Radio4 rammer laveste lyttertal siden premieren

Efter 14 fulde uger i æteren er Radio4 for første gang under 300.000 ugentlige lyttere. Det bekymrer dog ikke direktør Anne-Marie Dohm: ”Vi ligger nærmest parallelt med 24syv i deres opstartsperiode”

Da den nye Radio4 gik i luften i november, lyttede næsten 480.000 mennesker med i den første uge. Men siden har kurven været for nedadgående, og i dag – tre måneder efter premieren – er lyttertallet på sit hidtil laveste niveau.

Det viser Kantars Radio-Meter-målinger for Radio4’s første 14 fulde uger i æteren. I sidste uge landede lyttertallene således for første gang i radioens levetid under 300.000 ugentlige lyttere.

Men ifølge Radio4’s direktør og ansvarshavende chefredaktør, Anne-Marie Dohm, skal man være varsom med at opgøre lyttertal med så kort horisont. Både når de er meget høje og lave.

”De her målinger er behæftet med en vis usikkerhed, og derfor skal man nok se det over en længere periode – og også sammenholde med den digitale lytning – for at kunne konkludere noget,” siger hun.

Udsving knyttet til usikkerhed

Kantar måler udelukkende flowradio-lytning og tæller altså ikke podcast- og streaminglyttere med. Tallene bygger på i alt 1.359 personer, der i sidste uge deltog i Radio-Meter-systemet.

”Så der skal ikke være mange i panelet, der tænder eller slukker for den elektroniske måler, før der er udsving,” siger Anne-Marie Dohm.

Men I er under 300.000 ugentlige lyttere for første gang, siden I gik i luften. Bekymrer det dig ikke, trods lidt usikkerhed om tallene?

”Nej, for det er kun fire uger siden, at lyttertallet lå på 427.000 lyttere, og for seks uger siden lå det på samme niveau som i dag. Så jeg ser det som udtryk for udsving, der knytter sig til usikkerhed,” siger hun.

Mediehype trak lyttere i starten  

Anne-Marie Dohm peger desuden på, at netop de første uger og måneders lyttertal næppe tegner et retvisende billede for Radio4’s første hele år.

”Man må nok påregne, at mediehype og kampagner har skabt en kæmpe nysgerrighed i starten, som så vil falde lidt og stige igen. Man så et tilsvarende mønster, da Radio24syv startede op. Vi ligger nærmest parallelt med 24syv i deres opstartsperiode,” siger hun.

Men burde jeres lyttertal på nuværende tidspunkt ikke ligge højere, end 24syvs gjorde i februar 2012, da I jo overtog deres FM-frekvens, mens de skulle starte mere fra scratch som taleradio? 

”Kanalerne starter ud med præcis den samme base af lyttere. Selv om der var lyttere på frekvensen, da Radio4 gik i luften, var det lyttere, som var glade for 24syv. Og de fik fra den ene dag til den anden en helt anden radio. Så vi skal også i gang med at opbygge lytningen til kanalen igen,” siger Anne-Marie Dohm.

Hun understreger, at sammenligningen til Radio24syvs tal fra opstartsfasen i 2011 og 2012 rummer en vis usikkerhed, da flowradio-lytningen er faldet siden 2011.

 

8 Kommentarer

Niels Riis Ebbesen
12. FEBRUAR 2020
Der vist ikke nogen tvivl om, at Ann-Marie Dohm er i stand til, at brolægge vejen herfra og helvedet med dårlige undskyldninger, da “Landsbyradioen” startede op, der overtog den en indkørt frekvens med et stort antal faste lyttere, og hvis “Landsbyradioens” værter havde haft evnerne til at levere noget god radio, så havde de helt sikkert kunnet fastholde flertallet af dem, der tidligere havde lyttet til Radio24syv.


Men statistikken viser meget tydeligt, at det kun går en vej med “Landsbyradioens” lyttertal, og pilen peger i retning af, at bunden slet ikke er nået endnu.

Det bliver meget spændende at se, hvor lyttertallet lander om et halvt og et helt år, der må vel være en nedre grænse for, hvor få faste lyttere der kan legimitere, at politikerne hvert år kaster næsten 100 millioner efter et projekt med en “Landsbyradio”.
Henrik Knudsen
13. FEBRUAR 2020
Det er en uskik ikke at lade Y-aksen starte ved 0. Så ser selv små fald jo dramatiske ud.
Henrik Lind Jørgensen
13. FEBRUAR 2020
Jeg vil bare sige, at der er mange, mange programmer på Radio4, der er bedre end deres rygte, men det er smag og behag. Man kan altid diskutere lyttertal. P3 har også flere lyttere end P1, selv om jeg synes, P3 er noget bras. Ok, jeg lytter aldrig til det, men jeg synes det alligevel. Jeg mener, Radio4 har forspildt en mulighed for at markere sig mere i forhold til det store journalistiske bagland, der udgøres af ejer-mediehusene. Jeg tror - understreger: tror - der kunne have været fundet en masse ambassadører, som radioen får brug for, når den skal cementere sin plads. Men det er jo aldrig for sent.
Niels Riis Ebbesen
13. FEBRUAR 2020
@Henrik Knudsen, det er vel helt normalt, at man undlader de områder som ikke er nødvendige, når man tegner en graf.


Det kunne i øvrigt ha’ været lige så rigtigt, hvis de 480.000 lyttere, som frekvensen havde da “Landsbyradioen” startede, var brugt som en slags nul-punkt, og at man så havde målt, hvor mange lyttere der tabt på de 14 uger.

Men uanset hvordan grafen bliver udformet, så viser den, at “Landsbyradioen” har været nede på en halvering af det antal lyttere, som den overtog fra Radio24syv.
Niels Poulsen
15. FEBRUAR 2020
Chefen for det hele siger bare årh visse-vasse, og mon ikke det bekymrer arbejderne med så beskedne ambitioner? Det ville dog have været rart, om Journalisten havde ulejliget sig med at få en vurdering fra en mere objektiv person end Dohm.

Flere

Læs også

Lyttertal for taleradio er misvisende - podcast tæller ikke

31. OKTOBER 2012
1. november har Radio4 premiere. ”Vi har haft meget kort tidsfrist,

Om få dage går Radio4 i luften - tag med ind i kanalens opstart

29. OKTOBER 2019
Dårlig lyd og lidt for blød journalistik – men Radio 4 skal nok finde sit publikum

Dårlig lyd og lidt for blød journalistik – men Radio4 skal nok finde sit publikum

07. NOVEMBER 2019
Radio4 ville have analyse fra USA-freelancer – uden at betale for det

Radio4 ville have analyse fra USA-freelancer – men ville ikke betale

07. FEBRUAR 2020
Radio4 ville have analyse fra USA-freelancer – uden at betale for det

Radio4 ville have analyse fra USA-freelancer – men ville ikke betale

07. FEBRUAR 2020