Efter årtier, hvor Ugens Rapport omhyggeligt blev gemt under sengen, kan man nu igen se struttende bryster på forsiden af cafeernes herremagasiner, ligesom Aller og Benjamin lærer deres kvindelige læsere at slikke pik, så englene synger. Journalisten tager på odyssé gennem kønsdele og tryksværte.

PORNO. "Der skal sgu være nogle flere bare kællinger i den avis!"
Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen så lyset en sommerdag i 1964. Han havde netop læst en historie om en topløs pige, der var blevet anholdt på en strand i Amerika. Tiderne var gode, og frisindet lurede i den danske folkesjæl. Nu skulle læserne have syn for sagen.
23. juli 1964 prydedes Ekstra Bladets forside af Lotte Tarp på Liseleje Strand i en badedragt, der ikke formår at skjule hendes bryster. Det gør hun til gengæld selv med sine hænder. Rubrikken lyder: »Her er den nye mode – topløs badedragt. Bliver De forarget?«
Andreasen havde bedt en journalist lave en historie om en topløs pige på en dansk strand. Journalisten kendte tilfældigvis Lotte Tarp, der var frisk.
Forargede eller ej – avisen blev flået af hylderne, og med god grund. Inde i avisen fik man nemlig det, spisesedlerne ikke viste: En billedserie med Lotte Tarps nu utildækkede bryster.
"Folk skal sgu købe avisen for at se dem," ræsonnerede Victor Andreasen.
Sådan landede det første sæt nøgne bryster i dansk dagpresse til pengekassernes mekaniske jubelråb.
Historien er fra Gregers Dirkinck-Holmfeldts bog "Tør hvor andre tier". Siden har brysterne nærmest ikke været til at rive ud af avisen.
Denne artikel handler om sex-temaets, pornoens og den nøgne huds gang i de danske medier. En rutsjebanetur fra de frigjorte 60ere og 70ere, over de snerpede 80ere og start-90ere til sexplosionen det seneste årti, hvor erotikken er væltet ud mellem linjerne.

'ASSOCIER sex med en fremadstræbende social mobilitet.'
Det var det, han gjorde, Hugh Hefner, da han i 1953 gav amerikanske mænd det, de allerhelst ville have: Første nummer af Playboy og Marilyn Monroe uden en trevl.
Sagt på jævnt dansk er det noget med, at man ikke nødvendigvis er en klam taber, fordi man kan lide nøgne damer. Man kan være smart, rig og succesfuld.
Den danske porno-guldalder udspringer først midt i 60erne. Entreprenante folk som fotografen Ole Ege og antikvariats-ejerne Leo Madsen og brødrene Theander var blandt pionererne.
Ole Ege erindrer i sin bog "Erotiske drømme" en middag med Leo Madsen i hans villa nord for København.
" – Det skal hedde Weekend-Sex.
Hans brune øjne borede sig ind i mine, mens han hævede whiskyglasset muntert. Han nippede til Johnny Walker, stillede glasset på kakkelbordet og fortsatte ivrigt:
– Noveller, fotoserier, vittigheder og sexbrevkasse!"
Weekend-Sex udkom første gang i 1966 og tog skridtet videre fra 'smuds-blade' som Cocktail og Variety, der siden 30erne havde vist kvinden, som hun var skabt, men heller ikke mere. Et scoop var især de meget populære gratis sex-kontaktannoncer. Leo Madsen tjente styrtende og blev en af tidens mest excentriske porno-konger. I bedste Simon Spies-stil havde han således en mand ansat til at stoppe sine piber.
Mest succesfulde var dog Theander-brødrene og selskabet Rodox. De var især fokuseret på eksporten, og deres blad Color Climax var på et tidspunkt verdens førende pornoblad.
De kommercielle interesser gik hånd i hånd med ungdomsoprøret og en seksuel frigørelsesproces. Det var på mode at bryde tabuer, og i 1969 måtte politikerne følge folkestemningen og frigive billedpornoen.

"INGE OG STEN har knald i låget."
Det kunne københavnerne i 1971 læse på siden af deres busser.
Forklaringen var enkel nok. Inge og Sten udgjorde ægteparret Hegeler, der siden 1967 havde bestyret brevkassen 'Spørg Inge og Sten' i Ekstra Bladet. Emnet var danskernes nye yndlingsinteresse: Sex. Eller som de frække sagde i 1971: 'At knalde'.
Som eksempel skrev en kvinde, at hendes mand fik stiv pik, når hun serverede leverpostej med sky, og "så vil han straks i seng med mig. Men vi må jo tage hensyn til børnene".
Brevkassen var en stor læsersucces, og ideen blev hapset af både Dagbladet i Norge og Expressen i Sverige.
Knap så stor succes gjorde 'Spørg Inge og Sten' blandt unge kristne, der marcherede i gaderne under ordene: "Stop Ekstra Bladets PORNO-SVINERI – der sammen med Inge og Sten Hegeler har gjort Danmark til Verdens veneriske SEX-SKRALDESPAND."
Rødstrømperne var heller ikke helt tilfredse med Ekstra Bladets hang til sex og kvindekroppe. I 1974 udkom en bog, der kritiserede avisen, blandt andet for det siden i medierne så populære trick med at bruge en afklædt dame som illustration, hvor det overhovedet kunne lade sig gøre.
To år senere tog avisen konsekvensen og satte de bare damer i system. Den første side 9-pige, Elin Holmtoft, mødte læserne den 1. juli 1976. Tanken var naturligvis oprindeligt, at hun skulle have været på side seks, men det blev droppet, fordi netop den side gav gode annoncekroner.

PORNO-INDUSTRIENS omsætning kunne i begyndelsen af 70erne tælles i milliarder kroner. På den baggrund må det betragtes som sund forretningssans, at Aller-koncernen i 1972 meldte sig ind i legen.
Ugens Rapport var fra starten en succes med 100.000 solgte eksemplarer. Den tidligere B.T.-reporter Kurt Thyboe blev gjort til redaktør og definerede indholdet med tre ord: Vold, sex og krimi. Journalistiske reportager – der nok vægtede dramatikken frem for dokumentationen – var en væsentlig del af indholdet, og bladet var ikke fedtet med at sende reportere ud i den store verden. Den store nyskabelse var dog 'De grå sider', hvor læserne (eller journalistpraktikanten) fortalte om egne sex-oplevelser.
Billedstilen var den blødere porno, ikke af æstetiske grunde, men af kommercielle.
»Faktisk sælger det ikke noget særligt, hvis der er en mand med på billederne. De folk, der køber Ugens Rapport, vil have pigerne for sig selv,« forklarede Kurt Thyboe dengang i en artikel i Information.
Oplaget nåede i 1977 helt op på 200.000. Men så mente forlaget Center Press, at det kunne være nok med Allers uhæmmede porno-provenu. I et veritabelt angreb – også kendt som sex-dages-krigen – udsendte Center Press et væld af billigt producerede magasiner med titler som Slam, Slik, Bøfferne og Fjams.
Stilen var vulgær, men det gjorde ondt på Rapport, hvis oplag gik ned til 125.000. Svaret var at fordoble sex-indholdet på bekostning af journalistiske reportager, hvilket fik salgstallene til at rette sig noget op.

DEN VESTLIGE VERDEN red på en bølge af seksuel frigørelse fra midten af 60erne og op gennem 70erne. Men i 1984 erklærede Time Magazine, at den seksuelle revolution var overstået. Sex var simpelthen ikke 'hot' mere.
Sygdommen AIDS var begyndt at spøge. Sex – især den mere udlevede – var blevet forbundet med risiko.
Pornoen solgte stadig. Aller supplerede i 1985 Rapport med en håndfuld mere hard-core blade som Express og Pige-Special (PS). Videobåndoptageren var begyndt at dukke op i de danske hjem, hvilket boostede pornofilmsindustrien, men her havde udlandet forlængst overhalet den tidligere så velrenommerede danske produktion.
Der er forskellige opfattelser af årstallene for den danske porno-guldalder, men alle er enige om, at ballet var forbi i begyndelsen af 80erne.
Synet på sex påvirkede også synet på porno. I 70erne optrådte folkekære skuespillere side om side med pornoskuespillere i sengekantsfilmene. Folk rendte hel- og halvnøgne rundt på festivaller og badestrande. Var man velskabt nok til at modellere for et blad, tog mange det som en fjer i hatten.
Men i 80erne begyndte porno at stigmatisere.
»Det er ikke mere socialt accepteret, at man har poseret nøgenmodel for en fotograf. Det var en udvikling, der tog til i 80erne, og i 90erne blev det rigtig snerpet,« fortæller Jan Nielsen, chefredaktør for Rapport, der siden sin tiltrædelse i 1989 har oplevet, hvordan det er blevet sværere og sværere at finde danske porno- og nøgenmodeller.
80ernes mande-ideal – 'den nye mand' – var heller ikke til smålummer porno. Han var, som damebladene formulerede det, "som en mintchokolade: Hård udenpå og blød indeni". Velklædt, veltrænet og karriereminded, men samtidig dedikeret til familien og de nære ting. Det danske magasin til 'den nye mand' kom – lidt forsinket – i 1992 i form af Euroman. Og her var der kun skuldertræk tilovers for store bryster og dryppende liderlighed.

OPGØRET med 80ernes mandeideal lod dog ikke vente længe på sig. Prototypen blev døbt 'the new lad' – den nye drengerøv. Den nye drengerøv kunne lide bajere, biler og frem for alt: Lækre kællinger. I udlandet begyndte lad-magasiner at skyde frem: Loaded, FHM, Maxim. I 1997 kom det første danske lad-mag: M!, udgivet af forlaget Benjamin. Forsiden var prydet af fotomodellen Heidi Albertsen, kun iført en kort skindjakke.
Indholdsmæssigt er der ikke langt til Rapport. Men indpakningen er lækrere. Modellerne er ikke naboens datter, men håndplukkede babes – iblandt kendte fra sports-, medie- eller kulturverdenen.
Lad-kulturen bryder igennem på forskellig vis. I radioen gjorde Tæskeholdet æteren usikker med deres konceptuelle drengerøvshumor, og således blev kvindens bryster – her kaldet jader – igen et yndet emne i tiden.
Samtidig sker der en teknologisk udviling, der om noget bringer sexbilleder ud i de små hjem: Internettet.
Med internettet nedbrydes de fysiske barrierer, der før har holdt pornoforbruget nede: Forlegenheden ved at skulle bede om et af kioskens utugtige magasiner, frygten for at møde sin nabo eller kollega på vej op fra porno-butikken.
»I 90erne kommer der bare en hel masse porno, men i dette årti er tingene begyndt at blive mere og mere nicheprægede, og der kommer hele tiden flere til,« fortæller pornoeksperten Nicolas Barbano, der blandt sine mange titler skriver anmelder, film-producent og museumsinspektør.
Han finder et link til en film med en ung dame, der efter et par indledende erotisk-gymnastiske øvelser opfører en lille seance med anale knibeøvelser.
»Sådan én har jeg for eksempel aldrig set før,« siger han.

INTERNETTETS udbredelse fra 1997 til 2000 fører til en stigende seksualisering af samfundet og efterfølgende afsmitning på massekulturen.
Det mener Anette Dina Sørensen, der har stået bag et stort forskningsprojekt om porno i Norden. Hun taler om en 'massekulturel mainstreaming af pornografi', hvor medierne tager temaet porno til sig over en bred kam blandt andet ved, at små fragmenter sætter sig i mode- og reklamebilleder. Eksemplerne er utallige, blandt de mere åbenlyse er sodavanden cult shaker-reklamerne – svedige, nøgne kvindekroppe, der ser ud, som om de er klar til at stikke deres sodavand lige i dåsen.
Åbner man et modeblad som Cover, ser man modeller, der kælent kigger op på læseren.
»Modefotografiet spiller helt klart på det erotiske. Grunden er helt banalt, at piger tager pænt tøj på, fordi de gerne vil tiltrække det modsatte køn. Set i det lys er det ikke så underligt,« fortæller Covers redaktør, Malene Malling.
Hun forklarer videre, at Cover som unisex-magasin har forsøgt at slå to fluer med deres billedserier: Lækkert tøj, som pigerne kan kigge på, og lækre piger, som drengene kan kigge på.
Men Gud, hvad med børnene?
Ak nej, heller ikke de går ram forbi. På community-sites som Arto.dk kan man se, hvordan pigerne bruger det, Anette Dina Sørensen kalder soft-core pornografiske koder til at iscenesætte sig selv. De giver sig selv navne som 'Blond & Villig' eller 'Hot4babe', og de fotograferer sig selv med baller og kavalergang godt oppe i linsen.
»Den gode nyhed er samtidig, at de unge generelt godt kan navigere i det pornografiske univers. De kender grænserne og kan forholde sig til det, de oplever på nettet,« siger Anette Dina Sørensen.

AUGUST 2006 rammes danske kiosker af seneste skud i en efterhånden lang salve af dameblade. Cosmopolitan hedder det glittede magasin. Mange genkender navnet, Cosmopolitan har eksisteret som familiemagasin siden 1886. I 1965 tog tingene imidlertid en drejning, da Helen Gurley Brown tog roret. Allerede inden havde hun forarget med bogen "Sex and the single girl", og nu skulle kvindens seksuelle frigørelseskamp føres videre i Cosmopolitan, hvilket blandt andet skete med Burt Reynolds som verdens første folde ud-mand i 1972.
Bedre sent end aldrig. Cosmopolitan kommer på dansk – om end navnet staves på samme måde som på originalsproget.
'69 SEX TRICKS' står der med store typer oppe i højre hjørne, hvor øjnene falder først. Og sådan fortsætter det i de følgende fire numre: 'SEX GUIDE', 'SEX LEGE', 'Hemmelige sex zoner', '58 SEX MOVES'.
I virkeligheden fandtes Cosmopolitan allerede i Danmark. Det havde bare andre navne.
Clara Mai Kunstmann var chefredaktør for Bazar – Allers kombattant, der i fem år har kæmpet om de unge kvinder med Woman og Sirene. Bladene blev skabt med inspiration i det amerikanske Cosmopolitan, fortæller hun.
»Vi testede hele tiden vores læseres behov. Og det, de ville have, var en mere fri tone og mere detaljerede og konkrete ting om sex. Hele tiden guides,« siger Clara Kunstmann, der i dag er leder af Allers Futurelab.
Der var mindst lige så meget sex til pigerne som til drengene, men tilgangen til emnet var mere subtil.
»På M! lavede jeg en lang reportage om indspilningen af en pornofilm. Men det viste sig, at drengene overhovedet ikke gad læse om, hvor hårdt det var for den rumænske pornoskuespillerinde. Det skulle bare være tjubang – lad os lægge nogle damer ned. Men når vi på Woman lavde en guide til one night stands, var det langt mere reflekterende over, hvordan følelsen var bagefter,« fortæller Mette Holbæk, der var journalist på M! og siden blev redaktør på Woman.

ORALSEX, analsex, swingersex, dildoer, buttplugs, sprøjteorgasmer. I starten af dette årtusinde var det ord, der kun lod sig læse i bladene bagerst på kioskhylden.
I dag står de side om side med madopskrifter og modetips.
»Tag forsiden af et dameblad og sammenlign med forsiden af Rapport – der er stort set ingen forskel,« konstaterer den tidligere sex-journalist Erik Bork fra en mondæn cafe på Vesterbro, få hundrede meter fra de sidste rester af detailhandelens bærme af pornobutikker.
Og på Nørrebro giver Anette Dina Sørensen sin videnskabeligt researchede forklaring.
»Porno i medierne er blevet stuerent. Det giver faktisk credit, at man som medie tør bryde tabuerne. Pludselig ser man anmeldelser af pornofilm i ungdomsblade eller pornomodeller som Katja Kean, der optræder i tv. Eller fagbladet Journalisten, der vil lave tema om porno,« siger Anette Dina Sørensen.
Hun sidder med sin bærbare og surfer rundt i sit store arsenal af billeder. Med et klik åbnes en pdf-fil. Flere sæt gyngende negerbryster og en imponerende pik toner frem.
Denne gang er det hverken Rapport eller Cosmopolitan. Det er såmænd DRåben – DRs personaleblad, der i en artikel diskuterer, om Boogie er blevet for vovet qua de videoer, man sender. Som det sig hør og bør i journalistik, har man valgt nogle illustrationer, der dokumenterer problemstillingen. I dette tilfælde saftige screenshots fra en af 50 Cents porno-videoer.
Se, hvor vi tør!
Patter. Pik. Negerpik! Stiv negerpik!

KAMPEN OM FØRERTRØJEN i mediernes fælles seksual-eksploration er hård, men også hårfin. Et vrid for meget, og det kammer over.
I doku-soapen Paradise Hotel er sex det bærende element. Deltagerne bliver castet til at få lyst til at bolle med hinanden, og det gør de så. Men hvor programmet bryder grænser, så holder seertallene sig pænt på måtten.
»Det er sjovt, så lidt det provokerer. Sex-scenerne i Paradise Hotel skaber ikke nær den samme opstandelse, som dengang Jill havde en dildo med i Big Brother-huset,« siger Erik Bork.
Han taler om en dobbelt udvikling i mediernes brug af sex. På den ene side oversvømmes danskerne med sex i kulørte blade, på nettet og på kommercielle tv-kanaler. På den anden side har han de seneste år oplevet en stigende grad af puritanisme og sex-forskrækkelse i tv og på de større dagblade. I årtiets begyndelse skrev han om sex på Berlingske, Information og Kristeligt Dagblad, opildnet af redaktører, der følte, at de måtte 'med på vognen', da internettet buldrede frem. Men nu er stemningen vendt.
»Det er, som om der i dag er et negativt fokus på porno og sex. Det er noget farligt noget. Hvorfor svælger vi sådan i Maddie- og Fritzl-sagerne? Jeg tror, der sker en modreaktion,« siger Erik Bork.
I bogen "Sidste nat i Kødbyen" fra 2007 beskriver forfatteren Henrik List, hvordan den seksuelle ytringsfrihed er kommet under pres, fordi medierne ligger under for en bølge af nypuritansk og politisk korrekthed, båret af feminismen og en reaktionær kulturradikalisme.
»Men sex er endnu bedre stof og sælger endnu flere aviser og garanterer endnu bedre ratings, hvis der er en 'farligt' eller 'forargelig' vinkel, synes den underliggende redaktionelle logik at være (…),« skriver Henrik List.
Da Journalisten taler med Henrik List, giver han aktuelle eksempler i B.T. og Ekstra Bladets kampagner.
»B.T. fører en kampagne mod kvindehandel. Det er jo lidt en selvfølge, at vi er imod kvindehandel, men de producerer kun få beviser på, at det er et stort problem i Danmark. Og hvis der så ikke er reelle problemer, så må man ud og fremprovokere noget kriminalitet, som Ekstra Bladet har gjort omkring pædofil-chattere,« siger Henrik List, som dog ser en opblødning, for eksempel i den måde, Jeppe Kofod-sagen hurtigt blev skrinlagt.
Men han savner stadig den positive, fordomsfrie tilgang til seksualitetens mange afskygninger. Det samme gør Erik Bork.
»Danskerne er mere åbne omkring sex, og det bør aviserne også være. Hvorfor ser man ikke en artikel-serie i Berlingske om, hvordan et ægtepar får deres sexliv på fode igen? Det undrer mig, at seriøse medier ikke tager disse ting mere op,« siger han. /