
Radio24syv søger ikke om at forlænge sendetilladelsen på grund af krav om udflytning, oplyser Berlingske Media og PeopleGroup d. 28.03.2018. Her reportage fra radioen få timer efter beslutningen er offentliggjort. Her politisk redaktør Brian Weichardt. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
”Ved I hvad Ekstra Bladet; fuck jer og jeres latterlige lortespørgsmål!!!!!!!”
Ved I hvad @EkstraBladet; fuck jer og jeres latterlige lortespørgsmål til pressemøder!!!!!!!
— Ane Høgsberg (@AneHoegsberg) March 16, 2020
Sådan lød en af flere kritiske kommentarer på Twitter under myndighedernes pressemøde om coronakrisen mandag. Kritikken var rettet mod Ekstra Bladets reporter Brian Weichardt, der med en række spørgsmål på pressemødet forsøgte at få svar på regeringens grundlag for at lukke grænsen.
Han afbrød flere gange sundheds- og ældreminister Magnus Heunickes talestrøm og sluttede til sidst selv af med kommentaren:
”Okay, det får vi ikke svar på – vi lukker den der.”
I dag giver Brian Weichardt dog sine kritikere ret i, at den lige fik en tand for meget på pressemødet.
”Jeg kom til at lyde enormt sur og aggressiv, fordi jeg fornemmer, at han ikke svarer på spørgsmålet. Det kunne jeg sagtens høre, da jeg så det bagefter. Men i situationen kunne jeg ikke,” siger Brian Weichardt.
Pressemøde er ikke til at bore ud
Trods erkendelsen fastholder Brian Weichardt, at selve spørgsmålet ikke fejlede noget. Men måske var det kikset formuleret – og forummet var ikke det rigtige.
”Selvfølgelig skal vi kunne spørge magthaverne, hvorfor de træffer de enorme beslutninger, de gør. Men et pressemøde er måske bare ikke stedet, hvor man sidder og spørger igen og igen for at bore noget ud. Det fyldte for meget og skulle have været mere elegant,” siger reporteren og tilføjer:
”Det skal altid være sådan, at svarene fylder mere end spørgsmålene. Her fyldte spørgsmålene mest, og så har man jo fejlet.”
Lavere decibel næste gang
Brian Weichardt oplever, at den tilspidsede situation omkring coronakrisen får nogen til at mene, at pressen bør skrue ned for de kritiske spørgsmål til myndighederne.
”Der er mange, der gerne vil have, at pressen tester de beslutninger, der bliver taget. Men der er også mange, der synes, at nu skal magthaverne have fred til at styre os igennem krisen,” siger han.
I sidste uge mindede politisk redaktør på Avisen Danmark Thomas Funding sine kolleger om, at vi skal huske at gå kritisk til myndighederne i coronadækningen. Brian Weichardt har da heller ikke tænkt sig at pakke de kritiske spørgsmål væk, næste gang han skal dække et af de mange pressemøder i denne tid.
”Men næste gang vil jeg ikke virke, som om jeg går amok på manden. Det har jeg heller ikke gjort ved de andre pressemøder. Set i bakspejlet skulle jeg have spurgt om det samme i går, men lidt mere elegant og med lavere decibel,” siger han.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Han slog en flad hånd i bordet, lænede sig lidt frem og udbrød: - Lad os så få lorten på bordet!
Ævlebævle-panelet fik tungen lidt mere på gled.
Der er skam god mening med verdens Brianner.
P.s. Forbliv med at lyde sur og aggressiv, så trænger budskabet måske ind!
Mogens
DjF medlem nr 2915 (DjH 1975-79)
I disse krisetider savner vi den kritiske presse og magten har frit spil.
Flere