Blå medier holdt liv i myte om løftebrud

De borgerlige medier Jyllands-Posten, Berlingske og BT har skrevet mest om regeringens løftebrud og har dermed cementeret billedet af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal som Hr. og Fru Løftebryder. BT forsvarer dækningen, mens RUC-forsker siger, at medier bliver mere politiske, når enkeltsager ruller. (Opdateret 1. oktober 2013)

Tre aviser har stået for mere end halvdelen af alle dagbladsartikler om regeringens løftebrud. I alt har BT, Berlingske og Jyllands-Posten ifølge Mandag Morgen bragt 674 artikler, ledere, analyser og debatindlæg om Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndals bristede valgløfter. Men en optælling lavet af Mandag Morgen viser, at ni ud af 10 valgløfter allerede er gennemført eller på vej til at blive det.

»Det bør ikke være pressens opgave at videreformidle en myte og bilde danskerne ting ind, som ikke passer. Det er meget vigtigt at få nuancerne med,« siger Mandag Morgens chefredaktør, Bjarke Møller, som ser en klar politisk tendens i dækningen.
»Man kan se, at de borgerlige medier Berlingske, Jyllands-Posten og BT ligger i top. Det er bemærkelsesværdigt, at der er en tendens i den retning,« siger han og tilføjer, at »Politiken og Ekstra Bladet også har været langt fremme.«

Chefredaktør Olav Skaaning Andersen afviser blankt, at omfanget af dækningen handler om BT's politiske ståsted

»Hvis vi havde haft en borgerlig regering, ville vi have gjort det samme. Jeg tror ikke, at Søren Pind, Bendt Bendtsen eller Lene Espersen synes, at vi strøg dem med hårene, da de sad i regering.«
Han siger, at BT har bedrevet helt almindelig journalistik, hvor man har fremlagt fakta og talt med begge parter.
»Men det er klart, at opposition har pustet til ilden og skabt et miljø, hvor løftebrud blev udlagt som en stor sag. Det er jo oppositionens opgave.«

Et forskerhold fra SDU har tidligere vist, at medierne i det store hele giver en afbalanceret dækning af valgkampe. Mens Studieleder Mark Ørsten og andre forskere på Roskilde Universitet er nået til den modsatte konklusion, når det gælder enkeltsager.
»Der er en tendens til, at medierne på enkeltsager deler sig i forhold til, hvor de ligger på den politiske skala – selv om det ikke er noget, man ser til hverdag i aviserne. Det så vi for eksempel med dækningen af Ole Sohns fortid, som især var en sag for JP og Berlingske.«

Mandag Morgens tal viser, at de aviser, som har haft løftebrud på agendaen i lederne, også har skrevet flest artikler om emnet. Og det er et mønster, som Mark Ørsten genkender fra tidligere mediestorme.
»I enkeltsager er der en tendens til spill-over, hvor mediets ledere, kommentarer og journalistiske artikler har overvægt af et bestemt synspunkt.«

Olav Skaaning Andersen kan ikke genkende billedet.
»Jeg mener, det er forkert, at der skulle være en sammenhæng. Vi har for eksempel refereret Mandag Morgens undersøgelse loyalt og skriver i en artikel, at Thorning holder ni ud af 10 valgløfter.«
Hvordan forklarer du, at løftebrud har fyldt så meget i din avis, når det nu viser sig, at der slet ikke er sket så mange løftebrud?

»Vi har koncentreret os om de store sager, for eksempel betalingsring og millionærskatten, hvor der har været soleklare tilfælde af løftebrud. Og det har regeringen et medansvar for. Problemerne med løftebrud er samlet set måske ikke så store, som de er blevet fremstillet, men det har regeringen også selv et medansvar for. Det var prestigeprojekter for regeringen, og når det så går galt, slår det osse ekstra hårdt.«

Hvis man skal lære noget af løftebrudsdebatten, er det ifølge Mark Ørsten, at aviserne skal være opmærksomme på at bevare væsentligheden, når en politisk enkeltsag ruller.
»Enkeltsager tager magten fra journalisterne. De holder op med at være så kildekritiske, som de plejer at være. Det bliver bare vigtigt at få den næste, den næste og den næste nyhed om den samme sag.«

SÅ MEGET HAR DE SKREVET OM LØFTEBRUD

Berlingske 238
Jyllands-Posten 237
BT 199
Politiken 168
Ekstra Bladet 152
Information 94
Børsen 65
Kristeligt Dagblad 41
I alt 1130

Berlingske, Jyllands-Posten og BT har bragt flest artikler, ledere, kommentarer og debatindlæg om løftebrud siden valget i oktober 2011.

Opdateret 1. oktober 2013 kl.11.50: Indsat ekstra citat fra Bjarke Møller, som stammer fra en tidligere artikel publiceret på Journalisten.dk

5 Kommentarer

Jan Klattrup
15. JUNI 2014
At tre aviser har stået for
At tre aviser har stået for over halvdelen af denne kritik viser vel ikke noget om sandhedsværdien, men om selektionen af nyheder.
Når jeg så hører de kære politikere skyde på hinanden bliver jeg lidt harm, da det jo oftest er i egne rækker at problemerne skal løses.
F.eks. havde S SF og R en enestående chance til at få løst de sociale problemer vi har i dk, men pga. R's højrefløjspolitik fik vi istedet et klassedelt samfund, hvor R's kernevælgere fik den største gevinst. Men på trods af dette hørte jeg Pia Olsen Dyhr fra SF til et grundlovsmøde skyde med skarpt på V. Da jeg efterfølgende under 4 øjne konfronterede hende med mit synspunkt om R gav hun mig desværre ret, og fortalte at hun faktisk var grundig træt af R. Men der komme ikke noget skyts ud af hendes mund imod R i hendes tale.
Så hvor lægger problemet, jeg mener det ligger i egne rækker, også når det gælder medierne.
Jane Vang Larsen
2. OKTOBER 2013
Så er Ole Birch Olsen på
Så er Ole Birch Olsen på banen.....Her kan man heldigvis skrive, uden at blive blokeret og kaldt alverdens ukvem.....som på OBO Facebookprofil!

De forslag, der fremsættes før et valg, er de visioner man har. Således også med Fair Løsning. Jeg går ud fra som en selvfølgelig, at OBO er klar over, at disse visioner kun kan gennemføres, hvis man har 90 mandater i Folketinget!

Ole Birch Olesen......forklar mig lige, nu jeg har kontakt med dig, hvorfor du blokerer alle på Facebook, der ikke har eller bekræfter dig i dine ultraliberale synspunkter. Synes du det er særlig liberalt, eller for den sags skyld særligt demokratisk?
Øjvind Hesselager, redaktør, Journalisten
1. OKTOBER 2013
Kære Ole Birk Olesen

Kære Ole Birk Olesen

Tak for din opmærksomme læsning. Vi har nu opdateret, så det fremgår, hvem der er kilde til påstanden om "myte".
Ole Birk Olesen
1. OKTOBER 2013
Nå, jeg ser først nu, at der
Nå, jeg ser først nu, at der er tale om en gammel artikel. Men stadig ...
Ole Birk Olesen
1. OKTOBER 2013
Hvor er Journalistens
Hvor er Journalistens dokumentation for, at det er "en myte", at der er blevet brudt valgløfter?

Finansminister Bjarne Corydon har erkendt, at S-SF's "Fair løsning"-plan var underfinansieret med mellem 22 og 39 mia. kr.:

http://www.b.dk/politiko/finansminister-bekraefter-milliardhul-i-roed-plan

Det siger sig selv, at når man mangler mellem 22 og 39 mia. kr. til at gennemføre valgløfter for, så er der valgløfter, som ikke bliver gennemført.

Hvorledes mener Journalisten at kunne dokumentere, at S-SF alligevel har kunnet gennemføre alle valgløfter til trods for, at man regnede mellem 22 og 39 mia. kr. forkert i de to partiers valgoplæg?

Flere