Du kommer fra et klassisk journalistjob på en avis, men fra 1. august skal du være strategisk rådgiver hos et konsulentfirma. Havde du nogen betænkeligheder ved det skift?

”Ja. På Kristeligt Dagblad har jeg dækket sundhed og etik og mest talt med folk, der har stået i store livskriser. Folk med alvorligt syge eller døde børn; folk, som selv er syge eller handikappede; om aktiv dødshjælp, selvmord. Det er klart, at det ikke er eksistensstof, jeg skal ind og lave i et strategisk kommunikationsfirma. Men det er nogle andre ting, og det vil jeg helt vildt gerne lære. Men det er rigtigt, at emnemæssigt ligger det langt væk fra hinanden.”

Du skifter også fra den ene side af bordet til den anden?

”Den del bekymrer mig ikke så meget. Jeg er ikke skræmt af de der flader mellem fagene. Det kan godt være, at andre journalister er i daglig kamp med kommunikationsfolk, men jeg har sjældent oplevet den konflikt som den type dagbladsjournalist, jeg har været.”

Men selv om man som dagbladsjournalist laver kultur- eller eksistensstof, er man kritisk og sandhedssøgende i sit arbejde. Det, du skal lave nu, er vel lidt det modsatte?

”Det er rigtigt, at man er kritisk og sandhedssøgende som journalist, men jeg tror, det er de samme redskaber, man bruger i kommunikationsopgaver. Det handler om at analysere et landskab og finde ud af – og formidle – hvad det egentlig er for en problemstilling, kunden sidder med. Der er håndværksmæssige overlap. Men selvfølgelig arbejder man på den ene side af bordet for kunden og på den anden side for en mere fri idé om sandheden – sådan er det.”

Debatten om kommunikatører og journalister i DJ raser fortsat. Synes du, vi kan være under samme tag?

”Den debat har aldrig rigtig interesseret mig. Jeg er overbevist om, at man fremover vil se et arbejdsmarked, hvor journalister og kommunikatører skifter endnu mere frem og tilbage. Reelt oplever jeg ikke, problemet er så stort som i den samtale, der er omkring det. Jeg kan godt føle, at det er en lidt akademisk konflikt, som meget klassisk skolede journalister går op i – også ud over, hvad der er nødvendigt – måske tillært på journalisthøjskolen? På Litteraturhistorie får vi at vide, at vi skal tage, hvad vi kan få.”

Hvorfor blev du journalist?

”Oprindeligt ville jeg være jurist eller litterat, så jeg tænkte: Jurist bliver hårdt i fem år, og så bliver det godt. Litteraturhistorie bliver sjovt i fem år, og så bliver det hårdt. Så valgte jeg litteratur og har aldrig fortrudt det, for den grunduddannelse, man får på et humanistisk fag, gør en i stand til at analysere samfundet og forstå problemstillinger. Jeg ville gerne skrive, så jeg prøvede at omskrive en del af mine eksamensopgaver til artikler og sælge dem til aviserne. Det havde jeg succes med, og det gav mig blod på tanden. Men det var hårdt, fordi jeg var i konkurrence med de uddannede journalister, der både havde et navn, et netværk og praktikophold bag sig.

Hvordan oplevede du det?

”Det tog mig syv år at blive ansat på et dagblad. Jeg skulle freelance mig ind i det – det var ikke sådan, at jeg kunne sende en ansøgning, og så var jeg ansat.”

I de år var du freelancer for Geel­muyden Kiese, samtidig med at du skrev for aviser og magasiner, blandt andet Journalisten?

”Ja. Det er det, jeg siger: Ude i virkeligheden er cheferne ret ligeglade. Alle mine arbejdsgivere har altid vidst, hvilke forskellige opgaver min forretning bestod af. Så længe der ikke er kundeoverlap, er der ingen ko på isen. Jeg har aldrig oplevet interessekonflikt, fordi det, jeg har lavet kommunikationsmæssigt, har været noget helt andet end det, jeg har lavet journalistisk.”

Hvorfor vil du så gerne tilbage og lave kommunikation?

”Kristeligt Dagblads oplag stiger, men det er næppe nogen hemmelighed, at der er flere muskler andre steder i branchen end på dagbladene generelt. Og det er sjovt at være, hvor musklerne er. Jeg vil også gerne lære håndværket kommunikation ordentligt, fordi det faktisk er ret skægt at skabe fortællinger eller skærpe budskaber og se dem virke. At håndtere noget sprogligt og kommunikativt, så der kommer et output. Og så tror jeg også, det er risikabelt at satse alt på journalistikken. Når man får en chance for at være sammen med dem, man tror, er de bedste, skal man sige ja.”

Hvad er branchens største udfordring?

”Journalister mangler en forståelse for dybden og helheden i mange problemstillinger. Det irriterer mig tit at læse avis om emner, jeg selv har en viden om. Et eksempel er debatten om daginstitutioner. Alle er enige om, at det går dårligt, og i mange indlæg lyder det eksplicit, at børn burde passes længere tid hjemme. Jeg savner, at en journalist gider stille de grundlæggende spørgsmål: Hvem passer børnene, hvis de skal være mere hjemme? Det er i høj grad kvinderne. Kan vores velfærdssamfund hænge sammen, hvis kvinder i højere grad skal tilbage til hjemmene og passe børn? Hvorfor taler vi ikke om mandens barsel? Daginstitutionsdebatten er også en debat om velfærdssamfund og ligestilling. Journalistikken stopper ofte også på overfladen ved et emne som aktiv dødshjælp. Det er farligt, for de offentlige debatter bliver amputeret. Og det kan have betydning for lovgivningen.”

Hvad er løsningen?

”Journalisterne skal stille flere spørgsmål. Og lytte til, hvad der bliver svaret – især i casehistorier, hvor kilden måske har truffet et eller andet radikalt livsvalg, der så skal bruges til at illustrere en problematik i samfundet. Eller bare gå noget mere med deres egen undren. Hvad kunne konsekvensen egentlig være af det her? Gid lidt mere, lad være med at være for skråsikker, ring en ekstra kilde hjem. Alt for megen journalistik kører på automatforestillingen og kliché-udsagnet. Stil nogle flere spørgsmål.”

Foto: Jacob Nielsen