SKÆVT. I Danmark er vi seksuelt ligestillet. Det ved enhver. Kvinder og mænd kan te sig som de lyster, bare de holder sig inden for rammerne af gældende lov. Frisindet, der i hen ved 40 år har været et adelsmærke, Danmark lufter med stolthed internationalt, afspejler sig bare sjældent på fotos i de hjemlige massemedier. Og det er i høj grad et problem, som journalister og billedredaktører bærer et medansvar for.
Et eksempel: Under årets Cannes-festival i maj bragte Politiken dagligt et øjebliksbillede fra Croisetten. Ét af billederne viste en gruppe pornomodellers opgejlede reklamestunt på trapperne op til festivalbiografen. Til højre i billedet poserede en kvindelig pornomodel med sit barberede skræv. De fleste ved, at den internationale pornobranches filmfestival løber af stablen parallelt med den 'almindelige' filmfestival, og at billedet i den forstand illustrerede en kolorit ved festivalen. Men ville Politikens fotograf have taget billedet, hvis de mandlige pornomodeller havde haft penis fremme? Og ville Politiken efterfølgende have bragt det?
Næppe.
Når fotografer, billedredaktører og journalister sjældent fostrer den ide at illustrere artikler med nøgne mænd, handler det ikke kun om, at de er en flok homofober, der vanen tro mener, at lir er noget, kvinder leverer – og mænd kigger på. Det handler i lige så høj grad om en dyb rigiditet i vores blik- og billedkultur, der trods frisindets 40 års jubilæum stadig gør billeder af seksualiserede og objektgjorte mænd til en mangelvare.
For et par år siden fik manglen på nøgne mænd den svenske fotograf Britt Marie Trensmar op af stolen. Hun udgav den erotiske fotobog "Mangrant – Play the Man" med nærbilleder af superskønne, svenske mænds brystvorter, baller, penis og blå, blå øjne. På linje med Trensmar har adskillige toneangivende modeproducenter som Marc O'Polo, YSL og Calvin Klein de senere år forsøgt at markedsføre deres duftprodukter gennem billeder af afklædte mænd. Men det sker ikke uden dønninger. Yves Saint Laurents reklamebillede "M7" fra 2002 måtte beskæres, før en række herreblade ville bringe det.
Jeg er næppe alene om at elske og begære mænd. Men det forhold, at billeder af dem ikke masseproduceres og stilles til skue i landets medier, rejser uundgåeligt spørgsmålet om, hvorvidt kvinder nogensinde har fået adgang til det seksuelle blik. Og om man i så fald kan vedblive at hævde, at de er anerkendt som seksuelle væsner på linje med mænd?
I det lys kan betydningen af de forsøg, der trods vanetænkning og direkte censur gøres på at supplere spalternes trutmundsblondiner med seksualiserede mænd, ikke undervurderes. Et øjebliksbillede af mandlige pornomodeller i bar røv på Croisetten havde utvivlsomt givet ballade. Men det havde også været en øjenåbner, der ville skubbe til konventionerne. /
Anette Dina Sørensen er litteraturkritiker og journalist samt tidligere forsker med speciale i køn og seksualitet i massekulturen.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er en klar overdrivelse at påstå, at det traditionelt kun er kvinder som bliver udstillet i massekulturen. Det er blot kun udstillingen af kvinderne, som er genstand for en omfattende problematisering. Denne tendens til at skævvride realiteterne fremgår bl.a. tydeligt, hvis man ser nærmere på de konkrete eksempler som bruges til underbygge påstanden om, at det er mere accepteret at udstille kvinder end mænd. Lad os f.eks. tage det berømte eksempel med den nøgne mand i reklamen fra YSL. Hvad der var nogle som anså for problematisk ved denne, var udelukkende at kønsdelen var klart synlig. Men YSL lavede også en reklame med en nøgen kvinde, dog med den afgørende forskel at hendes underliv ikke var synligt. Alligevel gav denne reklame anledning til omfattende kritik. Man tør knapt tænke på hvor voldsom balladen ville blive, hvis nogen bragte en reklame, hvor en kvindes kønsdel kunne ses lige så tydeligt som YSL´mandens!
Men ét er hvordan man observerer forholdene, noget andet er den principielle stillingtagen. Hvis man grundlæggende mener, at kvinder som sexobjekter er undertrykkende, mens mænd som sexobjekter er positivt og frigørende, så er det ren og skær dobbeltmoral.
Det meningsfyldte i at advokere for objektgørelse af mænd kan diskuteres, da det dybest set handler om udbud og efterspørgsel. Men hvis man samtidig ønsker at bekæmpe objektgørelsen af kvinder, bliver det direkte problematisk. Og så er dobbeltmoral vist den mest relevante betegnelse.
At seksualisering af mænd skulle anerkende kvinder som seksuelle aktører, på linie med mænd, er en meningsløs påstand. Siden hvornår er mænds tilbøjelighed til at se på nøgne kvinder blevet anerkendt? Det er ganske vist ikke forbudt, selvom nogle gerne så at det var tilfældet, og jævnligt kræver censur. Men det bliver konstant kritiseret, problematiseret og kaldt kvindeundertrykkende. Derimod kan jeg ikke mindes, at nogle har kaldt det mandeundertrykkende, hvis kvinder ville se på mænd.Rep. til Peter Jensen,
Min pointe er, at i det omfang kvinder/kvindelighed alene skal være skærm for massekulturens seksualisering, så er der tale om en mangel på kønsligestilling i dansk seksualitetskultur. For at få demokratiseret blikket - og seksualitetskulturen, er det derfor logisk, synes jeg at advokere for flere seksualiserede og objektgjorte mænd i massekulturen. En realisering af dette ønske vil endvidere imødekomme heteroseksuelle kvinders adgang til det seksuelle blik, og vil være udtryk for en anerkendelse af kvinder som seksuelle aktørere på linje med mænd. Intet dobbeltmoralsk i det! Måske polemisk, men dog fornuft.
Anette Dina Sørensen
Anette Dina Sørensens holdninger til dette emne er et studie i rendyrket dobbeltmoral. Nogle gange skælder hun ud på porno og populærkultur for at vise nøgne kvinder, og kvinder som sexobjekter, og kalder det skadeligt for ligestillingen. For så andre gange at forlange nøgne mænd, og betegne det som ligestilling når mænd udstilles som sexobjekter. Altså nøgne kvinder = dårligt, nøgne mænd = godt. Hun følger denne linie meget konsekvent. Derfor er det mærkeligt at der tilsyneladende aldrig er nogen af de journalister/medier som beskæftiger sig med hende, som bemærker denne indlysende dobbeltmoral.