Kommerciel radio udfordrer DR

Lørdag vandt programmet 'Go’Nova' Den Gyldne Mikrofon. Det er første gang, prisen går til en kommerciel radio. Samtidig viser Gallup-tal, at kommerciel radios lytterandel stiger, mens DR's falder. Nova: ”Vi håber, det er den spæde begyndelse på et mere ligeværdigt forhold”

»Det er nogle meget, meget store fodspor, man træder i – nemlig De Sorte Spejdere, Monte Carlo, Huxi og Karens. Det har alle år været Danmarks Radio, der har vundet prisen. Mon det bliver nogle andre i år?«

Sådan spurgte Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, da han lørdag gik på scenen under årets uddeling af Prix Radio-priserne for at overrække Ekstra Bladets radiopris Den Gyldne Mikrofon.

Svaret på hans spørgsmål kom, da han kort efter afslørede, at årets vinder af lytterprisen blev Radio Novas morgenprogram 'Go’Nova'. Dermed har en kommerciel radiostation for første gang vundet Den Gyldne Mikrofon. Og det glæder Mai-Britt Vingsøe, som er én af værterne på 'Go’Nova':

”Det betyder helt vildt meget. Vi håber, det er den spæde begyndelse på et mere ligeværdigt forhold mellem kommerciel radio og DR. Tænk, at vi med så få ressourcer til rådighed på en mindre station kan vinde så overlegent. Det giver os masser af håb for fremtiden og ikke mindst stolthed over vores arbejde,” skriver hun i en mail til Journalisten.

Nova driver kommerciel radio fremgang

Det er Ekstra Bladets læsere, der ved afstemning havde kåret Novas morgenhold til vinder af prisen. Det skete med 35,4 procent af finalestemmerne. Og sejren er ikke det eneste tegn på, at kommerciel radio i Danmark vinder terræn.

De seneste tal fra TNS Gallups Radio Meter og DR Medieforskning viser, at de kommercielle stationer øgede lytterandelen i første halvår af 2014 sammenlignet med samme halvår året inden. Fra 21,6 procent i første halvår af 2013 til 24,4 procent i det første halvår af 2014. I samme periode faldt DR-kanalernes lytterandel fra 78,4 procent til 75,6 procent.

»Særligt Nova er gået frem over tid. Det sker især på bekostning af P4, for vi kan se, at de fleste af DR’s andre kanaler har det udmærket. Men SBS har valgt at fokusere meget på deres Nova-brand – og faktisk er det næsten altovervejende Nova, som driver kommerciel radios fremgang i lytterandel,« siger Dennis Christensen, stedfortrædende forskningschef, DR Medieforskning.

Nova: Kommerciel radio har gjort op med dogmer

Og det er ikke tilfældigt, at især Nova klarer sig bedre end tidligere, mener Kristian Høyrup, som er producer på 'Go’Nova'.

Efter hans mening er kommerciel radio lige så stille ved at bevæge sig et nyt sted hen efter i mange år at have lidt under egne dogmer og forestillinger om, hvordan radio skal laves.

”En af de ting, kommerciel radio har lidt under, er frygten for at skræmme nogen væk. Man har haft en forestilling om, at jo mindre indhold, der kunne skræmme nogen væk, jo bedre. Problemet er bare, at man helt bogstaveligt ender med at være ligegyldig. Og det er næsten det værste, du kan være,” skriver han i en mail til Journalisten.

DR sidder stadig tungt på radiomarkedet  

Kristian Høyrup mener netop, at det er dogmet om ikke at ville skræmme nogen væk, som morgenshowet 'Go’Nova' har forsøgt at gøre op med:

”Med erfaringer fra blandt andet USA har vi lavet et show, der udelukkende bygger på de personer, vi er. Og vi er komplekse mennesker, der både kan bekymre os om Syrien og være irriteret over, at en pandekage aldrig bliver ens på begge sider. Alt det kan vi godt rumme. Og vi bliver ikke bedre mennesker eller mere intelligente af at være elitære eller for gode til noget,” lyder det fra produceren.

Selv om der er tegn på, at kommerciel radio vinder terræn herhjemme, sidder DR stadig tungt på radiomarkedet. Det afspejlede sig også ved lørdagens uddeling af Prix Radio-priserne. Fire af de ni priser gik til DR – fire til P3 og en enkelt til P6 Beat. Du kan se alle vinderne her.    

2 Kommentarer

Jytte Kjærgaard
17. SEPTEMBER 2014
Ingen skal bestemme hvad jeg
Ingen skal bestemme hvad jeg skal spise!, sagde den mandlige vært morgenkækt efter de havde behandlet Dan Jørgensens initiativ. Det var squ ubegavet!
Thure Jørgensen
17. SEPTEMBER 2014
Siger meget om mediebillet,
Siger meget om mediebillet, at det er de private der skal udfordre statslige Danmarks Radio og ikke omvendt.
Den slags ser man ellers kun i totalitære stater.