”Pas nu på dig selv!” Min journalistfar gentager mantraet, når han ringer, og jeg siger, at han ikke må ringe i min arbejdstid, fordi jeg har en deadline og skal hente barn om en time. Han er gået på pension efter 30 år i samme job og lever det søde pensionistliv.

Jeg er 37 år og tilhører en helt anden journalistgeneration. Finanskrisen brød ud, året inden jeg blev færdig. Det seneste årti har jeg været igennem tre fyringsrunder (and counting) og været ansat på tre medier, der lukkede.

Jeg har været freelance med eget firma i flere år (syv), end jeg har været fastansat (fire). Jeg betaler selv for mine sygedage, hvilket i praksis betyder, at jeg meget sjældent er syg. Jeg har først fået råd til at spare op til pension for et år siden. Det er tidligere end mange andre freelancere, jeg kender.

Så jeg kommer tit til at grine, når min far siger, at jeg skal passe på mig selv. For selvfølgelig skal jeg det, men mit journalistliv er fundamentalt anderledes end hans – og for den sags skyld hele hans generation af journalister.

Velkommen til 2020 og rigtig mange yngre journalisters virkelighed: Ud over rollen som skrivende journalist er jeg også redaktør, projektleder med farvekodede excelark, bogholder, SoMe-medarbejder i mit firma og til tider også salgsmedarbejder, når jeg pitcher nye projekter for kunder.

Jeg er robust, omstillingsparat, fleksibel og alle mulige latterlige klichéfyldte buzzwords, men jeg ved ærligt talt ikke, hvem jeg skal ringe til, hvis jeg går ned med stress eller en alvorlig hjernerystelse. For selv om jeg har tegnet en privat sygeforsikring, er jeg kun sikret mod fysiske sygdomme, fordi jeg har haft en depression for syv år tilbage. Og så er man en dårlig forretning for forsikringsselskaberne.

Hvis jeg bliver alvorligt syg, er jeg godt og gammeldags fucked. Så jeg krydser fingre og sparer op. Jeg regner ikke med noget fra DJ, selv om jeg har betalt til dem siden 2007.

Forstå mig ret: Jeg elsker mit arbejde og er heldig at kunne leve af det. Men jeg savner et forbund, der repræsenterer den nye medievirkelighed. Et forbund, der reagerer, når nye disruptive medievirksomheder dumper priserne igen. Som har en ambitiøs plan for de cirka 25 procent, der er freelance, TBA’er eller projektansatte.

Det tal kommer kun til at stige fremover, nu hvor medierne har fundet ud af, at de kan spare på ikke at fastansætte folk.

Jeg savner et forbund, der har en konkret strategi, som fylder mere end de nuværende 5.500 anslag. Et forbund, der ved, hvad man realistisk set kan forvente af en uges arbejde som freelancer (tip: det er ikke 26.988 kroner, som der står i deres vejledning, nærmere det halve).

I DJ’s freelancestrategi står der, at DJ vil: ”Være en tydelig stemme i debatten om prekariseringens konsekvenser og mulige løsninger” og ”sikre, at freelanceres og projektansattes fleksibilitet modsvares af samme sociale sikkerhedsnet, som fastansatte har”.

10.000 kroners-spørgsmålet er så: Hvordan? Freelancegruppen gør et stort stykke arbejde, men problemet er ikke sivet ind på Gammel Strand, hvor de har haft travlt med den ene skandalesag efter den anden. Jeg kunne nævne sexchikanesagen, Elisabeth Gedays ansættelse og fyring eller Lars Werge-gate.

I det mindste ved jeg, hvad mit kontingent er gået til. Men jeg savner et forbund, der er rustet til fremtidens mediebillede og de 25-30 procent af os, hvis største frygt ikke er at blive fyret, men at gå ned med stress og miste vores indtægt. Så vi forsikrer os og finder individuelle løsninger på et kollektivt problem.

Imens sparer jeg op og venter på, at revolutionen kommer om 10 år, når medierne har fyret alle fastansatte journalister og ansat dem på freelancevilkår uden rettigheder og overenskomst.

Så er jeg bare bange for, at det er for sent.

Nanna Balslev er freelancer og musikredaktør på Berlingske

(svar:)

Kære Nanna Balslev

Tak for dit læserbrev og din beskrivelse af dit freelanceliv. Det er vigtigt, at I freelancere fortæller om jeres arbejdsliv og hverdag for at skabe forståelse for det fleksible arbejdsmarked og en lovgivning, som ikke er fulgt med udviklingen.

Jeg er meget enig med dig i, at der er langt til målet i vores strategi: At freelanceres og projektansattes fleksibilitet modsvares af samme sociale sikkerhedsnet, som fastansatte har.

Men jeg synes, at DJ om nogen har erkendelsen af, hvor vigtigt det er. Og vi arbejder hårdt på at komme frem mod målet: DJ rådgiver og underviser hver dag freelancere individuelt og på vores BIZ-kurser. Vi har stærke krav om forbedringer for freelancerne med til de overenskomstforhandlinger, der netop nu er i gang med dagbladene og magasinerne. Og vi arbejder indædt på at forbedre lovgivningen på de områder, hvor der ikke er taget højde for freelancernes særlige situation: Vi har medvirket til, at dagpengereglerne for freelancere og selvstændige er blevet forbedret. Vi har været med til at overbevise beskæftigelsesministeren om, at barselsfonden for selvstændige skal genetableres. Og vi arbejder med forslag til forbedringer af sygedagpengeloven og konkurrenceloven, så freelancere og selvstændige bliver stillet bedre.

Det tager tid at ændre på love. I mellemtiden vil jeg meget gerne se nærmere på de sygeforsikringer, du nævner. Og derfor vil jeg kontakte dig og se på, om DJ kan gøre noget bedre på dette område.

Tine Johansen, formand, DJ