Michael Anchers karriere kan lyde som den ultimative drengedrøm med fester, penge og nøgne kvinder, men for Danmarks største nøgenfotograf har det først og fremmest været et arbejde.
Her fortæller han sin historie.
Michael Ancher har som den eneste danske pige-fotograf opnået en international karriere med navne som Playboy, Penthouse og Mayfair på kundelisten. Han har boet på Den franske Riviera, i Los Angeles, Rom og i Prag, hvor han i dag residerer og driver sin forretning.
Karrieren startede, da han i midten af 70erne begyndte at tage reklamefotos for sin egen tøjbutik i Herlev. Han blev en flittigt brugt modefotograf og i 1980 leverandør til Se og Hørs halvfrække modeserie 'Rap mode'.
Anchers foto-virksomhed blev hele vejen drevet med konen Kirsten som makeup-artist, indtil hun døde for to år siden.
OM NØGNE KVINDER OG PENGE
En dag ringede Rapports redaktør Kurt Thybo og sagde: "Nu har jeg siddet i to år og gloet på 'Rap mode' og været frustreret over, at du ikke bare piller resten af tøjet af pigerne og giver mig billederne."
Så lavede jeg den første serie for Rapport. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg fik billederne og rettighederne retur, når de var bragt. Da jeg havde lavet fem-seks serier, tog jeg til Stockholm og solgte dem igen til søster-bladet deroppe, og så gik en prås op for mig – hallo, der er jo muligheder i det her!
Så puttede vi alt, hvad vi havde, i vognen og begyndte at køre rundt og sælge i hele Europa, Vi kørte for eksempel til Amsterdam, hvor vi købte alle de blade med bare damer, man overhovedet kunne finde på hollandsk. Så ringede vi og fik nogle aftaler, og næste dag kørte vi ind og solgte, og så videre. Sådan en tur tog gerne et par uger, og vi hyggede os og boede på gode hoteller. På et tidspunkt tog jeg også et fly til New York med en kuffert fuld af billeder.
I 1985-86 tog karrieren for alvor skub. Det var næsten lige meget, hvor jeg sendte billeder hen, så blev de solgt. Jeg solgte til Playboy i Tyskland, Australien og Holland, og jeg fandt piger til det amerikanske Playboy. Senere skiftede jeg til Penthouse, som bragte mine billeder i USA og resten af verden.
OM DET LETTE LIV
Der var rigtig gode penge i det, og der var masser af blade. Hvis jeg solgte en serie til for eksempel Penthouse i Tyskland, gav det 7.000 D-mark. Bagefter kunne jeg sælge samme serie til bladet New York i Hamborg for 2.000 D-mark og den tyske udgave af High Society for det samme, og så kom småblade som Neue Revy og Praline. På den måde kunne der hurtigt komme 12-15.000 D-mark ud af en serie.
Dengang var jeg ofte i Se og Hør og andre blade. Lige meget hvor jeg var henne i nattelivet – om det var Fellinis eller Annabelles – så havde jeg fast bord, og alle ville lære mig at kende.
I halvandet år dyrkede min kone og jeg livet med receptioner og fester, men i 1988 besluttede vi at sige stop og flytte til Sydfrankrig.
Vi boede på kysten 16 kilometer uden for Cannes. Jeg fotograferede en, måske to piger om måneden. 15-18 serier om året, hvor man havde en dags arbejde på hver, og så måske to dages arbejde med at sortere billeder og sende dem ud. Resten af tiden sad jeg på min terrasse og kiggede på Middelhavet eller spillede golf.
OM FOTOGRAFIET
I bund og grund handler det i dag om at kunne komponere et billede. Jeg tror, mit talent er, at jeg kan se billedet for mig, før det bliver taget. Det er svært at forklare, hvad et godt billede består af … måske en kombination af modellen, baggrunden og posituren.
Mange fotografer fortæller, at de altid går i seng med pigen først, for så er der et tættere forhold, og så kan de lave bedre billeder … sådan noget pladder … bare for at komme i bukserne på et pigebarn! I alle de år, jeg har fotograferet, har jeg aldrig lagt an på en model.
Men selvfølgelig skal der være et samspil, og fotografen skal vide, hvad han skal gøre og sige: Vi skal have det frem sådan og sådan … du skal også smile med øjnene … hele den smøre, man kommer med hver gang.
Jeg har altid været seriøs med det, jeg lavede. Jeg har lavet enkeltserier og pige-pige, men aldrig hardcore-porno, selv om jeg er blevet tilbudt store summer. Der går min grænse.
Jeg forsøger at holde min stil og lave baggrunden så pæn og neutral som muligt. Nogle gamle serier kan ikke sælges i dag på grund af tøj og sko. Men hvis man fotograferer pigerne i stilethæle, så er det lige meget, at billedet er 10 år gammelt. Den første serie på mit site Glamourgirls.com fra 2000 sælger lige så godt som serie 159, som jeg lavede i Caribien for nogle måneder siden.
OM MODELLERNE
Da vi begyndte i Danmark, fandt vi selv modellerne. Det var Kirstens job, for hvis jeg henvendte mig, troede de bare, jeg ville i seng med dem. I hvert fald indtil vi blev kendte, og pigerne selv begyndte at komme til os.
Vi kunne finde modeller, fordi vi i forvejen lavede modefotografering. For eksempel brugte jeg Carina Jensen – senere kendt fra Lykkehjulet – som model. Jeg havde jo set hendes krop og vidste, bladene ville elske hende. En dag lagde jeg så to-tre tyske Playboy på bordet, og da hun så dem, sagde hun: "Gud, laver du også sådan noget? Det kunne jeg også godt tænke mig."
Nogle af de piger, vi fandt, fik en hel del ud af det. Carina Jensen kom ind hos Ford Models i New York, og Helle Michaelsen og Marina Larsen kom begge i det amerikanske Playboy.
Da vi boede i Frankrig, fik vi piger fløjet ned fra Danmark, Holland og England. I Los Angeles var der fire-fem bureauer, hvor man bare bladrede deres kataloger igennem og bookede dem. I Rom fik jeg kontakt med bureauer i Prag. Det er ikke til at opdrive en model i Rom på grund af religionen.
Inden vi flyttede til Prag, var Budapest det helt store. Revl og krat inden for pornoen kom til Budapest og oprettede studier. Men til sidst fik de simpelthen udtømt markedet af modeller. Så flyttede det hele til Prag, og nu er det på vej væk igen. I dag har mange modeller i Prag ikke en skid at lave.
OM MEDALJENS BAGSIDE
Nogle piger kører linjen helt ud og ender i hardcore.
Den værste, jeg har oplevet, var en af vores modeller, som min kone næsten fik et nervesammenbrud over. Jeanette 'Starion' Dyrkjær blev som den første dansker 'Pet of the year' i Penthouse. Jeg var den første, der fotograferede hende til udenlandske blade, og vi havde rigtig meget at gøre med hende. Hun kom fra et skilsmissehjem og kunne ikke med sin mor, så hun betragtede os nærmest som sine reserveforældre.
Titlen gav hende en million dollars, men hun kunne slet ikke styre det, og det hele blev formøblet. Så mødte hun en amerikansk pornoskuespiller og begyndte at lave hardcore, selv om jeg advarede hende imod det. De flyttede til Danmark og fik nogle børn, som kommunen tog fra dem. Det var en grufuld historie. Jeg ved faktisk ikke, om hun er i live i dag.
Da vi flyttede til Frankrig, blev vi enige om, at vi aldrig mere skulle have et så tæt forhold til en model. De modeller, vi selv fandt, blev vi meget involverede i, men det blev bare for meget. Rækker du en lillefinger, tager de hele hånden. Derfor er det godt at arbejde med modelbureauer. Du booker en model, hun laver sit arbejde, får sine penge og smutter igen.
80 procent af modellerne i den her branche er skilsmissebørn, og heraf har 20-30 procent været udsat for en form for incest. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Det er vel noget med, at de har brug for at blive bekræftet.
OM DET STORE PORNO-KRAK
I bladenes højtid gik det utroligt godt. Jeg havde 18 forskellige kunder i 14 lande. Men det blev ødelagt fra den ene dag til den anden.
I 1996-97 brød internettet igennem. Dag for dag kunne man se, at folk surfede mere og mere, og til sidst begyndte bladene at drysse fra. Det var ikke, fordi priserne gik ned, men kunderne lukkede simpelthen. Et blad som det amerikanske Playboy solgte 5,5 millioner eksemplarer i begyndelsen af 80erne. I dag sælger det halvanden million. Og det er klart, at blade med oplag på 150.000, som bliver halveret, de kan bare ikke overleve.
På det tidspunkt boede vi i Los Angeles. Jeg havde stadig bladkunder, men jeg tjente også godt på billeder til telefonsex-annoncer. Men pludselig ville ingen købe de billeder.
Oven i det havde amerikanerne fået nok af silikone. Dengang fandtes der ikke andet. Pigerne kom jo fra hele Amerika for at blive modeller, og alle skulle have større bryster. Men nu kunne pigerne i Silicon Valley ikke finde arbejde – bortset fra i pornofilmene – og vi havde svært ved at finde modeller.
Derfor valgte vi at flytte tilbage til Europa.
OM DEN NYE PORNO-INDUSTRI
Jeg har stadig bladkunder, men min primære forretning i dag er at lave stripvideoer til mobiltelefoner.
Videoen er typisk 12 minutter, men der går to-tre minutter, før pigen overhovedet er topløs. På den måde kan videoen også sælges til markeder, hvor man ikke må vise topløse piger på mobiltelefoner, for eksempel det amerikanske. Jeg er faktisk den eneste, der leverer den slags. Hos de fleste er pigen nøgen fra starten.
Video var et marked, jeg ikke vidste en skid om. Første gang, jeg prøvede, var i 2002, hvor jeg hyrede nogle modeller til en test-video med et kamera, jeg havde lånt.
Nu laver jeg blandt andet midnight-tv for Playboy i Storbritannien. Det næste, jeg skal i gang med, er et reality tv-koncept, som jeg har fundet på med fire andre gutter. Det er et projekt, jeg virkelig ser frem til, og foreløbig er der allerede fire tv-stationer, der er sprunget på og ikke kan få det leveret hurtigt nok.
Men i dag må jeg arbejde tre gange så meget for pengene. /
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Du er i mit liv hver eneste dag, specielt i denne frygtelige Corona situation.
Jeg tror at du skal være glad for at du ingen børn fik, for det er ødelæggende at frygte for dem.
Du er og har altid været hele mit liv og det vil du altid være.
Jeg elsker dig af hele mit hjerte og savner dig så forbandet meget.
Kys fra din hustru for evigt.
åh hvor jeg savner dig morfar ! elsket og savnet !
Hej Michael. Du leverede altid super serier. Rart at se, at du stadig har gang i arbejdet. Mange hilsner Torben.
Fantastisk Artikel Michael...skønt at møde dejlige Kirsten og dig i 70èrne...
knus jette
Hej Michael det er sjovt at læse når man ikke har set hinanden siden vi var 14/15 år.min verden er jo meget anderledes, jeg har kørt både øst og vest tynt med lastbil, efter jeg blev udandet såm søkok hos scherry hering line.jeg var ser fra 1965 til1972 og så var det slut.det kunne være sjovt at mødes på et tidspunkt mvh ole
Flere