»Det værste er, at der er en ensidig fokus på dovenskab og dumhed.«
Sådan lyder det første bud fra den netværksgruppe af langtidsledige medie-, kommunikations- og sprogfolk, der har budt Journalisten indenfor til netværksmøde på Gammel Strand.
»Man slår de arbejdsløse, fordi man tror, det hjælper, men det gør det ikke.«

En anden fortæller, at hun altid har været på den ”privilegerede side af plankeværket”, men nu oplever hun pludselig, hvordan folk i arbejde reagerer på hende.
»Jeg har skrevet om min arbejdsløshed på Facebook, og det kan mine venner i job ikke lide. De siger, jeg skal lade være. De er bange for, at de selv en dag ikke kan købe en ny vaskemaskine, når den gamle bryder sammen. De er angste. Men jeg skriver om det – og har slettet 50 venner.«

Flere er enige om, at virksomhederne kan være meget mere kyniske i dag. Engang kunne medarbejderne tilpasse sig nye krav – nu bliver de smidt på gaden og skiftet ud.
»Ekstra Bladet skal have nogen, der kan skrive til nettet. De vil ikke ansætte en på 48 år. De vil have en helt ung, som de tror er hurtig. Men det er jeg også!«

En supplerer:
»Problemet er, at mange af cheferne selv er meget unge! De tør ikke tage en ældre, der kan mere end dem selv!«
Gruppen er ikke mindst frustreret over, at politikerne og medierne i fællesskab skaber forestillingen om, at samfundet forsøger at løse problemet. De er en del af de 898 medlemmer af AJKS – medie-, kommunikations- og sprogfolk – der inden 1. juli risikerer at ryge ud af dagpengesystemet på grund af akutpakken.

Nogle er allerede faldet. 3. april havde 347 mistet dagpengene og er nu på kontanthjælp, uddannelsesydelse eller ingenting.
»De er ved at opbygge en illusion om, hvordan man skal få folk i arbejde. Men der er kun det halve antal jobs i forhold til, hvor mange ledige der er. Jeg synes, det er helt uhørt, at vi sættes i en krog, hvor vi er under regler, og hvor det er os selv, der får skylden for, at vi er arbejdsløse.«
»Det er helt uretfærdigt. Vi bliver påduttet en illusion om, at vi skal kunne begå os i forhold til en akutpakke og noget jobrotation, der ikke fungerer. Det er ikke-eksisterende. Det findes ikke!«

Og så savner de god gammeldags solidaritet fra kollegerne, der både bijobber og arbejder over.
»Jeg kender mange journalister, der arbejder 60-80 timer om ugen. Man kunne dele mange stillinger op. De får stress og går ned. Hvorfor finder man ikke nogen løsninger på det?«

En anden bryder ind:
»Det virker jo vanvittigt, at du får præmie for at blive på arbejdsmarkedet. Man burde tænke på, at der er folk, der har brug for akutjobs. Giv dem en præmie, hvis de stopper, før de bliver 60!«
»Hvorfor er stress blevet normalt? Det er et faresignal. Måske skulle de ansætte en, i stedet for at det er normalt at have stress!«

Også kollegerne i pressen får kritik, fordi de bærer myterne videre.
»Hvordan kan dansk presse blive så ukritisk og bare skrive, hvad politikerne siger? Det er journalisternes arbejdsbetingelser. Vi har vænnet os til, at avisen er tynd og uden research.«
»Det er første gang, jeg går arbejdsløs i mit liv. Det er da ikke nogen skam. Jeg vil ikke lade mig påvirke af det. Jeg er et menneske, der har min ret. Men jeg kan mærke, at folk, jeg kender, synes, at jeg begynder at belaste samfundet. Medierne har nemt spil.«
»Det er frygten og ikke glæden, der styrer os.«