”Det er et helt forkert signal at sende.”
Sådan lyder det fra DR-medarbejdernes tillidsrepræsentant, Henrik Friis Vilmar. DR-medarbejderne er ifølge ham dybt kritiske over, at DR-ledelsen har ansat tidligere mediedirektør Gitte Rabøl i en stilling som mangfoldighedskonsulent.
”Mange er decideret vrede over, at DR lige præcis nu ansætter en mangfoldighedskonsulent til en løn på to millioner kroner,” siger Henrik Friis Vilmar.
”Der er udbredt mistillid til ledelsen blandt medarbejderne, fordi den her slags sager bliver ved med at dukke op.”
Medarbejderne har sagt farvel til lønstigninger
DR-medarbejderne er ifølge Henrik Friis Vilmar særligt vrede, fordi de selv har indvilget i ikke at skulle stige i løn.
”Vi har lige haft overenskomstforhandlinger, hvor medarbejderne har sagt farvel til lønstigninger de næste to år,” siger Henrik Friis Vilmar.
”Vi står måske over for en stor sparerunde, hvor medarbejdere skal fyres. Så er det svært at se, hvordan man kan ansætte en konsulent på direktørløn,” siger han.
Han er bange for, at sagen om Gitte Rabøl vil ramme DR hårdt i de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig.
”Rigtigt mange politikere vil skære ned på os på grund af de mange historier om ødselhed i DR. Jeg er bekymret for, om den her sag vil komme til at påvirke forhandlingerne og svække DR endnu mere, end der lægges op til. Det vil komme til at koste ansatte deres arbejde.”
Også DJ’s formand, Lars Werge, kritiserer DR. I et opslag på Facebook skriver han:
”Det er … tankevækkende at se, hvordan aflønningen af en fratrædende chef og kommende konsulent synes at være en form for automatreaktion og et klap på skulderen. Den slags må vi i DJ kæmpe knaldhårdt for at hjælpe de menige medarbejdere med at opnå blot en flig af. Det vidner om en ledelse, der har tabt situationsfornemmelsen.”
DR: Ikke tale om lønfest for ledelsen
Det har ikke været muligt at få et interview med DR om kritikken.
I stedet refererer kommunikationschef Lasse Bastkjær Jensen til en intern mail, bestyrelsesformand Michael Christiansen har sendt til Henrik Friis Vilmar.
Her skriver Michael Christiansen, at han er enig i, at sagen er ”ærgerlig”.
”Jeg er meget enig med dig i, at når medarbejderne tager ansvar for DR, så skal ledelsen også. Derfor glæder det mig også, at ligesom medarbejderne har indvilget i nulregulering de næste to år, vil det samme gælde for ledelsen. Der bliver altså ikke tale om, at ledelsen holder lønfest i DR, men netop om en ledelse, der generelt viser løntilbageholdenhed, sådan som du efterspørger," skriver Michael Christiansen.
”Vi sparer og sparer”
Tidligere har Henrik Friis Vilmar forsvaret DR-ledelsens økonomiske dispositioner. Blandt andet har han i et læserbrev til Politiken skrevet, at DR ikke fråsede med pengene i sagen, hvor korrespondent Johannes Langkildes kærestes hest blev sendt til USA på licensbetalernes regning.
”Jeg har før været ude og forsvare DR og har sagt, at vi ikke ødsler med pengene. Medarbejderne har de seneste år øget deres produktivitet med mere end 100 procent,” siger han.
Overordnet set mener Henrik Friis Vilmar, at det er en god idé at have en mangfoldighedskonsulent i DR, fordi ”vi skal gøre en særlig indsats for at nå ud til alle danskere, der betaler licens. Jeg mener ikke, det er en opgave vi bare kan løfte lokalt redaktionelt på de mange redaktioner, der er i DR”.
Men:
”Jeg kan ikke forstå, at det skal være til en direktørløn. Det her fjerner fokus fra det enormt gode arbejde, vi leverer til det danske samfund. Der opstår en masse myter om, at medarbejderne ødsler med pengene. Men vi sparer og sparer.”
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
DR har er en kæmpe stor dinosaur fra fortiden, som kun har overlevet på grund af medielicensen, og det er tossedumt når DR forventer, at hele familen Danmark sidder foran skærmen i prime time, og skal fodres med middelmådig underholdling.
Fremtiden er streaming og podcast, og disse teknologier har overflødiggjort ideen om public service, da alle med en iPhone kan producere et radio- eller TV-program, og distribuere det på Internettet.
På services som Soundcloud og YouTube kan man allerede nu finde en overvældende mangfoldighed af radio- eller TV-programmer, som er skabt af folk der brænder for en sag, idé eller et projekt, og det er kommunikation mellem mennesker på en direkte og ægte måde.
Så den eneste rigtige løsning vil være, at medielicensen aftrappes over en periode på fem år, med 20% om året, så ledelsen og medarbejderne i DR trods alt får nogle år til at omstille sig til de nye tider.
Danskerne er i mange år blevet tudet ørerne fulde af, at DR er verdens bedste TV-station, og derfor bør det ikke være noget problem for DR, at sælge deres programmer på helt alm. markedsvilkår.
Og hvis der er noget som skal finansieres over skatten, så skal det max være 2-3 timer dagligt, med nyheder der er tekstet eller på tegnsprog, børneudsendelser uden reklamer, og oplysninger til borgerne om samfundet, og disse opgaver kan sendes i udbud, så alle landsdækkende TV-kanaler kan komme med et bud på, at producere og bringe disse udsendelser.
Jeg må tilstå, at jeg tror heller ikke længere det er muligt at lave en revideret udgave som fungerer. Ledelsen i DR er håbløst grådig, og de har ikke forstand på det vi gerne vil have. De har lullet sig selv i søvn med underholdningsudsendelser, som i andre lande alene leveres af private reklame kanaler eller betalingskanaler. I Danmark skal vi tvangsindlægges til disse udsendelser sammen med daglige gen- gen- genudsendelser som er 30 til 50 år gamle. Og ofte i prime time på hovedkanalen. Nyheder og debat er middelmådig, også på DR1, med de samme mikrofonholdere, som jo ikke nødvendigvis varetager den brede befolknings synspunkter, og hvorfor, det vides ikke. Så der er sket en skævvridning af (Public) Service begrebet og troværdigheden til den uafhængige journalistik, som kun kan genoprettes ved at lukke DR ned, for at starte forfra på et andet niveau. Jeg vil foreslå helt ned eller vi får en plan fra ledelsen om hvad de kan levere for halv pris betalt over skatten dvs. 300 til 400 kr. om året pr. individ. Denne skat bør samtidig sikre udbygningen af fiber til hele landet.
Den eneste rimelige løsning vil være, at politikerne fjernede DR’s ret til at opkræve medielicens af alle danskere, så DR skal sælge deres produkter på helt alm. markedsvilkår, for i det øjeblik, hvor danskerne selv kan vælge om de vil købe DR’s udsendelser, så vil det blive første prioritet hos DR, at levere noget som folk vil købe, og til en pris som seerne og lytterne kan og vil betale.