I dag begynder årets politiske folkemøde på Bornholm. Men trods navnet dominerede "The usual suspects" aviserne ved sidste års festival. Ud af 100 artikler var den menige borgers politiske holdninger kun med i fire procent, viser to forskeres analyse for Journalisten.dk.

Denne analyse er skrevet af lektor Bo Laursen og adjunkt Leila Trapp – begge fra Institut for Erhvervskommunikation ved Aarhus Universitet.

Snart bliver Bornholm for andet år i træk skueplads for forsøget på at udvikle et nyt koncept for den offentlige politiske debat i Danmark: Folkemødet. Med omkring 10.000 besøgende betegner arrangørerne ellers sidste års folkemøde som "en ubetinget succes", og de forventer dobbelt så mange besøgende i år. Med den svenske Almedalsveckan som forbillede ønsker arrangørerne at skabe et forum for en ny og anderledes politisk debat til gavn for den brede befolkning og det danske demokrati. Men afspejlede avisdækningen af sidste års folkemøde denne ambition? Hvorfor er dette overhovedet interessant? Hvad kan vi lære af sidste års avisdækning?

Folkemødet 2011 – politik i øjenhøjde
I tiden op til sidste års folkemøde var der blandt arrangørerne, journalister og politikere udbredt enighed om mødets overordnede formål. Mødet var udset til at være et forum for en ny type politisk dialog, der skulle medvirke til at styrke og udvikle det danske demokrati. Nøgleordene var mangfoldighed, folkelighed og nytænkning. Mangfoldighed, idet både borgere, politikere, journalister, aktivister, foreninger og interesseorganisationer skulle have mulighed for at præge den politiske dagsorden. Folkelighed, idet der skulle være et særligt fokus på almindelige borgeres deltagelse i den politiske debat. Og nytænkning, idet den politiske debat skulle flyttes fra Christiansborgs gange til nye og inspirerende rammer, hvor de mange forskellige deltagere kunne udveksle synspunkter under afslappende, uformelle og utraditionelle former, og som dermed kunne være kilde til nye ideer. Folkemødet skulle skabe en ny nærhed mellem politikere og borgere og give mulighed for ægte tovejskommunikation i øjenhøjde.

Dansk demokrati
De tanker, der ligger til grund for folkemødet, flugter dermed fint med de fleste danskeres forestillinger om, hvordan vort demokrati bør fungere. Det danske demokrati er repræsentativt, dvs. vi vælger repræsentanter til at træffe beslutninger på vore vegne om samfundets indretning. Det danske demokrati er også deliberativt. Det betyder, at vi generelt anser det for uacceptabelt og illegitimt, hvis vore folkevalgte træffer beslutninger, uden at borgerne i bred forstand offentligt har debatteret grundlaget for beslutningerne.

Det er altså ikke tilstrækkeligt, at de folkevalgtes beslutninger træffes i overensstemmelse med de formelle demokratiske spilleregler. Vi forventer at blive inddraget i en forudgående bred diskussion, hvor vi har en fri meningsudveksling med hinanden og andre samfundsaktører, og hvor det bedste argument vinder. Grundideen er, at alle dele af samfundet i princippet skal kunne påvirke den politiske dagsorden og den politiske diskussion, og at alle sten skal vendes, inden samfundsmæssige beslutninger træffes.

Nyhedsmediernes centrale rolle
Det er indlysende, at nyhedsmedierne spiller en nøglerolle for den politiske debat i et moderne deliberativt demokrati som det danske. Ifølge medieforskeren Stig Hjarvard fungerer nyhedsmedierne som bindeled mellem de folkevalgte og befolkningen, idet medierne er det rum, hvor den politiske debat finder sted. Også den amerikanske journalistiske tradition public journalism slår til lyd for, at journalistikkens fornemste opgave er at formidle en folkelig diskussion af væsentlige samfundsanliggender.

Dette indebærer bl.a. at være lydhør over for borgernes dagsorden og formidle nyhedsstoffet på en engagerende og tilgængelig måde. Nyhedsmedierne er imidlertid mere end en neutral kanal for den politiske debat. Gennem redaktionelle beslutninger har medierne en betydelig indflydelse på, hvilke emner der diskuteres, og hvilke aktører der står stærkest i debatten.

Vi oplever således jævnligt, at medierne søger at sætte deres egen dagsorden eller fremme bestemte aktørers dagsordener. Hvis folkemødet skal blive den nye folkelige og pluralistiske politiske manifestation, som arrangører og store dele af det politiske parnas lægger op til, kræver det, at nyhedsmedierne spiller med på ideen og formidler de politiske diskussioner til de borgere, der ikke har mulighed for selv at deltage i folkemødet og derfor må nøjes med mediernes gengivelse.

Avisdækningen i 2011: Begrænset mangfoldighed, folkelighed og nytænkning
Hvordan gik det så sidste år? Ifølge en tilfreds Bertel Haarder, folkemødets primære initiativtager, forløb mødet, som han havde forestillet sig, nemlig som "… en herlig blanding af sommerhøjskole, politiker-dyrskue og Roskilde festival". De officielle tal for mødet i juni 2011 er da også imponerende: Ca. 10.000 besøgende og 256 programpunkter fordelt over de fire dage, folkemødet varede.

Men hvad med de fine tanker om udvikling af demokratiet til gavn for den brede befolkning? Og hvilke nye folkelige politiske stemmer kom til orde? Det kan ikke udelukkes, at folkemødets 10.000 deltagere oplevede en ny form for folkelig politisk dialog, men hvis den del af befolkningen, som måtte nøjes med landsdækkende avisers dækning af folkemødet, havde forventet noget nyt og revolutionerende, må skuffelsen have været til at få øje på.

Vores undersøgelse af disse avisers dækning bekræfter nemlig mange iagttageres skepsis med hensyn til, om folkemødets mangfoldighed og folkelighed ville række ud over festivalpladsen. For eksempel stillede brandspecialisten Michael Thouber i en kronik følgende spørgsmål: "Hvor var politiker-til-borger-engagementet for alle os, der ikke kunne nå til Bornholm?"

For at få svar på dette spørgsmål har vi analyseret indholdet af de 100 artikler med direkte reference til folkemødet, der blev udgivet i Danmarks landsdækkende aviser i løbet af mødets tre sidste dage (16.-18. juni). Vores analyse giver følgende klare og objektive svar: Den politiske dialog mellem borgere og politikere på folkemødet var en by i Rusland for alle de danskere, der ikke lige befandt sig på festivalpladsen.

For læsere af en landsdækkende avis var der absolut intet nyt under solen i den politiske debat. Kun i ca. halvdelen af de 100 artikler blev der gengivet forskellige aktørers egentlige politiske synspunkter, som kunne siges at indgå i en demokratisk debat forud for samfundsmæssige beslutninger i Folketinget eller politiske fora på regionalt eller kommunalt plan.

Den anden halvdel af artiklerne handlede primært om selve festivalen og om politiske partiers og individuelle politikeres taktiske positionering på den politiske scene (politik som hestevæddeløb og hanekamp). Kun i fire af de 50 artikler, der gengav aktørers egentlige politiske synspunkter, blev almindelige borgeres politiske holdninger refereret! Til gengæld gengav hele 41 af disse 50 artikler politikeres synspunkter. Læg dertil, at der i langt de fleste af disse 41 artikler var tale om holdninger fremsat af the usual suspects, dvs. de landspolitikere, vi kender så godt fra fjernsynsskærmen.

Ikke overraskende blev pressens daværende yndlingsdebattør, Pia Kjærsgaard, citeret oftest – hele 13 gange i alt. Blandt de andre folkemødedeltagere, hvis politiske budskaber blev gengivet i artiklerne, fandtes repræsentanter for forskellige interesseorganisationer (nævnt i 14 artikler), journalister (nævnt i 6 artikler) og såkaldt uvildige eksperter (nævnt i 3 artikler).

Politiske synspunkter fremsat af repræsentanter for interesseorganisationer afspejlede 13 forskellige organisationer, og som det også var tilfældet med politikersynspunkterne, dominerede også her de absolutte sværvægtere såsom Dansk industri, Landbrug & Fødevarer og EU's klimakommission.

Politik er noget, politikere tager sig af
En hovedkonklusion på vores undersøgelse er således, at de landsdækkende aviser langt hen ad vejen dækkede folkemødet på samme måde, som de dækker den Christiansborg-baserede politik, dvs. ved at give spalteplads til landspolitiske kendisser.

Navnlig i betragtning af folkemødets formål er det slående, hvor lidt især almindelige borgeres, men også andre aktørers synspunkter på samfundsanliggender fandt vej til spalterne. I kraft af deres dækning iscenesatte journalister og redaktører således politik som noget, (kendte) politikere beskæftiger sig med, og ikke som noget, andre samfundsaktører (herunder almindelige borgere) beskæftiger sig med.

Med denne stereotype fremstilling af politik og politisk debat levede aviserne langtfra op til de forventninger, som befolkningen med rette kan have til nyhedsmedierne i det danske demokrati, nemlig at disse bør fungere som facilitator af en bred og pluralistisk debat om væsentlige samfundsanliggender.

Tværtimod synes avisdækningen af folkemødet at bekræfte det, som nogle iagttagere og medieforskere har betegnet som en tendens til tabloidisering af de danske nyhedsmedier, og som bl.a. indebærer et overdrevet fokus på kendte aktørers gøren og laden.

Hvad skal der til for at sikre en mere mangfoldig dækning i 2012?
Vores analyse af de få tilfælde, hvor almindelige borgeres og interesseorganisationers politiske synspunkter faktisk fandt vej til spalterne, tyder på, at almindelige borgere kun kan gøre meget lidt selv for at få spalteplads. Interesseorganisationer, derimod, har væsentligt bedre muligheder for at trænge igennem, men tilsyneladende kun, hvis de i forvejen er kendt i offentligheden, er indflydelsesrige, råder over tilstrækkelige ressourcer og ikke mindst har god forstand på PR.

De interesseorganisationer, hvis synspunkter blev gengivet i aviserne, havde således selv formidlet deres synspunkter i kronikker, betalt et velrenommeret konsulentfirma for at gennemføre analyser og producere en rapport på glittet papir, eller gennemført et spektakulært og professionelt anlagt arrangement på festivalen.

Vores analyser peger med andre ord på, at hvis synspunkter fremsat af almindelige borgere og mere ukendte og mindre indflydelsesrige organisationer med begrænsede ressourcer skal nå spalterne, er journalister og redaktører nødt til at ændre deres praksis.

Nyhedsmedierne bør indse, at disse mindre gennemtrængende stemmer er vigtige og har en nyhedsværdi. Ikke blot for at give et mere realistisk billede af, hvad der foregår på Bornholm, men også for at værne om og styrke det danske demokrati.