Af alle grundlovsdage er der ingen, Kate Bluhme husker så godt som den i 1985.

Den mangeårige politiske reporter, dengang for Ekstra Bladet, kørte rundt på Sjælland med en fotograf for at dække grundlovstaler på en solrig grundlovsdag.

Samme dag spillede det danske fodboldlandshold mod storholdet fra Sovjetunionen i Idrætsparken. På et tidspunkt kunne Kate Bluhme og fotografen høre i radioen, at Danmark havde vundet 4-2.

”Vi sagde til hinanden: Vi kan godt slappe af nu, vi får ikke en linje i avisen om grundlovstaler, ligegyldigt hvad der bliver sagt,” fortæller Kate Bluhme.

Fodboldkampen fyldte forsiden på Ekstra Bladet, vist nok med rubrikken ”Fire dyt i bamsen”.

”Jeg tror nok, vi fik en enspalter i avisen,” husker Kate Bluhme.

Og det er måske ikke så overraskende. Grundlovstaler er nemlig ofte et dårligt vindue til nyheder, siger politisk kommentator Hans Engell.

Det er der flere grunde til. Blandt andet den, at grundlovstaler som regel er en hyldest til fælles demokratiske værdier, som der traditionelt set er bred konsensus om.

Og så er der det problem, at grundlovstalerne ligger lige op til sommerferien.

”Du kan ikke holde en tale, som giver sådan et ordentligt drøn og så gå på ferie – det fungerer ikke,” siger Hans Engell.

Men ingen regel uden undtagelser – her kommer tre.

1. Kimen til vores nuværende grundlov

Kaare R. Skou, TV 2’s tidligere politiske redaktør, har fundet et eksempel tilbage fra 1951. Dengang holdt daværende statsminister Erik Eriksen (V) grundlovstale i Reventlowparken på Lolland.

”Det nuværende landsting med en valgretsalder på 35 år er en overordentlig hyggelig forsamling, men helt på linje med tiden og dens krav er denne valgretsalder ikke,” lød det fra Erik Eriksen.

Dermed brugte han grundlovstalen til at bebude, at han ville forsøge at få grundloven ændret, så Landstinget blev ophævet. Frem til 1953 havde Danmark tokammersystem med både landsting og folketing.

”Det blev senere til grundloven af 1953, altså den vi har i dag,” siger Kaare R. Skou.

2. Tronfølgeloven til folkeafstemning

Det andet eksempel er fra 2005, da Anders Fogh Rasmussen (V) var statsminister. Kort før grundlovsdag var det blevet annonceret, at kronprinsesse Mary var gravid. Det blev et hovedtema i Foghs nytårstale, da han først lige havde understreget, hvorfor en helt ny grundlov ville være for omstændelig en affære.

”Jeg ønsker, at der skal være fuld ligestilling mellem kvinder og mænd – også når det gælder adgangen til at blive regent i Danmark,” lød det i Anders Foghs grundlovstale.

”Derfor er det min opfattelse, at vi skal ændre tronfølgeloven,” fortsatte han, og dermed havde han annonceret en folkeafstemning.

Men samtidig satte han en kæp i hjulet for, at andre partier kunne få deres ønske om en helt ny grundlov opfyldt. Tronfølgeloven ville nemlig være det mest oplagte trækplaster til at få danskerne til stemmeurnerne, så en ny grundlov kunne stemmes igennem.

”I praksis ødelagde det muligheden for at ændre grundloven,” siger Peter Lautrup Larsen, politisk analytiker for TV 2.

3. Socialdemokratiet går solo

Tredje eksempel er fra forrige år, da Socialdemokratiet stadig var i opposition og talte ned til et kommende folketingsvalg. Partiformand Mette Frederiksen satte et brag af en dagsorden med sin grundlovstale i det brede mediebillede.

”Når jeg kigger ud over Folketinget, kan jeg se masser af politiske partier, jeg tror, vi socialdemokrater kan samarbejde med om noget af det, vi gerne vil. Men jeg kan ikke få øje på et parti, vi kan gøre det hele sammen med,” lød det i talen.

Dermed annoncerede hun, at Socialdemokratiet ville gå efter en etparti-regering efter det kommende folketingsvalg.

Hans Engell bemærker, at lanceringen af talen var nøje tilrettelagt, blandt andet så hovedbudskabet blev præsenteret i Jyllands-Posten dagen før grundlovsdag. Derfor var der masser af mediedækning,  inden talen blev holdt, og talen var en del af en større strategi.

”Det var ikke bare en oppositionsleder, der gik op på en talerstol,” siger Hans Engell.

Han mener, Socialdemokratiet havde en tydelig strategi med at få talens hovedbudskab bredt ud i mange medier på en gang.

”Historien var så vigtig, at de ikke bare kunne bero på, hvilke medier og journalister der lige tilfældigvis ville være til stede på det grundlovsmøde,” siger Hans Engell.