Udlandsfreelancere: Sådan er vi ramt af corona

Florian Elabdi har aflyst ture til både Colombia, Etiopien og Mali. Til gengæld har han skrevet om corona i Danmark for internationale medier. Mød to udlands-freelancere, som måtte tænke nyt på grund af corona

Danskerne blev opfordret til at arbejde hjemmefra, da Danmark lukkede ned som konsekvens af coronakrisen. Men hvad gør du, hvis din primære arbejdsplads er ude i verden?

Journalisten har talt med to freelancere, der under normale omstændigheder laver store dele af deres arbejde uden for Danmarks grænser. Verdens nedlukning har betydet masser af aflyste projekter og et nyt bekendtskab med dagpengesystemet. Men kreativiteten er også blevet kickstartet.

”Jeg har oppet mit game i forhold til at skrive for internationale aviser om, hvad der sker i Danmark. Pludselig skulle de store mediers korrespondenter ude i verden jo hjem, og de har derfor været mere modtagelige for pitches fra lokale freelancere, der kan skrive på engelsk,” lyder det fra Florian Elabdi, der blandt andet har skrevet om folkeskolernes genåbning for The Washington Post.

Helt apokalyptisk

Florian Elabdi, der især laver journalistik fra Mellemøsten og Afrika, fortæller, at han aldrig kommer til at glemme dagen, hvor Danmark lukkede ned.

”Jeg var i gang med at undervise i arabisk på en aftenskole, og pludselig råbte en elev, at alt skulle lukke. Det føltes nærmest helt apokalyptisk,” siger han.

Det tog ham dog lidt tid at forstå, præcis hvor store udfordringer det ville få rent arbejdsmæssigt. At alle de ture, han havde planlagt, pludselig ikke kunne blive til noget.

”Og efter omkring tre uger kunne jeg godt se, at jeg ikke havde andre muligheder end at smide håndklædet i ringen og supplere med dagpenge.”

Florian Elabdi skulle i foråret have været i Colombia i to uger og skrive klimajournalistik for undervisningsportalen flygtningebørn.dk. Samme formål havde han håbet på at udføre i Etiopien. Derudover var planen, at han til efteråret skulle på reportagetur til Mali for at beskrive Danmarks rolle i FN’s fredsmission.

Han peger på, at det ikke er til at vide, hvornår man igen forsvarligt kan rejse ud i verden. Derfor frygter han, at hans projekter ender i graven.

”Men det er selvfølgelig et førsteverdens-problem. Jeg har jo haft det godt og fået dagpenge. Og så har jeg i stedet haft mulighed for at udgive historier om Danmark i de store, internationale aviser.”

”Corona har ikke lagt min forretning ned”

Også Lasse Soll Sunde har været nødsaget til at tænke i kreative løsninger. Han er freelancejournalist med især Tyskland som område. Her er han under normale omstændigheder en uges tid om måneden i sin lejlighed i Berlin. Derudover besøger han Grækenland 4-6 gange om året.

”Det har været virkelig træls at blive låst på denne her måde,” siger han.

Da coronakrisen ramte onsdag den 11. marts, skulle Lasse Soll Sunde være rejst til Grækenland mandagen efter for at berette om flygtningestrømmene fra Tyrkiet. Den tur måtte aflyses. Men ifølge Lasse Soll Sunde er det et grundvilkår som selvstændig at skulle gentænke sin situation. Normalt jonglerer han både med podcasts, foredrag og historier til print og radio, og coronaens greb har blot tvunget ham til at være endnu mere omstillingsparat.

Han har derfor omlagt de udenlandske opgaver til i stedet at fokusere mere på at lave journalistik om Danmark og arbejde på pitches til fremtidige projekter. Blandt andet har han lavet podcasts om, hvordan krisen har påvirket byggebranchen.

”Corona har ikke lagt min forretning ned, og jeg har kunnet klare mig igennem uden økonomisk hjælp,” siger han.

Dog er han nervøs for, hvordan hans foredrag bliver påvirket. Sidste år havde han 60 foredrag på tre måneder om 30-året for Berlinmurens fald. I år skal han efter planen turnere rundt på landets skoler til efteråret med et foredrag om 30-året for den tyske genforening.

”Men det er jo ret sandsynligt, at de ude på gymnasierne ikke kan have de her store foredrag med mange mennesker inde i en sal,” siger han.

Enkelte historier har han under coronakrisen ringet hjem fra Tyskland og Grækenland for at ”holde gang i nicheområderne”. Så har det bare handlet om at have en god forbindelse. Men han savner at møde kilderne i virkeligheden:

”Det giver selvfølgelig et bedre produkt og et mere personligt forhold til dem, jeg taler med.”

0 Kommentarer

Læs også

<span class=Overblik/ Vi opdaterer løbende på, hvordan coronakrisen rammer medierne 3">

Få overblikket/ Sådan har corona ramt medierne det seneste år

12. MARTS 2020
Corona: Freelancere må aflyse foredragsturné 1

Corona: Freelancere må aflyse foredragsturné

12. MARTS 2020