DR og produktionsmiljøet får 89 millioner

DR får blandt andet penge til at markere 300-året for den dansk-grønlandske forbindelse næste år, og produktionsmiljøet får kompensation for corona-ramte produktioner

I alt 89,4 millioner kroner er på vej ud til DR, produktionsmiljøet og danske filmproducenter. Det er udsigten, efter at et bredt politisk flertal har indgået en aftale om at fordele den såkaldte ’merlicens’. Det er penge, som er blevet opkrævet i licens, men som overstiger det beløb, der er afsat licens til.

DR løber med de fleste penge – nemlig 64,4 millioner kroner, som blandt andet skal gå til at markere 300-året for den dansk-grønlandske forbindelse, fremgår det af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

”Med de ekstra midler får DR bedre muligheder for at levere endnu mere public service-indhold af høj kvalitet, for eksempel til en ny satsning om 300-året for den dansk-grønlandske forbindelse,” udtaler kulturminister Joy Mogensen i pressemeddelelsen.

Her fremhæver hun også DR’s rolle under coronakrisen med at samle danskerne og styrke demokratiet.

Det Danske Filminstitut (DFI) får 17 millioner kroner til at dække ekstraomkostninger, som følger af corona. Derudover er der tre millioner kroner til Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn.

Endelig bliver der lagt fem millioner kroner oven i de 20 millioner kroner i ’udlodningsmidler’, som er afsat til at kompensere film- og tv-producenterne for corona-relaterede tab på deres produktioner. Producentforeningens direktør, Jørgen Ramskov, har tidligere til Mediawatch udtalt, at de 20 millioner var for lidt til at kompensere for branchens corona-tab.

”Det er ikke meget i forhold til de tab, branchen har konstateret,” lød det i juni fra Jørgen Ramskov.

Ud over regeringspartiet Socialdemokratiet står også Venstre, Dansk Folkeparti, SF, De Radikale, Enhedslisten, Det Konservative og Alternativet bag aftalen.

0 Kommentarer