Jeg tager hatten af for, at journalister i mange år har været i stand til at opretholde et så højt lønniveau for studerende (herunder dem, der er i praktik). Det er mig bekendt den mest vellønnede gruppe af studerende. Hvor mange andre professionsbachelorer (fx sundhedsuddannelserne) har fået fjernet deres løn fra praktikken, så har journaliststanden formået at bibeholde systemet.

Jeg kan ikke sige hvornår, men på et tidspunkt bliver de danske journalister nødt til at indse, at prisen for alt i dette samfund defineres af udbud og efterspørgsel- og i disse år er efterspørgslen faldende, mens udbuddet er konstant. Det betyder alt andet lige, at køberne (mediehusene) vil betale mindre for arbejdskraften.

Mathias rammer i høj grad et ømt punkt her: Nemlig at man fra DMJ-ledelsens side endnu engang demonstrerer en ret stor manglende forståelse for, at skolen ikke producerer letmælk, fladskærme eller papirclips - men at man uddanner kritiske og selvstændige, voksne mennesker, som har ønsker og indvendinger i forhold til deres uddannelse, og som det faktisk er muligt at have en dialog med.

Jeg tror ikke, at noget menneske havde forventet, at DMJ's bestyrelse ville undsige den daglige leder i et spørgsmål om en mailliste. Men samtidig synes jeg også, at det er tenderende til fejhed at gemme sig bag en bestyrelsesudmelding i den her forbindelse.

Når rektor på DMJ kan konkludere, at han "har 100 procent opbakning til" at fortsætte den mangeårige praksis, så viser ledelsen endnu engang, at de studerende ikke ses som mere end et produkt - eller lige så slemt, at de regnes for så umyndige, at de ikke er værd at tage med på råd. For den eneste måde, man kan nå op på 100 procent i den her sag, er, hvis man ikke regner de studerendes opfattelse for noget.

Jens Otto Kjær Hansen er uenig i de fagpolitiske konsekvenser af at sende opslag med gratisarbejde rundt. Det undrer mig, at han kan være det, men det er sådan set ikke det store problem. Nej, det store problem er, at han vælger at gøre det til et stridspunkt, som så diskuteres hen over hovederne på de mennesker, der - som Mathias påpeger - mærker konsekvenserne af beslutningen i det daglige. Nemlig de studerende.

Og dermed lander vi igen ved beslutningen om at gemme sig bag bestyrelsen, som er lige så uforståelig, som den er konfliktsky: For hvorfor er det egentlig, at DMJ's bestyrelse ender med at skulle tage stilling til, om skolen skal distribuere de omdiskuterede jobopslag? Med mindre at arbejdet i bestyrelsen har ændret sig markant, siden jeg stoppede for fire-fem måneder siden, befinder den her sag sig på et petitesseniveau flere kilometer under de sager, man normalt beskæftiger sig med i det forum. Og man kunne have sparet både bestyrelsen og os andre for den her tur i karusellen, hvis ledelsen ikke endnu en gang havde demonstreret, hvor fjernt det ligger DMJ at tage de studerende med på råd.

Havde man gjort det, ville det her spørgsmål være en no brainer. Jeg mener helt personligt, at det er hul i hovedet af DMJ at sende jobopslag ud, som signalerer, at fire års skolegang er overflødig, når journalistisk arbejde alligevel ikke anses for at være penge værd. Men selvom ledelsen ikke er enig i den vurdering, så burde den stadig bare forholde sig til, at de studerende ikke er interesserede i de her opslag. Hvorfor man så begynder at hive bestyrelsen ind i sagen frem for bare at stoppe med at sende dem ud, er en gåde.

Hvor ville det være rart, hvis den daglige ledelse tog lidt ansvar. Kritikken af den her mailingliste har stået på i årevis. Den kommer ikke bare fra dem, der er bekymrede for, om den undergraver markedet – den kommer også DMJ’s egne studerende, som på et helt lavpraktisk niveau er træt af at skulle have hældt det, man opfatter som spam, i hovedet. Så når DMJ-bestyrelsen nu er færdig med at blive belemret med det her spørgsmål, hvad så med at lytte til hvad de studerende synes?

Med venlig hilsen

Troels