Ingen kvinder med anklager om seksuelle krænkelser måtte være anonyme, alle deres anklager skulle bakkes op af dokumentation, og ingen anklagede mænd fik lov at tale off the record.

Sådan var spillereglerne, da Rebecca Corbett sidste år stod i spidsen for New York Times’ afsløringer af, hvordan filmmanden Harvey Weinstein gennem tre årtier havde betalt kvinder for at tie om hans seksuelle overgreb.

Og netop de tre ting var afgørende for den gennemslagskraft, historierne fik, mener hun.

”Jeg tror, det var kombinationen af de ting, der gjorde os i stand til at skrive de her historier. Og som gjorde historierne så stærke, at essensen af dem ikke kunne afvises,” siger Rebecca Corbett, da Journalisten møder hende i København.

New York Times-redaktøren er i Danmark i forbindelse med årets CPH TV Festival. Her fortalte hun tidligere i dag om arbejdet med Harvey Weinstein-historien, der breakede i oktober sidste år, og som i april var med til at sikre Rebecca Corbett og journalisterne Jodi Kantor og Megan Twohey en Pulitzer Price.

Kvinder anklager mænd på sociale medier

Historierne om Hollywood-filmproducerens krænkelser og overgreb har indtil videre fået anklagemyndigheden i New York til at rejse tiltale i tre sager mod ham.

Samtidig har historierne været medvirkende til, at et stort antal kvinder fra hele verden fortæller om seksuelle krænkelser og overgreb på sociale medier under hastagget #Metoo.

Men under sit oplæg på CPH TV Festival onsdag gjorde Rebecca Corbett det klart, at deres dækning hverken var eller er en del af en kampagne. 

”Vi er ikke en del af Metoo-bevægelsen,” sagde hun under interviewet på scenen.

Over for Journalisten uddyber hun:

”Metoo er et stærkt og kraftfuldt værktøj til at give kvinderne en stemme, men det er også et umedieret forum, hvor kvinder på sociale medier kan anklage mænd for en hel række af forkerte handlinger, uden at mændene får en chance for at fortælle deres version af historien. Vi opererede på helt andre vilkår. Vi har været nødt til at anvende journalistiske standarder,” siger hun.

Alt skal bakkes op og krydstjekkes

Og det leder os tilbage til metoderne og principperne bag New York Times’ dækning af sagen. Rebecca Corbett fortæller, at det langt hen ad vejen har været værktøjerne fra klassisk undersøgende journalistik.

”En af de allervigtigste ting, når du skal fortælle den slags historier, er at bakke dem op med al slags dokumentation, du kan finde. Så det ikke alene var kvindernes ord mod Weinsteins,” siger hun.

Det handlede blandt andet om at skaffe mails, billeder, juridiske dokumenter, memoer og vidnesbyrd fra kolleger og andre, som kvinderne kunne have fortalt om oplevelsen, dengang den fandt sted.

”Det var vigtigt for os, at det ikke bare blev ’he-said-she-said’. Alt skulle krydstjekkes og bakkes op, og det var med til at give troværdighed til kvindernes historier,” forklarer Rebecca Corbett.

Ingen anonyme anklagere

Af samme grund besluttede holdet bag historierne også, at de ikke ville have anonyme anklagere. Kvinderne kunne ikke fortælle deres historier anonymt. Det var en udfordring, for mange af dem var skrækslagne for at tale, fortæller Rebecca Corbett.

”Men det var også en lettelse for dem at finde ud af, at de ikke var alene. At det, de havde oplevet, var en del af et mønster. Journalisterne kunne selvfølgelig ikke fortælle de enkelte kvinder navne på de andre kvinder eller detaljer om deres historier. Men de kunne sige: Hør her, vi taler med en række kvinder, og det, du fortæller mig, hører jeg også fra andre,” siger hun.

Hun tror, det var en blanding af følsomhed og vedholdenhed, der gjorde, at det lykkedes de to journalister på historien at få kvinderne til at dele deres historie.

”Det stærkeste argument viste sig at være, at de ved at fortælle deres historie kunne være med til at modvirke, at det samme kan ske for andre i fremtiden,” siger hun.

Forskel på baggrund og off the record

Hvor de fleste af samtalerne med kvinderne begyndte som baggrundssamtaler uden for citat, holdt Rebecca Corbett og journalisterne på historien til gengæld fast i, at Harvey Weinstein hverken kunne tale til baggrund eller off the record med dem. 

”Jeg kan ikke sige, at vi aldrig taler off the record med de personer, som er målet for vores historier. Men vi prøver virkelig ikke at gøre det. Det låser dig. Hvis du virkelig får en information off the record, så er den ubrugelig. Du kan ikke tjekke den, og du kan ikke tale med andre om den,” siger hun.

Hun skelner mellem off the record-samtaler og baggrundssamtaler:

”Off the record betyder, at du hverken kan bringe informationerne fra kilden eller dele dem med nogen. Du kan ikke gå videre med det. Baggrund betyder, at du kan bruge informationen, men at du ikke kan tilskrive det den person, som gav dig informationen,” forklarer Rebecca Corbett.

Hvordan forklarer du den forskel til kilderne?

”Vi prøver generelt slet ikke at bruge de her begreber. For folk bruger dem hele tiden, men de betyder forskellige ting for forskellige personer. I stedet siger vi for eksempel til kilden: Jeg vil gerne interviewe dig. Jeg vil ikke citere dig, og jeg vil ikke bruge dit navn, men jeg vil bruge informationerne, du giver mig. Er det OK?” siger hun.

Men er det egentlig fair, at New York Times ikke havde de samme regler for interviewene med kvinderne og interviewene med Harvey Weinstein?

”Man kan argumentere for, at vi bruger forskellige standarder. Men der er en seriøs magt-ubalance her, og vi snakker om informationer, der er meget intime og af seksuel karakter,” siger Rebecca Corbett og tilføjer:

”Og i den endelige historie brugte vi stort set kun information, som kvinderne havde givet til citat.”