Hun må gribe telefonen igen og igen, på computeren står en e-mail om en større historie, som er klar til ”pub”, og interviewet bliver regelmæssigt afbrudt af medarbejdere, der banker på glasdøren for at spørge om noget.

Halvvejs igennem den korte audiens på New York Times’ Washington DC-redaktion konstaterer Elisabeth Bumiller, at den her telefon er hun nødt til at tage. Hun har lige nået at sige til Journalistens udsendte:

”Når dagen er slut, vil jeg bare ikke tale med nogen. En perfekt weekend for mig er en weekend, hvor der ikke sker noget, og hvor jeg ikke skal tale med nogen.”

Journalisten har fået godt 30 minutter med redaktøren samt en rundvisning på redaktionen og interview med en af journalisterne, der dækker Trump.

Først i Aalborg

Vi er her for at forstå den virkelighed, der ramte medie-Washington, da den 45. præsident blev svoret ind den 20. januar 2017. Vi gør status op mod midtvejsvalget.

Avisen får masser af mediehenvendelser fra hele verden, især efter at dokumentarserien ’The 4th estate' – på dansk 'Trump, løgn og nyheder’ – blev offentliggjort. Serien streames i øjeblikket på drtv.

Seeren er vidne til journalister, der arbejder i noget nær døgndrift og svigter familie og fritid.

Denne oktober-formiddag på Bumillers kontor er det White House-korrespondent Peter Baker, der er presset.

Han ventede på FBI-rapporten om Trumps højesteretsnominerede og senere indsatte dommer Brett M. Kavanaugh til 02.30 om morgenen, kom i seng kl. 04.00, stod op kl. 07.00 for at få sin datter i skole og mødte på arbejde derefter.

En væsentlig grund til, at Bumiller sagde ja til vores henvendelse, er nok, at hun er født i Danmark, nærmere bestemt i Aalborg.

Hun flyttede til USA, da hun var tre, men har bevaret forbindelsen til det lille nordiske land.

10 minutter fra Det Hvide Hus

Den korte telefonsamtale er slut. Det var en redaktør, der lige skulle have styr på Bumillers dagsprogram, fordi han meget gerne vil have, at hun læser en artikel, der er problemer med.

Bumiller forklarede, at hun skal med et tog fra Union Station til New York om få minutter – hendes trolley står klar ved siden af skrivebordet – og at hun først er hjemme klokken fire i nat.

New York Times’ Washington-kontor ligger 10 minutters gang fra det Hvide Hus, der under Trump har udviklet sig til en opsigstvækkende scene med hyppige infights i administrationen, læk af policy-papirer, opsigtsvækkende tweets og markante brud med den normale internationale orden.

”Jeg arbejder hele tiden – 12 timer om dagen – og det kan jeg gøre, fordi mine børn er blevet store. Men jeg bekymrer mig for mine folk, der har familier, de også skal tage sig af,” konstaterer Bumiller.

Anklage om skattesnyd

Ofte kører flere store historier samtidigt, og så er kunsten at sikre, at de enkelte historier ikke drukner.

For nogle dage siden (Journalisten besøgte avisen i oktober) breakede avisens gravergruppe på hovedkontoret i New York kritiske oplysninger om Trumps skattebetalinger.

Og to dage efter gik den sensationelle høringsproces med den dommernominerede Kavanaugh ind i den afgørende fase.

”Vi blev spurgt af flere til timingen af skattehistorien. Men den var planlagt som avisens store søndagshistorie for en måned siden, og den skulle ud nu. Det var desværre ikke min redaktion, der havde den, så jeg kunne ikke kontrollere det. Nogle gange handler det også om, at vi kan mærke, at der er andre medier, der har gang i det samme. Så kan vi ikke vente,” siger Washington-redaktøren.

Hun forklarer, at New York Times altid har flere tophistorier, der ligger klar til tryk.

”De venter og skal lige præcis først ud, når der ikke er en masse støj fra andre sager. Vi har fem-seks-syv virkelig store historier i Washington alene.”

Flere af dem kommer fra den nye Washington-gravergruppe, der blev oprettet lige før Trumps indtrædelse. Gruppen spiller en fremtrædende rolle i dokumentaren ’Trump, løgn og nyheder’.

Det er vanvittigt!

Presset bekræftes af White House-korrespondent gennem 10 år (de første otte for Washington Post) Michael D. Shear, der til spørgsmålet, om det ikke er sjovere at dække Trump end Obama, tørt konstaterer, at han mest af alt er mere træt.

”Det er vanvittigt! Helt lavpraktisk er vi nødt til at organisere os anderledes. Der er f.eks. en, der er nødt til at være vågen kl. 05.30, når præsidenten tweeter første gang. Og der er også en, der skal være vågen 23.30, når det sidste skøre tweet kommer.”

Mængden af historier er bare vokset, siger Shear:

”Vi joker altid på redaktionen om, at når klokken er blevet to om eftermiddagen, og der ikke er sket noget, og der er en, der siger: ”Wauw, der har godt nok været stille i dag!”, så fortjener vedkommende et slag, for så VED man bare, at der eksploderer en historie lige derefter.”

Kraftig opgradering – god økonomi

På grund af historieflodbølgen er Washington-redaktionen vokset fra cirka 70 til mere end 100 journalister siden indsættelsen af Trump, ud af 1.400 journalister i alt i New York Times. Det er mere end en ny journalist om måneden.

60 af journalisterne er direkte under Bumiller, der bl.a. har opprioriteret Det Hvide Hus fra fire journalister under Obama til seks, nogle gange syv, under Trump.

Opgraderingen er også en konsekvens af, at avisen har råd til det.

Det kan godt være, Trump konsekvent omtaler mediet som ”The failing New York Times”, men faktum er, at det er længe siden, avisens økonomi har været så god, som den er nu.

Washington-redaktionens kommunikationsansvarlige, Ari Bevacqua, oplyser således at New York Times i dag er den avis i verden med det største antal digitale abonnenter – 3,1 mio for at være præcis. Dertil kommer omkring en mio., der dagligt får den trykte avis.

Trump gør avisen til historien

Hendes arbejde med avisens kommunikation er også eksploderet. Der er mange, der ønsker udtalelser fra New York Times-repræsentanter.

”Trump-administrationen gør os til en del af historien. Det er vi bestemt ikke interesserede i, men nogle gange er vi nødt til at reagere, når han kritiserer os. Når han siger, vi lyver, må vi gøre det klart, at vi taler sandt,” forklarer hun.

Udsagnet ”Vi er ikke en del af oppositionen” eller ”Vi er ikke en del af oprøret” går igen, når man taler med avisens ansatte.

Første tilbagevisning er rettet mod Trumps erklæring om, at ”medierne er oppositionen”, og den anden mod de dele af demokraternes USA, der har navngivet deres modstand mod Trump ’The resistance’ – på dansk modstanden.

Afvisningen falder også prompte på Bumillers hjørnekontor.

Der er mange kritiske røster, der påstår, at New York Times elskede Obama og hader Trump. Jeg ved, du er blevet præsenteret for den kritik flere gange. Hvad er dit svar?

”Vi er ikke oprøret. Det er det vigtigste.”

Et mere nuanceret svar er ifølge Washington-redaktøren, at folk blander meningssiderne – der ganske rigtigt var væsentligt mere positivt stemte over for Obama, end de er over for Trump – sammen med de redaktionelle sider.

”Men vores journalister var altså også hårde ved Obama. De klagede over os hele tiden.”

”Vi er aggressive over for Trump”

Men tonen er også hårdere over for Trump, medgiver Bumiller:

”Vi er aggressive over for Trump, fordi han begår fejl og siger ting, der kræver aggressiv journalistik, men jeg føler ikke, at vi krydser en grænse. Vi er sobre og grundige.”

Medier som Fox News og Breitbart.com kritiserer for eksempel New York Times' dækning af Trumps topmøde med Nordkoreas Kim Jong-un.

Den 25. maj 2018, en lille måned før topmødet fandt sted, citerede New York Times ”en højtstående medarbejder i Det Hvide Hus” for, at mødet nu var ”umuligt” at få arrangeret.

Men kritikerne påpeger, at det for det første ikke er rigtigt – ”fake news” – og for det andet var et partisk forsøg på at underløbe præsidentens agenda.

Men ifølge Bumiller er forklaringen den simple, at den siddende præsident skifter mening meget hurtigt. New York Times havde en højtstående kilde, der sagde det, og avisen vurderede, at det var så vigtigt, at avisen bragte det, forklarer hun.

Det samme skete med med frihandelsaftalen med Canada og Mexico – NAFTA – forklarer Bumiller.

”Vi skrev om morgenen, da den blev debatteret, at Trump-administrationen ville trække sig ud af aftalen, og om aftenen skrev vi, at USA blev i aftalen. Og det, der skete, var, at Trump skiftede mening i løbet af dagen,” pointerer hun.

Slut med ”han sagde/hun sagde”

Magasinet The Atlantic konstaterede i en artikel i september 2016, at relationen mellem Trump og medierne var blevet ”døden” for ”han sagde, hun sagde”-journalistik.

Det skete, efter at New York Times kort forinden havde bragt en nyhedsanalyse om et pressemøde, hvor Trump først erklærede, at han nu troede på, at Obama var født i USA, dernæst at Obama fortjente ros for, at det nu var klart, og for det tredje, at rygterne om det modsatte havde rødder hos hans politiske modstander, Hillary Clinton.

I ’gamle dage’ ville New York Times have kontaktet Hillary Clinton eller en af hendes rådgivere for kommentarer og forventelig kritik og/eller gendrivelse, men denne gang gjorde avisen noget nyt.

Avisen definerede det selv som en løgn. Under rubrikken ’Trump opgiver løgn men nægter at undskylde’ gennemgik New York Times pressemødet og skrev, hvad der var rigtigt, hvad der var misledende, og hvad der var decideret urigtigt.

Det er avisen fortsat med.

”Hvis præsidenten siger noget, der er åbenlyst forkert eller løgn, så skriver vi ”the president falsely said / præsidenten gav urigtige oplysninger” eller ”the president falsely claimed / præsidenten påstod fejlagtigt”. Før ville vi have skrevet, ”præsidenten sagde det her, og demokraterne sagde det her”. Det gør vi ikke mere,” forklarer Bumiller.

Faktatjekker på fuldtid

Avisen har også hyret en fuldtids faktatjekker. Hun skriver i avisen flere gange om ugen, hvor hun gennemgår præsidentens taler, udtalelser og lignende i et format, hvor hun grafisk fremhæver passager og tilkendegiver, om påstanden er falsk, misledende, ude af kontekst og så videre. Og så forklarer faktatjekkeren hvorfor i en tekst under.

Sådan må det være, vurderer Washington-redaktøren.

”Alle medier har skruet op og har virkelig travlt. Det har vi været nødt til.”

Jeg underviser i journalistik, og den praksis ville jeg aldrig have givet videre til mine elever, fordi det bliver for partisk. Jeg siger ikke, at jeg ikke forstår den, men det er en drastisk udvikling for journalistikken. Er du ikke bange for, at I underminerer gamle journalistiske dyder med det her?

”Jamen, hvad hvis det er sådan, det er? Hvis han har sagt noget, der er forkert, så skal vi da skrive det. Hvis Trump siger, at Christine Blassey Ford ikke sagde, hvor overfaldet foregik, og hun helt klart sagde det, så verden kunne høre det – at det var i et soveværelse på første sal – så må vi jo skrive, at det var forkert udtalt af præsidenten.”