Der skal være plads til flere stemmer og idéer i den politiske debat. Sådan lyder det fra Alternativets landsorganisation, der derfor har besluttet sig for at starte et nyt online-magasin. Det skriver partiet i et opslag på Facebook.
Her understreger de, at arbejdet på magasinet er ulønnet. Men samtidig kan skribenterne på bladet helt selv bestemme, hvor meget og hvor tit de eventuelt vil arbejde, og hvad de vil lave. Derfor er det ifølge partiet ikke et blad, der kommer til at konkurrere med andre journalistiske produkter.
»Det er det, fordi det er baseret på frivillighed. Det har ikke som sådan noget med et rigtigt job at gøre. De skal ikke promovere Alternativet eller lave politisk arbejde. Det handler om at få nogle nuancer med i den politiske debat, som vi synes er interessante,« siger Alternativets kampagneleder, Brian Frandsen.
Hårdtarbejdende græsrødder
Ifølge Lars Werge, formand i Dansk Journalistforbund, er det ikke som sådan et problem, at Alternativet søger frivillig arbejdskraft. Først hvis det bliver et rigtigt journalistisk job, vil han opponere.
»Hvis det er journalistisk arbejdskraft, er det en tilknytning, der skal aflønnes. Men hvis man søger græsrodsskribenter, som har en forkærlighed for det, de tror på, så kan de jo godt lave frivilligt arbejde,« siger Lars Werge.
Og det er netop, hvad Alternativet forsøger med magasinet, der ifølge Brian Frandsen ikke vil have noget at gøre med partiets Christiansborg-politikere.
»Vi appellerer også tit til, at folk skal lave frivilligt arbejde. De har en helt særlig nerve og et engagement, som er helt fantastisk. Vi søger ikke en specifik faglighed, men i stedet folk, der kan lide at kommunikere om samfundet. Det er ikke relevant, om de er journalister eller ej,« siger Brian Frandsen og tilføjer:
»Det er et frit magasin meget mere end et medlemsblad. Der er en helt masse mennesker, der gerne vil have en stemme i politik, men mangler en platform. Og idéen med det her magasin er at give dem en stemme og muligheden for at nuancere nogle af de ting, de ser foregå i samfundet og i politik.«
Frivilligt arbejde er vigtigt
Du synes ikke, det er et problem, at man bruger frivillig arbejdskraft til journalistiske opgaver?
»Jeg synes ikke, det er et problem i den her sammenhæng. Jeg er helt enig i, at journalistiske arbejdspladser traditionelt set skal lønnes, og hvis vi ville besætte en fultidsstilling med journalistisk arbejde, skulle personen også have løn. Vi har ingen interesse i at tage arbejde fra nogen overhovedet, og vi synes også, at folk skal kunne leve af deres arbejde. Men vi synes i Alternativet også, at det er vigtigt at lave frivilligt arbejde,« siger Brian Frandsen.
I Facebook-opslaget skriver Alternativet blandt andet, at skribenterne kan lave reportage, portrætter, researche og debattere. Samtidig skriver partiet, at de gerne vil have flere lokalredaktioner i forbindelse med bladet. Det skal dog ikke forstås, som om at Alternativet vil nedsætte deciderede redaktioner.
»Vi vil gerne have lokalredaktioner, fordi vi ikke kun er interesserede i at få holdninger fra København. Vi vil gerne have det fra hele landet. Det er ikke sådan, at vi samler fysiske lokalredaktioner. Vi vil bare gerne have biddrag fra hele landet,« siger Brian Frandsen.
Krav til betalt journalistik
Lars Werge påpeger, at man med frivillige skribenter slet ikke kan forvente samme kvalitet som fra uddannede journalister.
»Hvis man vil have en journalistisk tilgang, er det rigtigt godt at betale sig frem. Man kan stille krav til kvaliteten og kan forvente at få et indhold, som rent faktisk også er journalistik,« siger han.
Men at det bliver et strømlinet journalistisk produkt er ikke det vigtigste for Alternativet.
Risikerer I ikke, at kvaliteten af det her bliver for lav, hvis I kun bruger frivillig arbejdskraft?
»Både og. Vi har jo en journalist ansat som kommunikationschef, der vil assistere med at gøre det så godt som muligt. De, der gerne vil bidrage, er også ofte nogle, der gerne vil blive bedre, og det kan vi så hjælpe dem med,« siger Brian Frandsen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.