Tirsdag den 26. november 2013 klokken cirka 6 om morgenen modtager dokumentarjournalist Kristian Laursen en foruroligende besked. Beskeden er fra hans chef, Paul Anthony Sørensen, på produktionsselskabet Eyeworks: Kristian skal stikke hovedet ind på Pauls kontor, så snart han møder.
Kristian Laursen er hyret til at lave en dokumentar, der stiller kritiske spørgsmål til Gardasil, vaccinen mod livmoderhalskræft, der tilbydes piger i Danmark som en del af børnevaccinationsprogrammet.
Dokumentaren er allerede solgt til TV 2, og hensigten er, at den skal sendes i januar. Kristian Laursen har arbejdet på projektet siden august. Om et par dage starter optagelserne.
Men den morgen smider Paul Anthony Sørensen en bombe: Udsendelsen er lagt ned. Beslutningen er hans alene, TV 2 er allerede informeret. Med andre ord er noget utroligt sket: Et produktionsselskab trækker den vare tilbage, det allerede har solgt og investeret omkring 100.000 kroner i. Kristian Laursen forlader sin chefs kontor i chok.
Hvorfor dokumentaren om Gardasil blev aflivet så brat, hersker der forskellige beskrivelser af i dag. Paul Anthony Sørensen forklarer, at han droppede programmet, fordi emnet var for svært at grave ud inden for den ramme, der var givet.
»De tal og fakta, som dokumentaren var solgt på, viste sig ikke at holde 100 procent stik. Det var et spørgsmål om at danne sig det fulde overblik med den rette lægevidenskabelige faglighed inden for en kort deadline. Det kunne vi ikke.«
Kristian Laursen derimod understreger, at researchen holdt. Men stoffet var svært, medgiver han. Det blev ikke nemmere af, at journalistik om HPV-vaccinen har en lang tradition bag sig af hård kritik.
»Hvis bare jeg lavede en lille bitte fejl, så vidste jeg, at jeg ville blive hængt ud og latterliggjort og slæbt i Pressenævnet og måske endda i retten, fordi der er så mange kritiske øjne i medicinalindustrien og blandt myndighederne. Det var alle, vi var oppe imod. Det er jo WHO, der blåstempler den her vaccine. Du føler nærmest, at du er oppe imod hele verden,« siger han om sin bekymring for de konsekvenser, journalistikken kunne have haft.
Sandt er det, at kritisk journalistik om HPV-vaccinen er en slagmark, hvor parterne står stejlt over for hinanden. Sidste år skrev først Politiken og siden BT artikelserier om vaccinen, producenten Sanofi Pasteur MSD og de læger og myndigheder, der bakker Gardasil op.
Journalisterne fortæller i dag om en industri, der overvåger deres research, sår tvivl om kilder, skræmmer andre – og i et enkelt tilfælde sender en chikanerende mail.
»Jeg har aldrig nogensinde før som journalist oplevet, at der er så mange følelser i en sag og så lidt fakta,« siger Heidi Pedersen, sundhedsjournalist på BT.
Men som repræsentant for den anden side af bordet ryster Mads Damkjær på hovedet. Han er senior market access manager hos Sanofi Pasteur MSD, der sælger Gardasil i Danmark. I bedste fald ser han nogle journalister, der ikke forstår et svært emne. Men faktisk tror han mest på, at reporterne forfølger sensationen, uanset hvor svagt historien står.
»Jeg synes personligt, at journalisterne klynker. Hvis de opfatter det som en journalistisk hindring, at de bliver gjort opmærksom på, at de bringer decideret forkerte oplysninger til torvs og bruger kilder, der er fedtet grundigt ind i tingene, så er jeg alvorligt bekymret,« siger han.
Jakob Sheikh på Politiken skriver om HPV-vaccinen fra februar til maj måned sidste år. Hans artikler handler især om, hvordan et antal læger, der anbefaler HPV-vaccinen, samtidig bijobber for Sanofi Pasteur MSD. En par artikler handler desuden om de bivirkninger i form af for eksempel svimmelhed, smerter og langtidssygemeldinger, som nogle piger hævder, at vaccinen har medført.
Jakob Sheikh ved allerede, da projektet starter, at han skal skrive kritisk om Sanofi Pasteur MSD et stykke tid. Derfor er hans første træk at besøge virksomheden. Han mødes med Mads Damkjær, og de har en god snak om, hvordan medicinalindustrien fungerer.
Første gang, Jakob Sheikh har en usædvanlig oplevelse, er, da han arbejder på en historie om en 13-årig pige, der er gået ud af skolen angiveligt på grund af svære bivirkninger. Jakob Sheikh forklarer, at han bliver ringet op af Mads Damkjær, før artiklen bliver trykt. Pressemanden lader reporteren vide, at han ved, hvad han arbejder på. Så advarer han om pigen Simone, som Jakob Sheikh er ved at skrive om.
»Han forsøgte at så en tvivl i mig om den her kildes troværdighed, og om hun kunne bruges til at illustrere noget som helst.« Advarslen vækker idel forbløffelse hos reporteren:
»Jeg har ikke oplevet den fremgangsmåde før. Jeg har ikke før oplevet, at en partskilde sår tvivl om en erfaringskilde. Typisk holder partskilden sig til sit eget.«
»Overvåget« er det ord, Jakob Sheikh bruger, når han beskriver medicinalvirksomhedens interesse i hans arbejde. I telefonsamtaler bliver Jakob Sheikh bedt om at redegøre for, hvad artiklernes vinkler er, hvilke kilder han bruger, hvornår der er deadline, og hvorfor han i det hele taget skriver, som han gør.
»Det kom bag på mig, at de var så opsøgende, og man skal jo være idiot for ikke at kunne slutte, at de er så opsøgende, fordi de i en vis grad ønsker at kunne styre dagsordenen,« siger han.
Flere læger kontakter Jakob Sheikh, mens han skriver om bijobberi i den medicinske verden. Jakob Sheikh har fat i noget, forklarer de. Men der er langt værre eksempler derude. To-tre kilder nævner en brochure. Den ligger hos de praktiserende læger og oplyser de ventende om fordelene ved at lade sig vaccinere mod livmoderhalskræft. Men folderen er næppe saglig information. Den er nemlig skrevet af en læge, som bijobber for Sanofi Pasteur MSD, og er i øvrigt betalt af medicinalfirmaet.
Den historie vil Politiken gerne bringe. Problemet er, at ingen kilder vil lægge navn til kritikken. Alt for meget samarbejde foregår på tværs af hospitaler og industri. Og kritik kan vende sig mod den kritiske som en boomerang, lyder forklaringen:
»Mit indtryk var, at Sanofi indirekte var årsag til, at de her kilder ikke ville stå frem. Mine kilder fortalte, at de var bange for Sanofi. Jeg oplevede det som en meget klar selvcensur fra de her læger om, at de ikke havde lyst til at starte en spiral, der kunne ramme dem bagi,« siger Jakob Sheikh.
BT’s Heidi Pedersen begynder at skrive om HPV-vaccinen godt to måneder efter, at Jakob Sheikh har sat punktum for sin serie i Politiken.
De første artikler bliver trykt sidst i juli måned 2013 og handler om vaccinens mulige bivirkninger. Heidi Pedersen kontakter ikke Sanofi Pasteur MSD i sin research. Hendes arbejde tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens nyhedsservice Nyt Om Bivirkninger, og det er styrelsen, hun tager fat i for at få et interview om de beskrevne problemer.
Heidi Pedersen ringer til Sundhedsstyrelsens presseafdeling onsdag den 24. juli om eftermiddagen og får en aftale om interview. Stor er hendes overraskelse, da hun næste formiddag bliver ringet op af LEAD Agency, der er kommunikationsbureau for Sanofi Pasteur MSD. Konsulenten forklarer, at hun ved, hvad Heidi Pedersen skriver på. Hun tilbyder at rede fakta ud.
Heidi Pedersen er lamslået: »Jeg er vant til, at bureauer sender mig materiale. Men jeg har aldrig prøvet, at de ringer til mig og siger, at de ved, at jeg sidder med en historie om det og det. Der prøver de i den grad at styre min vinkling.«
Heidi Pedersen beder konsulenten bekræfte på skrift, at det er fra Sundhedsstyrelsen, hun kender til BT’s kommende artikler.
Bekræftelsen lander i indbakken klokken 10.10 den formiddag. Mailen indeholder desuden en del information om HPV-vaccinen. Indholdet er en gendrivelse af de beretninger, der findes om vaccinens bivirkninger. Konsulenten omtaler konsekvent bivirkninger som »rygter« eller »myter« og redegør for, hvordan myterne stammer fra Amerikas magtfulde, men absolut usaglige anti-vaccine-lobby.
”Det er en tankevækkende sag, som illustrerer anti-vaccine-lobbyens effektive færd fra Canada til det danske folketing,” skriver LEAD Agency blandt andet med henvisning til, at sundhedsministeren er blevet stillet spørgsmål om emnet.
Den søndag lander BT i avisstandere over hele landet med følgende forside: »422.000 har fået kræftvaccinen HPV. Læger advarer om bivirkninger.«
Samme eftermiddag lander Mads Damkjærs reaktion i BT’s chefredaktør Anders-Peter Lose Landerts indbakke.
Mads Damkjær har især to anker. For det første mener han, at det er forkert, når Heidi Pedersen skriver, at der er en øget forekomst af bivirkninger. De lidelser, der indberettes som bivirkninger, er ikke øget i antal, efter at vaccinen blev indført. For det andet er kildevalget forudindtaget, anfører Mads Damkjær. Heidi Pedersen citerer blandt andre den private forening Vaccinationsforum og lægen Claus Werner-Jensen. Men førstnævnte er en del af anti-vaccine-lobbyen. Og sidstnævnte er nært forbundet med samme forening som debattør, lyder kritikken.
På bundlinjen står, at journalister som Heidi Pedersen er ”forsideliderlige umuliusser”, der ”læser tal og fakta, som fanden læser biblen”, skriver Mads Damkjær og slutter med følgende opsang:
”På trods af at medierne herhjemme er så pressede, og man efterhånden kan fodre svin med arbejdsløse journalister, så kan en katastrofe som Heidi Pedersen sidde på en eftertragtet plads som journalist på en landsdækkende avis til trods for, at hverken flid, fairness eller kildekritik kan tælles blandt hendes dyder.”
Heidi Pedersen betegner sig selv som perfektionist. Hun brænder for sit stof. Mailen er et angreb på den faglighed, hun så nøje hæger om, og derfor er den ubehagelig. Men både stigningen i bivirkninger og kilderne er præsenteret korrekt, svarer hun i en detaljeret mail til Mads Damkjær. Desuden har industriens mand ikke ganske tjek på kildekritikken selv.
Heidi Pedersen sender Mads Damkjærs mail til lægen Claus Werner-Jensen, hvis troværdighed han beklikker. Men Claus Werner-Jensen nægter at lade sig slå i hartkorn med foreningen Vaccinationsforum. Han løfter røret og kræver en forklaring fra Sanofi Pasteur MSD.
»På det tidspunkt vidste jeg stort set ikke, hvad Vaccinationsforum var, så jeg syntes, det var lige flot nok. Det triggede mig, det skulle bare ikke gå upåtalt hen,« siger Claus Werner-Jensen til Journalisten.
Heidi Pedersen skriver endnu et par artikler om HPV-vaccinen senere det år. Mads Damkjær følger op med en ny mere afdæmpet mail, hvor han igen påpeger fejl og anfægter Heidi Pedersens kilder.
Også Journalistens journalist har bemærket et sammenfald i kilder på tværs af medier og lande, når Gardasil kritiseres. Er mediernes kildekritik god nok? Heidi Pedersen tænker flere sekunder, før hun svarer.
»Jeg synes, det var frustrerende, når kilder ikke turde stå frem. Det har jeg oplevet. Jeg kunne ikke få læger til at stå frem, som faktisk sad med pigerne foran sig og fortalte Sundhedsstyrelsen, at det muligvis var vaccinens skyld, at pigerne havde det sådan her.«
Med andre ord mener Heidi Pedersen, at hun har gjort sig umage for at spore nye stemmer i debatten. Men ligesom Jakob Sheikh oplever hun, at kilderne er bange. De fortæller, at kritik kan forbinde dem med læger, der i fagkredse er stemplet som radikaliserede tosser. Desuden frygter lægerne for deres forhold til industrien. Journalisten har været i kontakt med en kilde i lægemiljøet, der bekræfter disse påstande.
Sanofi Pasteur MSD holder til i en strømlinet bygning ved Lyngby Station. Her benægter Mads Damkjær journalisternes udlægning af visse forhold. Han undskylder for andre. Men grundlæggende fastholder han sin kritik.
For det første afviser Mads Damkjær, at Sanofi Pasteur øver nogen form for indflydelse på læger, der lufter kritik af Gardasil: »Jeg har ikke kendskab til én eneste læge, vi skulle have kontaktet og bedt om for eksempel at revurdere deres mening eller anbefaling,« fastslår han.
Han hævder også, at han aldrig har kontaktet Politikens Jakob Sheikh angående hans kilde Simone: »Det er ikke korrekt. Det har vi aldrig gjort. Vi kunne aldrig finde på at ringe og beklikke en erfaringskilde, fordi det er noget meget følsomt,« siger han og er i øvrigt forundret over, at Sanofi Pasteur MSD’s interesse for Politikens artikler kan forveksles med overvågning:
»Det er jo fuldstændig standard at spørge til kilder og vinkler, hvis nogen ringer og spørger, om du vil være med i en kritisk artikel.«
Andre forhold kalder på en undskyldning. Det gælder tonen i den mail, Mads Damkjær sendte til Heidi Pedersen efter hendes forsidebasker om vaccinens bivirkninger. Mads Damkjær er netop kommet hjem fra bilferie i Italien, da historierne bliver trykt. Forsideteksten virker som en rød klud for trætte øjne.
»Det var den mest alvorlige artikel, der hamrer ud: 400.000 piger i fare. Jeg syntes, der skulle reageres meget hurtigt og effektivt. I øvrigt havde jeg siddet 22 timer bag rattet i en bil, så det forklarer tonen, og den vil jeg undskylde mange gange. Det var ikke okay.«
Samme årsag giver han den forfejlede anklage af lægen Claus Werner-Jensen.
Det er under samme ferie, at LEAD Agency kontakter Heidi Pedersen, efter at hun har bedt Sundhedsstyrelsen om et interview. Også det tip tørrer Mads Damkjær gerne mystikken af. Han forklarer, at Heidi Pedersen stillede styrelsen et spørgsmål om vaccinens brug i Japan. Styrelsen kontaktede Sanofi Pasteur MSD, der formodes at vide mest om sådan en sag. Den arbejdsgang er helt almindelig.
Mads Damkjær fornemmede, hvad der var på vej, og han bad sit bureau kontakte journalisten, da han selv var i Italien.
Henrik G. Jensen, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, bekræfter dette forløb.
Til gengæld mener han, at det er et problem, at Sanofi Pasteur MSD udnytter henvendelsen til at påvirke Heidi Pedersen.
»Jeg var irriteret over, at de sendte min henvendelse videre til deres marketingafdeling. Hvorfor gjorde de dog det? Det var et konkret og relevant spørgsmål, hun stillede,« husker Henrik G. Jensen.
Han mener heller ikke, at det er saglig information, når LEAD Agency affejer bivirkninger som rygter og myter i det materiale, de bagefter sender til Heidi Pedersen:
»Myter og rygter er ikke det samme som bivirkninger og fakta. Man skal passe frygteligt på sine ord. Det er jo vigtigt, at kommunikationen er saglig. I Sundhedsstyrelsen har vi valgt en strategi, der hedder, at alle informationer om bivirkninger skal frem,« siger Henrik G. Jensen.
Men i øvrigt står Mads Damkjær ved sine metoder og sin kritik. Kilderne er i mange tilfælde udvalgt blandt fordomsfulde læger, forskere eller slet og ret aktivister på feltet, og det gælder både i Jakob Sheikh og Heidi Pedersens artikler, mener han. Desuden er der fejl i fakta, særligt når det gælder omfanget af bivirkninger, og dem er Sanofi Pasteur MSD nødt til at adressere.
For både kilder og fejl springer fra medie til medie. Hver gang lever de en smule stærkere.
»Ja, jeg går konsekvent ud og retter fejl i det omfang, det kan lade sig gøre. Det er en strategi, netop fordi medierne lever, som de lever. Det vigtigste redskab til research er efterhånden Infomedia. Derfor, hvis forkerte oplysninger får lov til at florere, bliver de til en selvforklarende sandhed,« siger han.
Dit bureau affærdiger bivirkninger, som Sundhedsstyrelsen anerkender. Er din kommunikation da ikke lige så skævvreden?
»Det er nok også en polemisk stramning, men sagen er, at bivirkninger har fået lov at fylde i et omfang, der slet ikke er proportionalt med de bivirkninger, der er.«
Under interviewet repeterer Mads Damkjær et valgsprog. Flere gange siger han, at han »ikke har noget imod kritisk journalistik, det er den ukritiske«, der er problemet.
Og ifølge Mads Damkjær har sundhedsjournalistikken et problem med kvaliteten:
»Jeg vil rigtigt gerne tro, at det største problem er, at det er et vanskeligt område, som er svært at forstå. Men jeg tror, det er, fordi det er blevet mere okay at researche, indtil du finder de to kilder, der siger det, du gerne vil have, historien skal lyde som. Sådan opfatter jeg det desværre.«
Mads Damkjær anslår, at Sanofi Pasteur MSD har solgt 5.000 færre doser Gardasil, end de plejer, på grund af mediernes virak om vaccinen. Det betyder, at omkring 1.300 piger har afvist at lade sig vaccinere på baggrund af skriverierne. Følger statistikken virkeligheden, vil 17 af disse piger udvikle kræft i livmoderhalsen, og fem vil dø, forklarer han:
»Måske strammer jeg den. Men min stramning er tættere på virkeligheden end snakken om bivirkninger, og den fastholder jeg. Journalistik som det her risikerer i sidste ende at koste liv.«
Og dermed slutter denne historie, hvor den startede. Hos Eyeworks og Paul Anthony Sørensen, der i sidste time trak stikket på en dokumentar, der var solgt til og næsten programsat hos TV 2. Researchen gav Paul Anthony Sørensen kvit og frit til TV 2, fordi han faktisk mente, der var grund til at undersøge vaccinen nærmere. TV 2 ønsker ikke at oplyse til Journalisten, om de går videre med historien.
Men modsat Eyeworks har TV 2 ressourcerne til at løfte historien. For det er netop i spændingsfeltet mellem et vanskeligt stof og en nidkær industri, at journalistik om medicin støder på problemer:
»Medicinalhistorier er meget komplekse. Faktisk kræver de, at man allierer sig med læger og ikke blot lader journalister stå for researchen. Jeg var bange for, at vi risikerede at skabe panik på baggrund af en research, jeg ikke vidste om holdt vand. Men det kræver så enorme ressourcer at løfte disse historier, at industrien ofte vil trække det længste strå,« siger Paul Anthony Sørensen.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der kan ikke være tvivl om at medierne har have en stor effekt på vaccinetilslutningen. Der har været debat om hvorvidt sygdomme har en sammenhæng med vaccinen, og en debat om hvor længe vaccinen vil beskytter (uden booster, som vi kender det for stivkrampevaccinen). På trods af denne diskussion, har konklusionen været at vaccine var det rette valg. En kritisk læge som Mehlsen er FOR vaccinen, men det så jeg ingen medier rapportere før han blev direkte adspurgt på TV2NEWS i år. Medierne mener måske de har given en balanceret dækning, men de har ikke gjort meget for at understrege at vaccinen, på trods af kritik, er det fornuftige valg. At medierne tilmed har bragt citater fra udenlandske antivaxxer og kaldt dem internationale eksperter, er mere en kritisabelt.
Fransk underskriftsindsamling mod HPV vaccinen.
Hjælp alle med at gøre opmærksom på den alvorlige og invaliderende HPV vaccine. De HPV Skadede har brug for anerkendelse, behandling og din hjælp. Del og underskriv dette link. Af hjertet tak….
http://hpvupdate.com/fransk-underskriftsindsamling-mod-hpv-vaccinen/
Hvis det virkeligt er rigtigt, at der skulle være solgt 5000 doser færre, så dækker det over cirka 1700 kvinder, der har fravalgt vaccinen. Og lægges det tal ind i Gitte Willumsens regnestykke, så kommer det faktisk med et tal, der statistisk ligger meget tættere på fem end på tre.
Spørgsmålet er så om det tallet så er blevet så meget større end tre, at det ligger inden for eller uden for Gitte Willumsen ramme for hvar mange liv ringe journalistik må koste
Udover bivirkninger er andre problemer med overhovedet om HPV-vaccinationen har den virkning at beskytte mod kræft!
http://articles.mercola.com/sites/articles/archive/2013/09/03/hpv-vaccine-anti-cancer-vaccine.aspx
Jeg tror da lige, at Senior Marked Access Manager, Morten Damkjær fra Sanofi Pasteur MSD forstår at manipulere med fakta og viderereferere forkerte tal.
At 17 af de 1300 piger, som Mads Damkjær mener har fravalgt vaccinen pga. af kritikken, skulle udvikle livmoderkræft og fem af dem dø, er vist noget af en stramning.
For det første, er der ifølge Sundhedsstyrelsen en livsrisiko for at få livmoderhalskræft på én procent. Omregnet til de 1300 piger, som Damkjær mener, har fravalgt vaccinen pga. af usaglig kritik, vil 13 af dem være i risikogruppe – og ikke 17.
Tallet forudsætter dog at den generelle risiko ikke påvirkes af at der gennemføres et landsdækkende vaccinationsprogram – den alene burde jo sænke risikoen på sigt, eftersom kræftformen er linket til HPV-vira, som vaccinen vil være med til at udrydde.
Blandt dem, der rammes af livmoderhalskræft, skyldes 70 procent HPV virus. De resterende 30 procent skyldes andre forhold, som vaccinen ikke beskytter mod. Det glemmer Damkjær at tage med i beregningen.
Det reelle tal er derfor, at ni piger vil udvikle livmoderhalskræft pga. af manglende vaccination – og ikke 13. En tredjedel af dem vil dø. Så de liv, Sanofis mand forsøger at pålægge de kritiske journalisters skuldre er tre og ikke fem.
Damkjær burde skamme sig. Det er ikke i orden at sende sådan en bredside af om journalisters arbejde. Ferietræthed eller ej! Og for at bruge Damsgaards egne ord, så bliver jeg som journalist alvorlig bekymret, når såkaldte eksperter inden for medicinalindustrien er fedtet så grundigt ind i deres arbejde og interesser, at de manipulerer groft med fakta og sviner andre til på den måde.
Flere