Tine Johansen: Vi skal holde fast i strenge krav til hjemmearbejdspladsen

Mange i mediebranchen har fået smag for hjemmearbejde. Er det så en god idé at ændre arbejdsmiljøloven, der indeholder strenge krav til hjemmekontoret? Nej, mener Dansk Journalistforbund

I maj spurgte Journalisten i en undersøgelse medlemmerne af Dansk Journalistforbund om deres oplevelser med hjemmearbejde under coronakrisen.

54 procent af de adspurgte svarede, at de i høj grad eller nogen grad håber, at krisen giver mulighed for mere hjemmearbejde i fremtiden.

Og nu konkluderer en ny analyse fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), at hjemmearbejde ikke kun er godt for klimaet og samfundets velstand. Det tyder også på, at arbejdet hjemmefra nedbringer sygefravær og reducerer stressniveau.

I Politiken advokerer FA selv for, at danskerne nu skal arbejde mere hjemmefra – og de mener, det kræver ændringer af arbejdsmiljøloven. Den indeholder blandt andet krav til indretning, inventar og belysning på hjemmekontoret, hvis man arbejder hjemme mere end én dag om ugen. Det er arbejdsgiverens ansvar, at de er overholdt.

Lignende appel til et nyt syn på lovgivningen fremsætter Finansforbundet og Codans administrerende direktør i Berlingske. Kravene til hjemmekontorene er simpelthen for strenge. Medarbejderne skal ”sættes fri”, lyder det eksempelvis fra Finansforbundets næstformand, Michael Buldofsen.

”Arbejdsmiljøloven står lige nu på nogle områder i vejen for at sikre et mere fleksibelt arbejdsliv,” siger han.

DJ: Arbejdsmiljø gælder også hjemme

Men ifølge formand i Dansk Journalistforbund Tine Johansen er der ikke behov for lempelser af lovgivningen.

”Jeg er ganske uenig. Deres forslag lægger op til, at man placerer mere ansvar på den enkelte medarbejder, og sådan skal det ikke være. Lovgivningen betyder netop, at det er arbejdsgiverne, der stilles til ansvar for, at arbejdspladsen er forsvarligt indrettet. Også hvis du arbejder hjemme,” siger hun.

”Tværtimod synes jeg, at hvis der kommer mere hjemmearbejde, skal vi være endnu mere sikre på, at det foregår på en god og sikker måde. For eksempel ved at sætte grænser for en arbejdsdag, så arbejde og privatliv ikke smelter sammen.”

Hun peger på, at det for nogle kan give en følelse af grænseløshed at arbejde hjemmefra. En følelse af aldrig helt at have fri.

Men flertallet af de adspurgte i Journalistens undersøgelse vil jo gerne have mere hjemmearbejde?

”Ja, men det er jo ikke det samme som, at der skal være mindre beskyttelse. At vi nu skal til at arbejde meget mere hjemme – bare på dårligere vilkår.”

Mere fokus på det psyksiske

Hvis der skal ændres i lovgivningen, vil DJ hellere skrue op for kravene til arbejdsmiljø og ikke ned.

”Hvis man endelig skulle pille i arbejdsmiljølovgivningen, kunne jeg godt tænke mig en større opmærksomhed på det psykiske aspekt,” siger hun.

Formanden mener derudover, at det skal være op til de enkelte arbejdspladser i samarbejde med ansatte og tillidsrepræsentanter at vurdere, om hjemmearbejde er en god eller dårlig idé. Men uanset om den ansatte sidder ved spisebordet eller på kontoret, mener hun ikke, at der skal lempes i lovgivningen.

”Og det er nok ikke helt tilfældigt, at det især er arbejdsgivere, der mener det.”

0 Kommentarer

Læs også

Hjemmearbejde kan noget, men ikke alt 1

Forbandelse eller frihed? Sådan bliver hjemmearbejde en succes

08. JUNI 2020