DJ-formand jubler over hjælpepakke: Smukt at se folkestyret arbejde hurtigt

Dagens hjælpepakke til bl.a. selvstændige, freelancere og arbejdsløse ramt af coronakrisen får stor ros fra DJ-formand Tine Johansen. Men det er stadig uklart, om den hjælper alle freelancere

Et samlet folketing indgik tidligere i dag en aftale, der blandt andet indeholder en kompensationsordning for selvstændige og en øget adgang til dagpenge for ledige.

Og det bliver glædeligt modtaget hos Dansk Journalistforbund.

”Overordnet er jeg rigtig glad på medlemmernes vegne,” siger DJ-formand Tine Johansen.

”Jeg er rigtig glad for, at politikerne har fået øjnene op for den store og voksende gruppe på arbejdsmarkedet, der leverer den fleksible arbejdskraft. Og jeg håber, at de også fremover husker, hvor mangfoldigt et arbejdsmarked vi har, og at alle skal være omfattet af vores sikkerhedsordninger.”

Ikke bare hjælp til CVR-folket

Konkret glæder DJ-formanden sig over, at politikerne har valgt at forlænge dagpengeperioden, så marts, april og maj ikke tæller med i den to-årige dagpengeperiode.

”Det betyder, at de ledige, som lige nu oplever, at der faktisk ikke er jobs at søge, ikke risikerer at falde ud af systemet,” siger Tine Johansen.

Hun er også meget tilfreds med, at ikke bare selvstændige, men også freelancere er omfattet af aftalens ret til kompensation, hvis man oplever minimum 30 procent fald i omsætningen.

”I går blev der talt meget om de selvstændige. DJ har mange selvstændige medlemmer, men vi har jo også mange, som ikke har et CVR-nummer, men som arbejder som freelancere. De er nu også omfattet af aftalen her, og det er virkelig glædeligt,” siger Tine Johansen.

To mangler

Men selv om DJ-formanden på lange stræk jubler over dagens hjælpepakke, så er hun med egne ord ikke ”totalt jubelidiot”.

Hun savner fortsat, at de 30 ugers ret til supplerende dagpenge sættes i bero, og at vilkårene for freelancere med A-indkomst, altså freelancere, der for eksempel arbejder som tilkaldevikarer, også nævnes i aftalen.

”De to spørgsmål er stadig uklare i teksten, så det vil vi forsøge at finde svar på,” siger Tine Johansen og tilføjer:

”Vi får jo rigtig mange spørgsmål fra medlemmer, der er kastet ud i en usikker og for nogle desperat situation. Men det er glædeligt her en uge senere at kunne konstatere, at man rent faktisk har spændt et sikkerhedsnet ud under dem. Det er smukt at se folkestyret arbejde så hurtigt,” siger Tine Johansen.

0 Kommentarer

Læs også

Magtesløshed, tab og tom kalender: Mød fire corona-ramte freelancere

Magtesløshed, tab og tom kalender: Mød fire corona-ramte freelancere

19. MARTS 2020
Anders Kjærulff har mistet 60.000 kroner på grund af corona - hilser hjælpepakke velkommen

Anders Kjærulff har mistet 60.000 kroner på grund af corona

18. MARTS 2020