. Det sker tit – men denne gang påkaldte hændelserne sig en sjældent set vrede fra danske medier.
Det skete – aftrædelsen af debatredaktør James Bennett fra ”verdens bedste avis”, nemlig New York Times, grundet publiceringen af et debatindlæg med titlen ”Send in the Troops” fra en af Trumps stærkeste støtter, senator Tom Cotton – blev bl.a. kaldt ”ødelæggende for friheden, debatten og demokratiet” i en leder i Berlingske.
Vanvittig krænkelseskultur
Chefredaktør Tom Jensen skrev her, at danske medier aldrig måtte lade sig ”intimidere ned ad den vej, New York Times nu betræder”. Redaktørens afsked er et eksempel på en ”identitetspolitisk krænkelseskultur”, hvor angsten for andres meninger og ønsket om at leve i ”safe spaces”, hvor man aldrig bliver modsagt, har vundet. Det er slemt, forstår man, og redaktøren kalder også episoden for intet mindre end ”vanvid”.
I Jyllands-Posten går lederskribenten også til makronerne. Her hedder det bl.a., at ”tiden hærges af politiserede ekkokamre, hvor man kun lytter til stemmer, man er enig med”. De mennesker, som protesterede mod debatredaktøren, kaldes for ”krænkelsesfundamentalister” på ”fremmarch”, der ødelægger mediebranchen, og fyringen er intet mindre end en ”publicistisk falliterklæring”. For som lederskribenten minder om: ”Et medie, der bare én gang undlader at vende mønten om for at se, om der skulle være en anden sandhed på den anden side, mister ikke alene sin uskyld, men svigter også sin demokratiske forpligtelse.”
I Politiken skriver chefredaktør Christian Jensen, at ”The New York Times har taget et opgør med USA’s tradition for overordentlig udstrakt ytringsfrihed. Det er både farligt og bedrøveligt”.
Polariseringens dybe skygger
I dagbladet Information skrev en af den danske presses nestorer, Lasse Jensen – der har en fortid både som chef for TV Avisen og en karriere i det amerikanske som hhv. USA-korrespondent og EBU-chef – også om sagen. Sprogbrugen var mere afdæmpet end i Berlingske og JP, men også han var entydigt kritisk over for avisen:
”Polariseringen i USA er nu så dyb, at den kaster mørke skygger over landets førende dagblad. En fri og uafhængig presse bygger blandt andet på, at selv de mest rabiate synspunkter skal op til overfladen,” slog han fast og sluttede:
”Cotton tilhører Trumps inderkreds. Hans militante og hadefulde argumentation er – desværre – magtens stemme. Derfor skal den høres. Selv om ønsket om at kvæle den er forståeligt fristende.”
Ønskede journalisterne censur?
Men for at vurdere, om de fire herrer har entydigt fat i den lange ende eller ej, er det imidlertid nødvendigt at grave et spadestik dybere.
For var det nu sådan, at en bunke venstreorienterede journalister fra New York Times (800 skrev under på en protestskrivelse) anført af avisens sorte medarbejdere, der protesterede på Twitter under sloganet Running this puts Black @nytimes staff in danger blot ønskede at indføre censur på ”The Gray Lady”?
Var journalisternes mål at forhindre Trumps støtter i at komme til orde i en hæderkronet avis, hvis værdier og såkaldte mission statement ellers er ”to help people understand the world” (missionen), og som bygger på seks kerneværdier, nemlig ”Independence, Integrity, Curiosity, Respect, Collaboration and Excellence” . Og helmede de ikke, før udgiveren havde fyret debatredaktøren?
Bennett sagde selv op
For det første er ”fyring” næppe korrekt. Jeg har ingen førstehåndsviden om processen, men såvel min lokale avis, Washington Post, som New York Times selv, skrev i denne uge, at en grådkvalt og ulykkelig Bennett selv sagde op med en besked om, at han havde ”svigtet sine kolleger.” Det samme gjorde i øvrigt hans næstkommanderende, Jim Dao, som havde haft ansvaret for publiceringen:
Men det er en detalje; lad os se nærmere på debatindlægget. Det er som nævnt skrevet af senator Tom Cotton, og overskriften er også konklusionen på artiklen: Det amerikanske militær bør sættes ind overfor protesterende amerikanere, fordi de amerikanske byer er blevet udsat for et uhørt voldsorgie i forbindelse med protesterne mod drabet på den sorte George Floyd og demonstrationerne mod racisme i politiet og i USA generelt.
Kaos og anarki – og forfatningens rolle
Senatoren beskriver en række voldelige episoder og skriver, at disse ”nihilistiske kriminelle” er på nippet til at overtage kontrollen med storbyerne i USA, hvor det almindelige politi og de folkevalgte blot kan se magtesløse til, mens ”kadrer af venstreradikale som Antifa” hærger og plyndrer løs og ødelægger hundredevis af butikker og bringer almindelige lovlydige borgere i fare. Anarkiet råder.
Senatoren bemærker også, at hæren i den grad har en rolle, og at forfatningen ligefrem kræver, at den føderale regering ”beskytter hver stat fra hjemlig opstået vold”.
Indlægget fungerer som en støtte til præsidenten, der nemlig i dagene før havde opfordret USA’s guvernører til at ”dominere” kampen mod de protesterende og vise ”overwhelming force” i stede for at vise svaghed, som Trump irettesatte dem for. Forsvarsminister Mark Esper havde tilsvarende kaldt de amerikanske gader for en ”kampplads”, der skulle domineres (battlespace), et udsagn, han dog trak tilbage senere.
Et redaktionelt svigt
Indlægget udløste rigtignok en enorm harme blandt staben på avisen og blandt hundredetusindevis af læsere. Men det, som udløste fyringen af James Bennett, der generelt var højtelsket på avisen, og som var en af favoritterne til at overtage pladsen efter den i øvrigt afrikansk-amerikanske chefredaktør, Dean Baquet, var i modsætning til, hvad de danske kritikere er enige om, ikke udelukkende, at synspunktet var upopulært eller blev bedømt som ”farligt” og ”livstruende” for sorte amerikanere.
New York Times er kendt som en avis med en ufatteligt grundig redaktionel kontrolprocedure. Jeg har blandt mine egne venner to amerikanske journalister, der tidligere har arbejdet der, og hvad de har fortalt mig, minder ikke om noget, jeg nogensinde har mødt på danske avisredaktioner.
Det skyldes ikke kun, at en sådan kontrol tager oceaner af tid – det er også hamrende dyrt. Og i en tid, hvor medierne mestendels skærer ned, spår jeg, at ingen danske avisredaktioner nogensinde vil komme blot i nærheden af de mange lag af redaktører, som normalt faktatjekker og kontrollerer, hvad der ender i NYT’s spalter.
Og her nærmer vi os den egentlige årsag til fyringen: Den interne kontrolprocedure, som avisen normalt bryster sig af, fejlede over for Tom Cottons debatindlæg. Som avisen selv skriver i en senere tilføjelse til debatindlægget:
”The essay fell short of our standards and should not have been published.”
Argumentationen handler ikke om Senator Cottons holdninger, understreger redaktionen, der skriver, at argumentet om at indsætte hæren repræsenterer et synspunkt, der har ”nyhedsrelevans”. Men grundet alvoren i indlæggets indhold – at indsætte den amerikanske hær mod borgerne – skulle selve substansen i artiklen være på et tilsvarende højt niveau – altså dadelfri.
Men det var ikke tilfældet. Den redigerende proces var, skriver avisen ”rushed and flawed, and senior editors were not sufficiently involved”. Det kom også frem, at Bennett end ikke selv havde læst indlægget, før det blev publiceret.
Som eksempler på direkte fejlagtige oplysninger nævner avisen, at Cotton skriver om den fremtrædende rolle for “cadres of left-wing radicals like antifa”. Men den påstand er blevet bredt tilbagevist i en lang række medier.
Organiseret ”venstreradikal vold” spillede en særdeles beskeden, tæt på ikke-eksisterende rolle, ligesom en anden påstand om, at ”politibetjente udgjorde hovedparten af ofrene for volden”, heller ikke var sandfærdig.
Sluttelig – og måske mest alvorlig som fejl – findes der ikke nogen passus i den amerikanske forfatning, som siger, at staten har en ”forfatningsmæssig pligt” til at komme nationalstaterne til hjælp. Citationstegnene skulle have været fjernet, så det havde stået klart, at det er senatorens egen fortolkning af forfatningen. Og for at føje spot til skade var artiklens ”unødigt opflammende overskrift” i øvrigt tilmed udarbejdet af avisen selv.
Alle skal ikke kunne lyve frit
Alt i alt udgør dette et faktisk journalistisk svigt, der ikke kan bortforklares med, at ”alle skal kunne komme til orde”. Alle kommer i forvejen til orde på de sociale medier, hvilket i USA har ført til en tsunami af konspirationsteorier og usandheder om George Floyds død.
Og normalt kommer ”alle” heller ikke til orde i debatindlæg i øvrigt, i hverken Information, Politiken, Berlingske eller Jyllands-Posten, der ikke, så vidt jeg ved, lægger spalter til påstande om, at vacciner fører til autisme, at Bill Gates står bag Covid-19, eller at en koalition af rige jødiske finansfolk med George Soros i spidsen finansierer hvad-som-helst.
Som Washington Posts faste medieanalytiker Margaret Sullivan skriver, kan argumentet om, at alle skal trykkes, affærdiges på et nanosekund. Hun skriver: ”Should the denialist views of, say, Alex Jones of Infowars on the Sandy Hook massacre be given a prestigious platform, too? But Cotton is a prominent political figure, you say? By that logic, the lies of White House adviser Kellyanne Conway should be welcomed on news-discussion shows daily because she’s close to the president.”
Med andre ord: Hvis en politiker lyver, skal man ikke bare trykke hans holdninger. Så skal man faktatjekke dem, tilbyde en anden formulering eller diskutere med vedkommende. Man skal ikke bare bevidstløst trykke alt.
Hermed siger jeg ikke, at journalistik skal være ”objektivt sand”; der er altid en vinkel, især i et debatindlæg. Men fakta skal være i orden, og hvis man ønsker at beholde prædikatet om at være ”verdens bedste avis”, er det en god idé ikke at excellere i alternative facts. Som New York Times’ egen ombudsmand, the public editor, selv sagde det: ”Sen. Cotton’s op-ed was dishonest, not only reprehensible”.
Ikke bare fordømmelsesværdig – men uærlig. Det er det sidste ord, man bør hæfte sig ved. De bedste aviser i verden må forsøge at undgå at trykke usandheder, også i debatindlæg
Gummikugler, vold og anholdelser: Over 100 angreb på pressen af amerikansk politi">
11 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvis ytringsfrihed kun beskytter fascisme og vold, så er den ikke meget værd. Vi er efterhånden nødt til at snakke om ytringsfrihedsfundamentalismen [læs: racismen], som udgør en fare for sorte menneskers liv og førlighed. Det kan ikke længere pakkes væk i 'uskyldige' Muhammedtegninger og påstået dansk ironi. Det er hadtale og bør standses inden det når spaltepladserne. Ikke ved forbud, men ved en traditionel redaktionel bortredigeringsproces.
Og hadprædikanter såsom Flemming Ytzen bør i øvrigt fratages deres vedvarende medieplatform til at begå hadtale mod progressive borgere, der ønsker at beskytte udsatte mennesker mod vilkårlig vold og drab fra staten og magtens håndlangere. Han er en del af det segment, som nu er blevet 'uretfærdigt' forsøgt 'censureret'. Han tilhører også det krænkelsesparate segment af højrefløjens tastaturkrigere, som gerne ser alle os aktivister døde, men som ikke selv nænner at trykke på aftrækkeren, men i stedet vil betale soldaterne for at gøre det. Væk med alle mediernes fascismeapologeter. Gør dem arbejdsløse. Fyr dem. Gør det mest anstændige og luk deres delvist statsfinansierede kommunikationskanaler og vis dem bort. Vi gider ikke høre på dem mere. De har slået på krigstrommerne i årtier nu. De har fået taletid nok. De må betale for deres egne medier, hvis de vil have en offentlig stemme, som mange andre almindelige mennesker, der er i opposition til deres menneskefjendske holdninger, ikke har.
Enøjetheden i USA-dækningen er skræmmende - ikke blot som vanligt på DR.
Her er begrundelsen for Pulitzer til NYT og Amazon WaPo:
https://www.pulitzer.org/winners/staffs-new-york-times-and-washington-post
Og hvad er problemet så?
Vi kan starte med, at Flynn aldrig diskuterede sanktioner med den russiske ambassadør og at kendsgerningen er, at han på et komplet opdigtet grundlag blev spioneret på, for at få ramt på Trump. I forbindelse med hans afhøring blev referater manipuleret af FBI og efter han gik konkurs pga. advokatregninger truede FBI med at ramme hans søn, hvis han ikke tilstod at have løjet for FBI. Hele undersøgelse, der var ulovlig i sin substans og selvom der blev ikke fundet nogen forbrydelse, men man afhørte ham alligevel med noter om hvorvidt formålet var at få ham til at lyve, så han kunne retsforfølges eller blive fyret. Man kan ikke læse det i danske medier.
Så er der alt om Papadopoulos, Mifsud og Downer. Det hele er løgn. Mifsud er CIA og Downer tæt forbundet til Clinton Foundation. Hele dette set-up var for at kunne spionere videre på Trump via hemmelige FISA-kendelser og afsætte ham.
Ligeledes er der ikke skyggen af bevis for, at DNC nogensinde blev hacket, for ifølge ejeren af det DNC-hyrede firma, CrowdStrike, de ENESTE, der nogensinde undersøgte serverne havde de indikationer på at "data could have been exfiltrated". Flot, ikke?! Serverne er aldrig blevet undersøgt af nogen amerikansk myndighed. I danske medier er det naturligvis en ETABLERET sandhed "russerne" hackede DNC, trods INGEN påstår de har beviser for det.
Og det leder mig videre til Henrik Sørensens kommentar, der er baseret på "sound bites", "talking points" eller hvad vi skal kalde den gasslighting som danske medier har udsat den danske befolkning for.
Sørensen sammenblander "RussiaGate" og "UkraineGate", for jeg går ud fra han ikke brokker sig over de manglende Mueller-afhøringer af Julian Assange (en skændsel 'Journalisten' er tavs om Assange) eller Kim Dotcom, der har konkrete beviser for, at DNC mails var et læk. I stedet henviser Sørensen implicit til den dokumenterede løgner, Adam Schiff ("I've seen evidence of collusion in plain sight", han viste på tidspunktet det var løgn og Mueller slog det fast) der i Senatets kælder i hemmelighed afhørte diverse folk med forbindelse til "UkraineGate" og så lækkede godbidder til løgne-pressen som CNN, MSNBC osv. Som formand blokerede han for spørgsmål og bestemte selv hvad der skulle offentliggøres, men der var intet.
Vi var derefter vidne til et cirkus i form af Impeachment baseret på en ikke-whistleblower "whistblower" Eric Ciaramella (hvis navn ikke måtte skrives på Facebook, hvilket danske medier også har overholdt, af årsagerne ovenfor). Hvorfor er Ciaramella relevant? Ikke kun fordi han talte med Schiff's folk inden sin "whistleblowing" (Shiff løj om det) og ikke kun fordi CIA lavede whistle-blower reglerne om, for overhovedet at behandle klagen, da han ikke havde nogen førstehåndsviden om Trumps opkald, men også fordi han arbejdede for Biden om netop Ukraine.
Og hvad kom der så ud af afsættelsesprocessen/Impeachment mod Trump, kaldet "UkraineGate", som var "RussiaGate 2.0"? At "stjernevidnet" Gordon Sondland vidnede om han havde spurgt Trump direkte: "What do you want from Ukraine?" hvortil Trump svarede "I want nothing. I want nothing. I want no quid pro quo. Just tell Zelenskiy to do the right thing". Da danske mediechefer dagevis efter diskuterede det i Presselogen, vidste de ikke selv dét var Sondland ord, men de troede Trump løj da han gentog dem, FORDI de ikke havde verificeret noget som helst selv, men beror på den kollektive kontrafaktiske virkelighed NYT et al repræsenterer.
Jeg kunne fortsætte i dagevis med at korrigere falske historier og den falske virkelighed danskerne i årevis er blevet udsat for, netop fordi danske medier har kolporteret NYT et al. Men det vil formentlig ikke nytte noget, for demoraliseringen og indoktrineringen er massiv, så sandfærdig og faktuel information er som vand på en gås, fordi ofrene typisk efterfølgende laver en Google-søgning og finder en artikel fra NYT, Amazon WaPo, WSJ osv. der bekræfter dem i at verden ser ud, som de har fået fortalt.
Men hvis fyringen (fratrædelsen, whatever) af en debatredaktør på NYT kan skabe en gnist af tvivl hos enkelte danske journalister og dermed animere til selvstændig kritisk research, så må dét betragtes som et lille positivt skridt, men jeg holder ikke vejret.
Flere