Kommentar. Jeg interviewede for fem år siden præsident Kennedys taleskriver, Ted Sorensen. Berømte taler som indsættelsestalen, fredstalen og Berlinertalen er alle beviser på Sorensens kunnen. Derfor var mine forventninger mere end almindeligt store, da vi mødtes en juli-eftermiddag i hans lejlighed ved Central Park i hjertet af New York tilbage i 2010.

Vi skulle tale om Kennedys taler, og hvis der blev tid, skulle vi afslutningsvis nå at sammenligne Kennedy og Obama. Heldigvis blev der tid til begge dele.

Sorensen støttede Obama tilbage i 2008 og havde ved flere lejligheder talt med manden, der bedst kunne betegnes som vor tids svar på Sorensen, nemlig den unge Jon Favreau, der skrev Obamas taler. Det gav mening at sammenligne de to præsidenters talekunst, fastslog Sorensen. Både Kennedy og Obama holdt taler, der var veldisponerede, veloplagte og – vigtigst af alt – visionære.

Og netop visionerne var, ifølge Sorensen, et nøgleord i forhold til den gode politiske tale.
"Folk vil gerne inspireres," påpegede Sorensen blandt andet.

Derfor var det interessant at høre Jon Favreau – som i disse dage besøger København – pege på det samme. Det var blandt andet Jon Favreau, der skrev den berømte "Yes We Can"-tale for Obama.

Folk vil gerne inspireres, folk vil gerne tro på, at de bedste dage venter forude, og folk vil gerne have ledere, der kan inspirere dem, fastslog Jon Favreau på konferencen Magtens sprog på Den Sorte Diamant i går. Han uddybede på tomandshånd.
"Du skal have modet til at kommunikere dine visioner," fastslog Favreau flere gange.

I det hele taget er det bemærkelsesværdigt, hvor mange lighedspunkter der er i Favreau og Sorensens syn på gode taler og ikke mindst rammerne for, hvordan de skabes.

Da jeg i sin tid talte med Sorensen, fortalte han, hvordan han og Kennedy sammen havde rejst staterne tynde i de tre et halvt år op til primærvalgkampens start i 1960. Sorensen skrev talerne, Kennedy holdt dem. Og så ellers videre til næste by, konference eller delstat. På den måde lærte Sorensen alle facetter af Kennedys taleform at kende, på samme måde som Kennedy for alvor blev fortrolig med Sorensens måde at skrive taler på. Derfor kendte de hinanden særdeles godt, da Kennedy ved valget i 1960 gik fra senator til præsident.

Favreau fortalte næsten samme historie i går. Han startede som ung taleskriver for en ung senator. Og ligesom Sorensen var han senatorens første rigtige taleskriver.

Samarbejdet mellem Obama og Favreau har uden tvivl været unikt og med til at skabe nogle af de største politiske taler i amerikansk politisk historie. Taler, som de fleste af os fortsat kan huske, når vi tænker tilbage på dengang, hele verden var ramt af Obama-mania. Flere af talerne vil blive stående mange år fremover.

Jeg spurgte Ted Sorensen til hans talers historiske holdbarhed. Han var sikker på, at dele af de taler, han skrev for Kennedy, ville leve videre mange år endnu. Han nævnte blandt andet dele af indsættelsestalen, herunder selvfølgelig onelineren "Ask not what your country can do for you" og fredstalen, hvor Kennedy talte om fred ikke bare i vor tid, men til alle tider.

Jeg stillede Favreau det samme spørgsmål i går. Han tænkte sig om og svarede så, at han ville tro, der var gode muligheder for, at nogle af talerne kunne holde historisk. Han nævnte den tale, Obama holdt under sin 2008-kampagne om race; den berømte tale om Ann Nixon Cooper på valgnatten 2008 og dele af den nyligt afholdte tale i forbindelse med 50-året for Selma-marchen.

Der er al mulig grund til at tro, at begge de herrer får ret. Uanset at de to taleskrivere har arbejdet med vidt forskellige temaer i hver sin tid, har alle deres bedste taler det til fælles, at de er visionære. De sætter noget på spil. Visioner skal i sagens natur bakkes op med handling, men som både Sorensen og Favreau slår fast: En god politisk tale rækker ud over næste valgperiode. Og det går forhåbentlig aldrig af mode.

Anders Agner Pedersens samtaler med Ted Sorensen bidrog til bogen 'Kennedys største taler – fred til alle tider'. Han er til daglig redaktør på kongressen.com.