8 menige medlemmer deltog i Kreds 2-generalforsamling

I to år har bestyrelsen i Kreds 2 nærmest tæppebombet medlemmerne med inspirationsmøder og debatarrangementer. Modtagelsen blandt de knap 1.000 medlemmer har indtil videre været lunken. Men kredsen er klar med nye initiativer

Kan du huske Lolland-Falster Lovestorm? Kampagnen fuld af kærlighed, der skulle være svaret på mediernes negative beskrivelse af udkantsdanmark – og især Lolland-Falster – som en rådden banan befolket af sociale tabere.

I går var der generalforsamling i Kreds 2 i Roskilde, hvor journalisten Lise Ravnkilde fik tildelt Kreds 2-prisen for sin bog om netop Lolland-Falster Lovestorm.

Lise Ravnkilde sagde om kærlighedsstormen fra foreningen “Sammen om Lolland-Falster”:

”De brugte den gamle hippie-metode med at sende noget kærlighed. Efter nogle dage var tilslutningen så eksplosiv, at det kom bag på dem,” fortalte Lise Ravnkilde, der selv bor på Falster.

Kreds 2 dækker Lolland-Falster og Sjælland uden for Københavnsområdet.

Og det er måske ikke en Lovestorm, ildsjælene i Kreds 2’s bestyrelse har fyret af de seneste par år. Det er nok snarere en charmeoffensiv, hvor bestyrelsen har forsøgt at overbevise medlemmerne om kredsens eksistensberettigelse ved at skrue voldsomt op for antallet af medlemsaktiviteter.

10-12 deltagere

Men modsat Lolland-Falster Lovestorm har tilslutningen til Kreds 2-arrangementer om for eksempel kommunalvalget, ny teknologi og succesrige lokaljournalistiske iværksættere indtil videre været beskeden.

I gennemsnit var der 10-12 deltagere i 2017.

Heller ikke til generalforsamling søndag på Café Florentz i Roskilde var mange af de knap 1.000 medlemmer dukket op. Faktisk kun otte – hvis man fraregner Journalistens udsendte, DJ-formand Lars Werge, politisk konsulent i DJ Hans Jørgen Dybro og medlemmerne af bestyrelsen.
Sidste år var der syv menige medlemmer.

Året før – i 2016 – blev en ny bestyrelse valgt med formand Dorte Kildegaard i spidsen. Den foregående kredsbestyrelse havde ganske enkelt mistet modet. Den afgåede næstformand Cecilie Vicy Hänsch fortalte dengang, at det føltes nyttesløst at holde møder i kredsen og planlægge aktiviteter, når så få mødte op.

Flere medlemsarrangementer

Den nyvalgte bestyrelse ville bruge kredsens velpolstrede pengekasse til at holde flere medlemsarrangementer. I 2015 brugte kredsen kun 19.000 kroner på medlemsaktiviteter.

I 2017 var det talt steget til 50.000 kroner, fremgik det af præsentationen af regnskabet søndag.

Kreds 2 har for eksempel haft besøg af Roger Buch, journalist Kurt Strand, trendspotter Jan Birkemose, portrætjournalisten Niels Thorsen, lokalredaktør Dan Bjerring og EU-journalist Brigitte Alfter.
Der har været rundvisning på TV Øst, og medlemmerne har fået konkrete fif til bedre udnyttelse af deres iPhone, iPad og Apple Watch.
20. februar 2018 går turen til Christiansborg, hvor kredsen møder Mogens Lykketoft til ”en uforpligtende samtale om folkestyret i alle dets aspekter”.
Læg dertil udsendelse af 19 nyhedsbreve og et redesign af hjemmesiden.

Fulde af gåpåmod

Helt i Kreds 2’s ånd blev generalforsamlingen i går brugt til fagligt inspirerende oplæg.
Faktisk to af slagsen. Lise Ravnkildes oplæg om tankerne bag Lolland-Falster Lovestorm – og Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen, der fortalte om deres bog ’Bullshit’, der indbragte dem Cavlingprisen tidligere i år.
I sin beretning forklarede formand Dorthe Kildegaard, at bestyrelsen er kommet langt de seneste to år.

”Nu ser vi fremad. Vi ser os ikke tilbage. Nye relativt unge kræfter er kommet til, og vi er fulde af gåpåmod,” sagde Dorte Kildegaard.

Ensomme ulve

Hun blev suppleret af bestyrelsesmedlem Line Frederiksen, der fortalte om to nye mærkesager:
”Ensomme ulve” – det vil sige DJ-medlemmer, der ikke arbejder sammen med andre DJ-medlemmer.
”Det er for eksempel freelancere eller medlemmer på arbejdspladser, hvor kollegerne er Djøf’ere og HK’ere,” forklarede hun.

Kamp mod nyttesløs aktivering

Også meningsløs aktivering af ledige er på kredsens dagsorden.

Line Frederiksen forklarede, at alle kan have gavn af at få deres kompetencer kigget efter i sømmene.
”Men vi skal ikke affinde os med kommunale jobcentres umulige forsøg på at aktivere os ihjel. Vi behøver ikke at lære at præsentere os selv eller søge på nettet. Det er noget, alle journalister allerede kan,” sagde Line Frederiksen.
På generalforsamlingen blev bestyrelsen udvidet med en ny suppleant, så den nu tæller:

Dorte Kildegaard (formand), Lars Rugaard, Anja D. Lykkeberg, Jette Hvidtfeldt, Line Frederiksen, Jørgen Kjær Mortensen, Hanne Hjort Jensen, Tommy Verting, Mathilde Nordenlund (suppleant), Rosa Thorsen (suppleant) og Peter Abrahamsen (suppleant).

3 Kommentarer

Line Frederiksen
5. FEBRUAR 2018
Vi takker for rosen, Per :)
Vi takker for rosen, Per :) Pernille har ret i, at geografien er en udfordring, som vi jævnligt diskuterer. Om og hvordan grænserne skal ændres tør jeg ikke kloge mig på her, men vi gør alt hvad vi kan for at sprede os geografisk med arrangmenterne, ligesom vi gerne samarbejder med netværket i Kreds 1. Hilsen Line, Bestyrelsesmedlem i Kreds 2
Pernille Kristensen
5. FEBRUAR 2018
For mig er kreds-geografien
For mig er kreds-geografien den største barriere for et engagement i kreds 2. Jeg bor og arbejder i Nordsjælland og må indrømme, at arrangementer i Ringsted og Roskilde hverken har logistisk eller faglig appel. Det hjælper ikke på sagen, at størstedelen af mit øvrige DJ-netværk huserer i hovedstaden og altså kreds 1. Jeg har altid fundet grænsedragningen nordpå mellem kreds 1 og 2 kunstig, da mange af os nord for Birkerød altså stadig orienterer os mod Kbh. Kunne man forestille sig en model, hvor den sidste bid af Nordsjælland også kom med i kreds 1? Det gavner selvfølgelig ikke kreds 2, men kunne måske højne det faglige engagement som helhed.
Per Gade
5. FEBRUAR 2018
Kreds 2 gør et fremragende
Kreds 2 gør et fremragende stykke arbejde. Nu må vi bare vente på, at medlemmerne finder ud af det. :) Ros til bestyrelsen for at have revitaliseret kredsen og sat fuld kraft på aktiviteterne. Den vidtstrakte geografi er en udfordring - og måske også manglende faglige engagement hos medlemmerne. Men en god ide at aktivere tillidsfolkene, samtidig med at der gøres en indsats for de helt små arbejdspladser. Bare hold dampen oppe!